Klogere end Gaddafi
I øjeblikket sker der flere positive forandringer og reformer i Myanmar, det tidligere Burma. EU og USA skal nu blive enige om en strategi for, hvordan de økonomiske sanktioner mod landet skal håndteres. Og netop er derfor er en vurdering af, hvorvidt styrets reformer er reelle vigtig.
Myanmar gennemgår lige nu forandringer. Den 11. oktober i år blev over 200 politiske fanger løsladt, da der blev givet amnesti til i alt 6359 fanger. Dertil kommer udmeldingerne fra landets censur-komite, som lover mindre censur af landets medier. Det ses eksemplificeret ved øget adgang i Myanmar for eksilmedierne Democratic Voice of Burma og Irrawaddy. En burmesisk studerende griner lidt af det faktum: “Men internettet er stadig langsomt!”. Yderligere eksempler på mindre censur er sundhedsministerens kritik af sin egen regerings budgetter i statsavisen 'New Light of Myanmar'. Han sidder stadig på posten på trods af sine kritiske udtalelser. Kritikken af styret kommer også fra ungdomsgrupper i landet, som ligeledes oplever en større ytringsfrihed, når det kommer til kritik af regeringen. En af disse grupper, Generation Wave, besluttede d. 9. oktober i år at smide maskerne efter fire års undergrundsarbejde. Indtil nu har 15 ud af gruppens 55 medlemmer siddet i et af landets 33 fængsler, men ingen af de resterende frie medlemmer blev fængslet før, under eller efter offentliggørelsen i et kloster i Yangon. Disse åbenlyse forandringer skal nu vurderes, før Vesten kan tage stilling til eventuelle lempelser af sanktionerne.
“Don't believe to much”
Sådan lød ordene fra Irrawaddy-journalisten Wai Moes forældre, da de snakkede om forandringerne i hans hjemland. Historisk set har styret igen og igen lovet forandringer og reformer og gentagende gange skuffet befolkningen og efterladt burmeserne med en blot endnu større frygt og skepsis. Tiden er på den måde ikke rigtigt med demokratiseringen, fordi frygten for tilbageslag sidder meget dybt i befolkningen. Hvorfor skulle denne gang være så anderledes end de forrige? Denne tvivl deler førstedamen for NLD og nobelsprismodtager Daw Aung San Suu Kyi med befolkningen. Alligevel er hun en væsentligt del af de igangværende forhandlinger med regeringen. Dagen før de første løsladelser udtalte hun: “Jeg er optimistisk, men påpasselig.” Hun understreger vigtigheden af at holde hovedet højt, selvom der ikke er sket meget positivt siden militærkuppet i 1962. Hvis befolkningen ikke tror på forandring, sker der ingen forandring.
Optimisme i byerne – modløshed på landet
Borgerkrigen fortsætter mellem de etniske minoriteter og militæret. Landsbynedbrændinger og systematiske voldtægter finder stadig sted i Shan-staten, og i slutningen af oktober blev mindst to politiske aktivister arresteret i grænseområdet mellem Myanmar og Thailand. Nogle af de etniske grupper, som kvindeorganisationen SWAN (Shan Women Action Network) fra Shan-staten og KNU (Karen National Union) fra Karen-staten, ser ikke så positivt på fremtiden, fordi der endnu synes langt til våbenhvile i de områder, der ligger langt fra Yangon og mediernes søgelys. En af talskvinderne fra SWAN udtalte således: “Nogle gange glemmer vi at se på det større billede. Der sker forandringer i byerne, men militæret øger sin indsats i de etniske områder.”
Forår i Myanmar?
Ifølge Wai Moe er det netop en mulig revolution, regeringen frygter, og derfor foretager den nogle reformer for at holde styr på den over 50 millioner store befolkning. Hydropower-projektet på Irrawaddy-floden i Kachin-staten har f.eks. samlet bred folkelig modstand. “Thein Sein er klogere end Gaddafi', siger eksiljournalisten. Vandkraftværket skulle producere 6.000 megawatt elektricitet årligt, hvor al elektricitet ville blive solgt til Kina. Det er derfor en kontroversiel beslutning af regeringen at udsætte en milliardaftale som denne. Regeringen må derfor have en rigtig god grund til udsættelsen. Det er vigtigt at notere sig, at projektet kun er udsat i fem år, altså ikke en fuldstændig annullering, og at der af samme årsag er grund til en større analyse af styrets forandring.
