The Celtic Tiger

Nu har jeg efterhånden boet i Limerick i to måneder. Tiden flyver afsted. Jeg sætter snart ind på at finde den knap der skruer lidt ned for tidens ustyrlige tempo.

Skoven ved Kylemore Abbey

Lågsus-løberute

Men back to Ireland. Jeg har det godt, rigtigt godt faktisk. Som jeg fortæller, når folk spørger, keder jeg mig lidt en gang i mellem, men det er faktisk en helt skøn ting at prøve. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår det sidst er sket. Men lige nu har jeg bare tid; tid til at være spontan, tid til at løbe langs floden, tid til at bruge timer lørdag efter lørdag på farmer market, tid til at se hele fodboldkampe på en pub, tid til at læse, tid til at drikke eftermiddagskaffe, snakke og spise chokolade i to timer uden at tænke over at jeg skal være et andet sted kort tid efter. Det er rart!

Slea Head

Irland som land, er bare helt sin egen. På alle måder faktisk. Irland har ikke travlt med at være alt mulig, som Irland ikke er. Ofte når jeg har rejst har man en følelse af at landet i virkeligheden ville ønske de var noget andet. Fx Istanbul, der enten spejler sig i Øst eller Vest eller Afrika, som ser Europa som guldet for enden af regnbuen. Byer som gerne vil være Berlin, London, Paris, New York, uden at indse at den største styrke er at være sig selv. You name it. I Irland har jeg slet ikke følelsen af at de vil være andet overhovedet. Og det er egentligt ganske befriende! Det er der måske en ganske god forklaring på.

Louise og jeg ved Slea Head

Irland bliver i udviklingsteoretiske kredse betegnet lidt som Europas udviklingsland. Kort fortalt brændte Irland fingrene, da de i 90’erne åbnede op for det globale marked, hvor det blev til syv gyldne år med international handel. En tid som også bliver kaldt The Celtic Tiger. Men det skulle vise sig at blive en kort fornøjelse, og nu fremstår Irland meget protektionistisk, hvorfor man blandt andet i alle supermarkeder og lignende, bliver opfordret til at købe irske produkter. Alle irske produkter er mærket med et stort irsk flag. Faktisk er Irland, så protektionistisk at der er et irsk udvikling-program, der sender irske køer ombord på et fly for at flyve dem til Sahara. Vel at mærke uden at overveje konsekvenserne for skiftende klima og at det på længere sigt må være mere bæredygtigt både på den økonomiske og klimatiske front at købe koen i det afrikanske modtagerland. 

Nogen gange forstår jeg godt at Irland bliver beskrevet som et u-land. Det virker lidt som Danmark for et par årtier siden. Effektiviteten er ret lav (ikke nødvendigvis en negativ ting, men kan dog være vildt frustrerende når man står med en ødelagt mobil, hvor man efter to ugers henvendelse adskillige steder, blot gentagende gange får beskeden: du skal ringe til det her nummer/du skal henvende dig dér) og det er meget konservativt på nogle områder. Fx er det stadigt ikke lovligt at få en abort og de er først nu ved at ændre en lov om at børn må bortadopteres fra et ægteskab, hvor barnets tarv ikke varetages. Det blev først sidst i 90’erne muligt at få en skilsmisse og det kræver stadig flere års separation. Det får jo nærmest et meget katolsk land som Italien til at fremstå som the good guy.

Connemara, nord for Galway

Milk Market i Limerick

Vi bor jo på et stort campus, hvor det hele foregår mere eller mindre i hverdagene, fordi alle skal hjem og arbejde i weekenden. Derfor er det super oplagt at rejse ud i weekenderne. Vi har været i byerne Cork, Galway og Ennis. Og på nogle dejlige ture til Ring of Kerry, Dingle Peninsula, Cliffs of Moher og Connemara, hvor der findes noget af den smukkeste natur jeg har oplevet i Europa. Byerne er ikke så store, så man har faktisk mere eller mindre nået alt på en dag. Og da vi ikke kan leje en bil, da man skal være 25+, er vi ved at løbe tør for muligheder for at rejse rundt i Irland. Så de næste uger står på et par dage i Dublin med besøg hjemmefra, en weekend i Belfast i Nordirland og en weekend til en anden europæisk storby. Man kan godt mangle lidt storby-følelse, når man bor i en mindre irsk by. Det er dejligt at jeg nu har mulighed for at rejse rundt i Europa. Der er så mange skønne steder! De sidste weekender har stået på en travl og fantastisk weekend i smukke København og en fantastisk weekend i Oslo og London med arbejdet.

Inch Beach

Isabella, som jeg er personlig hjælper for, læser på en kandidatuddannelse på et Peace and Development-institut, hvor der er en masse spændende forelæsninger om blandt andet etnicitet, konflikt og udviklingsteorier, som jeg elsker at deltage i, selv om jeg egentligt har fri. Det er emner jeg interesser mig for, jeg bliver udfordret i det engelske og jeg møder nogle spændende mennesker. Ofte er der vilde diskussioner om demokrati og udvikling, som giver tankestof i flere timer efterfølgende. Hver uge bliver man introduceret får et nyt land som case, som skal analyseres og diskuteres. Behøver jeg, med mit verdenskort på underarmen, at sige at det lige er mig? Hver dag bliver jeg mere og mere bekræftet i at jeg har valgt det rigtige studie i statskundskab og jeg glæder mig meget til at starte næste sommer!

Sebastian & Magnus, mine to kollegaer,
med dejlige Guiness

Generelt er jeg glad for at vi har en dejlig tendens i Danmark, hvor det er okay at man tager et par sabbatår. Jeg har mødt flere her, som er nærmest bachelor før de fylder 20 år. Hvordan kan man når man er 16-17 år vide hvad man gerne vil? Jeg kunne i hvert fald ikke! Men måske er jeg heller ikke den rette at spørge, når jeg er i gang med tredje sabbatår. Jeg har ikke så travlt, i hvert fald ikke i Irland. Og slet ikke, når mit arbejde i øjeblikket er at rejse.  J

The Power of Garbage

På verdensplan smider vi mad ud til at kunne brødføde alle mennesker der sulter. Tre gange.

Det gør lidt ondt at vide, ikke?

Det gør i hvert fald ondt, når jeg kender mennesker, der ikke altid går mætte i seng.  

Vi har fået skruet priserne på fødevarer op på et helt unødvendigt plan, på et falsk grundlag. Et falsk grundlag, fordi vi har øget efterspørgslen på mad, for at smide hver fjerde indkøbsvogn direkte i skraldespanden. Den urealistiske høje efterspørgsel har gjort det endnu sværere for verdens sultende at finde de fornødne penge til fødevarer.

Jeg har glædet mig til at høre Selina Juuls tale fra TEDxCopenhagen 2012. Hør den her og bliv inspireret!

Det er skræmmende let at ændre lidt på det forhold.

Her i Irland har jeg oplevet flere initiativer som jeg så gerne ville se udbredt. Jeg ved de findes, men lad dem nu sprede sig!

En nedsat-hylde i Dunnes

En ’denne-vare-er-udløbet-på-datoen-men-stadig-frisk-til-nedsat-pris’-hylde. En hylde i supermarkedet, hvor man kan købe frisk frugt, kød, grøntsager, brød og lignende, til meget billigere penge. Disse hylder bliver brugt i høj grad. Et fænomen, som vist kun findes i Rema1000 i Danmark. Det må da i høj grad være i supermarkedernes interesse at kunne flytte nogen af de ellers så udskældte skraldere inden for supermarkedernes vægge og rent faktisk gøre deres spildprocent mindre.

Daggammelt brød. Vi besøgte et te-hus, hvor der bliver solgt daggammelt brød, til en lavere pris. Igen et tiltag, hvor lækkert brød forbliver på hylderne i længere tid, i stedet for at havne i skraldespanden. Dette bidrager også til at mindske spildprocenten. Noget ganske mange bagere måske kunne have interesse i? Jeg har for nyligt fundet tre store ’affalds’-poser med rundstykker hos én bager. Jeg ville hellere have købt dem til nedsat pris dagen efter.

Bullede emballager. Kan du huske hvornår du sidst har set en bullet konservesdåse i et dansk supermarked? Nej, vel. Hvorfor i alverden skulle de dog havne i skraldespanden? Måske fordi danske supermarkeder har erfaring med at disse ikke-strømlinede varer ikke bliver solgt. Her har vi igen noget at lære fra irske supermarkeder. Men for at få supermarkederne til at sælge disse ’skæve’ varer, kræver det at vi som forbrugere beviser at vi har viljen til at købe dem.

Tomme hylder. Vi må altså vænne os til at vi ikke kan forvente bugnende hylder 5 minutter før lukketid. Det kan ikke være rigtigt at vi skal forlange den luksus at have samme udvalg alle tidspunkter i løbet af dagen, når vi ved at det betyder at mange varer må kasseres ti minutter efter luk. For et par uger siden var vi på English Market i Cork, hvor vi udså os lækre sandwiches til busturen hjem til Limerick. Kl. 10 var der et imponerende udvalg. Der var ganske få sandwiches og salater tilbage, da vi kom tilbage umiddelbart inden markedet lukkede. Først var det ret overraskende, da vi normalt er vant til et andet billede i Danmark. Det fik os dog ikke til at finde andre steder, hvilket blev belønnet med ekspedientens tilbud om dobbelt-op på vores køb af sandwich og salat, da hun jo vidste at varerne skulle kasseres. Behøver jeg at sige at det gjorde mig glad?

