Reformer og optimisme

Det er vel egentligt ved at være på tide at få rundet vores rejse i selve Burma af. Når man tænker tilbage vælter det nærmest frem med nævneværdige oplevelser, så jeg vil prøve at komme omkring dem alle. Jeg vil gøre mit bedste for at længden også bliver overskuelig for læseren :-) Lige nu sidder Nanna Jo, Freja, Sofia og jeg på en busstation i Bangkok og venter på at mødes med resten af gruppen efter nogle skønne fridage på Koh Tao. Dejligt med ny energi til de kommende møder og oplevelser, på trods af solbrændt hud, der stille og roligt falder af.

Efter vores 23 timer lange togrejse til Mandalay, tog vi på jademarkedet hvor vi fik en lille journalistisk opgave. Efter markedsturen havnede vi pludselig i en årlig hindufestival, hvor de rigeste familier sejler ud i både for derefter at ofre frugt, penge og andre herligheder. Det absurde i den situation, var helt klart at se hvordan de fattige burmesere sejlede efter bådene for at hive offergaverne ind igen. Om aftenen var vi til burmesisk satire hos Moustache Brothers, som laver kritisk satirisk underholdning i deres lille hus. Alle pengene går til arbejde med demokrati i Burma. Blandt højdepunkterne var en tandlægejoke: "Jeg tog til tandlæge i Thailand, hvor tandlægen spurgte om, der ikke er tandlæger i Burma. 'Jo', svarede jeg. 'Men i Burma må vi ikke åbne munden.'". Denne joke er egentligt meget sigende for Burma. Vi fik det heldigvis filmet, så vi kan bruge det til intro på vores film om Generation Wave. Men herunder kan du læse en af artiklerne, der kom ud af opgaven på markedet:

Efter en god, lang søvn ovenpå en 23 timer lang togrejse, der på alle måder testede gruppens tålmodighed, tog vi ud til jademarkedet. Det ligger ved en sø midt i Mandalay, som bliver brugt til både toilet, bad og tøjvask. Det koster for udlændinge en dollar at komme ind til det varme og meget aktive marked. Hurtigt blev vi opmærksomme på hierarkiet mellem rige businessmænd med smartphones, de burmesiske sælgere og de fattigere burmesere bag slibeblokkene. I starten var det svært at finde nogen, som snakker engelsk, dog fandt vi hurtigt en ejer af en lille butik, hvor der sad nogle stykker og sleb. Da det var ejeren turde vi ikke stille de mere kritiske spørgsmål om arbejdsforholdene. Han fortalte af de brugte omkring en dag på at forme små figurer på cirka en kubikcentimeter og de kostede omkring 2000 kyat, som svarer til 12 danske kroner. Derefter var det lidt frustrerende at gå derinde, fordi der stort set ingen snakkede engelsk. Dog var der bestemt en hyggelig stemning over frokosten, poolbordet og brætspillene. Efter lang tids søgen og spørgen fandt vi en sælger, som solgte bittesmå jadesten, men han var bestemt ikke interesseret i at handle med os, da han udelukkende handler med kinesiske forretningsmænd. En lille gruppe jadesten koster hos ham 100.000 kyat, som svarer til lidt over hundrede dollars. Han bruger 20.000 kyat om måneden for at have en lille stand at sælge fra. Han sidder der hver eneste dag mellem klokken 8 og 11, og igen mellem kl. 13 og 16. Markedet lukker klokken 17. Derefter mødte vi en sliber, som flækker jadestenene. Han har lidt andre arbejdstiderne end sælgerne; han møder klokken 7 hver morgen og får først fri kl. 18. Han fortalte os at han tjener 7.000 kyat om dagen. Det svarer til 42 kroner, altså et pænt stykke over fattigdomsgrænsen på 1-2 dollars.

Som I nok kan høre, er der ret stor forskel på prislejet for jadestenene, hvilket vi da også ret tydeligt så, da en lille gruppe unge piger sad og sorterede i en rodet bunke med porcelæn, sten og glasskår, for at se om de kunne finde bare lidt der lignede. Formentligt af samme grund, sidder der på markedet mange mænd med små lygter for at tjekke stenenes ægthed og værdi. De ægte af slagsen er en attraktiv handelsvare for i sær kineserne, da stort set alle andre lande har sanktioner mod Burma, hvori jadestenene indgår.

