Tiden flyver – i sær når man går på højskole. Snart en måned har vi været hjemme. En måned, der er gået med gensyn, gensyn og gensyn. Under vores rejse i Burma og Thailand havde vi 20 møder, men glæden over møderne herhjemme var stor. Den frygtede akavethed ved at komme hjem og gense de mennesker, man kun har kendt i halvanden måned inden afrejse, blev hurtigt skudt til ingenting. Det var jo bare som det plejer, og endda bedre, fordi vi alle havde haft fede oplevelser, mens vi havde været væk.
Men for at vende tilbage til slutningen på vores rejse, som gevaldigt mangler at blive rundet af. Efter Bangkok tog vi til Mae Sot, hvor vi jo boede hos tidligere politiske fanger i Mae Sot. Det er stadig en af de oplevelser, som står klarest i erindringen. Den er den oplevelse, som er gået længst ind under huden, fordi vi blev tvunget til at forholde os til de personlige beretninger, som man slet ikke troede eksisterede.
Udover homestay, havde vi også et tredje møde med Generation Wave i deres Safe-house i den thailandske grænseby. Her var positiviteten over for forandringerne ganske anderledes end man for eksempel så det i Rangoon. Det er ikke så mærkeligt endda, når man tænker over hvor store forandringer i Burma, der kræves for at de kan krydse den forjættede grænse fire kilometer væk, for at hjemme HJEM. Vi fik også en dybere gennemgang af organisationens arbejde og fik de sidste optagelser til den film, vi skal i gang med snart.
Det femte møde vi havde i Mae Sot var i Karen National Unions afdeling i Mae Sot. KNU er en politisk organisation i Karen Staten, der kæmper for et føderalt Burma, som de ikke mener den nuværende konstitution åbner for, hvorfor de mindre etniske grupper rent faktisk kan tabe på demokrati. Derfor kæmper de for mindretalsgarantier i konsitutionen. Regeringen har brugt en ’divide and rule’-politik i dialogen med de etniske grupper i landet, for at sikre at grupperne ikke står for stærkt i forhandlingerne. Derfor har blandt andre KNU afvist at forhandle med regeringen. Selvom de etniske grupper langt fra er enige om alting, foretrækker de fleste en fælles dialog.
På den sidste aften i Mae Sot fik vi smagt lidt af den thailandske humle. Den ene af dem ’Chang’ har ry for at give ’changovers’, hvilket jeg bestemt fik at mærke på busturen mellem Mae Sot og Chiang Mai, som primært bestod af bjergkørsel. Halleluja, jeg var mør da vi nåede det nye hostel, hvor der heldigvis var en dejlig pool, der dog senere skulle vise sig at være lettere usund.
Chiang Mai skulle byde på nye møder. Første aften med en dansk nødhjælpsarbejder, der arbejder med minerydning, men har en bred viden om Burma og de etniske konflikter. Det var spændende at høre om de udfordringer, de møder fra den burmesiske regering, hvorfor hans organisation heller ikke befinder sig officielt i landet.
Dagen efter havde vi en lækker dag på en økologisk farm uden for byen, med mediekonsulenten Jeff, som skulle vejlede os med henblik på vores artikler og kronikker. Han anerkendt i hele verden for sit økologiske arbejde med bæredygtighed. Det var bare en helt i gennem dejlig dag på et lækkert sted med lækkert vejr og lækker mad og lækker blomsterdrik.
Vi brugte de sidste dage på at skrive artikler om et selvvalgt emne i Burma, som vi så nu arbejder på at få bragt herhjemme. Jeg har skrevet en baggrundsartikel om forandringerne i Burma og om burmeserne tror på dem. Og ikke mindst hvad burmeserne mener Vesten skal gøre med de økonomiske sanktioner mod det burmesiske styre. Under artikelskrivningen havde vi møder med en økonomiprofessor på Payab University, som gav et grundigt indblik i ASEAN (det ’Asiatiske EU’), Burmas økonomi og budgetter og deres motiver for forandring. Hans forelæsning betød meget for min forståelse af landet, det gav i hvert fald et fedt overblik. Det var også her at det gik op for mig at det ikke er sidste gang jeg rejser til Burma. Det land har så mange konflikter og udfordringer, som bliver spændende at følge, fordi andre lande vil kunne drage mange erfaringer fra udviklingen i Burma. Jeg vil i hvert fald følge udviklingen på tæt hånd i de kommende by-elections, Daw Aung San Suu Kyis nye rolle som politiker og styrets reformer, som skal analyseres og vurderes grundigt, før der foretages noget som helst.
Vi havde et møde på Democratic Voice of Burma, som er et eksilmedie, der via satellit fra Norge udsender seks timers radio dagligt, arbejder for at bringe nyhederne gennem censuren til den burmesiske befolkningen. De har store udfordringer, da flere af deres journalister blev fængslet efter offentliggørelsen af ’Burma VJ’, som er en ’reportage fra et lukket land’ af Anders Østergaard fra 2008. Læs mere på: www.freeburmavj.org.
Til min egen artikel havde jeg brug for et ekstra interview, som blev stablet på benene i løbet af tyve minutter. Jeg måtte hastigt op af den ellers så lækre pool for at mødes på en café med eksiljournalisten Wai Moe på Irrawaddy. Det var lidt grænseoverskridende at skulle foretage et interview, ganz allein. Oven i købet fandt jeg ud af at han nærmest har heltestatus inde i Burma for sit journalistiske arbejde. Pludselig var der ikke noget sikkerhedsnet, og man var selv ansvarlig for at alle udtalelserne kom i hus. Men det var fedt! I det hele taget har det journalistiske arbejde i Burma været super fedt, og jeg går nu igen med tanker om at kombinere statskundskab med en journalistisk overbygning. Dejligt at blive bekræftet i at det er det felt, jeg gerne vil arbejde indenfor.
Så gik turen hjem til Humlebæk, og vi klarede både oversvømmelser og to nætter uden at sove i en seng. Et lille pitstop i Århus bød på jetlag, venner, veninder og familie. Det er ik’ så ringe endda! Nu går tiden med højskoleliv, festivalplanlægning, asylkampagnearbejde, film- og fotoredigering og Middle East-timer. Og lige nu prøver jeg som bekendt at få min artikel ’klogere end Gaddafi’ bragt i et dansk medie, for at sætte fokus på Vestens muligheder over for Burma. Burmeserne råber nemlig på hjælp fra Vesten. De råber højt for at Vesten ikke skal blive lullet i søvn af styrets forandringer, som ikke uden grund bliver kritiseret for at være et spil for galleriet. Det kunne i hvert fald være fedt at se en diktator for en krigsforbryderdomstol for en gang skyld. Vi har bare én gang for meget set en diktator i et slagterhus!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar