Balkan

Det var egentligt meningen at vi skulle direkte til Sofia med toget, men første togskifte forløb ikke helt som planlagt hvilket gav os en dag i Zagreb, en dag i Beograd, to dage i Sofia og tre overnatninger i tog. Nogen gange tror jeg det er helt forfærdeligt sundt at tingene ikke helt går som man troede det ville. Kroppen glædede sig til at komme i rigtigt bad og ligge udstrakt i en rigtig seng, men min eventyrlyst trængte i den grad til et lille Balkan-eventyr, der bragte os til spændende byer og gode samtaler. Faktisk håbede jeg nogen gange at toget var forsinket, hvilket de fleste gange viste sig at være virkeligheden. Måske er det fordi de sidste ugers undervisning og rejser til Frankrig og København har sat gang i nogle temmelige dybe spørgsmål hos mig – nu er der lidt tid til at fordøje dem. I hvert fald er der blevet sovet meget, tænkt meget, skrevet meget, hørt den samme sang igen og igen og igen.

Det fede ved at rejse med tog i stedet for fly, er oplevelserne på vejen som man får tæt på gratis. Jo, det tager længere tid. Men jeg ville ikke bytte. Faktisk har jeg tænkt en del over det. Det føles ikke længere som en straf at tænke bæredygtigt, hvis man sørger for at bytte den ekstra tid med noget man gerne vil. For eksempel har jeg i flere måneder gerne ville have tid til at læse, skrive, gå på opdagelse og bare være. Det fik jeg her. For mig er at køre i tog at kunne trække stikket 100%. Du kan drikke tvivlsom kaffe, du har én computer- og én mobilopladning og oceaner af tid. Det har virket for mig her på Balkan, i Indien sidste år og det var lige en tand for hårdt i Burma på træsæder i 24 timer, men så ved jeg det. I hvert fald vil jeg gerne for fremtiden tænke mere over at tage toget, i sær når jeg skal rejse korte distancer inden for Europa. Det må jeg simpelthen tage tid til! Og håbe på at fremtidens togture ikke byder på paskontrol 4 gange på 5 timer i løbet af natten, hver gang.

På denne tur, havde jeg ikke sat mig meget ind i de lande vi skulle køre igennem. Da vi så endte med at have længere tid i Zagreb og Beograd end planlagt, havde jeg et par tips fra en facebook-opdatering men ikke meget andet end det. Det var faktisk meget rart at kunne gå ud i byen, med en helt ny form for åbenhed og opmærksomhed. Ærligt talt ved jeg ikke meget om Balkans historie, men jeg tror også at man opfanger nye og interessante ting, hvis man ikke har læst en masse bøger på forhånd. Bøgerne kan man altid læse bagefter. Og det har jeg tænkt mig at gøre, for det er bestemt interessant! I sær hvordan der bliver arbejdet forskelligt med denne post-krig situation.

Både Zagreb og Beograd har nogle ret polerede bycentre. Men jo længere man bevæger sig væk fra centrum, jo tydeligere kommer et andet billede frem. Og det er noget af en kontrast. Høj ungdomsarbejdsløshed springer i øjnene, forurening af floder og vandløb og streetdogs. Bombede bygninger der stadig står tilbage fra slutningen af 90’erne og byggerier der er gået i stå, som man ser i så mange lande rundt omkring i verden. Tydeligt at der har været et økonomisk incitament, men bam, så kom krisen og byggerierne stoppede brat.

I udkanten af Beograd mødte vi en fyr, Marco, 35 årig familiefar. Vi mødte ham i Inex Film House Project som er et community projekt, med ateliers, studier, opstarten af en community garden og ikke mindst en lille skole for romafamilier. Da vi fandt stedet, var der kun to fyre, som fortalte at på grund af den ortodokse påskesøndag, var alle anarkisterne taget hjem til familierne. Det fandt Marco en kende ironisk, idet de fleste af anarkisterne, benægter at have noget som helst med religion at gøre. Måske det bare er en oplagt fridag? Han viste os rundt og fortalte åbent om stedets historie. Det er ikke et klassisk squatted hus, men det er blevet givet for en bestemt tidsperiode for kunstnerne i området. Derefter inviterede han os på en øl i et andet projekt som lå umiddelbart i nærheden. Vi blev enige om at vi sagtens kunne nå vores nattog til Sofia og takkede pænt ja til tilbuddet. Og det er jeg virkelig virkelig glad for at vi gjorde, for det var et virkelig fedt projekt! Det ligger lidt længere ude og området er meget industrielt, men de fleste af fabrikshallerne står tomme fordi produktionen bliver flyttet fra Balkan på grund af konkurrencen. Der er så mange muligheder med alle de tomme bygninger og fabrikshaller rundt omkring. Vi burde bruge dem! Her fandt vi en super fantastisk lille café og bar med tilhørende atelier, hvor ejeren af stedet laver de fedeste skulpturer ud af træ og metal. Jeg er stadig sur på mig selv over ikke at have opladet min telefon, så jeg kunne tage billeder, for wauw, det sted var for awesome. Men jeg prøver at fortælle mig selv at nogen gange er det godt at skulle bruge sit indre kamera (bla bla bla).

Det er tydeligt at livet ikke er nemt. Marco fortalte om hvordan stoffer ofte blev brugt for at glemme de daglige kampe. Men det der sprang mest i øjnene var den imponerende sult for at ændre verden til et bedre sted, og hvordan de har startet det i deres nærområde. Stemningen og åbenheden var fantastisk! Og ikke mindst den kritiske tilgang til Vesteuropas måder at gøre tingene på – ikke bare en blind kopi. Vi havde så mange gode snakke om at GMO stadig er forbudt i Serbien, lokale fødevarer er stadig højt prioriteret, om hvordan dataindsamling bliver misbrugt og hvordan vi har alverdens muligheder for at ændre verden til det bedre. I sær havde vi en god samtale om penge, om hvordan man kan gøre godt med penge. Hvis folk med gode intentioner ikke tør tjene penge, lader vi bare dem med dårlige intentioner investerer i ikke-bæredygtige ting.

Det var egentligt lidt befriende med en pause fra backpacker-samtalerne. Jeg fik pludselig nok af samtaler om hvorfor Zagreb og Beograd ikke er som Berlin eller London. Eller den klassiske ’hvor er du fra?-samtale. Hvis man viser bare lidt åbenhed, nysgerrighed og mod til at spørge folk på gaden, får man så mange gode oplevelser med sig. Og kig en gang i mellem op fra Lonely Planet, så kan det være du møder mennesker der hvor de er og kan have en rigtig samtale. Læg mærke til graffitien på murerne og få et indblik i hvad der rør sig i netop denne by du er kommet til. Og hvis du kommer til Zagreb besøg Museum of Broken Relationships eller Maksimir parken. I Beograd skal du stikke hovedet forbi InexFilm og Ciglana. Husk at rejse med fornuft og tillid, så kan selv det at sove i en park blive en god oplevelse. I Beograd var der nogen der efterlod mad til os, når vi vågnede J Det er slet ikke så farligt derude.

Aotearoa

Min kære mor rykkede for en blog om New Zealand, så udnytter lige en togtur fra dobbelt-A til København, til at fortælle lidt om en fantastisk tur til et fantastisk land.

For snart et par måneder siden rejste jeg om på den anden side af jordkloden. For første gang skulle jeg rejse alene afsted, og det var en rejse på 18.000 km eller 44 laaange timer. Destination: New Zealand og Rikke.

 Man kan nærmest ikke komme længere væk fra Danmark. Men heldigvis var der noget dejligt velkendt i Christchurch Airport, da jeg landede med svedlugt, hævede fusser og nettoposer under øjnene; Nemlig min dejlige veninde Rikke.

 For første gang skulle jeg rejse i et I-land uden for Europa. Et I-land, som ligger godt og vel 10 timer fra Asien og 3 timer fra Australien, altså fuldstændigt isoleret ude i Stillehavet. Det mærker man på mange måder, når man rejser rundt. Kiwi’erne er meget nysgerrige og vil meget gerne vide noget om Europa (verden uden for NZ). Desuden fortæller prisniveauet og vareudvalget meget om landets beliggenhed. Priserne er høje (lav konkurrence) og udbuddet er primært new zealandsk. Bortset fra priserne, er det jo noget jeg synes helt vildt godt om.

 Jeg havde tre uger, til at opleve så meget som muligt i dette storslåede land. Og det blev tre uger fyldt med vanvittige naturoplevelser, roadtrips, vinbranderter, D-vitamin i form af solstråler og dejlig lokal mad.

 Jeg valgte fra start at fokusere på Sydøen, da jeg jo ’kun’ havde tre uger. Og det viste sig at der var masser af skønne oplevelser at hente der.