At spare penge er noget vi alle kan forstå. Så er det bare nu at vi skal forstå at vi smider penge i skraldespanden hver eneste dag. 

We'll always have Paris

Udsigten fra Sacre Ceur

Mit første besøg i byernes by, skulle vise sig at blive til en pladask forelskelse fra første sekund. Mine forventninger var dog blevet trukket godt og grundigt ned på forhånd, da mange i min omgangskreds tilsyneladende synes at byen er slemt overvurderet. Jeg er helt og aldeles uenig. For det første er den smuk. Alle bygningerne har den samme farvenuance, som gør hele byen meget harmonisk. Ikke mindst når du står ved Sacre Ceur og har panorama-udsigten over hele byen.

Macarons fra Pierre Hermé

Dog er det er ingen hemmelighed at vores største motivation for at rejse til Frankrig, var at gå på opdagelse i det franske køkken. Her var forventningerne dog vildt store, og de skulle så sandelig blive indfriet. Jeg havde egentligt ikke det store kendskab til fransk gastronomi, men vi fik hurtigt sporet os ind på franske vine og oste, crossainter, creme brülee og macarons. Vores eneste krav var at vi på ingen måde måtte gå på kompromis med kvalitet. Umiddelbart virker det også ret svært at gå på kompromis med noget i det franske køkken, da selv bistromad tilberedes af gode, enkle og lokale råvarer.

Chocorons fra Aoki

Og der blev da i hvert fald ikke gået på kompromis med noget, når vi besøgte den ene topkonditor efter den anden, for derefter at spise franske oste og sippe fransk vin ved Seinen i sommersolen. De fire dage skulle kun handle om livsnydelse på allerhøjeste plan. Vores yndlingssteder var meget inspireret af en af mine yndlingsbloggere, Anne au Chocolat, som også elsker Paris’ søde sager.

Madagaskar-vanille og indisk
mango-is fra Amorino

Jeg kan varmt anbefale at lægge vejen forbi konditorne Pierre Hermé og Ladureé for fantastiske macarons. Aoki for fantastiske chocorons og andre lidt mere spøjse kreationer og ikke mindst Berthillon for saltkaramelisen. Det er kvalitet, som jeg aldrig har fået desserter og kager før.

Toppen af Eiffeltårnet

Isle Saint-Louis, som er en lille ø, der ligger bag Notre Damé, er fantastisk hyggelig og et slaraffenland af lækker is, brød, vin, ost, desserter og jeg kunne fortsætte. Der må man unde sig selv at spise blomsterformet is fra Amorino!

Frokost ved Seinen

Indimellem al spiseriet, var vi ude at opleve alle de mest kendte seværdigheder i Paris: slentre rundt i Louvre, aften ved Sacre Ceur, Notre Damé, en smuk aften i Eiffeltårnet og en formiddag hos Jim Morrison og Oscar Wilde på kirkegården Père-Lachaise.

Bog af Tor Nørretranders:
Vild verden

For at runde af med det franske køkken, har det en stolthed, som det danske køkken stadig kan lære meget af. Danske restauranter skal ikke nødvendigvis servere franske retter. Heldigvis er der en særdeles positiv tendens i øjeblikket, med det store fokus på nordisk mad, som i sær Claus Meyer og René Redzepi står for. Mange tænker måske på dårlige arbejdsforhold og madsnobberi, når disse kokke omtales. Men for mig at se har de revolutioneret det danske køkken, som kan gavne ikke blot turisme i Danmark, men også i høj grad også vores miljø, kvaliteten af maden og folkesundhed. Miljøet, fordi fokus ligger på lokale råvarer i sæson, der ikke skal transporteres fra den anden side af kloden. Kvaliteten, fordi der bliver fokuseret på sæsonråvarer; altså råvarer der har allermest saft og kraft. Folkesundhed, fordi vi får kendskab til planter og urter i vores natur, som ellers langsomt er på vej ud af de danske køkkener. Og hvorfor er det så lige at det gavner folkesundheden? Jo, det er fordi vores kost er blevet alt for ensidig og vitaminfattig. Ifølge Tor Nørretranders (bog: Vild Verden) består vores kost-horisont i dag af under 70 planter, ud af over 2000 tilgængelige. Så lav pesto af skvalderkål, lav juice af havtorn og put nu de brændenælder i suppen. Det smager fantastisk og er pisse sundt. Og de er lige uden for døren og helt gratis. What’s not to like?