Hvorfor husker vi så dårligt?

I sidste uge var jeg ude at skralde. Ja, jeg stak hoved og hænder ned i de store ’affalds’-containere uden for de store supermarkeder på Frederiksberg. Jeg kunne fylde rygsæk og cykelkurv med et tag-selv-bord af helt friske eksotiske frugter og grøntsager, brød og kød, som ville sikre mig en meget varieret kost i hvert fald i en uge. Mange andre skraldere fik på samme dag en lige så stor fangst af både dansk producerede varer, men i høj grad også varer som vi har fået transporteret fra den anden side af kloden. Fødevarer, der er produceret i områder med fødevareknaphed. En fødevareknaphed, der har fået fødevarepriserne til at eksplodere på det seneste år.

I sidste uge kunne jeg læse i Berlingske at Red Barnet endnu en gang har slået alarm, fordi næsten 20 millioner Vestafrikanere i Sahel-bæltet lever i en decideret sultkatastrofe, fordi høsten igen har slået fejl på grund af tørke. Hver evig eneste dag kommer der 30.000 nye medlemmer af den sultende klub. Det vidste jeg egentligt godt. Mange organisationer har nemlig siden december forsøgt at råbe Vesten op. Hvis nogen skulle være i tvivl er det et halvt år siden.

Jeg selv var i det vestafrikanske land Gambia for anden gang på et år i januar måned. På blot et år er priserne på de mest basale fødevarer steget med over 150 %, hvilket har medført at gambianere der for 12 måneder siden var smilende, forholdsvist mætte og levede fuldt ud efter mottoet: ”no stress”, ikke længere kan efterleve det motto. Flere af mine venner sammenligner deres liv med ghettoer og endda krigszoner, som Tripoli og Benghazi, fordi livet nu er blevet alles kamp mod alle.

Der ringer nogle klokker, gør der ikke? Det burde der i hvert fald gøre. Det er nemlig ikke mere end et år siden at vi havde nøjagtig samme forhold på Afrikas Horn, hvor vi hurtigt blev mættet af den daglige dosis af Afrikas elendighed. Men efter nok så mange måneder med billeder af sultende børn i aviser og på nettet, hvor nødhjælpsorganisationer havde råbt for døve øren,  gik alvoren alligevel op for nogle; der blev startet indsamlinger, FN og nationale regeringer fik fingeren ud. Alt for sent. Dengang sagde vi alle at nu måtte vi lære at se advarslerne i tide, men vi har samtidig en underlig tendens til at huske det vi gerne vil huske. Hvor mange billeder skal vi mon se denne gang, før vi ser handling? De første billeder er allerede taget.

Ifølge ’Kampen om maden vi ikke vil have’ fra Information d. 4. juni 2012, smider danskerne 500.000 tons mad ud om året. 500.000 tons MAD. Altså ’affald’, som kan spises. I England har man vurderet at mellem 20 og 40 % af al frugt og grønt smides ud allerede inden det har nået køledisken. Dertil kommer de 70 kg. årligt, hver eneste forbruger smider ud efter at have været forbi supermarkedet. Det er vel rimeligt at antage at en ikke uvæsenlig del af den frugt og grønt ikke er dyrket i England. Hvis ikke i verdens u-lande, så i Sydeuropa hvor krisen raser endnu mere end i Nordeuropa og USA. Hvad var pointen lige med at transportere al den mad væk fra afrikanerne, sydamerikanerne, asiaterne og sydeuropæerne? Jeg kan simpelthen ikke forsvare de frie markedskræfter, når vestafrikanere, thailændere og colombianere kan producere mad, som jeg kan fiske op af skraldespanden, mens de selv dør af sult. Det frie marked har ganske enkelt spillet fallit.

En af de største floskler i denne finanskrise har været: ”vi skal øge forbruget”. Men Vestens overforbrug og æstetiske madindkøb er jo netop skyldig i forhold  til de eksploderende priser, der rammer verdens fattigste så hårdt. Vi må ganske enkelt sætte nogle restriktioner på transporten af fødevarer, for det vi ser i øjeblikket er simpelthen spild af knappe ressourcer, tid, penge og ikke mindst liv. Lige nu sidder verdens spidser og snakker om bæredygtighed i Rio. Hvad er mere bæredygtigt end at bruge de fødevarer og andre ressourcer, der nu en gang er produceret, fremfor at bruge endnu flere ressourcer på at destruere selv samme fødevarer?

Kære liberalister. Fortæl mig lige, hvad det er jeg skal sige til mine venner i Gambia, der på ugentlig basis fortæller mig at livet fandme er hårdt. Hårdt, på den der måde, hvor folk omkring dem, bliver syge og har livet i en efterhånden tyndere og tyndere tråd. Vil I ikke nok? For jeg er ærligt talt løbet tør for ord. 

Når virkeligheden rammer

Forventningerne var store, til det så længe ventede gensyn med Gambia. Glædelige gensyn og sol i ti dage virkede som en stensikker succes. Det var langt hen af vejen virkeligt dejligt at besøge landet igen, men samtidigt virkeligt hårdt.

Alt dette er skrevet i den dybeste kærlighed til et dejligt folkefærd. Der ligger bare en trykkende bekymring for deres fremtid, en fremtid gambianerne ikke længere selv kan være herre over i en globaliseret verden. Virkeligheden har nemlig ramt. Og den har ramt meget hårdt.

På blot et år, står forandringerne voldsomt tydeligt frem. Oliepriserne efter krigen i Libyen, Euro- og dollarkrisen, og Vestens overforbrug generelt har fået priserne på basisvarer til at stige voldsomt i lande, som Gambia. For 12 måneder siden kostede en skål ’lokal’ mad til 1-2 personer  i et gadekøkken 10 dalasis (2 kr.), nu koster den 25 dalasis – altså en prisstigning på 150%. Samtidig bliver turisterne væk, grundet krisen i Vesten, og de turister, der prioriterer ferien, lægger færre penge end tidligere. Det kan jeg da også mærke på mig selv, jeg har ikke brugt en eneste dalasis på et craftmarked, hvor vi ellers sidste år brugte oceaner af penge på billigt tøj og smykker. Jeg skal jo også passe på mine penge, men det er en ond spiral, der i sidste ende kommer til at koste liv – ikke i Europa, men i Afrika. Det er en naturlig konsekvens af krisen, men det rammer meget hårdt at se mennesker man holder af, skal kæmpe hårdere end nogensinde for at brødføde sig selv og sin familie.

”Are you stressed?”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange dagligt, vi blev spurgt om dette, da vi var der sidste år. Man kunne næppe sætte sig i et halvt minut uden et smil på læberne, før man straks blev sat i krydsforhør, for at løse mysteriet om det manglende humør. I år, gik der er en uge (en uge!), før jeg fik samme spørgsmål. Flere venner, der tidligere var meget opmærksomme på hvordan vi har det, virker langt mere fraværende og kan ikke på samme måde "se bag facaden". 

Vi besøgte den skole, hvor vi sidste år, var frivillige. Her var der udover lærerflugt, også manglende overskud. Lærerinderne sidder opgivende hen, og hvis man spørger ind til deres liv, bliver man mødt med ”vi klarer os” – ikke mere end det. Og det er det generelle billede. Det sidste års tid, når jeg har skypet med venner, er det den udmelding der kommer igen og igen. Jeg havde ikke tænkt meget over det, men efter det sidste besøg, er det gået op for mig hvor kritisk situationen er. Tidligere er man altid blevet mødt med ”vi har det godt/vi har det fint”. Der er altså en kæmpe, kæmpe forskel!

For et år siden havde vi ikke skrupler med at prutte om prisen på for eksempel taxaen. I år kan det tælles på tre fingre, hvor vi er gået fra en taxa der har forlangt en urimelig pris. Vi har også uden at tøve betalt alle drikkevarer og fester for vores venner. Tidligere har vi ofte taget diskussionen, fordi vi ville ikke have at de skulle finde vores selskab attraktivt på grund af vores pengepunge, som på ingen måde besidder store summer. Men samvittigheden kunne på intet tidspunkt klare den diskussion denne gang, man ville bare gøre hvad som helst for at give vores venner et tiltrængt ægte smil på læberne.