 De første tre dage var med Rikke og Kirsten i Christchurch og i bil omkring Christchurch. Byen var for et par år siden ramt af et stort jordskælv, som byen stadig bærer meget præg af. Hele bymidten er lukket af, og der er oprettet et re:start city-center, som er bygget af containere i mange farver. Det lyder både flippet og trashet, men det er blevet et super fedt område. Man kan undre sig over at et 1. verdens-land ikke har fået genopbygget en jordskælvsramt by to år efter. Det skyldes vist at genopbygningen skal være meget gennemtænkt og nytænkende, i forhold til at sikre byen både kulturelt og i mod fremtidige jordskælv. Veje og gader er stadig med store huller og veje der er styrtet i havet er stadig i GPS-systemerne. Samtidig kører de jo i ’den forkerte’ side af vejen, hvilket gav lidt startvanskeligheder som billist. Jeg fik da også et fint lille møde med en politibetjent, der ’lige ville forklare mig om Christchurchs ensrettede og forvirrende vejsystem’. Sød politibetjent. Det var i hvert fald ikke hans første møde med forvirrede turister på afveje.

 Turen med pigerne bød på dejlig mad, strande, vingårdsbesøg, bjerge og varme kilder. Den bedste kur mod jetlag! Dog er det ikke anbefalelsesværdigt at drikke en flaske new zealandsk chardonnay (de har fantastiske hvidvine), for at bekæmpe dit jetlag dagen efter ankomst; du får ondt!

 Derefter stod den på 8 dage med Stray Bus, som er et hop-on-and-off-koncept. Det var første gang jeg rejste rundt helt på egen hånd, og var helt overladt til mig selv at møde nye mennesker. Det var grænseoverskridende/fedt/til tider lidt ensomt/fyldt med gode oplevelser. Men turen bragte os fra Christchurch gennem Arthurs Pass, til Vestkysten med vindblæste strande, gletsjer-heli-hiking, flere varme kilder, smukke bjerge, søer, Milford Sound, pingviner, delfiner, sæler, hiking ved Mt. Cook og så meget andet.

 Tilbage til Rikke i Christchurch, hvor den stod på afslapning i Christchurch med god mad, vin, læsning på strandene. You get the picture, right? Oveni den efterhånden fyldte hat, var jeg en tidlig vindstille morgen en tur i luftballon over Canterbury Plains, med udsigt til Mt. Cook og Stillehavet. Fuldstændigt magisk og idyllisk, efter en lettere turbulent afgang fra jorden og væltet landing i ko-afføring. Mmmh.

 Så lejede vi en bil og kørte sammen til Kaikoura, hvor endnu flere store fantastiske naturoplevelser ventede. Her var, udover hvidvin, havet i centrum, hvor vi sejlede ud og så 4 kasketlot-hvaler, ryggen af jordens største dyr, blåhvalen og hundredevis af dusky-delfiner. Fuldstændigt fantastisk! Middagen stod på udsøgt Cray-fish (hummer-lignende) og morgenen efter sejlede jeg ud og svømmede med de legeglade delfiner, efter at have sagt på gensyn til Rikke og Kirsten.

 De sidste dage kørte jeg nordpå til Marlbourough sounds, Nelson og Abel Tasman, som bød på azur-blåt hav, farmer markets med lokale kvalitetsvarer i sæson, flere vingårde (og ikke mindst fundet af verdens bedste sauvignon blanc), regn, regn og atter regn, paradis-strande og efterårets komme. Sluttede af med et langt stræk sydpå til Christchurch. Alle veje fører til Christchurch.

 Det var fedt at prøve at rejse alene, med den sikkerhed at Rikke altid var at finde i Christchurch. Jeg vil til hver en tid foretrække at rejse med nogen, men det er virkelig dejligt at vide at man kan nyde at rejse alene, hvis man virkelig gerne vil et sted hen, og ikke kan lokke selskab med J

 
Men New Zealand; Det kan anbefales! Meget varmt endda…

Vinmarker

Milford Sound

Mt. Cook

Te Pukatea Bay - Abel Tasman Nationalpark

Dusky Dolphins, Kaikoura

Mirror Lake

Hot Air-ballooning Canterbury Plains

New Zealand ved det!

Franz Josef helikopter-gletsjer-hiking

Levi's Pass

The Celtic Tiger

Nu har jeg efterhånden boet i Limerick i to måneder. Tiden flyver afsted. Jeg sætter snart ind på at finde den knap der skruer lidt ned for tidens ustyrlige tempo.

Skoven ved Kylemore Abbey

Lågsus-løberute

Men back to Ireland. Jeg har det godt, rigtigt godt faktisk. Som jeg fortæller, når folk spørger, keder jeg mig lidt en gang i mellem, men det er faktisk en helt skøn ting at prøve. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår det sidst er sket. Men lige nu har jeg bare tid; tid til at være spontan, tid til at løbe langs floden, tid til at bruge timer lørdag efter lørdag på farmer market, tid til at se hele fodboldkampe på en pub, tid til at læse, tid til at drikke eftermiddagskaffe, snakke og spise chokolade i to timer uden at tænke over at jeg skal være et andet sted kort tid efter. Det er rart!

Slea Head

Irland som land, er bare helt sin egen. På alle måder faktisk. Irland har ikke travlt med at være alt mulig, som Irland ikke er. Ofte når jeg har rejst har man en følelse af at landet i virkeligheden ville ønske de var noget andet. Fx Istanbul, der enten spejler sig i Øst eller Vest eller Afrika, som ser Europa som guldet for enden af regnbuen. Byer som gerne vil være Berlin, London, Paris, New York, uden at indse at den største styrke er at være sig selv. You name it. I Irland har jeg slet ikke følelsen af at de vil være andet overhovedet. Og det er egentligt ganske befriende! Det er der måske en ganske god forklaring på.

Louise og jeg ved Slea Head

Irland bliver i udviklingsteoretiske kredse betegnet lidt som Europas udviklingsland. Kort fortalt brændte Irland fingrene, da de i 90’erne åbnede op for det globale marked, hvor det blev til syv gyldne år med international handel. En tid som også bliver kaldt The Celtic Tiger. Men det skulle vise sig at blive en kort fornøjelse, og nu fremstår Irland meget protektionistisk, hvorfor man blandt andet i alle supermarkeder og lignende, bliver opfordret til at købe irske produkter. Alle irske produkter er mærket med et stort irsk flag. Faktisk er Irland, så protektionistisk at der er et irsk udvikling-program, der sender irske køer ombord på et fly for at flyve dem til Sahara. Vel at mærke uden at overveje konsekvenserne for skiftende klima og at det på længere sigt må være mere bæredygtigt både på den økonomiske og klimatiske front at købe koen i det afrikanske modtagerland. 

Nogen gange forstår jeg godt at Irland bliver beskrevet som et u-land. Det virker lidt som Danmark for et par årtier siden. Effektiviteten er ret lav (ikke nødvendigvis en negativ ting, men kan dog være vildt frustrerende når man står med en ødelagt mobil, hvor man efter to ugers henvendelse adskillige steder, blot gentagende gange får beskeden: du skal ringe til det her nummer/du skal henvende dig dér) og det er meget konservativt på nogle områder. Fx er det stadigt ikke lovligt at få en abort og de er først nu ved at ændre en lov om at børn må bortadopteres fra et ægteskab, hvor barnets tarv ikke varetages. Det blev først sidst i 90’erne muligt at få en skilsmisse og det kræver stadig flere års separation. Det får jo nærmest et meget katolsk land som Italien til at fremstå som the good guy.

Connemara, nord for Galway

Milk Market i Limerick

Vi bor jo på et stort campus, hvor det hele foregår mere eller mindre i hverdagene, fordi alle skal hjem og arbejde i weekenden. Derfor er det super oplagt at rejse ud i weekenderne. Vi har været i byerne Cork, Galway og Ennis. Og på nogle dejlige ture til Ring of Kerry, Dingle Peninsula, Cliffs of Moher og Connemara, hvor der findes noget af den smukkeste natur jeg har oplevet i Europa. Byerne er ikke så store, så man har faktisk mere eller mindre nået alt på en dag. Og da vi ikke kan leje en bil, da man skal være 25+, er vi ved at løbe tør for muligheder for at rejse rundt i Irland. Så de næste uger står på et par dage i Dublin med besøg hjemmefra, en weekend i Belfast i Nordirland og en weekend til en anden europæisk storby. Man kan godt mangle lidt storby-følelse, når man bor i en mindre irsk by. Det er dejligt at jeg nu har mulighed for at rejse rundt i Europa. Der er så mange skønne steder! De sidste weekender har stået på en travl og fantastisk weekend i smukke København og en fantastisk weekend i Oslo og London med arbejdet.

Inch Beach

Isabella, som jeg er personlig hjælper for, læser på en kandidatuddannelse på et Peace and Development-institut, hvor der er en masse spændende forelæsninger om blandt andet etnicitet, konflikt og udviklingsteorier, som jeg elsker at deltage i, selv om jeg egentligt har fri. Det er emner jeg interesser mig for, jeg bliver udfordret i det engelske og jeg møder nogle spændende mennesker. Ofte er der vilde diskussioner om demokrati og udvikling, som giver tankestof i flere timer efterfølgende. Hver uge bliver man introduceret får et nyt land som case, som skal analyseres og diskuteres. Behøver jeg, med mit verdenskort på underarmen, at sige at det lige er mig? Hver dag bliver jeg mere og mere bekræftet i at jeg har valgt det rigtige studie i statskundskab og jeg glæder mig meget til at starte næste sommer!

Sebastian & Magnus, mine to kollegaer,
med dejlige Guiness

Generelt er jeg glad for at vi har en dejlig tendens i Danmark, hvor det er okay at man tager et par sabbatår. Jeg har mødt flere her, som er nærmest bachelor før de fylder 20 år. Hvordan kan man når man er 16-17 år vide hvad man gerne vil? Jeg kunne i hvert fald ikke! Men måske er jeg heller ikke den rette at spørge, når jeg er i gang med tredje sabbatår. Jeg har ikke så travlt, i hvert fald ikke i Irland. Og slet ikke, når mit arbejde i øjeblikket er at rejse.  J

The Power of Garbage

På verdensplan smider vi mad ud til at kunne brødføde alle mennesker der sulter. Tre gange.

Det gør lidt ondt at vide, ikke?

Det gør i hvert fald ondt, når jeg kender mennesker, der ikke altid går mætte i seng.  

Vi har fået skruet priserne på fødevarer op på et helt unødvendigt plan, på et falsk grundlag. Et falsk grundlag, fordi vi har øget efterspørgslen på mad, for at smide hver fjerde indkøbsvogn direkte i skraldespanden. Den urealistiske høje efterspørgsel har gjort det endnu sværere for verdens sultende at finde de fornødne penge til fødevarer.

Jeg har glædet mig til at høre Selina Juuls tale fra TEDxCopenhagen 2012. Hør den her og bliv inspireret!

Det er skræmmende let at ændre lidt på det forhold.

Her i Irland har jeg oplevet flere initiativer som jeg så gerne ville se udbredt. Jeg ved de findes, men lad dem nu sprede sig!

En nedsat-hylde i Dunnes

En ’denne-vare-er-udløbet-på-datoen-men-stadig-frisk-til-nedsat-pris’-hylde. En hylde i supermarkedet, hvor man kan købe frisk frugt, kød, grøntsager, brød og lignende, til meget billigere penge. Disse hylder bliver brugt i høj grad. Et fænomen, som vist kun findes i Rema1000 i Danmark. Det må da i høj grad være i supermarkedernes interesse at kunne flytte nogen af de ellers så udskældte skraldere inden for supermarkedernes vægge og rent faktisk gøre deres spildprocent mindre.

Daggammelt brød. Vi besøgte et te-hus, hvor der bliver solgt daggammelt brød, til en lavere pris. Igen et tiltag, hvor lækkert brød forbliver på hylderne i længere tid, i stedet for at havne i skraldespanden. Dette bidrager også til at mindske spildprocenten. Noget ganske mange bagere måske kunne have interesse i? Jeg har for nyligt fundet tre store ’affalds’-poser med rundstykker hos én bager. Jeg ville hellere have købt dem til nedsat pris dagen efter.

Bullede emballager. Kan du huske hvornår du sidst har set en bullet konservesdåse i et dansk supermarked? Nej, vel. Hvorfor i alverden skulle de dog havne i skraldespanden? Måske fordi danske supermarkeder har erfaring med at disse ikke-strømlinede varer ikke bliver solgt. Her har vi igen noget at lære fra irske supermarkeder. Men for at få supermarkederne til at sælge disse ’skæve’ varer, kræver det at vi som forbrugere beviser at vi har viljen til at købe dem.

Tomme hylder. Vi må altså vænne os til at vi ikke kan forvente bugnende hylder 5 minutter før lukketid. Det kan ikke være rigtigt at vi skal forlange den luksus at have samme udvalg alle tidspunkter i løbet af dagen, når vi ved at det betyder at mange varer må kasseres ti minutter efter luk. For et par uger siden var vi på English Market i Cork, hvor vi udså os lækre sandwiches til busturen hjem til Limerick. Kl. 10 var der et imponerende udvalg. Der var ganske få sandwiches og salater tilbage, da vi kom tilbage umiddelbart inden markedet lukkede. Først var det ret overraskende, da vi normalt er vant til et andet billede i Danmark. Det fik os dog ikke til at finde andre steder, hvilket blev belønnet med ekspedientens tilbud om dobbelt-op på vores køb af sandwich og salat, da hun jo vidste at varerne skulle kasseres. Behøver jeg at sige at det gjorde mig glad?

At spare penge er noget vi alle kan forstå. Så er det bare nu at vi skal forstå at vi smider penge i skraldespanden hver eneste dag.