”Oh’ den vej til Mandalay!” – i bedste Four Jacks-stil, stod vi op på den forkerte side af morgengry for at sætte kursen nordpå til Mandalay. Da vi kom til banegården var humøret højt og ikke engang en beskeden forsinkelse på et par timer eller tre, kunne sætte skår i glæden over den kommende togtur – i hvert fald ikke når undertegnede sov væsentligt bedre på et tæppe og op ad Frejas skulder på gulvet i ventehallen end tilbage på hotellet, hvor hunde og det jeg troede var et lille jordskælv holdt mig vågen i de fleste af de få timer jeg kunne sove i. For nervøse mødre og andre, må jeg vist hellere sige at ’jordskælvet’ viste sig at være et forbikørende tog.
Da vi havde fået vores yderst ’magelige’ pladser tildelt i toget, kom den næste gode nyhed ind gennem vinduet: ”Togturen varer sytten timer på grund af regntiden.” Okay så, vi skal nok vinde over de her træsæder, men da vi havde sovet den første lur, sunget et par sange, leget et par lege, var begyndt at svede, havde spist den første del af madpakken, forberedt nogle spørgsmål til Aung San Suu Kyi og Generation Wave og fået ondt i ballerne og hævede fødder, var der gået lige i underkanten af to timer. Jovist, det skulle blive noget af en tur fra Rangoon til Mandalay!
Heldigvis blev vi undervejs underholdt af verdens sødeste dreng, som ikke snakkede engelsk overhovedet, men ikke så meget desto mindre fandt vi da ud af at også leg er universielt. Efter overlevelse af heden i toget midt på dagen, tog nogle af os på et mindre eventyr gennem toget. For at beskrive det bedst, må det være som i gamle film, hvor man hopper fra vogn til vogn. Det føltes som om at vognene rykker fra hinanden i det øjeblik man hopper over og synet af skinnerne under sig, indbyder ikke ligefrem til tryghed. Da vi nåede enden af toget, var der en åben dør ud til den passerede del af togturen. Jeg er ikke sikker på at nogen former for sikkerhedstilsyn i Danmark havde været ellevilde over dette tog, men det var nu lidt sjovt i mellem de ømme numser og varme ostemadder og smeltet chokolade.
Undervejs passerede vi uendelige rismarker og fik et godt indblik i forholdene i Burmas rurale områder. Det er bare fattigt på nærmest alle måder. Ja, lige bortset fra de enorme guldbelagte pagoder, som imponerende mange gange dukkede op midt i oversvømmede landsbyer og midt i mellem faldefærdige lerhytter. Den kontrast virker altså bare helt i gennem absurd.
Da det blev aften og mørkt, var der naturligvis ikke den fornøjelse at kigge ud af vinduet længere. Så der blev forsøgt med lidt læsning i det sporadiske toglys, da min pandelampe selvfølgelig var løbet tør for batteri. Dog kom trætheden snigende, men jeg turde ikke sætte forhåbningerne for højt om at min trætte øjenlåg ville vinde over sovende kropsdele, men tvivlen kom mig til gode. Da først jeg fik placeret mit hoved på et tæppe ud af vinduet, faldt jeg efter tretten timer i søvn og denne gang for good. Tre en halv time senere vågnede jeg og nu var vi jo kun en halv time fra mål. Troede vi! For vi fortsatte og flere gange holdt vi stille i det som føltes som evigheder. Men efter endnu en god lur, nåede vi frem! Jeg vil gerne rette en kæmpe stor tak til Nanna Jo for at have holdt mig ud på så tæt hold i så lang tid. Med en lugt, der var værre end jeg nogensinde har haft på Roskilde og et vældigt svingende humør og tålmodighed, skylder jeg hende vist en bajer. Ikke mindst fordi hun lagde sig ned på gulvet, så jeg de sidste timer lå ned med fødderne ud af vinduet.
Når man nu kører så mange timer i tog er der tid til mange tanker, og det blev også til andre tanker end frustration over heden og savnet til højskolen og dem der hjemme. Selvom det er en næsten uværdig sammenligning, vil jeg alligevel forsøge mig: Man kan nærmest håbe på at togturen bliver et symbol på Burmas fremtid. På trods af forsinkelser og forhindringer paa skinnerne, at vognene ikke rigtigt hænger sammen og det at det føles som om tiden står fuldstændigt stille, når man trods megen modstand alligevel målet. I hvert fald håber jeg at dem fra Generation Wave overvinder deres forhindring på søndag og er et skridt nærmere deres mål. Det gør stadig ondt i maven at vente på resultatet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar