The Gambia - The smiling coast of Africa

Det følgende er skrevet både undervejs på rejsen og som refleksioner efter hjemkomsten. Derfor roder indlægget lidt i tid. Noget af det vi har diskuteret allermest i slutningen af rejsen og efter hjemkomsten er vores forhold til gambianerne. Vores gambianske ’mor’ Awa lagde fra starten ikke skjul på at man ikke kan stole på gambianere. Som hun sagde; lyver de om alt mellem himmel og jord. Og som dansker er det sgu en meget svær kamel at sluge. Herhjemme er vi vant til at afskære uærlige personer fra vores liv, hvis de misbruger vores tillid. Og vi har da brændt vores naller en gang eller to. Men… lad mig fortælle en lille anekdote. En morgen er Ditte og jeg taget tidligt af sted til stranden for at drikke en kop kaffe inden vi skulle handle ind på markedet i Serrekunda. Vi falder i snak med ejeren af vores stam-bar Domino’s, en englænder, som har været i Gambia on/off de sidste 16 år. Som han smukt formulerer det er hans forhold til Gambia og gambianere et love/hate-forhold. Nogle morgener står man op uden at have den fjerneste lyst til at skulle ud og møde gambianerne. Andre morgener vågner man jublende og er klar til dagen med gambianerne. I gennem de seneste 16 år har han efterhånden fundet frem til én gambianer han kan stole på. Som europæer er det dælendytme ikke mange. Som han siger; må man ikke forvente noget af den tillid man giver dem. Gør man det, bliver man såre simpelt skuffet. Men når man ved dét, kan man have en ganske fantastisk tid, med nogle ganske fantastiske mennesker. Nogle gange når man skal fortælle om vores ophold i Gambia lyder det ganske forfærdeligt med de gambianere. Det er det ikke. Kulturen er bare så anderledes fra hvad vi er vant til. Der har været små (og store) kultursammenstød, og de kan være ganske hårde. Men hold op, hvor har vi lært meget af de kulturmøder.

Mange, mange tanker presser sig på efter de første tre-fire uger i Gambias varme. Vi bor hos Lams og Awa og de to dejlige unger Satidjan og Ramatoulei i Brusubi omkring tyve kilometer fra hovedstaden Banjul. Ligesom 95 % af gambianerne er familien muslimsk. Der findes en lille minoritet af kristne – hovedsageligt katolikker. Noget ret enestående ved Gambia er at kristne og muslimer fejrer hinandens højtider sammen. Ugen inden vi ankom fejrede gambianerne i fællesskab den muslimske højtid Tobaski, hvor der blandt andet slagtes geder og til jul skal vi i kirke. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på at mange andre lande og kulturer kunne lære noget af Gambia med hensyn til fred mellem religionerne. Endnu har jeg ikke gennemskuet helt hvad der gør at muslimer og kristne kan leve side om side her, mens de andre steder i verden slår hinanden ihjel. En afgørende faktor kan være at de allerede i nursery, primary og secondary school lærer om de forskellige religioner. På den skole vi er tilknyttet i Kotu bliver der både bedt kristen og muslimsk morgenbøn – der er plads til begge religioner, selvom skolens headmistress er katolik. Men dog flyver det stadig omkring med kommentarer om hinandens religion og de muslimske gambianere har måske ret i deres utilfredshed over at den katolske jule- og nytårsferie varer tre uger, mens der under det muslimske nytår kun holdes én fridag.

I mange afrikanske lande fylder religionen meget i hverdagen ofte fordi det kan være et fast holdepunkt når der måske ikke altid er så meget tryghed omkring mad på bordet og andre basale ting. Gambia er ingen undtagelse. Men egentligt synes jeg gambianerne er meget moderne i deres måde at forholde sig til religion. Generelt er der respekt for mig som ateist og at diskutere religion er slet ikke udelukket, hvilket er fedt! I går og i dag har vi fejret det muslimske nytår, hvor vi i aftes tilberedte couscous og tog på besøg hos familie og venner for at bede om tilgivelse for de ting man har gjort i løbet af året. I morges iklædte vi os det store afrikanske skrud, det vil sige store, farvestrålende kjoler og tørklæde, så vores hår var tildækket. Vi var nemlig blevet inviteret med i moske på den første dag i det nye år. Det var en stor oplevelse, for jeg har en teori om at vi som ikke-muslimer ikke havde fået samme invitation alle steder. Igen viste det sig at være meget frit, selvom vi følte os lidt tildækkede med tørklæderne. Amning under gudstjeneste var i hvert fald mere velset end jeg umiddelbart havde forventet.