Dagen efter tog vi på en sightseeing tur med den lokale guide Mae. Hun viste os de lange processer med silkevævning og guld, der skal bankes tyndere end tynd af ”smukke, stærke, unge mænd”, som hun så stolt kaldte dem. Når man så den timelange udbankning af guldet, virker det endnu mere imponerende, når man ser de kæmpe store pagoder. Den største pagode Shwe Dagon i Burma, ligger i hovedstaden og bliver prydet af ikke mindre end 60 ton guld. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det er et meget tydeligt bevis på landets naturrigdom, som slet ikke gavner befolkningen, der er en af verdens fattigste. Vores søde guide tog os også med til et morgenritual på et kloster for 1400 munke, hvor der blev kaldt til munkenes eneste måltid om dagen. Munkene lever af befolkningens almisser. I Mandalay mødtes vi med den 23-årige munk Owen, som er meget politisk aktiv. Første møde med ham var på hotellet, men af frygt for stikkere, ville han ikke rigtigt udtale sig om styret eller politik. Dagen efter mødtes vi så med ham igen ved en udstilling, som han og nogle venner står for. Her var han straks mere kritisk. Han er med på et projekt, hvor der er fokus på kritisk tænkning i undervisningen, hvilket der generelt er mangel på i skolesystemet i Burma. I Bangkok har vi mødt en anden munk Agga, som var aktiv under Safran-revolutionen i 2007. Det var fedt at møde dem, når de er så vigtig en del af burmesernes hverdag og derfor er der ekstra fokus på dem fra styrets side. På sightseeingturen gik vi også en tur hen over verdens længste teaktræsbro og besteg Mandalay Hill, hvor opstigningen heldigvis var overdækket, ellers ville den helt sikkert have taget pippet fra de fleste af os. Vi fik da også lettere rødmosede kinder!

Søndag lejede vi en taxa hele dagen for at tage til militærbyen Pyon oo Lin. Vi havde på forhånd fået at vide at byen var hjemsted for militærets akademier for ”fremtidens herskende elite”. Overalt vrimlede der da også soldater frem fra markeder, tehuse og butikker med militærtøj og underbukser. En af meningerne med turen dertil var at filme de mange militærfolk, for at give et indtryk af militærjuntaen i vores film om Generation Wave. Det var lidt en syret oplevelse at gå rundt og lege ”turist”, med et videokamera, der er lidt større end et gennemsnitligt kamera. Dog virkede de ret så stive og kølige soldater ikke til at tage væsentligt notits af os og vi kom derfra med mange, forhåbentligt gode optagelser.

Mandag formiddag mødtes vi med en dansk kvinde, som på fjerde år er bosat i Rangoon. Hun har arbejdet som konsulent og free-lance journalist for information, hvor hun skriver under dæknavn af sikkerhedsmæssige årsager og for at hun kan fortsætte sit arbejde inde i Burma. Det var et fedt møde, fordi vi på mange måder havde brug for at danne os et overblik over situationen. Både med hensyn til reformerne, den nye regering og ikke mindst den etniske konflikt som forvirrer de fleste. Som en af kvinderne i organisationen SWAN senere hen sagde: ”Burma is confusing, even for the burmese people.”

Mandag eftermiddag skulle vi til det møde, der havde voldt megen nervøsitet og mavepine, siden det første møde tirsdagen før. Vi skulle nemlig mødes med GW igen, dagen efter deres 4-års fødselsdag og deres offentliggørelse. De havde jo udsat sig selv for den fare at bukke under for styrets mediecensur og risikere mange års fængsel for at udtale kritik af selv samme styre offentligt. Heldigvis skulle gruppens fødselsdag blive vores første indsigt i de positive forandringer og den optimisme, der i øjeblikket gennemsyrer landet.

Det møde vi havde glædet os nok allermest til var klart førstedamen for det største oppositionsparti NLD, Daw Aung San Suu Kyi. I dagene op til var det svært at forberede sig mentalt på mødet. Vi brugte stort set hele lørdagen på at forberede mødet med hende og det så nervepirrende møde med Generation Wave. Vi havde så svært ved at forestille os at vi rent faktisk skulle til møde hos en Nobels Fredsprismodtager, der har siddet i husarrest, 15 af hendes sidste 21 år. Man følte sig også lettere fjollet, når man prøvede at sammensætte et pænt outfit fra den rygsæk, hvor det beskidte tøj mere eller mindre havde fået overtaget over det rene. De beskidte negle blev opfrisket med en nylakering og det store skyts i form af smykker blev fundet frem. Tirsdag morgen vågnede jeg med de vilde sommerfugle i maven, ikke de rare af slagsen. Jeg havde nemlig taget en stor personlig udfordring op med mig selv; Freja og jeg skulle stille spørgsmålene til DAMEN! Timerne op til mødet føltes som dage og undervejs blev jeg angrebet af paniske anfald, hvor mine engelskkundskaber pludselig føltes langt langt borte. Men mødet gik over al forventning. Det var en lettere stresset førstedame, der resolut åbnede døren og med ganske få, hurtige og bestemte skridt fik sat sig forenden af det lange bord, hvor videokamera og tolv meget ranke piger var linet op. Efter lidt uformel snik-snak om pigernes tydelige dominans i gruppen, begyndte det timelange møde. Det var ret tydeligt at mærke at hun i øjeblikket gennemgår meget kritik i forhold til hendes partis position i det politiske spil, hvor de ikke vil registrere sig som parti. Derfor virkede det ofte som om hun gik i forsvarsposition, når der blev stillet spørgsmål. Hun lagde enormt stor vægt på at hun ’kun’ er en politiker og at hun ikke vil sammenlignes med Nelson Mandela, som den her nationale ’unifying figure’. Hun understregede igen og igen at NLD ikke har lovet befolkningen noget, så hvordan kan de overhovedet skuffe befolkningen? Ikke overraskende var hun ikke så snakkesaglig, hvad angår de igangværende forhandlinger mellem NLD og regeringen. Det skulle jo også vise sig at være nogle meget afgørende timer, vi var til møde med hende. Dagen efter blev de 6359 fanger løsladt, hvoraf de 220 formentlig er politiske. Problemet er at regeringen ikke anerkender nogen af fangerne som politiske, så derfor er der vidt forskellige forudsætninger, når NLD og AAPP kræver de politiske fanger løsladt. Aung San Suu Kyi sagde, at der også er uenighed mellem NLD og AAPP, når der skal laves lister over antallet af politiske fanger. Der er altså ikke nogen fælles definition af en politisk fange, og derfor bliver det nogle gange en lidt mærkelig diskussion. Da timen var gået, blev der meget stresset taget billeder, givet gaver og sunget ’tullasiswe’. Det er dog alligevel meget imponerende at hun tog sig en time til at snakke med en gruppe danske højskoleelever, når hun sidder midt i nogle af de største forhandlinger med regeringen.

Da vi gik derfra havde vi forventet at blive fulgt efter af regeringens folk, som flittigt fotograferede os fra det lille skur der står overfor NLDs hovedkontor. Men i stedet grinede og vinkede de blot, og vi havde ikke behøvet at splitte os op, for i sidste ende at ryste dem af os ved at tage hver vores vej. Ikke engang i lufthavnen blev vi filmet eller fotograferet, som forårsholdet ellers blev. Måske er det endnu et tegn på bedre tider?

Man skulle tro at lige netop dette møde ville være samtaleemne for resten af dagen og de følgende dage, men der skulle vi tage fejl. For hun virkede nu altså ret menneskelig. Der var slet ikke den forventede glorie omkring hende. Det er da stadig et fantastisk stort møde, på et fantastisk spændende tidspunkt, men jeg er ret overbevist om at møderne med Generation Wave og AAPP har gjort mere indtryk på os. Måske fordi vi ikke havde så urealistisk store forventninger til de møder, som vi tydeligvis havde opbygget til tirsdagens møde på NLDs hovedkontor. I stedet blev eftermiddagen brugt på frokost, pool og gin & tonics på det engelske kolonihotel 'The Strand', efterfulgt af en tur i Shwe Dagon pagoden i solnedgangen, hvor guldet lyste mere og mere surrealistisk op i mørket.

Dagen efter fløj vi tilbage til Bangkok, hvor vi havde et møde med den danske ambassadør i Thailand, hvor der også er en Burma-afdeling. De har ikke en ambassade inde i selve Burma af diplomatiske årsager. Det var også et fedt møde, fordi vi fik en ny vinkel på i forhold til Danmarks relationer til Burma. Der er mange overvejelser for hvordan man bedst håndterer midlerne fra Danida og hvordan man skal håndtere sanktionerne i en tid, hvor der sker forandringer. Det var de ikke videre villige til at afsløre, fordi der er mange aftaler, der skal på plads i forhold til samarbejdet i EU. Om eftermiddagen tog vi ud i et industriområde for at mødes med kvinderne i TryArm, som er nogle af de fyrede kvinder fra Triumph. De blev fyret fordi de støttede deres fagforenings-forkvinde og derefter strejkede for bedre forhold. Nu har de startet deres egen produktion op, med næsten de samme modeller, som hos Triumph. Vi fik i hvert fald købt nyt undertøj til meget billige penge, hvor vi heldigvis ved hvor pengene ender. De oplever mange problemer på grund af den økonomiske krise, hvorfor de ikke kan udvide. Yderligere fordi ingen af dem har vilde erfaringerne med organiseringen af en forretning. Men tjek dem ud på: www.tryarm.blogspot.com – de er for seje!!!