Reformer og optimisme

Det er vel egentligt ved at være på tide at få rundet vores rejse i selve Burma af. Når man tænker tilbage vælter det nærmest frem med nævneværdige oplevelser, så jeg vil prøve at komme omkring dem alle. Jeg vil gøre mit bedste for at længden også bliver overskuelig for læseren :-) Lige nu sidder Nanna Jo, Freja, Sofia og jeg på en busstation i Bangkok og venter på at mødes med resten af gruppen efter nogle skønne fridage på Koh Tao. Dejligt med ny energi til de kommende møder og oplevelser, på trods af solbrændt hud, der stille og roligt falder af.

Efter vores 23 timer lange togrejse til Mandalay, tog vi på jademarkedet hvor vi fik en lille journalistisk opgave. Efter markedsturen havnede vi pludselig i en årlig hindufestival, hvor de rigeste familier sejler ud i både for derefter at ofre frugt, penge og andre herligheder. Det absurde i den situation, var helt klart at se hvordan de fattige burmesere sejlede efter bådene for at hive offergaverne ind igen. Om aftenen var vi til burmesisk satire hos Moustache Brothers, som laver kritisk satirisk underholdning i deres lille hus. Alle pengene går til arbejde med demokrati i Burma. Blandt højdepunkterne var en tandlægejoke: "Jeg tog til tandlæge i Thailand, hvor tandlægen spurgte om, der ikke er tandlæger i Burma. 'Jo', svarede jeg. 'Men i Burma må vi ikke åbne munden.'". Denne joke er egentligt meget sigende for Burma. Vi fik det heldigvis filmet, så vi kan bruge det til intro på vores film om Generation Wave. Men herunder kan du læse en af artiklerne, der kom ud af opgaven på markedet:

Efter en god, lang søvn ovenpå en 23 timer lang togrejse, der på alle måder testede gruppens tålmodighed, tog vi ud til jademarkedet. Det ligger ved en sø midt i Mandalay, som bliver brugt til både toilet, bad og tøjvask. Det koster for udlændinge en dollar at komme ind til det varme og meget aktive marked. Hurtigt blev vi opmærksomme på hierarkiet mellem rige businessmænd med smartphones, de burmesiske sælgere og de fattigere burmesere bag slibeblokkene. I starten var det svært at finde nogen, som snakker engelsk, dog fandt vi hurtigt en ejer af en lille butik, hvor der sad nogle stykker og sleb. Da det var ejeren turde vi ikke stille de mere kritiske spørgsmål om arbejdsforholdene. Han fortalte af de brugte omkring en dag på at forme små figurer på cirka en kubikcentimeter og de kostede omkring 2000 kyat, som svarer til 12 danske kroner. Derefter var det lidt frustrerende at gå derinde, fordi der stort set ingen snakkede engelsk. Dog var der bestemt en hyggelig stemning over frokosten, poolbordet og brætspillene. Efter lang tids søgen og spørgen fandt vi en sælger, som solgte bittesmå jadesten, men han var bestemt ikke interesseret i at handle med os, da han udelukkende handler med kinesiske forretningsmænd. En lille gruppe jadesten koster hos ham 100.000 kyat, som svarer til lidt over hundrede dollars. Han bruger 20.000 kyat om måneden for at have en lille stand at sælge fra. Han sidder der hver eneste dag mellem klokken 8 og 11, og igen mellem kl. 13 og 16. Markedet lukker klokken 17. Derefter mødte vi en sliber, som flækker jadestenene. Han har lidt andre arbejdstiderne end sælgerne; han møder klokken 7 hver morgen og får først fri kl. 18. Han fortalte os at han tjener 7.000 kyat om dagen. Det svarer til 42 kroner, altså et pænt stykke over fattigdomsgrænsen på 1-2 dollars.

Som I nok kan høre, er der ret stor forskel på prislejet for jadestenene, hvilket vi da også ret tydeligt så, da en lille gruppe unge piger sad og sorterede i en rodet bunke med porcelæn, sten og glasskår, for at se om de kunne finde bare lidt der lignede. Formentligt af samme grund, sidder der på markedet mange mænd med små lygter for at tjekke stenenes ægthed og værdi. De ægte af slagsen er en attraktiv handelsvare for i sær kineserne, da stort set alle andre lande har sanktioner mod Burma, hvori jadestenene indgår.

