18. oktober.

Efter den tredje nattesøvn ud af fem, tilbragt i en bus, var energiniveauet forholdsvist lavt, da vi ankom til vores guesthouse i Mae Sot, der overhovedet ikke bød på de frygtede oversvømmelser. Derfor var det en nærmest uoverskuelig opgave at skulle lave et problemtræ og derefter finde de positive tegn fra Burma. Den hidtidige gejst over politiske møder og den kommende kampagne efter rejsen, var for en stund ganske langt væk. Det var simpelthen svært at finde ind i den tænkende og kreative rytme igen efter nogle ellers tiltrængte fridage på lækre thailandske øer med billige drinks, svømmeture, massage og iskaffer og et tatoverings-pitstop i Bangkok. Det virkede ligefrem overrumplende at skulle starte dagen ud med at liste Burmas demokratiske udfordringer op. Listen blev blot længere og længere, og tydeliggjorde alt for tydeligt den uendelige række af problemer, som Burma står overfor. Militæret, sanktioner, censur, korruption, manglende ytringsfrihed, manglende uddannelse, manglende retssikkerhed, manglende infrastruktur og så videre, og så videre. I fornemmer nok at ”manglende” er kodeordet, når man snakker om forudsætningerne for demokrati i Burma. Heldigvis fandt vi frem til en række positive udviklinger i landet, som for eksempel de nylige løsladelser af fanger, mindre censur (her tænker vi i sær på Generation Waves offentliggørelse, men også på formanden for Burmas censurkomites udtalelser, der tyder på mindre censur), aflysningen af hydropower-projektet på Irrawaddy floden og ikke mindst at den nye præsident Thein Sein, virker meget reformvillig. Stadig trætte i hovederne gik vi hen for at mødes med AAPP (Assistance Association of Political Prisoners), som er en gruppe på 16 tidligere politiske fanger og 3 internationale frivillige, som lever i eksil i grænsebyen Mae Sot, her i Thailand.

AAPP betegner sig selv som 'The voice of the prisoners' og forsøger ved hjælp fra internationale NGO'ere og statsstøtte fra Norge, Holland og Tjekkiet at tale fangernes sag. En af hovedopgaverne for organisationen er at dokumentere fængslingen af de politiske fanger inde i Burma - og ikke mindst rapportere om forholdene i Burmas 33 fængsler, hvor tortur ofte er en del af et fængselsophold. Derfor samarbejder de blandt andet med Human Right Watch for at sætte fokus på brud på menneskerettighederne. Lige nu har de dokumentation for omkring 1.600 politiske fanger. Lige umiddelbart virker det tal ikke helt realistisk, da der er omkring 55 millioner indbyggere i landet. AAPP sætter dog heller ikke tallet højere end de har dokumentation for, for at deres arbejde kan blive taget seriøst. Og fordi styret ikke anerkender nogen af fangerne som politiske, er der heller ikke der mulighed for at få klarhed over omfanget. De fleste af de burmesiske ansatte i organisationen har siddet i fængsel for deres politiske arbejde i op til flere år og har beretninger, som jeg ikke har lyst til at tro på. Man tror simpelthen ikke på at nogen kan behandle andre mennesker så uværdigt. Man vil ikke tro!

Line og jeg skulle bo hos AK, som er chef for AAPP. Med sommerfugle i maven og nervøse smil, blev vi kørt til udkanten af Mae Sot på ladet af en bil. For hvordan bor han? Bor han alene? Hvad skal vi snakke med ham om? Hvad mon vi skal have at spise? Og ja, hvem er ham, vi nu skal bo de næste par nætter hos?

Ret hurtigt efter ankomsten skulle det dog vise sig at vi ikke havde så meget at være nervøse for. Han bor nemlig i et rigtigt fint hus uden så mange naboer, og der var dejligt højt musik, som jeg ikke har hørt de sidste mange uger. Vi faldt i løbet af korte øjeblikke ind i hans meget afslappede fritid, for som han siger, skal man holde fri, når man har fri. Det kan godt være man arbejder meget, men der skal også være tid til musik, stilhed, film. Dog kan han ikke helt lade være med at arbejde, herhjemme, da han tjener lidt ved siden af, ved at oversætte burmesisk til engelsk og omvendt.

Det er en lidt mærkelig følelse at være her, fire kilometer fra grænseovergangen til hans hjemland. Her sidder vi på hans altan og snakker om hjemve til kærester, familie, venner og højskole efter sølle fjorten dage, mens hans hjem ligger så få kilometer væk, men som han ikke har haft mulighed for at bo i på grund af en politisk fængsling og den manglende ytringsfrihed. Hjemme i Rangoon, er hans familie, som han kun meget sjældent kan ringe til for ellers vil de blive sat i forbindelse med politisk aktivitet og dermed være i overhængende risiko for fængsling. For få dage siden blev hans bror løsladt efter (han blev fængslet for deltagelse i Safran-revolutionen i 2007 og er nu løsladt efter 4 år), men hans svigerinde sidder stadig i et af Burmas 32 fængsler. Det hårdeste er uvisheden om fremtiden, hvor man bare kan gå og håbe og håbe på at de forandringer, der sker i øjeblikket fører til ”real changes”, for som AK siger er 220 løsladelser af politiske fanger langt fra nok. AK kalder sig selv for optimist, men realist. Og det er egentligt ikke svært at forstå at man ikke uhæmmet vælger at tro på at den nye præsident i virkeligheden er så reformvillig, som han udgiver sig for være, når man selv har siddet i fængsel i mange år og familie og venner stadig sidder fængslet. Som Aung San Suu Kyi sagde for en uge siden: ”I'm optimistic, but cautious”. Der er altså behov for at vi tror på forandringerne, men samtidig være meget opmærksomme på at 90 procent af parlamentet er besat af nuværende eller tidligere generaler, som uden det største besvær kan vælte den siddende præsident. Så selvom ventetiden er umenneskelig, skal forandringerne ske step by step. Dog forstår jeg hundrede procent, når AK spørger håbløst: ”Hvor længe skal vi vente?”

Nu må jeg overgive mig i kampen mod øjenlågene efter en kold øl, fantastisk spicy thai-mad og fødderne oppe på altanen i udkanten af Mae Sot. AK ligger i stuen og ser film, Line ligger ved min side på gulvet og nu skal mine energidepoter også fyldes op, før morgendagen byder på skolebesøg, møde med en aktivist lige siden '88-oprøret og til sidst endnu en aften med AK, hvor vi skal have thai-massage og lave interview med ham til kampagnearbejdet. Det er hårdt at rejse med Verden Brænder, men hvor er det fedt!!!