mandag den 27. maj 2013

Aotearoa


Min kære mor rykkede for en blog om New Zealand, så udnytter lige en togtur fra dobbelt-A til København, til at fortælle lidt om en fantastisk tur til et fantastisk land.

For snart et par måneder siden rejste jeg om på den anden side af jordkloden. For første gang skulle jeg rejse alene afsted, og det var en rejse på 18.000 km eller 44 laaange timer. Destination: New Zealand og Rikke.

 Man kan nærmest ikke komme længere væk fra Danmark. Men heldigvis var der noget dejligt velkendt i Christchurch Airport, da jeg landede med svedlugt, hævede fusser og nettoposer under øjnene; Nemlig min dejlige veninde Rikke.

 For første gang skulle jeg rejse i et I-land uden for Europa. Et I-land, som ligger godt og vel 10 timer fra Asien og 3 timer fra Australien, altså fuldstændigt isoleret ude i Stillehavet. Det mærker man på mange måder, når man rejser rundt. Kiwi’erne er meget nysgerrige og vil meget gerne vide noget om Europa (verden uden for NZ). Desuden fortæller prisniveauet og vareudvalget meget om landets beliggenhed. Priserne er høje (lav konkurrence) og udbuddet er primært new zealandsk. Bortset fra priserne, er det jo noget jeg synes helt vildt godt om.

 Jeg havde tre uger, til at opleve så meget som muligt i dette storslåede land. Og det blev tre uger fyldt med vanvittige naturoplevelser, roadtrips, vinbranderter, D-vitamin i form af solstråler og dejlig lokal mad.

 Jeg valgte fra start at fokusere på Sydøen, da jeg jo ’kun’ havde tre uger. Og det viste sig at der var masser af skønne oplevelser at hente der.

 De første tre dage var med Rikke og Kirsten i Christchurch og i bil omkring Christchurch. Byen var for et par år siden ramt af et stort jordskælv, som byen stadig bærer meget præg af. Hele bymidten er lukket af, og der er oprettet et re:start city-center, som er bygget af containere i mange farver. Det lyder både flippet og trashet, men det er blevet et super fedt område. Man kan undre sig over at et 1. verdens-land ikke har fået genopbygget en jordskælvsramt by to år efter. Det skyldes vist at genopbygningen skal være meget gennemtænkt og nytænkende, i forhold til at sikre byen både kulturelt og i mod fremtidige jordskælv. Veje og gader er stadig med store huller og veje der er styrtet i havet er stadig i GPS-systemerne. Samtidig kører de jo i ’den forkerte’ side af vejen, hvilket gav lidt startvanskeligheder som billist. Jeg fik da også et fint lille møde med en politibetjent, der ’lige ville forklare mig om Christchurchs ensrettede og forvirrende vejsystem’. Sød politibetjent. Det var i hvert fald ikke hans første møde med forvirrede turister på afveje.

 Turen med pigerne bød på dejlig mad, strande, vingårdsbesøg, bjerge og varme kilder. Den bedste kur mod jetlag! Dog er det ikke anbefalelsesværdigt at drikke en flaske new zealandsk chardonnay (de har fantastiske hvidvine), for at bekæmpe dit jetlag dagen efter ankomst; du får ondt!

 Derefter stod den på 8 dage med Stray Bus, som er et hop-on-and-off-koncept. Det var første gang jeg rejste rundt helt på egen hånd, og var helt overladt til mig selv at møde nye mennesker. Det var grænseoverskridende/fedt/til tider lidt ensomt/fyldt med gode oplevelser. Men turen bragte os fra Christchurch gennem Arthurs Pass, til Vestkysten med vindblæste strande, gletsjer-heli-hiking, flere varme kilder, smukke bjerge, søer, Milford Sound, pingviner, delfiner, sæler, hiking ved Mt. Cook og så meget andet.

 Tilbage til Rikke i Christchurch, hvor den stod på afslapning i Christchurch med god mad, vin, læsning på strandene. You get the picture, right? Oveni den efterhånden fyldte hat, var jeg en tidlig vindstille morgen en tur i luftballon over Canterbury Plains, med udsigt til Mt. Cook og Stillehavet. Fuldstændigt magisk og idyllisk, efter en lettere turbulent afgang fra jorden og væltet landing i ko-afføring. Mmmh.

 Så lejede vi en bil og kørte sammen til Kaikoura, hvor endnu flere store fantastiske naturoplevelser ventede. Her var, udover hvidvin, havet i centrum, hvor vi sejlede ud og så 4 kasketlot-hvaler, ryggen af jordens største dyr, blåhvalen og hundredevis af dusky-delfiner. Fuldstændigt fantastisk! Middagen stod på udsøgt Cray-fish (hummer-lignende) og morgenen efter sejlede jeg ud og svømmede med de legeglade delfiner, efter at have sagt på gensyn til Rikke og Kirsten.

 De sidste dage kørte jeg nordpå til Marlbourough sounds, Nelson og Abel Tasman, som bød på azur-blåt hav, farmer markets med lokale kvalitetsvarer i sæson, flere vingårde (og ikke mindst fundet af verdens bedste sauvignon blanc), regn, regn og atter regn, paradis-strande og efterårets komme. Sluttede af med et langt stræk sydpå til Christchurch. Alle veje fører til Christchurch.

 Det var fedt at prøve at rejse alene, med den sikkerhed at Rikke altid var at finde i Christchurch. Jeg vil til hver en tid foretrække at rejse med nogen, men det er virkelig dejligt at vide at man kan nyde at rejse alene, hvis man virkelig gerne vil et sted hen, og ikke kan lokke selskab med J

 
Men New Zealand; Det kan anbefales! Meget varmt endda…




Vinmarker


Milford Sound
Mt. Cook



Te Pukatea Bay - Abel Tasman Nationalpark
Dusky Dolphins, Kaikoura

Mirror Lake
Hot Air-ballooning Canterbury Plains
New Zealand ved det!
Franz Josef helikopter-gletsjer-hiking
Levi's Pass

Ingen kommentarer:

Send en kommentar