En stor del af gambianernes mentalitet er ”sharing”, overalt bliver man tilbudt a tire (grøn te) og hvis nogen køber mad, bliver alle omkring inviteret. For et år siden blev vi flere gange inviteret på frokost hjemme hos vores venners familier. Der blev et par gange om ugen holdt barbeques på stranden med mad og dans. Man var stolt af det man havde, på trods af det ikke er meget. Nu er der bare ikke det mindste overskud til den slags. Man bliver bare nødt til at passe på sig selv. Der bliver ikke længere kaldt til fællesspisning og ikke en eneste gang var der fest, som vi kendte det, på stranden. Der sidder færre og færre rundt om madskålen, hvor man tager til sig selv på en måde, der skræmmer mig. Det skræmmer mig, fordi jeg ved at det er tegn på en dyb krise. En god ven, som er flyttet langt fra kysten, betegner situationen i Gambia, som en ghetto, hvor alle kæmper for sig selv, noget der er meget ulig det billede jeg har af gambianerne. En anden ven, som for nogle år tilbage sad en måned på en af de berygtede både til Europa og har mistet venner på samme rejse, sammenligner landet med en krigszone, som Tripoli eller Benghasi. Der er ingen våben inde i billedet, men situationen er meget desperat og egen overlevelse kan koste andre dyrt. Jeg kan blot håbe inderligt på at miljøet ikke får indflydelse af våben. Men jeg kan godt være bekymret, da reggaemusikken over de sidste fem år, har ændret sig meget i Vestafrika. Nu sidder de unge arbejdsløse fyre og ser bandekonflikten mellem Gully og Gaza på Jamaica på de skrattende tv’er i stedet for at danse til Bob Marley.

Jeg har mange gange haft snakken om livet i Europa med drengene, hvor jeg igen og igen har forsøgt at overbevise dem om at livet i Vesten ikke altid er nemmere, det byder blot på andre udfordringer. Men NU, virker det voldsomt forkælet med den holdning, når man kan se at de blot bliver tyndere og tyndere, træner mindre og mindre og ryger sig skæv oftere og oftere, for at glemme virkeligheden. De skændes om de mindste ting,  som virker meget fjernt. 

Problemet er ikke uddannelse. Der er masser af uddannelse, men hvad skal man med en uddannelse i et land, der ingen arbejdspladser har og ingen eksportmuligheder foruden peanuts? En anden af mine gode venner, som for et år siden også lagde strandlivet fra sig, fordi han mente det var et for hårdt miljø, fik først i går et arbejde efter flere års søgen. Han er virkelig en god fyr, men han sagde til os sidste år: ”Jeg må være ærlig over jer, jeg bliver nødt til at sælge lidt hash en gang i mellem for at kunne bidrage til familiens husholdning.” Herhjemme ville jeg ikke tage helt så let på den udmelding, men i den situation måtte jeg bare nikke forstående. Og det er uden tvivl en af de største udfordringer for lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden er så stor, når flere gram hash er billigere end et måltid mad. Jeg har flere gange set nogle venner, spring adskillige måltid over i løbet af dagen til fordel for et tocifret antal joints. Det gør altså ondt at se. Men man kan ikke bebrejde nogen for at tage den ”lette” udvej i et samfund, der ikke giver muligheder for noget som helst. Unge kan arbejde, uden at have nogen form for garanti for at der falder løn en gang om måneden. Mange må endda tage sig til takke med at arbejde gratis, for muligvis engang at kunne bruge det på et CV og få et ’rigtigt’ job, til trods for at chefen skovler penge ind fra turister.

Gambia holdt i oktober præsidentvalg, hvor Yahya Jammeh blev genvalgt og sidder nu på 17. år, og kan se frem til endnu en femårig periode. Valget er blevet kritiseret af blandt andre the Economic Community Of West African States (ECOWAS), for at være unfair. Det er meget svært at danne sig en holdning til præsident Jammeh, da det er ulovligt at snakke om ham offentligt. Enkelte gange er det lykkedes mig at få nogle kommentarer, og de svinger meget. Skoleleder Anti-Anna er glad, da præsidenten sikrer alle gambianske piger skolegang. Andre er glade, da han har gjort meget for at udbygge vejnettet, hvor der for blot fem år siden kun var 16 km. asfalteret vej, nu er der mange gode veje af afrikansk standard. Der er sat gadelys op på hovedvejen i kystområdet. Noget der ikke virker af meget, men det har kollosal betydning for antallet af turister, som er landets hovedindtægtskilde. En ven ønskede sig ‘et gambiansk forår’, der mener at både gambianerne og ikke mindst præsidentens største problem er grådighed – “Hvad er rigdom, hvis andre ingenting har? Jeg bebrejder kun afrikanerne selv, for Afrikas situation. Vi havde alle muligheder for forandring ved valget i oktober.” Men når mange bliver sendt væk fra de på ingen måde anonyme valgurner, der afslører dit valg, med ord som “you are a bad citizen”, forstår jeg godt at der ikke sker forandring. Spørgsmålet er også hvor meget en ny præsident i virkeligheden kan gøre; der er ingen arbejdspladser.

Jeg kunne sikkert skrive fra nu og til på lørdag, da jeg er virkelig bekymret. Men for at slutte af, var det rigtigt dejligt at gense så mange dejlige mennesker. Jeg har danset og spillet kort og haft mange gode og dejlige snakke, som lærer mig meget om livet. De første 3-4 dage, havde jeg mest af alt lyst til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til Danmark. Til Danmark, hvor krisen også raser, men på et helt helt andet niveau. Men jeg blev og jeg har uddybet mange venskaber. På trods af desperationen har jeg ikke følt mig utryg på et eneste tidspunkt; jeg kan stadig danse på natklubber hele natten, overnatte som eneste pige i et telt på stranden med drengene, tage en taxa alene hjem og gå alene rundt i landsbyerne, uden at jeg skal frygte for noget som helst. Det jeg frygter allermest er det næste besøg, for hvordan ser det mon ud om et års tid? Jeg kan kun gisne og bede for at tingene ikke bliver værre. Man ved jo godt at der ser sådan ud mange steder i verden, Gambia er desværre ikke det eneste sted, men det er noget af mundfuld at indse. En gang i mellem må virkeligheden bare ramme, hvor hårdt det end er. 

Et højskoleliv slutter og et københavnerliv begynder

Nu er slutningen på livet i skoven i Humlebæk lidt på afstand, og dermed er frygten for at ødelægge en ny computer med tårer også tilpas lille til at jeg tør kaste mig ud i at skrive om den sidste tid på højskolen.

Den halvanden måned efter rejsen til Thailand og Burma bød på mange store oplevelser og ikke mindst udfordringer. Ikke blot blev vi bedre og bedre venner, men den store udfordring stod d. 17. december, hvor afskeden stod uundgåelig tilbage. Hvor føltes det urimeligt at alt det gode, der blev opbygget på fire måneder, skulle stoppe. Men heldigvis tænker jeg tilbage på et døgn, hvor der blev drukket dejlige mængder vin, danset, grædt og grint på en helt surrealistisk måde.

Det kan være ret svært at beskrive, hvad der gør en højskole til en fantastisk ting. Min veninde skrev i sin status-opdatering, efter endt højskoleophold: ” Ville ønske, jeg kunne give et klogt og fyldestgørende svar på hvorfor man skal tage på højskole, men jeg må sige, at jeg er begrænset af mit sprog. Et svar ville blive meget klichefyldt og gøre brug af en masse ord, som når det kommer til stykket ikke er meget værd, fordi vi alle tillægger dem forskellige meninger. visse ting kan ikke beskrives, men skal bare opleves”, hvilket næsten kommer min pointe nærmest. Man kan forsøge og forsøge, men man finder aldrig helt ud af det før man selv har gennemlevet et så intenst ophold. Det er alle de ’små’ ting; en helt uventet dyb snak over en øl i natkassen, en fire-timer lang diskussion om prostitution i pejsestuen, en eftermiddags-rødvinsbrandert,  et vinterbad i Sundet eller godnatsnakken inden sengetid med rumboen.