Islam får tit skyld for at undertrykke kvinder, men egentligt tror jeg det er meget kulturelt bestemt i stedet. Vi har haft en fed diskussion med en af vores gambianske venner over noget atire (sukker med grøn te), hvor han forklarede at der indtil for nylig har været tradition for at pigerne kun skal lære at blive gode husmødre for deres kommende mand og derfor er det ikke velset for kvinder at gå ud, specielt ikke i nattelivet. Derfor er natklubberne fyldt med mænd - så mange mænd at europæere ofte forveksler dem med bøsse-barer. Men nu er situationen sådan at præsidenten giver mange piger gratis skolegang, for at få flere piger gennem uddannelsessystemet. For eksempel er der kun otte drenge ud af 26 i vores 4. klasse. Hvilket er med til at flere og flere piger får arbejde uden for hjemmet, som betyder at det bliver mere og mere acceptabelt at se kvinder gå ud. Man kan lidt sammenligne denne udvikling, med den der fik kvinderne på arbejdsmarkedet i tresserne hjemme i Danmark. Udviklingen sker stadig i det små, men den er der og det er vigtigt for kvindernes videre færd. Når vi nu har boet privat og har haft vores gang en del uden for turistbilledet, er vi kommet lidt mere ind bag kulturen. I en af de første uger mødte vi en skandinavisk turist, der synes det var fedt at selvom Gambia er et hovedsagligt muslimsk land, så var det ikke noget man sådan decideret mærkede. Det syn delte jeg i starten, men efterhånden som vi kom længere og længere i forløbet viste det sig en smule anderledes. Dog må jeg sige at Gambia er forholdsvis ”light” med hensyn til fundamental islam. Man skal jo passe på med at blande religion og kultur sammen, men det kan altså være svært. Der er hos mange gambianere en meget klar holdning til kvinders opførsel. Kvinder må ikke slagte dyr, de træner ikke og ryger ikke, bare for at nævne nogle få ting.

Ikke hvid, ikke sort, bare Mona

Jeg fik inspiration til overskriften fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi, som jeg er ved at læse i øjeblikket. Den handler nemlig om det at være hvid i Afrika. ’Toubab’ (hvid mand) kunne være mit nye mellemnavn, da vi overalt bliver kaldt det. I starten er det da meget hyggeligt, men jo længere vi kommer hen, jo mere går det op for os at det er fordi der er en forestilling om at vi som hvide er pengemaskiner, der kommer for at dele ud af vores penge. Ja, hvis bare de vidste hvor mange røde tal der er på min bankkonto. Men det er ikke svært at forstå hvor de har forestillingen fra, fordi der er rigtigt mange turister, der kommer herned og forsøger at råde bod på lidt dårlig samvittighed over deres velstand derhjemme. Jo, jeg har da også taget ekstra med i kufferten, blandt andet fodboldudstyr, fordi jeg ved det kan gøre en forskel for et par børn eller unge, men det er ikke hovedformålet med rejsen. Jeg er her lige så meget for at lære noget om livet. Og nej, jeg lærer bestemt ikke noget af at tage herned for at kigge på fattigdom og på den måde få det bedre med mit eget liv. Selvfølgelig lærer man at sætte pris på de ting der betyder noget for én, men det er i virkeligheden måske mere fordi jeg er væk hjemmefra i lang tid. Men gambianernes mottoer som ”nice to be nice” og ”no stress”, ligger rigtigt langt fra min travle hverdag. Her tages der tid til at bekymre sig om hinanden. Selvom det kan drive mig til vanvid at man ikke kan sætte sig ned på en stol og være stille i fem minutter uden syv mennesker omkring sig har været henne for at spørge om man er okay eller hvorfor man er stresset. Men en ven fortalte os at det bare er et udtryk for omsorg. Bare dét at lave grøn te kan være noget af en prøvelse for vores tålmodighed, for det kunne sagtens være lavet i løbet af ganske kort tid, men gambianerne vælger simpelthen at gøre det til en laaang proces for at tage sig ordentlig tid med det selskab man nu en gang er i. Det er da ret fascinerende og er en af de ting jeg godt kunne tænke mig at tage til mig. Der er simpelthen ingen grund til at have så travlt at vi ikke længere selv kan følge med og har tid til omsorg.

Tilbage til det at være hvid i Afrika. Det kan til tider føles som en positiv diskrimination og med det mener jeg ikke en positiv diskrimination. Jo, det er da fedt at kunne komme gratis ind på en natklub, men når ens gambianske venner ikke må komme ind på en restaurant uden følgeskab af en toubab synes jeg det bliver en anelse klamt. I går da vi var til koncert på Independence Stadium i Bakau med engelske Busy Signal fik vi lige da vi havde trådt ud af taxaen følgeskab af nogle gambianere, der ville sikre sig at vi kom sikkert ind på stadion. Hensigterne var ikke kun gode, da det viste sig at vi skulle foran i alle køer – fordi vi er hvide. I mens måtte andre gambianere slås med politiet for at komme ind. Lad mig nu bare stå i kø med alle de andre! Det virker som om vi bliver ophøjet til noget helt urealistisk og vi får en status som noget vi slet ikke er. Nogle gange har man indtrykket af at man ville være et helt andet menneske, hvis man havde en del mere pigment i sin hud. Lige som Ejersbo har lavet et citat om at være hvid i Afrika, fandt Ditte også på et lille guldkorn under vores ophold i Gambia: ”Nogle gange ville det være rart hvis man kunne få lov til at være et menneske uden at være en pung.” Amen! Der er hele tiden en forventning om at vi er lig med penge. En af de sidste dage købte Ditte og jeg lokal mad bag et af hotellerne (ris, sovs og kød), hvor damen nægtede at give vores byttepenge, svarende til 1 kr., tilbage. Selvom diskussionen foregik på mandinka med en af vores venner, var vi aldrig i tvivl om grundlaget for diskussionen. Man føler sig jo temmelig åndssvag, når man slår i bordet for det der svarer til 1 kr., men det ender bare med at det bliver en principsag for os. Gambianernes billede af hvide blev allermest tydeliggjort på vores tur gennem Sydsenegal til Guinea-Bissau, hvor en ung pige sagde til Lisa: ”You are toubab, you have to give me money”.

Det virker nogle gange som om det er livet om at gøre at komme til Europa, fordi så er alle problemer løst. Men livet i Europa er ikke perfekt, men man kan måske ikke klandre nogen for at ville bytte fattigdom ud med luksusproblemer som Vestens overforbrug, som måske i virkeligheden er næsten et lige så stort problem.

Der er mange tanker omkring sådan et ophold i Gambia, så I kan godt forvente endnu et indlæg, hvor jeg blandt andet vil skrive om alle de fede ting der følger med det at være det samme sted længe af gangen.

Den store hjemkomst

Efter at have været hjemme i kolde Danmark i tre uger er det igen tid til eftertanke. For man lader ikke bare et halvt års rejsen stå som et uafsluttet kapitel. Der er sket meget, både fysisk og mentalt. Og det er forandringer, der lige skal tages med i den videre færd; det tager tid! Alle der kender mig, ved jeg godt kan li’ Danmark. Faktisk er jeg aldrig i tvivl om at Danmark er min base, det er mit hjem. Men når man har rejst i så lang tid som jeg har, kræver det også en overraskende stor portion tilvænning til sit eget land. Tingene gøres helt anderledes, stemningen er anderledes, humoren er anderledes og ikke mindst stressniveauet er anderledes. At jeg så blev ramt af en omgang kyssesyge en uge efter hjemkomst, gjorde ikke overskuddet til at løfte dynen af sig større. En vinterdepression er et stort ord, men ikke desto meget mindre er det virkelig noget man bør tage dybt seriøst efter et halvt år under en strålende sol.

Dertil skal lægges at vi på de to måneder har lært mange, mange dejlige mennesker at kende, som der lige pludselig skal tages afsked med. Ingen af os er i tvivl om at vi skal besøge Gambia igen, men der blev grædt mange tårer, fordi vi jo udmærket godt ved at vi ikke bare liiige kan tage på weekendtur til det lille vestafrikanske land. En meget stærk fordel ved et ophold det samme sted i længere tid i forhold til backpackerrejsen er at der stiftes mange stærkere bekendtskaber og man kommer ind bag turistbilledet. Jeg håber og tror da at vi blev lidt mere end bare almindelige charterturister, fordi vi netop havde tiden med os. Vi var med til at fejre højtiderne og nåede også til det punkt, hvor det blev hverdag på rejsen. På den her rejse har jeg i hvert fald brugt mere krudt på at lære mennesket og kulturen bag facaden, end på de store naturoplevelser og seværdigheder. Og netop dét gør jo at det kræver en noget større indsats at nå til den erkendelse at Gambia og Danmark er to vidt forskellige verdener, som bliver meget svære at kombinere - hvor end man gerne ville!

De tre uger herhjemme har været præget utroligt meget af rejseminder og gensyn. To ting som er fantastiske! Når man tænker tilbage på et halvt år, hvor man har delt måltider, ideer, tanker, strand, meninger om religion, politik, livet og fodboldklubber, sovesal, trek, taxature, vandflaske og ganske meget andet med mennesker fra hele verden, kan man ikke være andet end privilegeret. OG når der samtidig venter et privilegeret liv herhjemme. Som min gode gambianske ven Karl Gustaff ville have sagt det: ”waaaaauw.”

Nu skal det næste halve år bruges på at nyde Danmark. Og tiden skal såmænd nok gå den rigtige vej mod et højskoleophold til august. Livsstilsændringerne skal fortsættes, så den halvmaraton kan finde sted inden for overskuelig fremtid, nu hvor kyssesygen har sat stopper for den lige foreløbig. Der skal bankes en ordentligt portion kredit ind på en blødende bankkonto og så skal fritiden nydes med musical, valgkamp, asylarbejde, at skrive, træning, litteratur, ture rundt i Danmark, fodbold, film, fotografi, festival og musik. Og ved I hvad? Det er sgu ik’ så’en at kimse af. Sabbatår, længe leve, Bertel H.!