Machu Picchu og Colombia - to store højdepunkter

"Thank you for believing in Colombia."
Sådan blev vi mødt af en colombianer i fiskerbyen Taganga på den caribbiske kyst i Colombia. Colombia har meget andet at prale med end at være narkoen og Shakiras hjemland - deres gæstfrihed er absolut et af de store højdepunkter. En af de første dage i Bogota sad vi på en café og fik en let aftensmad, hvor en ung colombianer kom hen bare for at velkomme os i hans land. Mange gav udtryk for at de var både lede og kede af at Colombia verden over bliver betragtet som verdens farligste land. Men skulle man også tro mere på Udenrigsministeriets rejsevejledning end Lonely Planet og rejsebureauer, er Colombia nok heller ikke det første land man ville rejse til. HELDIGVIS gjorde vi det. For udover en hjertelig gæstfrihed er landet et de smukkeste jeg har besøgt og i modsætning af Peru og Bolivia, hvor naturen var tørt og vissent, er Colombia grøn, grøn, grøn! Utroligt som farven grøn kan være en mangelvare. Vi har haft store og uforglemmelige oplevelser både i Peru, Bolivia og Chile, men som lande har de ikke været de største højdepunkter, hvorimod Colombia fremstod som et stort højdepunkt som helhed. Både på grund af befolkningen, men også den hyggelige stemning over alt. De virkede bare glade for at vi var der, men de er også meget livsglade. Selv dem der stod i deres små boder, virkede bare glade for at lave det de laver. Det kunne man måske lære lidt af, når man kan brokke sig over at have gode jobs herhjemme!! Vi har besøgt mange smukke steder og landbyen Salento i kafferegionen er et sted jeg meget, meget gerne vil besøge igen. Der var hyggeligt, fredeligt og smukt. Men også Valle de Cocora, hvor der findes op til tres meter høje palmer, er et af de smukkeste steder jeg har været på gåtur. For at komme dertil kørte vi i jeeps fra Salento. På hjemturen stod Rikke og jeg bagpå på trinnet op til ladet. Jeg troede ellers jeg havde prøvet mange mærkelige transportformer i Afrika, men denne tur var dog det vildeste. En anden sjov oplevelse var vores tur til mudder-vulkanen ved Cartagena. Det er en lille vulkun, hvor man kan gå op i den og bade i mudder. Den er over tyve meter dyb, men alligevel sank man ikke i. Ret besynderlig oplevelse, og man tvivler lidt på at den ikke er menneskeskabt. Men den skulle nu være god nok. Vi besøgte også Tayrona nationalpark ved den caribbiske kyst. Altså caribbiske strande bliver aldrig kedelige, så enkelt kan det siges. Det var da også derfor vi overnattede i en hængekøje ved Playa Blanca. Til trods for at vores eneste selskab denne nat var mus, flagermus og gigantiske krabber, var det en skøn oplevelse at kunne vælte ud af hængekøjen klokken halv syv om morgen, gå tyve skridt ned i det dejlige varme vand og op på stranden til lidt frisklavet frugtsalat til morgenmad. Livet er sgu ikke det værste man har! Der er så mange steder jeg gerne vil se i Colombia, så det er absolut endnu et land jeg skal besøge igen.

Finca del Eduardo - Kaffefarm i Salento

Valle de Cocora

Mud Vulcano

Playa Blanca

Vi havde læst i Lonely Planet at militærposterne rundt om i Colombia kunne være en skræmmende oplevelse. Det viste sig dog at mændene i uniform var aldeles ufarlige og meget nysgerrige efter hvad vi lavede i Colombia. Vagter ved havet kom flere gange hen for at få en sludder for en sladder. Men at nogle af disse mænd nogen gange må føle sig lidt dumme, opdagede vi da vi ved en militærpost måtte sidde overfor militærmandens lille digitalkamera og til stor morskab for de øvrige colombianere i bussen udtale vores skandinaviske mærkeligt-klingende navne. Ja, hvad i alverden de kunne bruge de optagelser til, må forblive et mysterium. Farligt, var det i hvert fald ikke. I Arica i Chile fandt vi en pung på busstationen, hvor jeg afleverede den hos en vagt. Her var billedet ikke så fredeligt som i Colombia, da det viste sig at vagten havde tømt pungen for penge, da kvinden kom tilbage for at hente den (jeg havde set der lå sedler i den). Men vi fik den formentligt bedste findeløn, da kvinden gav os hendes adresse, hvis vi skulle komme til Chile igen - så behøvede vi i hvert fald ikke at tænke på hverken et sted at sove eller mad. Dejligt!

"Vamos, Mona!"
Ja, hvis blot jeg bare havde tal på hvor mange gange vores søde guide Maria har sagt 'vamos, Mona!' under vores fire dages trek til inkariget Machu Picchu. Trekket havde i forvejen givet anledning til megen nervøsitet og mavepine, for kunne vi nu klare de 47 km. i det hårde terræn i Andesbjergene. At vi så kom i gruppe med super-trekkerne fra Norge og Finland mindskede i hvert fald ikke min nervøsitet. Men de viste sig at være ganske tålmodige og ganske, ganske søde mennesker :o)

Og det blev en udfordring. Når man bevæger sig rundt i over 3.000 meters højde føles det i hvert fald ikke som om man får nok ilt. I forvejen havde vi rejst i 5 uger i Andesbjergene, hvorfor vi vidste hvordan vores krop reagerer på lidt ilt. Så mit motto for de fire dage blev: 'stille og roligt, jeg skal bare gennemføre!' Det var nu ikke på noget tidspunkt sådan at jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og lade en hest hente mig. De andre i gruppen var dejligt tålmodige, så jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville gennemføre. Og jeg gennemførte endda indenfor normeret tid! Undervejs besteg vi Dead Womans Pass (4215 m.o.h - udgangspunktet var 2900 m.o.v.) og to andre pas. Gudskelov havde vi betalt en porter for at bære vores rygsæk, ellers er jeg overbevist om vi stadig havde vandret rundt i Andesbjergene. I øvrigt er de portere verdens sejeste mennesker! At tro på sig selv kan måske ikke flytte bjerge, men om så ikke andet bestige bjerge!

Den sidste morgen vågnede vi klokken halv fire, og på dette tidspunkt kunne Machu Picchu være Machu Picchu. Jeg havde sovet dårligt de tre nætter på trekket og mine ben var ubeskriveligt ømme, på grund af de stejle nedstigninger på trappetrin. En seng, en dyne og søvn ville være langt at foretrække. Men gudskelov, havde jeg ikke mulighed for det. For at gå igennem solporten og se Machu Picchu i solopgangen i Andesbjergene er den perfekte belønning for fire dages vandring og ømme lårbasser. Det var det hele værd, men vi kunne hurtigt blive enige om at Wayna Pichu måtte vente til en eventuel reunion om fem år. Aldrig har fysisk træthed føltes så skøn og stoltheden var heller ikke lille! Meeen, da vi efter et par timer eller fire i tog og bus ankommer til vores hotel er det VIRKELIG godt med et bad, et måltid og en seng med en dejlig dyne. Det er ubeskriveligt!

Lige en historisk opsummering: Machu Picchu blev forladt kort efter at Spanierne i 1532 invaderede Peru. Herved blev dette fantastiske bygningsvaerk "glemt". I 1911 blev det genopdaget af den amerikanske eventyrer Hiram Bingham. Man følger Inkastien hele vejen til selve inkariget og på hvert højdedrag eller efter hvert sving, dukkede en udsigt op der blot var flottere end den foregående. Inkaernes bygningsværker var alle anbragt i flotte omgivelser og de fungerede engang som centre for kommunikation og ceremonier.

Backpacking - en helt ny udfordrende måde at rejse på

Nu går den ikke længere. Jeg har været hjemme i knap to uger, hvor tiden er gået hurtigt med familiebesøg, venner, første sæson af Lost og otte afsnit af Borgen.Tiden er i sær gået hurtigt med at nyde at have vante omgivelser. Heldigvis har der også været tid og overskud til at reflektere over alle de mange oplevelser vi har haft de sidste ni uger på vores backpackerrejse til hovedsageligt Peru, Bolivia og Colombia. Det med reflektionen er heldigvis noget vi har været rigtigt gode til at gøre undervejs. Egentligt har vi tænkt og snakket meget om de udfordringer, glæder og afsavn vi har mødt. Måske virker ni uger ikke som alverden for mange, men vores rejselængde har (heldigvis) været en udfordring for os. Formentligt lyder det som verdens største og dummeste kliché, men vi har været glade for at vi har noget at savne. Vi er glade for at vi har noget at komme hjem til og som kan være hårdt at undvære. Vi har mødt (for mange) backpackere, der får alt i verden ville forlænge deres rejse - også selvom de i forvejen havde rejst både halve og hele år. Og det var ikke blot fordi at det er fedt at rejse, men også fordi de decideret ikke ville hjem til deres dagligdag. Og så er vi da i hvert fald blevet enige om at man måske bør overveje hvilket liv det er man har derhjemme og om det i det hele taget er det værd.

Backpacking har været en helt ny måde at rejse på for os begge. På de ni uger har vi overnattet 25-30 forskellige steder, hvilket naturligvis betyder at vi har rykket en del rundt. Det giver utroligt mange fede oplevelser: man ser en masse og man møder mange, mange mennesker. Men det er også hårdt. Man skal forholde sig til mange nye steder og mennesker og man lærer hurtigt at slappe af i de nye omgivelser. Men man må også lære at der ikke kan ske noget hele tiden, når man rejser så længe. Det kan godt være lidt svært at vænne sig til, når man er vant til at rejse ret intenst i en kortere periode, hvor man ikke når at komme til det punkt, hvor det eneste man har lyst til er at ligge ved poolen. Man finder nogle måder at koble af på. Vores måde har været at læse bøger. Jeg har læst ti bøger på de ni uger og det føles bestemt ikke som om jeg har 'spildt' al min tid på at læse. En bog har bare været vores måde at sige 'nu holder vi lige kæft og lukker helt af'. For det fylder meget at man hele tiden skal forholde sig til hvor man skal sove den næste nat, hvad man skal have at spise og hvad man nu skal opleve.På den måde har det været helt perfekt at rejse med Rikke. Vi har haft nogenlunde de samme behov for afslapning og afkobling. Det er virkelig noget man bør overveje mere end syv gange, hvem det er man tager med på en backpackerrejse. For nogle fungerer det måske at rejse med nogen man slet ikke kender, men jeg er på ingen måde i tvivl om at Rikke har været den rigtige på den her rejse. Vi har kunnet været 'alene' med hinanden og været enige om det meste. For mig har det været altafgørende at have en jeg har følt mig 100% tryg ved, når man møder mange nye mennesker. Hvilket har været helt vildt fedt, men jeg har i hvert fald til tider savnet at være i selskab venner, som kender mig og omvendt. Men som jeg sagde tidligere er det fedt at opleve at savne. Det er et privilegium. Vi har jo oplevet så mange fantastiske ting samtidig med.

 

Vi har jo mødt mennesker fra hele verden, lige fra Paraguay over USA til Korea og Australien. Vi har i hvert fald ikke kun lært noget om de lokale befolkninger og kulturer. Jeg vidste ikke at alle israelere skal to og tre år i den israelske hær for at aftjene værnepligt, hvorefter de fleste har optjent penge til at rejse laaangt væk fra Israel. De israelere vi mødte var umiddelbart ikke dem der havde sat allermest pris på deres tid i hæren...
Jeg vidste heller ikke at australierne går med skoleuniform eller at modviljen overfor Geert Wilders ikke er så stor som jeg regnede med hos den almindelige hollænder. Til gengæld er hollændere uden for Amsterdam ikke pjattet med byens renomme.

Udover denne blog kommer der en blog om Colombia som land og vores inkatrek til Machu Picchu. Men jeg vil slutte af med et dagbogsindlæg (det eneste) fra rejsen. Det er fra vores tur til minen i Potosí. En øjenåbende oplevelse!

Afsted på en øjenåbende tur til minen her i verdens højestbeliggende by Potosí. Sammenlignet med Malawi Lake var dette miljø noget det mest triste jeg har oplevet. Klaustrofobien fik efter få hundrede meter derinde taget i mig og de tre hollændere i gruppen - Rikke fortsatte. At se lys for enden af tunnelen giver ligepludselig meget mening, når man har befundet sig i en mine. Det gav også et helt nyt perspektiv på chilenerne der var fanget i minen.
Minearbejderne drak 96% sprit, røg hundrede smøger om dagen og tyggede deres tænder og munde grønne/sorte af cocablade (12 kg. om dagen for at opnå kokaineffekten). Vi spyttede ret hurtigt vores rundt regnet seks cocablade ud - Vi kan godt nøjes med teen!
Minearbejderne var tydeligt stolte af deres arbejde, selvom de må leve i konstant støv, som selv efter få år vil føre til miners disease (opkast af blod). Efter 10-15 år vil langt, langt de fleste af minearbejderne være døde af deres fysiske skader af arbejdet. Vores guide var stoppet med arbejdet efter tre og påstod at hans helbred ikke havde taget skade, mens hans overbevisningsevne led et alvorligt knæk, da han spyttede blod inde i minen.
Synet af de minearbejdere der ikke befandt sig inde i minen var trist. Det virkede som en konkurrence om at få drukket mest af den stærke sprit i literflaskerne. Selv de hårdeste gutter på Daisy ville komme i alvorlige vanskeligheder i konkurrence med de bolivianske minearbejdere.
De sætter deres liv på spil for en ussel løn (1600-2000 bolivianos = 200 euro, for de heldige).

Bolivia er et af verdens fattigste lande, men i modsætning til de mange afrikanske lande, er landet rigt på råstoffer. Blandt andet ejer landet over halvdelen af verdens lithium reserver, men på grund af korruption og international udbytning har råstofferne ikke kunne vende udviklingen i landet. Ligesom minearbejderne ikke er uddannet til at udnytte sølvressourcerne, kan bolivianerne ikke udnytte deres store mængder af lithium. Men Vesten har vel heller ikke voldsom stor interesse i at dele ud af deres viden...

Malawi i hjertet

Selvom jeg for fjerde gang befandt mig på kontinentet Afrika, skulle udvekslingen til Malawi vise sig at blive et højdepunkt. Antallet af gode, hjertelige og ikke mindst hjerteskærende oplevelser er uoverskueligt.
Jeg har hver gang jeg er vendt hjem fra Afrika haft svært ved at formulere oplevelserne for venner og familie, fordi Afrika skal opleves. Derfor var det fantastisk at have nogle rigtig gode veninder med, så de i det mindste ville kunne forstå hvad jeg har fablet om de sidste tre-et-halvt år. De har heldigvis oplevet lidt det samme efter hjemkomsten: Afrika er svært at forklare!

Men lad mig prøve. Efter 30 timers rejse, ventetid i lufthavne og buskørsel sydpå fra Lilongwe til Zomba i Malawi ankom vi til Namingaze farm trainingscenter, hvor vi skulle tilbringe 10-11 døgn. Snart kom vi snak med deltagerne fra Malawi, Botswana og Portugal, og snart blev strømafbrydelser, ris, bananer og Nshima (majsgrød) dagligdag. Men dagligdagen bestod også af mange, mange oplevelser. Vi diskuterede African Youth Charter, MGD og skolesystemer. Vi havde besøg af den malawianske ungdomsminister, hvor vi straks fornemmede det noget mere formelle malawianske politiske system. Vi legede, dansede og sang. Vi lærte gloser på portugisisk, setswana og chichewa. Vi lavede jordbærgrød og leverpostejmadder til de andre og indtog selv lækkerier fra de andre lande - nogle mere lækre end andre. Vi oplevede en MP'er, der pænt måtte holde den formelle grimasse, selvom han bestemt ikke brød sig om hverken sild, rejer eller leverpostej! Alt i mens 40 deltagere var ved at gå til af sult i al formaliteten.

Det bedste eksempel jeg har på vores interkulturelle aktiviteter må være billedet til venstre fra vores lille bjergbestigning ved Zomba. Müller, Joe og Mavis har lært lidt dansk internetkultur :-) Eller kluddermåtter i Malawi til venstre.

Disse billeder er taget i landsbyen uden for træningscenteret i Zomba. Vi havde medbragt nogle gaver i form af blyanter, tuscher, sæbebobler, balloner og slik. Her blev vi mødt en utrolig gæstfrihed. Vi fik lov til at gå en i landsbyens moske, hvis vi bare var barfodede. Moskeen fungerede også som en islamisk primary og secondary school. Den ældre herre i midten kunne formulere sig fint på engelsk og ville gladeligt fortælle om sit liv og landsbyen.

Overalt mødte vi smil, gåpåmod og varme. Eller ikke helt overalt. Vi overnattede to nætter på et hotel ved Lake Malawi. Det var et område hvor rige indere ejede de store fede hoteller, og der var et dårligt syn på hvide turister. I må selv forestille jer, hvad der kan ligge til grund for dette dårlige syn. Vi var fire danske piger der ville købe vand i landsbyen ved siden af hotellet. Og på denne tur havde vi ikke en malawiansk tolk med. Og det var faktisk ganske ubehageligt. Normalt ville man blive mødt af nysgerrighed og gæstfrihed, men fordi landsbyen lå mellem to store hoteller var der en del fordomme vi skulle have brudt ned. Da vi senere på eftermiddagen havde Francis fra Malawi med gennem landsbyen blev vi mødt fundamentalt anderledes, fordi vi nu kunne forklare hvorfor vi var her: ikke for at udnytte et i forvejen meget plaget område. Ligeså ubehageligt, som det var første gang gennem landsbyen lige så fedt var det at opleve at synet på os hurtigt blev ændret.

Området omkring Malawi Lake og Mangochet var et ekstremt plaget område. Fordi det var omkring søen, er Malaria særligt udbredt. 70% af befolkningen er ramt af HIV/AIDS, i gennemsnit bliver der brugt 2 kondomer pr. ÅR pr. mand, udbredt prostitution, mændene tager til Sydafrika for at få arbejde, mens kvinderne skal blive i Malawi for at passe de 7,5 børn uden stor mulighed for noget forsørgningsgrundlag. Og så var der også en del problemer med de rige turister. Her kunne man virkelig mærke at vi befandt os i verdens fattigste land. Men overraskende nok mødte man ikke selvmedlidenhed, i en grad man ellers kunne forvente. Selv en mor der var blevet efterladt af manden til fordel for Sydafrika, der ikke kunne forsørge sine 6 børn, klynkede ikke - man får det bedste ud af det man har!

Det samme kan man sige om vores ventetid. Begrebet African Time er noget alle skal vænne sig til. "Vi når det nok", så man kan lige så godt lade være med at pive over at være stået monster-tidligt op, for bare at sidde og vente på en buschauffør i flere timer. DANS! For satan da.

http://www.youtube.com/watch?v=p67JA8VSSC4

Fortæl en historie uden ord.

Vi fik en opgave. Vi skulle fortælle en historie om livet ved Lake Malawi - uden ord. Men her må jeg ty til at udtrykke mig anderledes. Der var nogle skæbner, jeg aldrig vil glemme.
Til venstre ser vi Paul med en lille dreng med malaria. Hans hud brændte. Hans mor var som så mange andre også blevet efterladt af sin mand, og havde ingen indtægter. Hun sad på sit tæppe og lavede relish, med sin lille dreng pakket ind i tæpper ved sin side. Hun havde ikke de 500 kwatcha (15 kr.) til at rejse de 45 km. til det nærmeste hospital for at få helbredt sin søn for malaria. Hun sad bogstaveligt talt og ventede på hans død. Paul og jeg stak hende hver 500 kwatcha, selvom det i virkeligheden er at udskyde hendes problemer. Men den skæbne var ganske enkelt for svær at bære. Vi kunne ikke lade stå til.

I samme landsby reagerede jeg på et andet menneske jeg ikke anede jeg kunne. Jeg var skræmt. Det var mit allerførste møde med en albino, uden for Da Vinci Code. Men selvom jeg i den grad blev skræmt, blev jeg på en mærkelig måde lykkelig. Da Paul fortalte at albinoer lever fredeligt i Malawi, blev jeg glad. At denne pige ikke blev brugt som medicin pga uvidenhed og overtro i andre afrikanske lande. Det var dejligt at se hun bare levede som alle de andre malawianske børn i landsbyen. Med de samme bekymringer og med de samme glæder.

En ung optimistisk fyr, der er ved at bygge sit eget hus.

Dette var headmasteren i landsbyen. Han fortalte at han havde 5 koner i Malawi og Zambia. 26 børn og 200-300 oldebørn. Han var holdt op med at tælle. Selvom han havde været syg i et år, havde vi alle en mærkelig fornemmelse af et en enkelt egenskab ikke var gået tabt. I Malawi får de 7,5 barn i gennemsnit. I Danmark er det 1,8. Det kan være mærkeligt at man får så mange børn, hvis de ikke kan forsørges. Men samtidig er det jo angsten for at miste dem og at der ikke ville være børn til at forsørge dem selv, når de bliver gamle, der spiller ind. Men chancen for at børnedødeligheden ville falde, hvis man fik færre børn, ville være stor. Fordi man rent faktisk ville kunne tage sig af de børn man får.









_____________________

Jeg fyldte 20, mens vi var på vej fra søen tilbage til træningscenteret. Det var en mindeværdig fødselsdag med morgenssang, balloner og fødselsdagskort. Resten af dagen tilbragte jeg på ladet af en FN 4x4 med 130 km/t. Bonussen var selfmade dreadlocks og frisk luft for et par dage på forskud. Undervejs var vi på en safari, hvor vi så to flodheste og mange elefanter. Vildt oplevelse at befinde sig i mellem 20-30 vilde  elefanter på sin fødselsdag. Sidste år fyldte jeg år på Brøndby Stadion med en 2-0 sejr - hvad bliver det næste år?
Hver eneste dag fik nationalparken rapporter om elefanter der havde angrebet landbyer og mennesker uden for parken. Da en af vores buschauffører blev utålmodig omringet af elefanter, hvor han dyttede og begyndte at overhale frygtede os på ladet af 4x4'eren nu også for vores liv. Men helskindede kom vi da ud. Og endnu en oplevelse rigere.
Om aftenen fik vi et festmåltid bestående af .... ris og bananer! Mmmh. Midt i maden gik strømmen igen igen og jeg forberedte mig på stearinlys og lommelygter igen. Hvorfor ikke? Vi var jo vant til det. Men det viste sig at være portugiserne der startede fødselsdagssang med stearinlys og det hele. Helt vildt hyggeligt, i hvert fald en fødselsdag jeg sent vil glemme!

_____________________


Husk på at man skal se virkeligheden, før man kan ændre den. Man skal indse hvad problemet i virkeligheden består af. Og det indser man ikke før man står midt i den.
Jeg har selv tænkt over at det virker mærkeligt at rejse til Afrika for at se på fattigdom. Jo, fattigdommen ser man og man må forholde sig til hele tiden. Men Afrika har bare så meget andet at byde på. Så når man er kommet sig over de første indtryk, begynder man at se på de styrker der ellers findes. Man ville ikke kunne leve i et afrikansk land ret lang tid før man ville blive vanvittig, hvis man udelukkende så det fattige i landet. Jeg har set både optimisme, gode værdier, gæstfrihed, virkeligheden og så meget andet. Intet tages for givet og alt sættes der pris på. Og derfor elsker jeg Afrika!

http://www.youtube.com/watch?v=pRpeEdMmmQ0 - hør den! Inden jeg var i Malawi irriterede den mig grænseløst. Nu forbinder jeg den med noget særdeles positivt. Selvom den blev blæst ud af en forbandet vuvuzela lidt for ofte :-)

PS. se flere billeder på Facebook. Det tager evigheder herinde :-)
Next: SOUTH AMERICA!

Følg med her på min tur rundt i verden :-)

Der vil både komme billeder og historier fra Malawi, Amsterdam, Sydamerika og Gambia.