Et højskoleophold er ikke kun dybe fulde-snakke, men også tid til at fordybe sig i sine interesser. Og ikke mindst også at finde nogen, der brænder for det samme som dig. At møde nogle mennesker der VIL det samme som dig. Det kan være at bruge timer i mørkekammeret, i redigeringslokalet eller sidde timer og skrive mails til kunstnere eller politikere, fordi der skal stables en festival eller en kampagne på benene. Noget af det der står størst for mig, er Vinterlyd-festivallen i starten af december, hvor en gruppe på ti elever siden august har knoklet for at få lavet et fedt koncept, der kan overtale kunstnere til at spille gratis og få stykket en festival sammen, der kunne give overskud til lægeklinikken for udokumenterede immigranter på Vesterbro. Det fede koncept var der, de fede kunstnere var der, de glade gæster var der, men overskuddet var der desværre ikke. Men jeg har heldigvis ikke mistet modet, det giver det vildeste kick at have været en af dem der står bag en fantastisk fest. Det skal bare ikke være sidste gang! Se eventen her. 

-       

Et andet stort projekt var den afsluttende kampagne på mit hovedfag ’Verden Brænder’. Vi satte det mål at få alle asylansøgere ud af centrene efter seks måneder – nøjagtig som Regeringen lovede inden valget. Der var mange udfordringer undervejs, først og fremmest at finde gejsten, da jeg tidligere har arbejdet meget med asylområdet og i sær fordi vi lige havde været i Burma, hvor mødet med de mange politiske fanger, der ikke kan leve et normalt liv i deres eget land på grund af et diktatorisk styre. Jeg brændte simpelthen så meget for at arbejde med politiske rettigheder, også herhjemme. Fordi jeg mener at vi er på vej ned af en trist bakke, hvor vi hele tiden mere eller mindre bevidst eller ubevidst giver køb på vores politiske rettigheder. Det er en nedadgående kurs, vi snart skal sætte en stopper for – hellere i dag end i morgen! Men det fælles projekt blev at holde regeringen op på deres løfte. Dagen efter projektet blev opstartet, blev medierne fyldt med nyheden om at regeringen ville nedsætte et embedsmandsudvalg, der skulle undersøge mulighederne – svaret ville komme i starten af foråret. Der stod vi så med store projektpile og uendelige planer for hvordan vi skulle nå i mål. Der blev indkaldt til krisemøde, hvor der kom ro på gemytterne. Der er nemlig stadig vild uenighed om hvorvidt tilbuddet om at bo og arbejde uden for centrene skal gælde eksplicit alle, eller kun dem der samarbejder om egen hjemsendelse. Så vi fortsatte kampagnen med det mål at det skulle gælde alle – uden undtagelse. Der blev lavet en succesfuld flashmob på hovedbanegården, skrevet pressemeddelser og mobiliseret medunderskrivere på det brev der skulle sendes til Justitsministeren med alle de mange billeder, der blev taget som en slags underskriftsindsamling. Det hele mundede ud i en regn- og stormfuld demonstration foran Christiansborg.

Læs artikel på Modkraft

Se interviewet med Freja

Vi er blevet lidt ældre end efterskolealderen, og jeg tror virkelig det gør en forskel for mange at tage på højskole. Jeg har i hvert fald fundet ud af at jeg ikke er det eneste menneske i denne verden, der tænker meget over tingene. Det kan godt være vi møder mange mennesker, som umiddelbart virker til at være helt vildt overskudsagtige og lever et helt ukompliceret liv. Sådan er det nok bare sjældent i virkeligheden. Det kan godt være der skal et par Vestfyens til, før der åbnes for den pose, men ikke desto mindre er en højskole virkelig et sted, der indbyder til åbningen.

Og der bliver i den grad også åbnet døre til hele verden. Jeg har mødt mennesker fra over 16 forskellige lande. Og ikke mindst har jeg fundet ud af at ikke alle pakistanere er terrorister og at ikke alle fra Somalia er pirater. Det er ret fantastisk at have mødt så mange mennesker fra hele verden. Det har været et spændende møde mellem øst og vest, og nord og syd. Nu glæder jeg mig bare til de forhåbentligt forestående møder i USA, Georgien, Pakistan, Ghana og så videre. Afskeden var ekstra hård med alle dem der bor så langt væk, men glæden til alle rejserne vejer ganske tungt op.

Sidst i november, var jeg en forlænget weekend i Istanbul, som på mange måder er en vildt spændende by. Man er ikke et øjeblik i tvivl om at den by ligger lige på grænsen mellem øst og vest. Vi boede i den gamle historiske bydel, hvor store bygninger som Aya Sophia, Den Blå Moske og Topkapi-paladset ligger. Udover Profeten Muhammeds skæg og andre ting, er der virkelig meget spændende historie at gå i dybden med, desværre er der aldrig tid nok. En anden ting jeg var ret stor fan af er de mange tehuse, hvor man kan bruge timer og timer med sød æblete, butterdejskager, vandpibe og backgammon. Der er en helt specielt atmosfære i de store tilrøgede lokaler, hvor rejsende, forelskede, studerende, venner og familie mødes og diskuterer stort og småt. Tiden stod stille, helt som på højskole. Mest kendetegnende for byen er blandingen af det traditionelle og det moderne; Ældre cigarrygende tyrkiske mænd med smartphones i bazaren og smukke tørklædeklædte unge tyrkiske kvinder med makeup og høje hæle. Man ser det orientalske over alt, og dog er man ikke i tvivl om at de fleste tyrkere har blikket solidt rettet mod Europa. Det bliver i hvert fald meget spændende at følge Tyrkiet de næste år, frem mod et eventuelt medlemskab af EU. For mig er der ingen tvivl, EU kan kun tabe på at udelukke Tyrkiet. Både økonomisk, men så sandeligt også kulturelt.

Nu sidder jeg så her i København, efter fjorten dage hjemme i Nordjylland, som bød på mange hjertelige gensyn. Det kan være svært at komme tilbage til det ’gamle’ liv, når man har været på højskole, men heldigvis blev det til fjorten dage med mange dejlige stunder hos veninderne, på Daisy, i Aalborg, over et par flasker rødvin, på de gamle arbejdspladser eller omkring julefrokostbordet med familien. Man skal ikke kimse af Nordjylland. Det kan dog være noget af et projekt at overbevise nordjyder om at man ikke bliver skudt af at bo på Nørrebro eller at københavnere generelt ikke er et afskyeligt folkefærd. Nu har jeg i hvert fald været her i fire dage. Selvom regnen og blæsten ikke har holdt mange, ellers tiltrængte pauser, smiler København til mig hele tiden. Forhåbentligt smiler Gambia også til mig på tirsdag, når ti dages solterapi starter i The Smiling Coast of Africa.

Times they are a-changeing eller er styret bare klogere end Gaddafi?

Min dejlige højskoleveninde Freja og jeg har skrevet henholdsvis en kronik og en artikel om forandringerne i Burma. Læs dem her, hvis du synes det er interessant. Vi synes det er vigtigt! 

Klogere end Gaddafi

I øjeblikket sker der flere positive forandringer og reformer i Myanmar, det tidligere Burma. EU og USA skal nu blive enige om en strategi for, hvordan de økonomiske sanktioner mod landet skal håndteres. Og netop er derfor er en vurdering af, hvorvidt styrets reformer er reelle vigtig.

Myanmar gennemgår lige nu forandringer. Den 11. oktober i år blev over 200 politiske fanger løsladt, da der blev givet amnesti til i alt 6359 fanger. Dertil kommer udmeldingerne fra landets censur-komite, som lover mindre censur af landets medier. Det ses eksemplificeret ved øget adgang i Myanmar for eksilmedierne Democratic Voice of Burma og Irrawaddy. En burmesisk studerende griner lidt af det faktum: “Men internettet er stadig langsomt!”. Yderligere eksempler på mindre censur er sundhedsministerens kritik af sin egen regerings budgetter i statsavisen 'New Light of Myanmar'. Han sidder stadig på posten på trods af sine kritiske udtalelser. Kritikken af styret kommer også fra ungdomsgrupper i landet, som ligeledes oplever en større ytringsfrihed, når det kommer til kritik af regeringen. En af disse grupper, Generation Wave, besluttede d. 9. oktober i år at smide maskerne efter fire års undergrundsarbejde. Indtil nu har 15 ud af gruppens 55 medlemmer siddet i et af landets 33 fængsler, men ingen af de resterende frie medlemmer blev fængslet før, under eller efter offentliggørelsen i et kloster i Yangon. Disse åbenlyse forandringer skal nu vurderes, før Vesten kan tage stilling til eventuelle lempelser af sanktionerne.

