Et højskoleliv slutter og et københavnerliv begynder

Nu er slutningen på livet i skoven i Humlebæk lidt på afstand, og dermed er frygten for at ødelægge en ny computer med tårer også tilpas lille til at jeg tør kaste mig ud i at skrive om den sidste tid på højskolen.

Den halvanden måned efter rejsen til Thailand og Burma bød på mange store oplevelser og ikke mindst udfordringer. Ikke blot blev vi bedre og bedre venner, men den store udfordring stod d. 17. december, hvor afskeden stod uundgåelig tilbage. Hvor føltes det urimeligt at alt det gode, der blev opbygget på fire måneder, skulle stoppe. Men heldigvis tænker jeg tilbage på et døgn, hvor der blev drukket dejlige mængder vin, danset, grædt og grint på en helt surrealistisk måde.

Det kan være ret svært at beskrive, hvad der gør en højskole til en fantastisk ting. Min veninde skrev i sin status-opdatering, efter endt højskoleophold: ” Ville ønske, jeg kunne give et klogt og fyldestgørende svar på hvorfor man skal tage på højskole, men jeg må sige, at jeg er begrænset af mit sprog. Et svar ville blive meget klichefyldt og gøre brug af en masse ord, som når det kommer til stykket ikke er meget værd, fordi vi alle tillægger dem forskellige meninger. visse ting kan ikke beskrives, men skal bare opleves”, hvilket næsten kommer min pointe nærmest. Man kan forsøge og forsøge, men man finder aldrig helt ud af det før man selv har gennemlevet et så intenst ophold. Det er alle de ’små’ ting; en helt uventet dyb snak over en øl i natkassen, en fire-timer lang diskussion om prostitution i pejsestuen, en eftermiddags-rødvinsbrandert,  et vinterbad i Sundet eller godnatsnakken inden sengetid med rumboen.

Et højskoleophold er ikke kun dybe fulde-snakke, men også tid til at fordybe sig i sine interesser. Og ikke mindst også at finde nogen, der brænder for det samme som dig. At møde nogle mennesker der VIL det samme som dig. Det kan være at bruge timer i mørkekammeret, i redigeringslokalet eller sidde timer og skrive mails til kunstnere eller politikere, fordi der skal stables en festival eller en kampagne på benene. Noget af det der står størst for mig, er Vinterlyd-festivallen i starten af december, hvor en gruppe på ti elever siden august har knoklet for at få lavet et fedt koncept, der kan overtale kunstnere til at spille gratis og få stykket en festival sammen, der kunne give overskud til lægeklinikken for udokumenterede immigranter på Vesterbro. Det fede koncept var der, de fede kunstnere var der, de glade gæster var der, men overskuddet var der desværre ikke. Men jeg har heldigvis ikke mistet modet, det giver det vildeste kick at have været en af dem der står bag en fantastisk fest. Det skal bare ikke være sidste gang! Se eventen her. 

-       

Et andet stort projekt var den afsluttende kampagne på mit hovedfag ’Verden Brænder’. Vi satte det mål at få alle asylansøgere ud af centrene efter seks måneder – nøjagtig som Regeringen lovede inden valget. Der var mange udfordringer undervejs, først og fremmest at finde gejsten, da jeg tidligere har arbejdet meget med asylområdet og i sær fordi vi lige havde været i Burma, hvor mødet med de mange politiske fanger, der ikke kan leve et normalt liv i deres eget land på grund af et diktatorisk styre. Jeg brændte simpelthen så meget for at arbejde med politiske rettigheder, også herhjemme. Fordi jeg mener at vi er på vej ned af en trist bakke, hvor vi hele tiden mere eller mindre bevidst eller ubevidst giver køb på vores politiske rettigheder. Det er en nedadgående kurs, vi snart skal sætte en stopper for – hellere i dag end i morgen! Men det fælles projekt blev at holde regeringen op på deres løfte. Dagen efter projektet blev opstartet, blev medierne fyldt med nyheden om at regeringen ville nedsætte et embedsmandsudvalg, der skulle undersøge mulighederne – svaret ville komme i starten af foråret. Der stod vi så med store projektpile og uendelige planer for hvordan vi skulle nå i mål. Der blev indkaldt til krisemøde, hvor der kom ro på gemytterne. Der er nemlig stadig vild uenighed om hvorvidt tilbuddet om at bo og arbejde uden for centrene skal gælde eksplicit alle, eller kun dem der samarbejder om egen hjemsendelse. Så vi fortsatte kampagnen med det mål at det skulle gælde alle – uden undtagelse. Der blev lavet en succesfuld flashmob på hovedbanegården, skrevet pressemeddelser og mobiliseret medunderskrivere på det brev der skulle sendes til Justitsministeren med alle de mange billeder, der blev taget som en slags underskriftsindsamling. Det hele mundede ud i en regn- og stormfuld demonstration foran Christiansborg.

Læs artikel på Modkraft

Se interviewet med Freja

Vi er blevet lidt ældre end efterskolealderen, og jeg tror virkelig det gør en forskel for mange at tage på højskole. Jeg har i hvert fald fundet ud af at jeg ikke er det eneste menneske i denne verden, der tænker meget over tingene. Det kan godt være vi møder mange mennesker, som umiddelbart virker til at være helt vildt overskudsagtige og lever et helt ukompliceret liv. Sådan er det nok bare sjældent i virkeligheden. Det kan godt være der skal et par Vestfyens til, før der åbnes for den pose, men ikke desto mindre er en højskole virkelig et sted, der indbyder til åbningen.

Og der bliver i den grad også åbnet døre til hele verden. Jeg har mødt mennesker fra over 16 forskellige lande. Og ikke mindst har jeg fundet ud af at ikke alle pakistanere er terrorister og at ikke alle fra Somalia er pirater. Det er ret fantastisk at have mødt så mange mennesker fra hele verden. Det har været et spændende møde mellem øst og vest, og nord og syd. Nu glæder jeg mig bare til de forhåbentligt forestående møder i USA, Georgien, Pakistan, Ghana og så videre. Afskeden var ekstra hård med alle dem der bor så langt væk, men glæden til alle rejserne vejer ganske tungt op.

Sidst i november, var jeg en forlænget weekend i Istanbul, som på mange måder er en vildt spændende by. Man er ikke et øjeblik i tvivl om at den by ligger lige på grænsen mellem øst og vest. Vi boede i den gamle historiske bydel, hvor store bygninger som Aya Sophia, Den Blå Moske og Topkapi-paladset ligger. Udover Profeten Muhammeds skæg og andre ting, er der virkelig meget spændende historie at gå i dybden med, desværre er der aldrig tid nok. En anden ting jeg var ret stor fan af er de mange tehuse, hvor man kan bruge timer og timer med sød æblete, butterdejskager, vandpibe og backgammon. Der er en helt specielt atmosfære i de store tilrøgede lokaler, hvor rejsende, forelskede, studerende, venner og familie mødes og diskuterer stort og småt. Tiden stod stille, helt som på højskole. Mest kendetegnende for byen er blandingen af det traditionelle og det moderne; Ældre cigarrygende tyrkiske mænd med smartphones i bazaren og smukke tørklædeklædte unge tyrkiske kvinder med makeup og høje hæle. Man ser det orientalske over alt, og dog er man ikke i tvivl om at de fleste tyrkere har blikket solidt rettet mod Europa. Det bliver i hvert fald meget spændende at følge Tyrkiet de næste år, frem mod et eventuelt medlemskab af EU. For mig er der ingen tvivl, EU kan kun tabe på at udelukke Tyrkiet. Både økonomisk, men så sandeligt også kulturelt.

Nu sidder jeg så her i København, efter fjorten dage hjemme i Nordjylland, som bød på mange hjertelige gensyn. Det kan være svært at komme tilbage til det ’gamle’ liv, når man har været på højskole, men heldigvis blev det til fjorten dage med mange dejlige stunder hos veninderne, på Daisy, i Aalborg, over et par flasker rødvin, på de gamle arbejdspladser eller omkring julefrokostbordet med familien. Man skal ikke kimse af Nordjylland. Det kan dog være noget af et projekt at overbevise nordjyder om at man ikke bliver skudt af at bo på Nørrebro eller at københavnere generelt ikke er et afskyeligt folkefærd. Nu har jeg i hvert fald været her i fire dage. Selvom regnen og blæsten ikke har holdt mange, ellers tiltrængte pauser, smiler København til mig hele tiden. Forhåbentligt smiler Gambia også til mig på tirsdag, når ti dages solterapi starter i The Smiling Coast of Africa.