Formandspost lokker
I 2014 har Myanmar ansøgt om formandsskabet til den sydøstasiatiske union ASEAN. I november i år er der forhandlinger i unionen, hvor flere burmesiske medier skriver at formandsskabet er “næsten hjemme”. Wai Moe mener, at det er et væsentligt grundlag for reformer. Han bakkes op af en burmesisk økonom, der fremhæver prestigen i et formandsskab. Økonomens bekymringer med ASEAN er, at der formelt set er nogle demokratiske krav til formandsskabet, men uformelt set tildeles formandsposten formentligt på baggrund af nogle udemokratiske aftaler. Dette skyldes, at ingen af de ti medlemslande i unionen kan betragtes som demokratiske efter vestlig standard, hvorfor sanktioner heller ikke anvendes internt i unionen. Økonomen nævner en anden vigtig faktor, nemlig at de andre lande i unionen er længere fremme i demokratiseringen og har bedre økonomiske forhold end Myanmar. Både han og Wai Moe mener, at regeringen har indset, at Myanmar vil halte for langt efter de andre nabolande, hvis der ikke foretages forbedringer i forhold til den omfattende fattigdom i landet. Det er en stor trussel for at opretholde styrets magt. De mener, at vi vil se gentagende fange-løsladelser de næste par måneder, fordi den indonesiske premierminister vil undersøge forholdene i landet med henblik på overdragelsen af formandsskabet.
“Sanktionerne har ikke virket”
Den holdning bliver man mødt med af mange burmesere i landet. De mener, at sanktionerne påvirker befolkningen negativt økonomisk set, fordi regeringen stadig kan opretholde sit høje militærbudget ved handelen med nabolandet Kina. Befolkningen derimod mister sit eksportpotentiale. Hos forskellige organisationer i det burmesiske eksilmiljø i Thailand, såsom SWAN, KNU og AAPP (Assistance Association for Political Prisoners), altså både politiske og humanitære organisationer, er holdningen ganske anderledes: sanktionerne skal forstærkes for at svække styret. Eksilmiljøet mener, at den nylige udsætning af vandværksprojektet på Irrawaddy-floden, hvor styret har brudt et samarbejde med Kina, kan medføre at styret ønsker lempelser af sanktionerne. Og derfor må Vesten ikke miste momentum ved at lempe sanktionerne for tidligt.
Det interessante er, hvordan burmeserne mener, Vesten skal handle med sanktionerne i det, der tyder på, er en overgangstid for landet. Daw Aung San Suu Kyi er ikke mere konkret omkring sanktionerne end: “Vent”. Alligevel stiller hun dét krav, at alle politiske fanger skal løslades. Wai Moe er enig i kravet omkring løsladelserne, hvortil han tilføjer våbenhvile mellem militæret og de etniske grupper samt dialog mellem regeringen, Daw Aung San Suu Kyi og de etniske grupper. Hans holdning deles af både SWAN, KNU og AAPP. Indtil nu har regeringen brugt en 'divide and rule'-politik (regeringen inviterer de etniske grupper til dialog enkeltvis, for at de etniske grupper ikke skal stå samlet, red.) i dialogen med de etniske grupper, hvor de etniske grupper har afslået invitationer fra regeringen, fordi de ikke kan opnå én samlet forhandling. Wai Moe pointerer, at Vesten skal have tæt kontakt til Daw Aung San Suu Kyi og de etniske grupper, før de foretager noget i forhold til sanktionerne, da der er brug for en kritisk vurdering af regeringens handlinger.
”Times they are a-changeing”
Eller er de? Efter løsladelsen af politiske fanger har det internationale samfund haft travlt med at rose den burmesiske regering for tegn på en mere demokratisk politik – i mellemtiden arresteres der stadig politiske aktivister,der rapporteres fortsat om overgreb mod civilbefolkningen i nord og i grænseområderne raserer regeringshæren Tatmadaw. Med proformavalget i 2010 har vesten måske ladet sig forføre af den ”demokratisk valgte” præsident, Thein Sein.
Af Freja Kirkebæk-Johansson
Forandring. Det er et ord, der ofte er blevet brugt, når talen i nyhedsmedierne i de sidste ugers tid er faldet på Burma. Landet i øst, der i de sidste mange årtier har været diktatorisk styret af militæret, ser nu ud til at være på vej ned af en mere demokratisk sti. En række begivenheder har i den seneste tid givet håb til både burmesere og det internationale samfund, et håb, der kulminerede i denne måned; først da det Kinafinansierede dæmningsprojekt i det nordlige Burmas Kachin State blev udsat og senere, da 6359 fanger blev løsladt fra fængsler rundt omkring i landet. Den danske ambassade har indtil videre kategoriseret 206 af de løsladte som værende politiske fanger. Det kunne alt i alt se ud som om forandringens vinde endelig er kommet til Kiplings land og nu blæser med en hidtil uset styrke. Sidst der var tegn på forandring i Burma var i 2007 under den såkaldte Saffran Revolution, hvor burmesiske munke gik på gaden i protest over stigende priser på fødevarer og benzin. I de hektiske dage med daglige demonstrationer vejrede mange – både burmeserne og det internationale samfund – morgenluft, men opstanden blev slået ned ganske hurtigt og siden har der ikke været tegn på, at noget lignende skulle ske. I 2010 blev der så holdt valg hvor SPDC (regeringspartiet, red.) ”vandt” og derefter kunne kalde sig en ”demokratisk” valgt regering – demokratisk i citationstegn, da det var mere end rigeligt valgfusk, der ledte til, at Thein Sein fik tildelt præsidentposten.
Tomme ord fra Thein Sein
I det hele taget er Burma et land, der langt fra er demokratisk. Godt nok har landet et parlament, men her er 25 % af pladserne reserveret til militæret – en ordning, der er komplet utænkelig i et land som Danmark. Alligevel taler alle om forandring i disse dage, men spørgsmålet er, hvorvidt vi kan stole på, at de er andet end blot tomme ord og luftkasteller. Et tegn på, at forandringen i Burma kunne være reel og blivende denne gang, er ungdomsorganisationen Generation Wave. Generation Wave er en politisk organisation, der gennem forskellige kunstneriske aktioner kritiserer den burmesiske regering. Organisationen blev dannet i 2007 og på deres fire års fødselsdag, den 9. oktober i år, holdt de en reception for omkring 300 gæster hvor de stod frem offentligt og sagde hvem de var – og ingen blev arresteret. En sådan handling havde været utænkelig for bare et par måneder siden, men nu er tiden forandret.
Politiske fanger
Men er tiderne forandret? Eller er det hele blot ønsketænkning? I situationer som denne er det ualmindelig let at lade sig forføre af de gode nyheder. Der er en tendens til alt for hurtigt at konkludere forandringen som værende radikal og blivende, mens realiteten er en ganske anden. For selvom det er en anden side af regeringen, vi nu ser, så bør man også huske på, at forandringerne i sig selv er bagateller. Selvom der er blevet løsladt politiske fanger, så sidder der stadig mange fængslet og mange bliver stadig arresteret af politiske årsager. Så sent som i sidste uge blev der arresteret folk fra en politisk organisation (af sikkerhedsårsager nævnes hverken organisationens eller de arresteredes navne). Hvis de forskellige lister over politiske fanger i Burma taler sandt, så er det kun omkring en tiendedel, der har fået amnesti – og det måske kun indtil de foretager sig noget politisk igen. Det er næsten utænkeligt, at de hardcore aktivister, der har siddet i fængsel under brutale og umenneskelige forhold i mange år, vil sætte deres aktivisme på standby bare fordi, regeringen nu har løsladt dem. De er muligvis bag tremmer igen i morgen, om en uge eller måske er de der allerede. Den egentlige diskussion burde vel også være, hvad de overhovedet sidder inde for. Det er let nok at glæde sig over løsladelsen af et par hundrede politiske fanger, men man bør også huske på, at størstedelen stadig er fængslet og det under kummerlige forhold – og ikke mindst, at ingen af dem sidder der som følge af en reel kriminel handling, men på grund af småting såsom en kritisk vittighed om SPDC eller en mail med politisk ”skadeligt” indhold. Kan vi stole på Thein Sein når han annoncerer forandringer i Burma. Er det virkelig nu det sker, eller er det hele blot et spil for galleriet? Selvom Thein Sein er klar på reformer og på at lede landet mod et reelt demokrati, hvor valgfusk hører fortiden til, og hvor Daw Aung San Suu Kyi kan få lov til at stille op med NLD (National League of Democracy), så er han kun præsident. Det er blot en titel uden magt, hvis ikke han har sit bagland i orden, og i hans bagland sidder der en hel armé af gamle generaler, som kunne tænkes ikke at være helt så reformvillige som Thein Sein. Man kunne frygte, at militæret ville vælte Thein Sein i fald han bliver for kæk og reformvillig. Daw Aung San Suu Kyi indrømmer selv, at mange er bekymrede for netop dét faktum: ”Hvad alle spørger mig om er, hvor meget præsidenten alene kan opnå”.
Fremtiden
Al forandring er centreret omkring storbyerne pointerer en talskvinde fra SWAN (Shan Women Action Network), en organisation, der kæmper for kvinders rettigheder i Burma. Ude i landområderne er situationen stadig den samme: her kæmper de etniske hære og her raserer Tatmadaw – regeringshæren. En hær der stadigvæk jævner landsbyer med jorden og bruger voldtægt som et systematisk våben i kampen mod de etniske oprørere og civile. Det hele kan være ret svært at finde ud af. Som Francis Wade, der er journalist på eksilmediet Democratic Voice of Burma (DVB) siger, så er der store modsætninger. ”Man kan ikke benægte, at noget er ved at ske[…] Men hvis man roser for meget glemmer man at det blot er en retorisk forandring”.
At Thein Sein er til at stole på, mener NLD’s leder Daw Aung San Suu Kyi ikke, man kan betvivle. Ifølge hende er regeringen seriøse med hensyn til forandring i Burma: ”Jeg tror virkelig på, at præsidenten vil skabe positiv forandring […] Vi er alle meget glade for dæmningsprojektet (der blev udskudt, red.) for det viser, at han lytter til folkets stemme”. Denne pludselige åbenhed og duft af muligt demokrati kan godt virke lidt suspekt for nogen. Man kunne sammenligne det med Kinas ”Lad hundrede blomster blomstre”-kampagne fra 1957, hvor man opfordrede intelligentsiaen til at kritisere den kommunistiske politik hvorefter mange af dem, der havde ytret sig kritisk, blev arresteret. Der er altid den mulighed, at det burmesiske styre er i gang med deres egen udgave af kampagnen. Det kunne også være en forførelse af vesten – når nu der ses forandringer i Burma kunne det tænkes at vestlige lande ville løsne lidt op i forhold til Burma. Derudover har Burma også et forestående formandskab i ASEAN (the Association of Southeast Asian Nations) i 2014, hvor en mere demokratisk indstilling vil øge chancerne for at få den tildelt.
Der er flere mulige scenarier som denne forandring kunne munde ud i. Worst case scenario ville være, at de reformuvillige militærfolk ville afsætte Thein Sein i fald han bliver for radikal og for demokratisk. Det er selvfølgelig også muligt at forandringen denne gang er kommet for at blive og ikke vil blive standset ligesom det skete i 2007 under Safran Revolutionen. Dengang troede de fleste, at nu var det nu, men denne opstand blev slået ned af militæret næsten lige så hurtigt som den opstod. Det scenarie som de fleste håber – og tror – på, er i øjeblikket at forandringen kommer til at ske, om end langsomt. Det er en lang proces at få demokratiseret et land, og i Burma er der en hel del etniske grupper, som skal tilgodeses inden Burma kan samles i en eventuel demokratisk, føderal stat. Derudover er der en lang tradition for diktatur i landet og en mentalitet omkring dette, som der skal gøres op med. En burmesisk professor påpegede at topgeneralerne ”har været der siden 1962. Dette dyr har skiftet ham fra tid til anden, men det er stadig det samme dyr”. Lige meget hvor megen positiv forandring vi kommer til at se fra Thein Seins regering er det vigtigt at huske på, at det blot er ordene, der er nye. Mundene, de kommer fra er de samme som før. Det er nye ord med forandring som fællesnævner, men som afdelingschefen for DVB i Thailand pointerer: ”Det er tom snak”. Men så er det vores job at holde dem op på det”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar