Mingalaba Burma

Efter en lang rejse, slap vi alle i gennem visumkontrollen, så nu er 10 dages rejse i Burma begyndt. Vi lagde ud med en bytur i det centrale Rangoon, hvor vi hurtigt blev opmærksomme på den voldsomme kontrast mellem storslåede guldbelagte pagoder og de prægtige gamle engelske kolonibygninger og størstedelen af burmesernes fattigdom. Det virker nærmest absurd at nybyggede store moderne bygninger ligger side om side med huse af blikplader og faldefærdige bygninger.


Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed at vores rejse i Burma har ændret sig lidt i forhold til de første planer, da mange af de mennesker vi havde planlagt at mødes med ville blive udsat for stor fare ved at mødes. Vi foretog derfor en prioritering, at vi ville ind i Burma, men at det skulle foregå mest som en almindelig turistrejse og derefter havde størstedelen af møderne i Thailand. Heldigvis var der nogen der har sagt ja tak til et møde med en flok danske højskoleelever. Det allerstørste var på forhånd næste uges møde med førstedamen fra oppositionspartiet NLD, Aung San Suu Kyi. Det er jo et fantastisk møde, der venter os der, selvom det helt sikkert ikke er gået op for nogen af os at det skal ske lige om lidt.

I dag har vi brugt nogle timer på togstationen for at ordne billetter til vores lange togtur til Mandalay i morgen. Det bliver 15 timer på hårde træsæder, men heldigvis skal vi igennem smuk natur, forhåbentligt falde i snak med burmesere og ikke mindst leve højskolelivet med sang, snak og snacks. Juhu! Derefter tog vi et bumletog der kørte igennem Rangoon, for at komme op til det fængsel, Insein Prison, hvor op mod 2000 politiske fanger sidder inde. Faengslet er bygget op efter et panoptic princip, hvor hele faengslet er bygget rundt om et taan, hvorfra der bliver holdt oeje med de indsatte. Man mener dermed at fangerne vil regulere sig selv, fordi de bliver overvaaget. Lidt samme tankegang som fra George Orwells "1984". Laeg da ogsaa lige maerke til navnet! De fleste sidder der efter Safran-revolutionen i 2007. Det skulle dog ikke lykkes os at se meget andet end en rød murstensindhegning, og enkelte blikke ind bag fængselsmuren.

Efter en varm tur til fængslet, tog vi tilbage til det centrale Rangoon for at finde den café, hvor vores første politiske møde skulle finde sted. Indtil videre har det været svært at forestille sig hvordan en Verden Brænder-rejse foregår, men vores første møde fik i allerhøjeste grad sat gang i den! Vi skulle mødes med en gruppe unge fra Generation Wave, som igennem forskelligt kampagnearbejde (blandt andet musik, graffiti, sms-beskeder fra taletidskort) forsøger at oplyse burmeserne om landets styre. Det er et meget problemfyldt arbejde, fordi man på ingen måde kan udtrykke politisk kritik offentligt, man kan ikke sende e-mails med politisk indhold og man må ikke mødes i forsamlinger større end fem personer uden at have en overhængende risiko for mange, mange års fængsel og tortur. Det skulle vise sig at vores møde med gruppen er på det allermest afgørende tidspunkt i gruppens firårige levetid. På søndag fejrer de nemlig deres jubilæum ved at invitere alle til ”The Happy Birthday”. Det vil altså sige at de vil offentliggøre sig selv og dermed fremlægge deres kritik offentligt. De har inviteret politikere, blandt andre Aung San Suu Kyi og journalister, så burmeserne kan blive oplyst omkring gruppens formål. De håber at almindelige burmesere vil komme til mødet, som bliver afholdt i et kloster, men regner med at frygten er for stor, også hos nogle politiske aktive. Det skal altså om få dage vise sig om det bliver en ”happy” birthday og dermed et kæmpe skridt i den rigtige retning eller endnu et bevis på styrets diktatur. Det der taler for en succes på søndag er at der i de sidste par måneder har været en større åbenhed fra styrets side, hvor NLD har haft mulighed for at tale kritisk offentligt uden at blive arresteret. Derfor udfordrer Generation Wave styrets åbenhed, for er de nu også så gennemsigtige som de påstår de er. Det der taler i mod den nærmest utopiske succes på søndag er at frygten for styrets brutalitet er så stor, det er i øjeblikket rigtigt svært at tro på at styret for alvor mener at der skal finde mere dialog sted i Burma. Uanset udfaldet på søndag er det en fuldstændigt fantastisk beundringsværdig kamp disse unge mennesker foretager sig. Tænk at tage den beslutning, at man virkelig brænder så meget for et friere Burma at man vil risikere at bruge resten af sit liv bag tremmerne i fængslet her i Rangoon. Ikke desto mindre virker de bare så super afklarede og målsatte, at man ville ønske man kunne gøre alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem bare lidt i den rigtige retning. Vi sad alle med klumper i maven, tårer i øjenkrogene eller rystende kroppe. Nu er rejsen for alvor begyndt og jeg tror ikke nogen af os får et helt roligt øjeblik før vi kender udfaldet af søndagens happening.

Vi har lavet et filmet interview med to af gruppens medlemmer i dag og har bedt dem om at lave en lille dagbog på deres mobiler i løbet af lørdag og søndag. Derudover har vi aftalt et møde med dem her i Rangoon på mandag, når vi kommer tilbage fra Mandalay. Og lige nu håber vi intet andet end at det møde kan realiseres, for så betyder det at søndagen har været en succes for Burmas fremtid. Og det gør ondt i maven at vente. Om ikke andet har vi nogle film optagelser, som på en eller anden måde må kunne bruges i medierne for at hjælpe Generation Wave.

Selvom vækkeuret ringer kl. 03.30 i morgen tidlig, hvor vi skal fejre Helenes fødselsdag, inden afgang til toget og det nu er omkring midnat, har det bare været så vild en dag at tankerne flyver rundt og det måtte bare skrives ned inden jeg kan falde til ro. Som en af dem fra Generation Wave sagde under mødet: ”there is so much fear, but still so much hope.” Selvom jeg ikke er religiøs, beder jeg virkelig for at håbet vinder over frygten på søndag!