Egentligt har jeg ikke tid til at skrive 'dagbog' – jeg går nemlig på højskole. Hvis man ikke lige har en festival at planlægge, lidt rejseforberedelse, et billede at redigere eller en tekst at læse, sker der så meget andet man ikke vil gå glip af. En højskoleelevs største trussel for immunforsvaret er nemlig det såkaldte 'glip-syndrom'. Hvem vil gå glip af et spil bordfodbold en sen nattetime, flødebollekrig, en af de der snakke om alting og ingenting over et glas kaffe eller en kop øl, fest hos kokken i køkkenet, gallapremiere på The Room eller en tur i Sundet?
Det er ingen hemmelighed at det er meget intens at gå på højskole. Man er alle døgnets timer omringet af sine venner og på den måde gennemskuer man hurtigt hinandens gode og mindre gode sider. På samme måde deler man hinandens glæder og sorger på en helt anden måde end jeg ellers har været vant til i skolen. Det er meget svært at skjule sine følelser, både tristhed og glæde, fordi vi tilbringer al vores tid sammen. Samtidig virker det meget stærkt, når en på skolen bliver far hjemme i Ghana eller nogen mister eller savner. Man kan med andre ord ikke undgå at vise sine følelser, hvilket er så vigtigt i forhold til venskaber. Vi deler hverdag og fest, og fest er der heldigvis nok af!
At vi alle på den eller anden måde har noget til fælles er ret unikt – det kan være musik, politik, rejser, fodbold, dårlig humor, mad, film, kunst, bevarelse af den jyske dialekt og filosofi. Men næsten vigtigst af alt lærer vi af ren og skær interesse. I gymnasiet var det let at tage en sove-længe-dag, hvis jeg havde brug for at indhente nogle forsømte nattetimer. Selvom mit energiniveau her til tider, heller ikke kan reddes af et overordentligt indtag af kaffe og lysten til at overhøre vækkeuret ofte frister, er der simpelthen ikke nogen fag jeg har lyst til at gå glip af. Alle lærerne har rejst over hele verden og er specialiseret i alle de fag, jeg synes er pisse interessant. Det gør det altså bare meget mere dynamisk at gå i skole! Noget af det jeg er helt vildt glad for er det interkulturelle miljø, ikke kun fordi man får kontakter i hele verden, hvilket jo altid er fedt, men også fordi verden bliver mere nærværende, fordi man skal forholde til nogle forhold ude i verden, herhjemme på Krogerup. Garba, vores lærer, sagde på et tidspunkt: ”Det er meget typisk dansk, at man skal tage ud i verden for at møde andre kulturer.” Man skal jo ikke nødvendigvis rejse til den anden side af kloden for at mærke verden. Den anden dag havde vi på Verden Brænder-holdet et møde med nogle eksil-burmesere i Danmark, som var medstiftere af Aung San Suu Kuys oppositionsparti NLD. På den måde kan man sagtens få indsigt i forholdene i Burma uden rent faktisk at være der. Den mulighed må man altså ikke undervurdere. Vi er jo fra hele verden, så på den måde kommer verden til os og den mulighed er for god til at lade stå hen. Nogle gange forholder man sig ganske anderledes til velkendte konflikter, når man over en god vandpibe diskuterer retsagen mod den kurdiske tv-kanal ROJ TV, hvis man rent faktisk diskuterer emnet med en der er med i retssagen. En ganske anden vinkel end den de danske medier fremstiller. Man får bare et helt andet indtryk af hvordan det er at være ung i Ungarn, Californien, Kenya, Georgien, Nepal eller Brasilien, når vi bor sammen i fire måneder. Og lidt efter lidt, finder vi også ud af at det at være ung er et universelt fænomen, alle har noget til fælles i form af forelskelse, savn, kærlighed til chokolade, musik eller irriterende brødre.Nu vil jeg drikke en godnat-bajer med en plørefuld, syngende marokkaner – nej, det regnede jeg ikke med da jeg stod op i morges, men det er vel netop det smukke ved det uforudsigelige højskoleliv. I går morges regnede jeg heller ikke med at lærerne ville inspirere til spontanitet, ved at aflyse alle timerne, for at tage os med til jazz og fotosafari i det svenske for derefter at servere en udsøgt tre-retters middag med vin ad libitum. Nu tager vi snart ud i den store verden og det bliver helt sikkert heller ikke forudsigeligt!