Dagen efter tog vi på en sightseeing tur med den lokale guide Mae. Hun viste os de lange processer med silkevævning og guld, der skal bankes tyndere end tynd af ”smukke, stærke, unge mænd”, som hun så stolt kaldte dem. Når man så den timelange udbankning af guldet, virker det endnu mere imponerende, når man ser de kæmpe store pagoder. Den største pagode Shwe Dagon i Burma, ligger i hovedstaden og bliver prydet af ikke mindre end 60 ton guld. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det er et meget tydeligt bevis på landets naturrigdom, som slet ikke gavner befolkningen, der er en af verdens fattigste. Vores søde guide tog os også med til et morgenritual på et kloster for 1400 munke, hvor der blev kaldt til munkenes eneste måltid om dagen. Munkene lever af befolkningens almisser. I Mandalay mødtes vi med den 23-årige munk Owen, som er meget politisk aktiv. Første møde med ham var på hotellet, men af frygt for stikkere, ville han ikke rigtigt udtale sig om styret eller politik. Dagen efter mødtes vi så med ham igen ved en udstilling, som han og nogle venner står for. Her var han straks mere kritisk. Han er med på et projekt, hvor der er fokus på kritisk tænkning i undervisningen, hvilket der generelt er mangel på i skolesystemet i Burma. I Bangkok har vi mødt en anden munk Agga, som var aktiv under Safran-revolutionen i 2007. Det var fedt at møde dem, når de er så vigtig en del af burmesernes hverdag og derfor er der ekstra fokus på dem fra styrets side. På sightseeingturen gik vi også en tur hen over verdens længste teaktræsbro og besteg Mandalay Hill, hvor opstigningen heldigvis var overdækket, ellers ville den helt sikkert have taget pippet fra de fleste af os. Vi fik da også lettere rødmosede kinder!

Søndag lejede vi en taxa hele dagen for at tage til militærbyen Pyon oo Lin. Vi havde på forhånd fået at vide at byen var hjemsted for militærets akademier for ”fremtidens herskende elite”. Overalt vrimlede der da også soldater frem fra markeder, tehuse og butikker med militærtøj og underbukser. En af meningerne med turen dertil var at filme de mange militærfolk, for at give et indtryk af militærjuntaen i vores film om Generation Wave. Det var lidt en syret oplevelse at gå rundt og lege ”turist”, med et videokamera, der er lidt større end et gennemsnitligt kamera. Dog virkede de ret så stive og kølige soldater ikke til at tage væsentligt notits af os og vi kom derfra med mange, forhåbentligt gode optagelser.

Mandag formiddag mødtes vi med en dansk kvinde, som på fjerde år er bosat i Rangoon. Hun har arbejdet som konsulent og free-lance journalist for information, hvor hun skriver under dæknavn af sikkerhedsmæssige årsager og for at hun kan fortsætte sit arbejde inde i Burma. Det var et fedt møde, fordi vi på mange måder havde brug for at danne os et overblik over situationen. Både med hensyn til reformerne, den nye regering og ikke mindst den etniske konflikt som forvirrer de fleste. Som en af kvinderne i organisationen SWAN senere hen sagde: ”Burma is confusing, even for the burmese people.”

Mandag eftermiddag skulle vi til det møde, der havde voldt megen nervøsitet og mavepine, siden det første møde tirsdagen før. Vi skulle nemlig mødes med GW igen, dagen efter deres 4-års fødselsdag og deres offentliggørelse. De havde jo udsat sig selv for den fare at bukke under for styrets mediecensur og risikere mange års fængsel for at udtale kritik af selv samme styre offentligt. Heldigvis skulle gruppens fødselsdag blive vores første indsigt i de positive forandringer og den optimisme, der i øjeblikket gennemsyrer landet.

