Når virkeligheden rammer

Forventningerne var store, til det så længe ventede gensyn med Gambia. Glædelige gensyn og sol i ti dage virkede som en stensikker succes. Det var langt hen af vejen virkeligt dejligt at besøge landet igen, men samtidigt virkeligt hårdt.

Alt dette er skrevet i den dybeste kærlighed til et dejligt folkefærd. Der ligger bare en trykkende bekymring for deres fremtid, en fremtid gambianerne ikke længere selv kan være herre over i en globaliseret verden. Virkeligheden har nemlig ramt. Og den har ramt meget hårdt.

På blot et år, står forandringerne voldsomt tydeligt frem. Oliepriserne efter krigen i Libyen, Euro- og dollarkrisen, og Vestens overforbrug generelt har fået priserne på basisvarer til at stige voldsomt i lande, som Gambia. For 12 måneder siden kostede en skål ’lokal’ mad til 1-2 personer  i et gadekøkken 10 dalasis (2 kr.), nu koster den 25 dalasis – altså en prisstigning på 150%. Samtidig bliver turisterne væk, grundet krisen i Vesten, og de turister, der prioriterer ferien, lægger færre penge end tidligere. Det kan jeg da også mærke på mig selv, jeg har ikke brugt en eneste dalasis på et craftmarked, hvor vi ellers sidste år brugte oceaner af penge på billigt tøj og smykker. Jeg skal jo også passe på mine penge, men det er en ond spiral, der i sidste ende kommer til at koste liv – ikke i Europa, men i Afrika. Det er en naturlig konsekvens af krisen, men det rammer meget hårdt at se mennesker man holder af, skal kæmpe hårdere end nogensinde for at brødføde sig selv og sin familie.

”Are you stressed?”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange dagligt, vi blev spurgt om dette, da vi var der sidste år. Man kunne næppe sætte sig i et halvt minut uden et smil på læberne, før man straks blev sat i krydsforhør, for at løse mysteriet om det manglende humør. I år, gik der er en uge (en uge!), før jeg fik samme spørgsmål. Flere venner, der tidligere var meget opmærksomme på hvordan vi har det, virker langt mere fraværende og kan ikke på samme måde "se bag facaden". 

Vi besøgte den skole, hvor vi sidste år, var frivillige. Her var der udover lærerflugt, også manglende overskud. Lærerinderne sidder opgivende hen, og hvis man spørger ind til deres liv, bliver man mødt med ”vi klarer os” – ikke mere end det. Og det er det generelle billede. Det sidste års tid, når jeg har skypet med venner, er det den udmelding der kommer igen og igen. Jeg havde ikke tænkt meget over det, men efter det sidste besøg, er det gået op for mig hvor kritisk situationen er. Tidligere er man altid blevet mødt med ”vi har det godt/vi har det fint”. Der er altså en kæmpe, kæmpe forskel!

For et år siden havde vi ikke skrupler med at prutte om prisen på for eksempel taxaen. I år kan det tælles på tre fingre, hvor vi er gået fra en taxa der har forlangt en urimelig pris. Vi har også uden at tøve betalt alle drikkevarer og fester for vores venner. Tidligere har vi ofte taget diskussionen, fordi vi ville ikke have at de skulle finde vores selskab attraktivt på grund af vores pengepunge, som på ingen måde besidder store summer. Men samvittigheden kunne på intet tidspunkt klare den diskussion denne gang, man ville bare gøre hvad som helst for at give vores venner et tiltrængt ægte smil på læberne.

En stor del af gambianernes mentalitet er ”sharing”, overalt bliver man tilbudt a tire (grøn te) og hvis nogen køber mad, bliver alle omkring inviteret. For et år siden blev vi flere gange inviteret på frokost hjemme hos vores venners familier. Der blev et par gange om ugen holdt barbeques på stranden med mad og dans. Man var stolt af det man havde, på trods af det ikke er meget. Nu er der bare ikke det mindste overskud til den slags. Man bliver bare nødt til at passe på sig selv. Der bliver ikke længere kaldt til fællesspisning og ikke en eneste gang var der fest, som vi kendte det, på stranden. Der sidder færre og færre rundt om madskålen, hvor man tager til sig selv på en måde, der skræmmer mig. Det skræmmer mig, fordi jeg ved at det er tegn på en dyb krise. En god ven, som er flyttet langt fra kysten, betegner situationen i Gambia, som en ghetto, hvor alle kæmper for sig selv, noget der er meget ulig det billede jeg har af gambianerne. En anden ven, som for nogle år tilbage sad en måned på en af de berygtede både til Europa og har mistet venner på samme rejse, sammenligner landet med en krigszone, som Tripoli eller Benghasi. Der er ingen våben inde i billedet, men situationen er meget desperat og egen overlevelse kan koste andre dyrt. Jeg kan blot håbe inderligt på at miljøet ikke får indflydelse af våben. Men jeg kan godt være bekymret, da reggaemusikken over de sidste fem år, har ændret sig meget i Vestafrika. Nu sidder de unge arbejdsløse fyre og ser bandekonflikten mellem Gully og Gaza på Jamaica på de skrattende tv’er i stedet for at danse til Bob Marley.

