19. oktober

Man skulle umiddelbart tro at 11 timers søvn skulle gøre kål på den værste træthed, men dagen i dag var næsten lige så meget overskygget af træthed som i går. Det kunne man godt mærke på gruppens nysgerrighed og spørgelyst op til dagens to møder. Første møde var på en Operations Dagsværk støttet skole i udkanten af Mae Sot, altså lige på grænsen til Burma. Først blev vi vist rundt i primary school og high school. Vi kom også fordi voksenundervisning, hvor der blev sunget frugt-sange for at lære det engelske sprog. De sang for os og vi sang endnu en gang 'tullasiswe', dog ikke med helt samme entusiasme, som for lidt over en uge siden foran Daw Aung San Suu Kyi. Men sangen blev både filmet og skrevet ned, så også burmesere kan få glæde af den sydafrikanske frihedssang. Derefter blev vi vist rundt på en nærliggende thailandsk teknisk skole, hvor eksilburmesere også bliver tilbudt undervisning til meget små penge (10 baht for indskrivning og 1 baht pr. lektion). Ret imponerende, fordi skolen kun tilbyder det for at gøre noget godt for eksil-burmeserne, der bestemt ikke lever et meget bedre liv her end i Burma. Fedt, at der stadig er lidt menneskelighed tilbage!

Efter en spicy frokost, der nok har brændt de flestes smagsløg helt af, holdt vi et møde med lederne af organisationen BMWEC, som er hverken er en statsorganisation eller en NGO, da de ikke er anerkendt af Thailand, som en lovlig organisation. Men organisationen arbejder for at forbinde og støtte 25 grænseskoler. Der er tre hovedårsager til at burmesere vælger at tage over grænsen til Thailand. Den første er den verdensomspændende økonomiske krise, der gør jobsituationen i Burma om muligt endnu mere desperat. En væsentlig grund er desuden er de politiske årsager, da der er langt større ytringsfrihed for burmesere på den anden side af grænsen. Sidst, men ikke mindst har Thailand lavet en lov, der siger ”education for all” for at overkomme et af MGDs 2015-mål for udryddelse af fattigdom. Det åbner altså dørene for mange burmesiske børn, der kan få en skolegang. Efter min udveksling i Malawi i august sidste år, er det fedt at se at nogle lande rent faktisk tager disse mål til sig. Det er spændende at se om det så rent faktisk giver afkast på lang sigt. Men en god start er det da helt sikkert.

Selvom forholdene i grænsebyerne i Thailand ikke synes særligt gode, mener langt de fleste burmesere at de er bedre end inde i Burma. Vi gik en tur rundt om skolen, hvor familierne må flytte deres huse i tide og utide fordi det ofte bliver ramt af oversvømmelser. Det bærer meget præg af fattigdom, og fordi de befinder sig ulovligt i Thailand, har de ingen rettigheder i forhold til job og ejendom. Børnene af eksilburmeserne er statsløse, hvilket vækker stor bekymring hos lærerne på skolen. De har ikke statsborgerskab i Burma og er ikke anerkendt i Thailand, hvorfor de har endnu færre rettigheder. Dog er der i følge skolen, noget der tyder på at Thailand vil give børnene thailandske papirer inden for kort tid. AK er også statsløs, men tager forholdsvist afslappet på det: "I'm stateless, but that means I'm a world citizen". Desværre er det de færreste lande, der godkender den status. Danmark er da i hvert fald langt fra en af dem!

Efter mødet tog vi hen på Min Ts café, som bærer tydeligt præg af politisk aktivisme. Overalt var der billeder af Aung San Suu Kyi og Che Guevara. Min T har siden studenteroprøret i 1988, været aktiv i kampen mod militærstyret. Først som medlem af NLDs ungdomsparti, men senere hen gik han ind i den væbnede kamp mod styret. ”Guns are necessary.” og man kan ikke forsvare sig mod våben, voldtægt, mord og røverier med ord, er hans forsvar for at tage kampen op med våben. Efter et møde hos ASSK, hvor han meldte sig ud af NLD, opfordrede hun ham stadig til at afvige fra at bruge våben.

Noget af det mest rørende ved dette møde, var da han læste op fra den dagbog moren havde ført lige fra den dag han havde forladt hjemmet, for at kæmpe for forandring. Det gav tårer i øjenkrogene at høre morens savn, kærlighed, håb og sorg over sønnens beslutning om at give sit liv til kampen. Fem år efter han havde forladt hjemmet, besøgte hans søster ham ved grænsen for at give ham dagbog. På det tidspunkt var det tre år siden moren døde, og i mellemtiden havde han intet vist. Det var en mærkelig følelse at sidde med, for jeg kunne ikke undgå at blive lidt vred over at man kan opgive sin familie helt og aldeles på den måde. Jeg beundrer deres kamp for frihed, men der er også nogle bekostninger, som jeg ikke er helt sikker på at jeg ville kunne tage.

Men også denne tanke, skulle som så ofte før på denne rejse, blive revurderet. Her til aften har Line og jeg igen tilbragt tid hos AK. Vi har i lang tid snakket om hans fængselsophold og de mange følelser omkring kampen for frihed. Det har virkelig givet et helt andet indtryk at komme ind bag hjemmets mure og på tremandshånd med en tidligere politiske fange med mange mange ar på livet. Vi kom også til at snakke om afsavn og ofring af familielivet i forhold til kampen. Helt roligt og velovervejet, siger han blot: ”you would do the same in our position.” Og ja, han har højst sandsynligt helt klart, men vi kommer jo også ind i den snak med vidt forskellige baggrund. Og mange mange gange i løbet af aftenens samtaler, har jeg rystet opgivende på hovedet og tænkt: ”hvordan kan et samfund som dette overleve?”. Jeg forstår godt at de ikke kan blive ved med at leve med uretfærdigheden, som gennemsyrer hele samfundet. Men nu har vi lovet AK at fortælle historierne hjemme i Danmark. Fortælle at det ikke kun er noget der finder sted på TV. Det er fandeme virkelighed!