Det møde vi havde glædet os nok allermest til var klart førstedamen for det største oppositionsparti NLD, Daw Aung San Suu Kyi. I dagene op til var det svært at forberede sig mentalt på mødet. Vi brugte stort set hele lørdagen på at forberede mødet med hende og det så nervepirrende møde med Generation Wave. Vi havde så svært ved at forestille os at vi rent faktisk skulle til møde hos en Nobels Fredsprismodtager, der har siddet i husarrest, 15 af hendes sidste 21 år. Man følte sig også lettere fjollet, når man prøvede at sammensætte et pænt outfit fra den rygsæk, hvor det beskidte tøj mere eller mindre havde fået overtaget over det rene. De beskidte negle blev opfrisket med en nylakering og det store skyts i form af smykker blev fundet frem. Tirsdag morgen vågnede jeg med de vilde sommerfugle i maven, ikke de rare af slagsen. Jeg havde nemlig taget en stor personlig udfordring op med mig selv; Freja og jeg skulle stille spørgsmålene til DAMEN! Timerne op til mødet føltes som dage og undervejs blev jeg angrebet af paniske anfald, hvor mine engelskkundskaber pludselig føltes langt langt borte. Men mødet gik over al forventning. Det var en lettere stresset førstedame, der resolut åbnede døren og med ganske få, hurtige og bestemte skridt fik sat sig forenden af det lange bord, hvor videokamera og tolv meget ranke piger var linet op. Efter lidt uformel snik-snak om pigernes tydelige dominans i gruppen, begyndte det timelange møde. Det var ret tydeligt at mærke at hun i øjeblikket gennemgår meget kritik i forhold til hendes partis position i det politiske spil, hvor de ikke vil registrere sig som parti. Derfor virkede det ofte som om hun gik i forsvarsposition, når der blev stillet spørgsmål. Hun lagde enormt stor vægt på at hun ’kun’ er en politiker og at hun ikke vil sammenlignes med Nelson Mandela, som den her nationale ’unifying figure’. Hun understregede igen og igen at NLD ikke har lovet befolkningen noget, så hvordan kan de overhovedet skuffe befolkningen? Ikke overraskende var hun ikke så snakkesaglig, hvad angår de igangværende forhandlinger mellem NLD og regeringen. Det skulle jo også vise sig at være nogle meget afgørende timer, vi var til møde med hende. Dagen efter blev de 6359 fanger løsladt, hvoraf de 220 formentlig er politiske. Problemet er at regeringen ikke anerkender nogen af fangerne som politiske, så derfor er der vidt forskellige forudsætninger, når NLD og AAPP kræver de politiske fanger løsladt. Aung San Suu Kyi sagde, at der også er uenighed mellem NLD og AAPP, når der skal laves lister over antallet af politiske fanger. Der er altså ikke nogen fælles definition af en politisk fange, og derfor bliver det nogle gange en lidt mærkelig diskussion. Da timen var gået, blev der meget stresset taget billeder, givet gaver og sunget ’tullasiswe’. Det er dog alligevel meget imponerende at hun tog sig en time til at snakke med en gruppe danske højskoleelever, når hun sidder midt i nogle af de største forhandlinger med regeringen.

Da vi gik derfra havde vi forventet at blive fulgt efter af regeringens folk, som flittigt fotograferede os fra det lille skur der står overfor NLDs hovedkontor. Men i stedet grinede og vinkede de blot, og vi havde ikke behøvet at splitte os op, for i sidste ende at ryste dem af os ved at tage hver vores vej. Ikke engang i lufthavnen blev vi filmet eller fotograferet, som forårsholdet ellers blev. Måske er det endnu et tegn på bedre tider?

Man skulle tro at lige netop dette møde ville være samtaleemne for resten af dagen og de følgende dage, men der skulle vi tage fejl. For hun virkede nu altså ret menneskelig. Der var slet ikke den forventede glorie omkring hende. Det er da stadig et fantastisk stort møde, på et fantastisk spændende tidspunkt, men jeg er ret overbevist om at møderne med Generation Wave og AAPP har gjort mere indtryk på os. Måske fordi vi ikke havde så urealistisk store forventninger til de møder, som vi tydeligvis havde opbygget til tirsdagens møde på NLDs hovedkontor. I stedet blev eftermiddagen brugt på frokost, pool og gin & tonics på det engelske kolonihotel 'The Strand', efterfulgt af en tur i Shwe Dagon pagoden i solnedgangen, hvor guldet lyste mere og mere surrealistisk op i mørket.

Dagen efter fløj vi tilbage til Bangkok, hvor vi havde et møde med den danske ambassadør i Thailand, hvor der også er en Burma-afdeling. De har ikke en ambassade inde i selve Burma af diplomatiske årsager. Det var også et fedt møde, fordi vi fik en ny vinkel på i forhold til Danmarks relationer til Burma. Der er mange overvejelser for hvordan man bedst håndterer midlerne fra Danida og hvordan man skal håndtere sanktionerne i en tid, hvor der sker forandringer. Det var de ikke videre villige til at afsløre, fordi der er mange aftaler, der skal på plads i forhold til samarbejdet i EU. Om eftermiddagen tog vi ud i et industriområde for at mødes med kvinderne i TryArm, som er nogle af de fyrede kvinder fra Triumph. De blev fyret fordi de støttede deres fagforenings-forkvinde og derefter strejkede for bedre forhold. Nu har de startet deres egen produktion op, med næsten de samme modeller, som hos Triumph. Vi fik i hvert fald købt nyt undertøj til meget billige penge, hvor vi heldigvis ved hvor pengene ender. De oplever mange problemer på grund af den økonomiske krise, hvorfor de ikke kan udvide. Yderligere fordi ingen af dem har vilde erfaringerne med organiseringen af en forretning. Men tjek dem ud på: www.tryarm.blogspot.com – de er for seje!!!

19. oktober

Man skulle umiddelbart tro at 11 timers søvn skulle gøre kål på den værste træthed, men dagen i dag var næsten lige så meget overskygget af træthed som i går. Det kunne man godt mærke på gruppens nysgerrighed og spørgelyst op til dagens to møder. Første møde var på en Operations Dagsværk støttet skole i udkanten af Mae Sot, altså lige på grænsen til Burma. Først blev vi vist rundt i primary school og high school. Vi kom også fordi voksenundervisning, hvor der blev sunget frugt-sange for at lære det engelske sprog. De sang for os og vi sang endnu en gang 'tullasiswe', dog ikke med helt samme entusiasme, som for lidt over en uge siden foran Daw Aung San Suu Kyi. Men sangen blev både filmet og skrevet ned, så også burmesere kan få glæde af den sydafrikanske frihedssang. Derefter blev vi vist rundt på en nærliggende thailandsk teknisk skole, hvor eksilburmesere også bliver tilbudt undervisning til meget små penge (10 baht for indskrivning og 1 baht pr. lektion). Ret imponerende, fordi skolen kun tilbyder det for at gøre noget godt for eksil-burmeserne, der bestemt ikke lever et meget bedre liv her end i Burma. Fedt, at der stadig er lidt menneskelighed tilbage!

Efter en spicy frokost, der nok har brændt de flestes smagsløg helt af, holdt vi et møde med lederne af organisationen BMWEC, som er hverken er en statsorganisation eller en NGO, da de ikke er anerkendt af Thailand, som en lovlig organisation. Men organisationen arbejder for at forbinde og støtte 25 grænseskoler. Der er tre hovedårsager til at burmesere vælger at tage over grænsen til Thailand. Den første er den verdensomspændende økonomiske krise, der gør jobsituationen i Burma om muligt endnu mere desperat. En væsentlig grund er desuden er de politiske årsager, da der er langt større ytringsfrihed for burmesere på den anden side af grænsen. Sidst, men ikke mindst har Thailand lavet en lov, der siger ”education for all” for at overkomme et af MGDs 2015-mål for udryddelse af fattigdom. Det åbner altså dørene for mange burmesiske børn, der kan få en skolegang. Efter min udveksling i Malawi i august sidste år, er det fedt at se at nogle lande rent faktisk tager disse mål til sig. Det er spændende at se om det så rent faktisk giver afkast på lang sigt. Men en god start er det da helt sikkert.

Selvom forholdene i grænsebyerne i Thailand ikke synes særligt gode, mener langt de fleste burmesere at de er bedre end inde i Burma. Vi gik en tur rundt om skolen, hvor familierne må flytte deres huse i tide og utide fordi det ofte bliver ramt af oversvømmelser. Det bærer meget præg af fattigdom, og fordi de befinder sig ulovligt i Thailand, har de ingen rettigheder i forhold til job og ejendom. Børnene af eksilburmeserne er statsløse, hvilket vækker stor bekymring hos lærerne på skolen. De har ikke statsborgerskab i Burma og er ikke anerkendt i Thailand, hvorfor de har endnu færre rettigheder. Dog er der i følge skolen, noget der tyder på at Thailand vil give børnene thailandske papirer inden for kort tid. AK er også statsløs, men tager forholdsvist afslappet på det: "I'm stateless, but that means I'm a world citizen". Desværre er det de færreste lande, der godkender den status. Danmark er da i hvert fald langt fra en af dem!

Efter mødet tog vi hen på Min Ts café, som bærer tydeligt præg af politisk aktivisme. Overalt var der billeder af Aung San Suu Kyi og Che Guevara. Min T har siden studenteroprøret i 1988, været aktiv i kampen mod militærstyret. Først som medlem af NLDs ungdomsparti, men senere hen gik han ind i den væbnede kamp mod styret. ”Guns are necessary.” og man kan ikke forsvare sig mod våben, voldtægt, mord og røverier med ord, er hans forsvar for at tage kampen op med våben. Efter et møde hos ASSK, hvor han meldte sig ud af NLD, opfordrede hun ham stadig til at afvige fra at bruge våben.

Noget af det mest rørende ved dette møde, var da han læste op fra den dagbog moren havde ført lige fra den dag han havde forladt hjemmet, for at kæmpe for forandring. Det gav tårer i øjenkrogene at høre morens savn, kærlighed, håb og sorg over sønnens beslutning om at give sit liv til kampen. Fem år efter han havde forladt hjemmet, besøgte hans søster ham ved grænsen for at give ham dagbog. På det tidspunkt var det tre år siden moren døde, og i mellemtiden havde han intet vist. Det var en mærkelig følelse at sidde med, for jeg kunne ikke undgå at blive lidt vred over at man kan opgive sin familie helt og aldeles på den måde. Jeg beundrer deres kamp for frihed, men der er også nogle bekostninger, som jeg ikke er helt sikker på at jeg ville kunne tage.

Men også denne tanke, skulle som så ofte før på denne rejse, blive revurderet. Her til aften har Line og jeg igen tilbragt tid hos AK. Vi har i lang tid snakket om hans fængselsophold og de mange følelser omkring kampen for frihed. Det har virkelig givet et helt andet indtryk at komme ind bag hjemmets mure og på tremandshånd med en tidligere politiske fange med mange mange ar på livet. Vi kom også til at snakke om afsavn og ofring af familielivet i forhold til kampen. Helt roligt og velovervejet, siger han blot: ”you would do the same in our position.” Og ja, han har højst sandsynligt helt klart, men vi kommer jo også ind i den snak med vidt forskellige baggrund. Og mange mange gange i løbet af aftenens samtaler, har jeg rystet opgivende på hovedet og tænkt: ”hvordan kan et samfund som dette overleve?”. Jeg forstår godt at de ikke kan blive ved med at leve med uretfærdigheden, som gennemsyrer hele samfundet. Men nu har vi lovet AK at fortælle historierne hjemme i Danmark. Fortælle at det ikke kun er noget der finder sted på TV. Det er fandeme virkelighed!

18. oktober.

Efter den tredje nattesøvn ud af fem, tilbragt i en bus, var energiniveauet forholdsvist lavt, da vi ankom til vores guesthouse i Mae Sot, der overhovedet ikke bød på de frygtede oversvømmelser. Derfor var det en nærmest uoverskuelig opgave at skulle lave et problemtræ og derefter finde de positive tegn fra Burma. Den hidtidige gejst over politiske møder og den kommende kampagne efter rejsen, var for en stund ganske langt væk. Det var simpelthen svært at finde ind i den tænkende og kreative rytme igen efter nogle ellers tiltrængte fridage på lækre thailandske øer med billige drinks, svømmeture, massage og iskaffer og et tatoverings-pitstop i Bangkok. Det virkede ligefrem overrumplende at skulle starte dagen ud med at liste Burmas demokratiske udfordringer op. Listen blev blot længere og længere, og tydeliggjorde alt for tydeligt den uendelige række af problemer, som Burma står overfor. Militæret, sanktioner, censur, korruption, manglende ytringsfrihed, manglende uddannelse, manglende retssikkerhed, manglende infrastruktur og så videre, og så videre. I fornemmer nok at ”manglende” er kodeordet, når man snakker om forudsætningerne for demokrati i Burma. Heldigvis fandt vi frem til en række positive udviklinger i landet, som for eksempel de nylige løsladelser af fanger, mindre censur (her tænker vi i sær på Generation Waves offentliggørelse, men også på formanden for Burmas censurkomites udtalelser, der tyder på mindre censur), aflysningen af hydropower-projektet på Irrawaddy floden og ikke mindst at den nye præsident Thein Sein, virker meget reformvillig. Stadig trætte i hovederne gik vi hen for at mødes med AAPP (Assistance Association of Political Prisoners), som er en gruppe på 16 tidligere politiske fanger og 3 internationale frivillige, som lever i eksil i grænsebyen Mae Sot, her i Thailand.

AAPP betegner sig selv som 'The voice of the prisoners' og forsøger ved hjælp fra internationale NGO'ere og statsstøtte fra Norge, Holland og Tjekkiet at tale fangernes sag. En af hovedopgaverne for organisationen er at dokumentere fængslingen af de politiske fanger inde i Burma - og ikke mindst rapportere om forholdene i Burmas 33 fængsler, hvor tortur ofte er en del af et fængselsophold. Derfor samarbejder de blandt andet med Human Right Watch for at sætte fokus på brud på menneskerettighederne. Lige nu har de dokumentation for omkring 1.600 politiske fanger. Lige umiddelbart virker det tal ikke helt realistisk, da der er omkring 55 millioner indbyggere i landet. AAPP sætter dog heller ikke tallet højere end de har dokumentation for, for at deres arbejde kan blive taget seriøst. Og fordi styret ikke anerkender nogen af fangerne som politiske, er der heller ikke der mulighed for at få klarhed over omfanget. De fleste af de burmesiske ansatte i organisationen har siddet i fængsel for deres politiske arbejde i op til flere år og har beretninger, som jeg ikke har lyst til at tro på. Man tror simpelthen ikke på at nogen kan behandle andre mennesker så uværdigt. Man vil ikke tro!

Line og jeg skulle bo hos AK, som er chef for AAPP. Med sommerfugle i maven og nervøse smil, blev vi kørt til udkanten af Mae Sot på ladet af en bil. For hvordan bor han? Bor han alene? Hvad skal vi snakke med ham om? Hvad mon vi skal have at spise? Og ja, hvem er ham, vi nu skal bo de næste par nætter hos?

Ret hurtigt efter ankomsten skulle det dog vise sig at vi ikke havde så meget at være nervøse for. Han bor nemlig i et rigtigt fint hus uden så mange naboer, og der var dejligt højt musik, som jeg ikke har hørt de sidste mange uger. Vi faldt i løbet af korte øjeblikke ind i hans meget afslappede fritid, for som han siger, skal man holde fri, når man har fri. Det kan godt være man arbejder meget, men der skal også være tid til musik, stilhed, film. Dog kan han ikke helt lade være med at arbejde, herhjemme, da han tjener lidt ved siden af, ved at oversætte burmesisk til engelsk og omvendt.

Det er en lidt mærkelig følelse at være her, fire kilometer fra grænseovergangen til hans hjemland. Her sidder vi på hans altan og snakker om hjemve til kærester, familie, venner og højskole efter sølle fjorten dage, mens hans hjem ligger så få kilometer væk, men som han ikke har haft mulighed for at bo i på grund af en politisk fængsling og den manglende ytringsfrihed. Hjemme i Rangoon, er hans familie, som han kun meget sjældent kan ringe til for ellers vil de blive sat i forbindelse med politisk aktivitet og dermed være i overhængende risiko for fængsling. For få dage siden blev hans bror løsladt efter (han blev fængslet for deltagelse i Safran-revolutionen i 2007 og er nu løsladt efter 4 år), men hans svigerinde sidder stadig i et af Burmas 32 fængsler. Det hårdeste er uvisheden om fremtiden, hvor man bare kan gå og håbe og håbe på at de forandringer, der sker i øjeblikket fører til ”real changes”, for som AK siger er 220 løsladelser af politiske fanger langt fra nok. AK kalder sig selv for optimist, men realist. Og det er egentligt ikke svært at forstå at man ikke uhæmmet vælger at tro på at den nye præsident i virkeligheden er så reformvillig, som han udgiver sig for være, når man selv har siddet i fængsel i mange år og familie og venner stadig sidder fængslet. Som Aung San Suu Kyi sagde for en uge siden: ”I'm optimistic, but cautious”. Der er altså behov for at vi tror på forandringerne, men samtidig være meget opmærksomme på at 90 procent af parlamentet er besat af nuværende eller tidligere generaler, som uden det største besvær kan vælte den siddende præsident. Så selvom ventetiden er umenneskelig, skal forandringerne ske step by step. Dog forstår jeg hundrede procent, når AK spørger håbløst: ”Hvor længe skal vi vente?”

Nu må jeg overgive mig i kampen mod øjenlågene efter en kold øl, fantastisk spicy thai-mad og fødderne oppe på altanen i udkanten af Mae Sot. AK ligger i stuen og ser film, Line ligger ved min side på gulvet og nu skal mine energidepoter også fyldes op, før morgendagen byder på skolebesøg, møde med en aktivist lige siden '88-oprøret og til sidst endnu en aften med AK, hvor vi skal have thai-massage og lave interview med ham til kampagnearbejdet. Det er hårdt at rejse med Verden Brænder, men hvor er det fedt!!!

Fra Rangoon til Mandalay

”Oh’ den vej til Mandalay!” – i bedste Four Jacks-stil, stod vi op på den forkerte side af morgengry for at sætte kursen nordpå til Mandalay. Da vi kom til banegården var humøret højt og ikke engang en beskeden forsinkelse på et par timer eller tre, kunne sætte skår i glæden over den kommende togtur – i hvert fald ikke når undertegnede sov væsentligt bedre på et tæppe og op ad Frejas skulder på gulvet i ventehallen end tilbage på hotellet, hvor hunde og det jeg troede var et lille jordskælv holdt mig vågen i de fleste af de få timer jeg kunne sove i. For nervøse mødre og andre, må jeg vist hellere sige at ’jordskælvet’ viste sig at være et forbikørende tog.

Da vi havde fået vores yderst ’magelige’ pladser tildelt i toget, kom den næste gode nyhed ind gennem vinduet: ”Togturen varer sytten timer på grund af regntiden.” Okay så, vi skal nok vinde over de her træsæder, men da vi havde sovet den første lur, sunget et par sange, leget et par lege, var begyndt at svede, havde spist den første del af madpakken, forberedt nogle spørgsmål til Aung San Suu Kyi og Generation Wave og fået ondt i ballerne og hævede fødder, var der gået lige i underkanten af to timer. Jovist, det skulle blive noget af en tur fra Rangoon til Mandalay!

Heldigvis blev vi undervejs underholdt af verdens sødeste dreng, som ikke snakkede engelsk overhovedet, men ikke så meget desto mindre fandt vi da ud af at også leg er universielt. Efter overlevelse af heden i toget midt på dagen, tog nogle af os på et mindre eventyr gennem toget. For at beskrive det bedst, må det være som i gamle film, hvor man hopper fra vogn til vogn. Det føltes som om at vognene rykker fra hinanden i det øjeblik man hopper over og synet af skinnerne under sig, indbyder ikke ligefrem til tryghed. Da vi nåede enden af toget, var der en åben dør ud til den passerede del af togturen. Jeg er ikke sikker på at nogen former for sikkerhedstilsyn i Danmark havde været ellevilde over dette tog, men det var nu lidt sjovt i mellem de ømme numser og varme ostemadder og smeltet chokolade.

Undervejs passerede vi uendelige rismarker og fik et godt indblik i forholdene i Burmas rurale områder. Det er bare fattigt på nærmest alle måder. Ja, lige bortset fra de enorme guldbelagte pagoder, som imponerende mange gange dukkede op midt i oversvømmede landsbyer og midt i mellem faldefærdige lerhytter. Den kontrast virker altså bare helt i gennem absurd.

Da det blev aften og mørkt, var der naturligvis ikke den fornøjelse at kigge ud af vinduet længere. Så der blev forsøgt med lidt læsning i det sporadiske toglys, da min pandelampe selvfølgelig var løbet tør for batteri. Dog kom trætheden snigende, men jeg turde ikke sætte forhåbningerne for højt om at min trætte øjenlåg ville vinde over sovende kropsdele, men tvivlen kom mig til gode. Da først jeg fik placeret mit hoved på et tæppe ud af vinduet, faldt jeg efter tretten timer i søvn og denne gang for good. Tre en halv time senere vågnede jeg og nu var vi jo kun en halv time fra mål. Troede vi! For vi fortsatte og flere gange holdt vi stille i det som føltes som evigheder. Men efter endnu en god lur, nåede vi frem! Jeg vil gerne rette en kæmpe stor tak til Nanna Jo for at have holdt mig ud på så tæt hold i så lang tid. Med en lugt, der var værre end jeg nogensinde har haft på Roskilde og et vældigt svingende humør og tålmodighed, skylder jeg hende vist en bajer. Ikke mindst fordi hun lagde sig ned på gulvet, så jeg de sidste timer lå ned med fødderne ud af vinduet.

Når man nu kører så mange timer i tog er der tid til mange tanker, og det blev også til andre tanker end frustration over heden og savnet til højskolen og dem der hjemme. Selvom det er en næsten uværdig sammenligning, vil jeg alligevel forsøge mig: Man kan nærmest håbe på at togturen bliver et symbol på Burmas fremtid. På trods af forsinkelser og forhindringer paa skinnerne, at vognene ikke rigtigt hænger sammen og det at det føles som om tiden står fuldstændigt stille, når man trods megen modstand alligevel målet. I hvert fald håber jeg at dem fra Generation Wave overvinder deres forhindring på søndag og er et skridt nærmere deres mål. Det gør stadig ondt i maven at vente på resultatet.

Mingalaba Burma

Efter en lang rejse, slap vi alle i gennem visumkontrollen, så nu er 10 dages rejse i Burma begyndt. Vi lagde ud med en bytur i det centrale Rangoon, hvor vi hurtigt blev opmærksomme på den voldsomme kontrast mellem storslåede guldbelagte pagoder og de prægtige gamle engelske kolonibygninger og størstedelen af burmesernes fattigdom. Det virker nærmest absurd at nybyggede store moderne bygninger ligger side om side med huse af blikplader og faldefærdige bygninger.


Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed at vores rejse i Burma har ændret sig lidt i forhold til de første planer, da mange af de mennesker vi havde planlagt at mødes med ville blive udsat for stor fare ved at mødes. Vi foretog derfor en prioritering, at vi ville ind i Burma, men at det skulle foregå mest som en almindelig turistrejse og derefter havde størstedelen af møderne i Thailand. Heldigvis var der nogen der har sagt ja tak til et møde med en flok danske højskoleelever. Det allerstørste var på forhånd næste uges møde med førstedamen fra oppositionspartiet NLD, Aung San Suu Kyi. Det er jo et fantastisk møde, der venter os der, selvom det helt sikkert ikke er gået op for nogen af os at det skal ske lige om lidt.

I dag har vi brugt nogle timer på togstationen for at ordne billetter til vores lange togtur til Mandalay i morgen. Det bliver 15 timer på hårde træsæder, men heldigvis skal vi igennem smuk natur, forhåbentligt falde i snak med burmesere og ikke mindst leve højskolelivet med sang, snak og snacks. Juhu! Derefter tog vi et bumletog der kørte igennem Rangoon, for at komme op til det fængsel, Insein Prison, hvor op mod 2000 politiske fanger sidder inde. Faengslet er bygget op efter et panoptic princip, hvor hele faengslet er bygget rundt om et taan, hvorfra der bliver holdt oeje med de indsatte. Man mener dermed at fangerne vil regulere sig selv, fordi de bliver overvaaget. Lidt samme tankegang som fra George Orwells "1984". Laeg da ogsaa lige maerke til navnet! De fleste sidder der efter Safran-revolutionen i 2007. Det skulle dog ikke lykkes os at se meget andet end en rød murstensindhegning, og enkelte blikke ind bag fængselsmuren.

Efter en varm tur til fængslet, tog vi tilbage til det centrale Rangoon for at finde den café, hvor vores første politiske møde skulle finde sted. Indtil videre har det været svært at forestille sig hvordan en Verden Brænder-rejse foregår, men vores første møde fik i allerhøjeste grad sat gang i den! Vi skulle mødes med en gruppe unge fra Generation Wave, som igennem forskelligt kampagnearbejde (blandt andet musik, graffiti, sms-beskeder fra taletidskort) forsøger at oplyse burmeserne om landets styre. Det er et meget problemfyldt arbejde, fordi man på ingen måde kan udtrykke politisk kritik offentligt, man kan ikke sende e-mails med politisk indhold og man må ikke mødes i forsamlinger større end fem personer uden at have en overhængende risiko for mange, mange års fængsel og tortur. Det skulle vise sig at vores møde med gruppen er på det allermest afgørende tidspunkt i gruppens firårige levetid. På søndag fejrer de nemlig deres jubilæum ved at invitere alle til ”The Happy Birthday”. Det vil altså sige at de vil offentliggøre sig selv og dermed fremlægge deres kritik offentligt. De har inviteret politikere, blandt andre Aung San Suu Kyi og journalister, så burmeserne kan blive oplyst omkring gruppens formål. De håber at almindelige burmesere vil komme til mødet, som bliver afholdt i et kloster, men regner med at frygten er for stor, også hos nogle politiske aktive. Det skal altså om få dage vise sig om det bliver en ”happy” birthday og dermed et kæmpe skridt i den rigtige retning eller endnu et bevis på styrets diktatur. Det der taler for en succes på søndag er at der i de sidste par måneder har været en større åbenhed fra styrets side, hvor NLD har haft mulighed for at tale kritisk offentligt uden at blive arresteret. Derfor udfordrer Generation Wave styrets åbenhed, for er de nu også så gennemsigtige som de påstår de er. Det der taler i mod den nærmest utopiske succes på søndag er at frygten for styrets brutalitet er så stor, det er i øjeblikket rigtigt svært at tro på at styret for alvor mener at der skal finde mere dialog sted i Burma. Uanset udfaldet på søndag er det en fuldstændigt fantastisk beundringsværdig kamp disse unge mennesker foretager sig. Tænk at tage den beslutning, at man virkelig brænder så meget for et friere Burma at man vil risikere at bruge resten af sit liv bag tremmerne i fængslet her i Rangoon. Ikke desto mindre virker de bare så super afklarede og målsatte, at man ville ønske man kunne gøre alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem bare lidt i den rigtige retning. Vi sad alle med klumper i maven, tårer i øjenkrogene eller rystende kroppe. Nu er rejsen for alvor begyndt og jeg tror ikke nogen af os får et helt roligt øjeblik før vi kender udfaldet af søndagens happening.

Vi har lavet et filmet interview med to af gruppens medlemmer i dag og har bedt dem om at lave en lille dagbog på deres mobiler i løbet af lørdag og søndag. Derudover har vi aftalt et møde med dem her i Rangoon på mandag, når vi kommer tilbage fra Mandalay. Og lige nu håber vi intet andet end at det møde kan realiseres, for så betyder det at søndagen har været en succes for Burmas fremtid. Og det gør ondt i maven at vente. Om ikke andet har vi nogle film optagelser, som på en eller anden måde må kunne bruges i medierne for at hjælpe Generation Wave.

Selvom vækkeuret ringer kl. 03.30 i morgen tidlig, hvor vi skal fejre Helenes fødselsdag, inden afgang til toget og det nu er omkring midnat, har det bare været så vild en dag at tankerne flyver rundt og det måtte bare skrives ned inden jeg kan falde til ro. Som en af dem fra Generation Wave sagde under mødet: ”there is so much fear, but still so much hope.” Selvom jeg ikke er religiøs, beder jeg virkelig for at håbet vinder over frygten på søndag!