Jeg har mange gange haft snakken om livet i Europa med drengene, hvor jeg igen og igen har forsøgt at overbevise dem om at livet i Vesten ikke altid er nemmere, det byder blot på andre udfordringer. Men NU, virker det voldsomt forkælet med den holdning, når man kan se at de blot bliver tyndere og tyndere, træner mindre og mindre og ryger sig skæv oftere og oftere, for at glemme virkeligheden. De skændes om de mindste ting,  som virker meget fjernt. 

Problemet er ikke uddannelse. Der er masser af uddannelse, men hvad skal man med en uddannelse i et land, der ingen arbejdspladser har og ingen eksportmuligheder foruden peanuts? En anden af mine gode venner, som for et år siden også lagde strandlivet fra sig, fordi han mente det var et for hårdt miljø, fik først i går et arbejde efter flere års søgen. Han er virkelig en god fyr, men han sagde til os sidste år: ”Jeg må være ærlig over jer, jeg bliver nødt til at sælge lidt hash en gang i mellem for at kunne bidrage til familiens husholdning.” Herhjemme ville jeg ikke tage helt så let på den udmelding, men i den situation måtte jeg bare nikke forstående. Og det er uden tvivl en af de største udfordringer for lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden er så stor, når flere gram hash er billigere end et måltid mad. Jeg har flere gange set nogle venner, spring adskillige måltid over i løbet af dagen til fordel for et tocifret antal joints. Det gør altså ondt at se. Men man kan ikke bebrejde nogen for at tage den ”lette” udvej i et samfund, der ikke giver muligheder for noget som helst. Unge kan arbejde, uden at have nogen form for garanti for at der falder løn en gang om måneden. Mange må endda tage sig til takke med at arbejde gratis, for muligvis engang at kunne bruge det på et CV og få et ’rigtigt’ job, til trods for at chefen skovler penge ind fra turister.

Gambia holdt i oktober præsidentvalg, hvor Yahya Jammeh blev genvalgt og sidder nu på 17. år, og kan se frem til endnu en femårig periode. Valget er blevet kritiseret af blandt andre the Economic Community Of West African States (ECOWAS), for at være unfair. Det er meget svært at danne sig en holdning til præsident Jammeh, da det er ulovligt at snakke om ham offentligt. Enkelte gange er det lykkedes mig at få nogle kommentarer, og de svinger meget. Skoleleder Anti-Anna er glad, da præsidenten sikrer alle gambianske piger skolegang. Andre er glade, da han har gjort meget for at udbygge vejnettet, hvor der for blot fem år siden kun var 16 km. asfalteret vej, nu er der mange gode veje af afrikansk standard. Der er sat gadelys op på hovedvejen i kystområdet. Noget der ikke virker af meget, men det har kollosal betydning for antallet af turister, som er landets hovedindtægtskilde. En ven ønskede sig ‘et gambiansk forår’, der mener at både gambianerne og ikke mindst præsidentens største problem er grådighed – “Hvad er rigdom, hvis andre ingenting har? Jeg bebrejder kun afrikanerne selv, for Afrikas situation. Vi havde alle muligheder for forandring ved valget i oktober.” Men når mange bliver sendt væk fra de på ingen måde anonyme valgurner, der afslører dit valg, med ord som “you are a bad citizen”, forstår jeg godt at der ikke sker forandring. Spørgsmålet er også hvor meget en ny præsident i virkeligheden kan gøre; der er ingen arbejdspladser.

Jeg kunne sikkert skrive fra nu og til på lørdag, da jeg er virkelig bekymret. Men for at slutte af, var det rigtigt dejligt at gense så mange dejlige mennesker. Jeg har danset og spillet kort og haft mange gode og dejlige snakke, som lærer mig meget om livet. De første 3-4 dage, havde jeg mest af alt lyst til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til Danmark. Til Danmark, hvor krisen også raser, men på et helt helt andet niveau. Men jeg blev og jeg har uddybet mange venskaber. På trods af desperationen har jeg ikke følt mig utryg på et eneste tidspunkt; jeg kan stadig danse på natklubber hele natten, overnatte som eneste pige i et telt på stranden med drengene, tage en taxa alene hjem og gå alene rundt i landsbyerne, uden at jeg skal frygte for noget som helst. Det jeg frygter allermest er det næste besøg, for hvordan ser det mon ud om et års tid? Jeg kan kun gisne og bede for at tingene ikke bliver værre. Man ved jo godt at der ser sådan ud mange steder i verden, Gambia er desværre ikke det eneste sted, men det er noget af mundfuld at indse. En gang i mellem må virkeligheden bare ramme, hvor hårdt det end er.