Machu Picchu og Colombia - to store højdepunkter

"Thank you for believing in Colombia."
Sådan blev vi mødt af en colombianer i fiskerbyen Taganga på den caribbiske kyst i Colombia. Colombia har meget andet at prale med end at være narkoen og Shakiras hjemland - deres gæstfrihed er absolut et af de store højdepunkter. En af de første dage i Bogota sad vi på en café og fik en let aftensmad, hvor en ung colombianer kom hen bare for at velkomme os i hans land. Mange gav udtryk for at de var både lede og kede af at Colombia verden over bliver betragtet som verdens farligste land. Men skulle man også tro mere på Udenrigsministeriets rejsevejledning end Lonely Planet og rejsebureauer, er Colombia nok heller ikke det første land man ville rejse til. HELDIGVIS gjorde vi det. For udover en hjertelig gæstfrihed er landet et de smukkeste jeg har besøgt og i modsætning af Peru og Bolivia, hvor naturen var tørt og vissent, er Colombia grøn, grøn, grøn! Utroligt som farven grøn kan være en mangelvare. Vi har haft store og uforglemmelige oplevelser både i Peru, Bolivia og Chile, men som lande har de ikke været de største højdepunkter, hvorimod Colombia fremstod som et stort højdepunkt som helhed. Både på grund af befolkningen, men også den hyggelige stemning over alt. De virkede bare glade for at vi var der, men de er også meget livsglade. Selv dem der stod i deres små boder, virkede bare glade for at lave det de laver. Det kunne man måske lære lidt af, når man kan brokke sig over at have gode jobs herhjemme!! Vi har besøgt mange smukke steder og landbyen Salento i kafferegionen er et sted jeg meget, meget gerne vil besøge igen. Der var hyggeligt, fredeligt og smukt. Men også Valle de Cocora, hvor der findes op til tres meter høje palmer, er et af de smukkeste steder jeg har været på gåtur. For at komme dertil kørte vi i jeeps fra Salento. På hjemturen stod Rikke og jeg bagpå på trinnet op til ladet. Jeg troede ellers jeg havde prøvet mange mærkelige transportformer i Afrika, men denne tur var dog det vildeste. En anden sjov oplevelse var vores tur til mudder-vulkanen ved Cartagena. Det er en lille vulkun, hvor man kan gå op i den og bade i mudder. Den er over tyve meter dyb, men alligevel sank man ikke i. Ret besynderlig oplevelse, og man tvivler lidt på at den ikke er menneskeskabt. Men den skulle nu være god nok. Vi besøgte også Tayrona nationalpark ved den caribbiske kyst. Altså caribbiske strande bliver aldrig kedelige, så enkelt kan det siges. Det var da også derfor vi overnattede i en hængekøje ved Playa Blanca. Til trods for at vores eneste selskab denne nat var mus, flagermus og gigantiske krabber, var det en skøn oplevelse at kunne vælte ud af hængekøjen klokken halv syv om morgen, gå tyve skridt ned i det dejlige varme vand og op på stranden til lidt frisklavet frugtsalat til morgenmad. Livet er sgu ikke det værste man har! Der er så mange steder jeg gerne vil se i Colombia, så det er absolut endnu et land jeg skal besøge igen.

Finca del Eduardo - Kaffefarm i Salento

Valle de Cocora

Mud Vulcano

Playa Blanca

Vi havde læst i Lonely Planet at militærposterne rundt om i Colombia kunne være en skræmmende oplevelse. Det viste sig dog at mændene i uniform var aldeles ufarlige og meget nysgerrige efter hvad vi lavede i Colombia. Vagter ved havet kom flere gange hen for at få en sludder for en sladder. Men at nogle af disse mænd nogen gange må føle sig lidt dumme, opdagede vi da vi ved en militærpost måtte sidde overfor militærmandens lille digitalkamera og til stor morskab for de øvrige colombianere i bussen udtale vores skandinaviske mærkeligt-klingende navne. Ja, hvad i alverden de kunne bruge de optagelser til, må forblive et mysterium. Farligt, var det i hvert fald ikke. I Arica i Chile fandt vi en pung på busstationen, hvor jeg afleverede den hos en vagt. Her var billedet ikke så fredeligt som i Colombia, da det viste sig at vagten havde tømt pungen for penge, da kvinden kom tilbage for at hente den (jeg havde set der lå sedler i den). Men vi fik den formentligt bedste findeløn, da kvinden gav os hendes adresse, hvis vi skulle komme til Chile igen - så behøvede vi i hvert fald ikke at tænke på hverken et sted at sove eller mad. Dejligt!

"Vamos, Mona!"
Ja, hvis blot jeg bare havde tal på hvor mange gange vores søde guide Maria har sagt 'vamos, Mona!' under vores fire dages trek til inkariget Machu Picchu. Trekket havde i forvejen givet anledning til megen nervøsitet og mavepine, for kunne vi nu klare de 47 km. i det hårde terræn i Andesbjergene. At vi så kom i gruppe med super-trekkerne fra Norge og Finland mindskede i hvert fald ikke min nervøsitet. Men de viste sig at være ganske tålmodige og ganske, ganske søde mennesker :o)

Og det blev en udfordring. Når man bevæger sig rundt i over 3.000 meters højde føles det i hvert fald ikke som om man får nok ilt. I forvejen havde vi rejst i 5 uger i Andesbjergene, hvorfor vi vidste hvordan vores krop reagerer på lidt ilt. Så mit motto for de fire dage blev: 'stille og roligt, jeg skal bare gennemføre!' Det var nu ikke på noget tidspunkt sådan at jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og lade en hest hente mig. De andre i gruppen var dejligt tålmodige, så jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville gennemføre. Og jeg gennemførte endda indenfor normeret tid! Undervejs besteg vi Dead Womans Pass (4215 m.o.h - udgangspunktet var 2900 m.o.v.) og to andre pas. Gudskelov havde vi betalt en porter for at bære vores rygsæk, ellers er jeg overbevist om vi stadig havde vandret rundt i Andesbjergene. I øvrigt er de portere verdens sejeste mennesker! At tro på sig selv kan måske ikke flytte bjerge, men om så ikke andet bestige bjerge!

Den sidste morgen vågnede vi klokken halv fire, og på dette tidspunkt kunne Machu Picchu være Machu Picchu. Jeg havde sovet dårligt de tre nætter på trekket og mine ben var ubeskriveligt ømme, på grund af de stejle nedstigninger på trappetrin. En seng, en dyne og søvn ville være langt at foretrække. Men gudskelov, havde jeg ikke mulighed for det. For at gå igennem solporten og se Machu Picchu i solopgangen i Andesbjergene er den perfekte belønning for fire dages vandring og ømme lårbasser. Det var det hele værd, men vi kunne hurtigt blive enige om at Wayna Pichu måtte vente til en eventuel reunion om fem år. Aldrig har fysisk træthed føltes så skøn og stoltheden var heller ikke lille! Meeen, da vi efter et par timer eller fire i tog og bus ankommer til vores hotel er det VIRKELIG godt med et bad, et måltid og en seng med en dejlig dyne. Det er ubeskriveligt!

Lige en historisk opsummering: Machu Picchu blev forladt kort efter at Spanierne i 1532 invaderede Peru. Herved blev dette fantastiske bygningsvaerk "glemt". I 1911 blev det genopdaget af den amerikanske eventyrer Hiram Bingham. Man følger Inkastien hele vejen til selve inkariget og på hvert højdedrag eller efter hvert sving, dukkede en udsigt op der blot var flottere end den foregående. Inkaernes bygningsværker var alle anbragt i flotte omgivelser og de fungerede engang som centre for kommunikation og ceremonier.

Backpacking - en helt ny udfordrende måde at rejse på

Nu går den ikke længere. Jeg har været hjemme i knap to uger, hvor tiden er gået hurtigt med familiebesøg, venner, første sæson af Lost og otte afsnit af Borgen.Tiden er i sær gået hurtigt med at nyde at have vante omgivelser. Heldigvis har der også været tid og overskud til at reflektere over alle de mange oplevelser vi har haft de sidste ni uger på vores backpackerrejse til hovedsageligt Peru, Bolivia og Colombia. Det med reflektionen er heldigvis noget vi har været rigtigt gode til at gøre undervejs. Egentligt har vi tænkt og snakket meget om de udfordringer, glæder og afsavn vi har mødt. Måske virker ni uger ikke som alverden for mange, men vores rejselængde har (heldigvis) været en udfordring for os. Formentligt lyder det som verdens største og dummeste kliché, men vi har været glade for at vi har noget at savne. Vi er glade for at vi har noget at komme hjem til og som kan være hårdt at undvære. Vi har mødt (for mange) backpackere, der får alt i verden ville forlænge deres rejse - også selvom de i forvejen havde rejst både halve og hele år. Og det var ikke blot fordi at det er fedt at rejse, men også fordi de decideret ikke ville hjem til deres dagligdag. Og så er vi da i hvert fald blevet enige om at man måske bør overveje hvilket liv det er man har derhjemme og om det i det hele taget er det værd.

Backpacking har været en helt ny måde at rejse på for os begge. På de ni uger har vi overnattet 25-30 forskellige steder, hvilket naturligvis betyder at vi har rykket en del rundt. Det giver utroligt mange fede oplevelser: man ser en masse og man møder mange, mange mennesker. Men det er også hårdt. Man skal forholde sig til mange nye steder og mennesker og man lærer hurtigt at slappe af i de nye omgivelser. Men man må også lære at der ikke kan ske noget hele tiden, når man rejser så længe. Det kan godt være lidt svært at vænne sig til, når man er vant til at rejse ret intenst i en kortere periode, hvor man ikke når at komme til det punkt, hvor det eneste man har lyst til er at ligge ved poolen. Man finder nogle måder at koble af på. Vores måde har været at læse bøger. Jeg har læst ti bøger på de ni uger og det føles bestemt ikke som om jeg har 'spildt' al min tid på at læse. En bog har bare været vores måde at sige 'nu holder vi lige kæft og lukker helt af'. For det fylder meget at man hele tiden skal forholde sig til hvor man skal sove den næste nat, hvad man skal have at spise og hvad man nu skal opleve.På den måde har det været helt perfekt at rejse med Rikke. Vi har haft nogenlunde de samme behov for afslapning og afkobling. Det er virkelig noget man bør overveje mere end syv gange, hvem det er man tager med på en backpackerrejse. For nogle fungerer det måske at rejse med nogen man slet ikke kender, men jeg er på ingen måde i tvivl om at Rikke har været den rigtige på den her rejse. Vi har kunnet været 'alene' med hinanden og været enige om det meste. For mig har det været altafgørende at have en jeg har følt mig 100% tryg ved, når man møder mange nye mennesker. Hvilket har været helt vildt fedt, men jeg har i hvert fald til tider savnet at være i selskab venner, som kender mig og omvendt. Men som jeg sagde tidligere er det fedt at opleve at savne. Det er et privilegium. Vi har jo oplevet så mange fantastiske ting samtidig med.

 

Vi har jo mødt mennesker fra hele verden, lige fra Paraguay over USA til Korea og Australien. Vi har i hvert fald ikke kun lært noget om de lokale befolkninger og kulturer. Jeg vidste ikke at alle israelere skal to og tre år i den israelske hær for at aftjene værnepligt, hvorefter de fleste har optjent penge til at rejse laaangt væk fra Israel. De israelere vi mødte var umiddelbart ikke dem der havde sat allermest pris på deres tid i hæren...
Jeg vidste heller ikke at australierne går med skoleuniform eller at modviljen overfor Geert Wilders ikke er så stor som jeg regnede med hos den almindelige hollænder. Til gengæld er hollændere uden for Amsterdam ikke pjattet med byens renomme.

Udover denne blog kommer der en blog om Colombia som land og vores inkatrek til Machu Picchu. Men jeg vil slutte af med et dagbogsindlæg (det eneste) fra rejsen. Det er fra vores tur til minen i Potosí. En øjenåbende oplevelse!

Afsted på en øjenåbende tur til minen her i verdens højestbeliggende by Potosí. Sammenlignet med Malawi Lake var dette miljø noget det mest triste jeg har oplevet. Klaustrofobien fik efter få hundrede meter derinde taget i mig og de tre hollændere i gruppen - Rikke fortsatte. At se lys for enden af tunnelen giver ligepludselig meget mening, når man har befundet sig i en mine. Det gav også et helt nyt perspektiv på chilenerne der var fanget i minen.
Minearbejderne drak 96% sprit, røg hundrede smøger om dagen og tyggede deres tænder og munde grønne/sorte af cocablade (12 kg. om dagen for at opnå kokaineffekten). Vi spyttede ret hurtigt vores rundt regnet seks cocablade ud - Vi kan godt nøjes med teen!
Minearbejderne var tydeligt stolte af deres arbejde, selvom de må leve i konstant støv, som selv efter få år vil føre til miners disease (opkast af blod). Efter 10-15 år vil langt, langt de fleste af minearbejderne være døde af deres fysiske skader af arbejdet. Vores guide var stoppet med arbejdet efter tre og påstod at hans helbred ikke havde taget skade, mens hans overbevisningsevne led et alvorligt knæk, da han spyttede blod inde i minen.
Synet af de minearbejdere der ikke befandt sig inde i minen var trist. Det virkede som en konkurrence om at få drukket mest af den stærke sprit i literflaskerne. Selv de hårdeste gutter på Daisy ville komme i alvorlige vanskeligheder i konkurrence med de bolivianske minearbejdere.
De sætter deres liv på spil for en ussel løn (1600-2000 bolivianos = 200 euro, for de heldige).

Bolivia er et af verdens fattigste lande, men i modsætning til de mange afrikanske lande, er landet rigt på råstoffer. Blandt andet ejer landet over halvdelen af verdens lithium reserver, men på grund af korruption og international udbytning har råstofferne ikke kunne vende udviklingen i landet. Ligesom minearbejderne ikke er uddannet til at udnytte sølvressourcerne, kan bolivianerne ikke udnytte deres store mængder af lithium. Men Vesten har vel heller ikke voldsom stor interesse i at dele ud af deres viden...