“Don't believe to much”

Sådan lød ordene fra Irrawaddy-journalisten Wai Moes forældre, da de snakkede om forandringerne i hans hjemland. Historisk set har styret igen og igen lovet forandringer og reformer og gentagende gange skuffet befolkningen og efterladt burmeserne med en blot endnu større frygt og skepsis. Tiden er på den måde ikke rigtigt med demokratiseringen, fordi frygten for tilbageslag sidder meget dybt i befolkningen. Hvorfor skulle denne gang være så anderledes end de forrige? Denne tvivl deler førstedamen for NLD og nobelsprismodtager Daw Aung San Suu Kyi med befolkningen. Alligevel er hun en væsentligt del af de igangværende forhandlinger med regeringen. Dagen før de første løsladelser udtalte hun: “Jeg er optimistisk, men påpasselig.” Hun understreger vigtigheden af at holde hovedet højt, selvom der ikke er sket meget positivt siden militærkuppet i 1962. Hvis befolkningen ikke tror på forandring, sker der ingen forandring.

Optimisme i byerne – modløshed på landet

Borgerkrigen fortsætter mellem de etniske minoriteter og militæret. Landsbynedbrændinger og systematiske voldtægter finder stadig sted i Shan-staten, og i slutningen af oktober blev mindst to politiske aktivister arresteret i grænseområdet mellem Myanmar og Thailand. Nogle af de etniske grupper, som kvindeorganisationen SWAN (Shan Women Action Network) fra Shan-staten og KNU (Karen National Union) fra Karen-staten, ser ikke så positivt på fremtiden, fordi der endnu synes langt til våbenhvile i de områder, der ligger langt fra Yangon og mediernes søgelys. En af talskvinderne fra SWAN udtalte således: “Nogle gange glemmer vi at se på det større billede. Der sker forandringer i byerne, men militæret øger sin indsats i de etniske områder.”

Forår i Myanmar?

Ifølge Wai Moe er det netop en mulig revolution, regeringen frygter, og derfor foretager den nogle reformer for at holde styr på den over 50 millioner store befolkning. Hydropower-projektet på Irrawaddy-floden i Kachin-staten har f.eks. samlet bred folkelig modstand. “Thein Sein er klogere end Gaddafi', siger eksiljournalisten. Vandkraftværket skulle producere 6.000 megawatt elektricitet årligt, hvor al elektricitet ville blive solgt til Kina. Det er derfor en kontroversiel beslutning af regeringen at udsætte en milliardaftale som denne. Regeringen må derfor have en rigtig god grund til udsættelsen. Det er vigtigt at notere sig, at projektet kun er udsat i fem år, altså ikke en fuldstændig annullering, og at der af samme årsag er grund til en større analyse af styrets forandring.

Formandspost lokker

I 2014 har Myanmar ansøgt om formandsskabet til den sydøstasiatiske union ASEAN. I november  i år er der forhandlinger i unionen, hvor flere burmesiske medier skriver at formandsskabet er “næsten hjemme”. Wai Moe mener, at det er et væsentligt grundlag  for reformer. Han bakkes op af en burmesisk økonom, der fremhæver prestigen i et formandsskab. Økonomens bekymringer med ASEAN er, at der formelt set er nogle demokratiske krav til formandsskabet, men uformelt set tildeles formandsposten formentligt på baggrund af nogle udemokratiske aftaler. Dette skyldes, at ingen af de  ti medlemslande i unionen kan betragtes som demokratiske efter vestlig standard, hvorfor sanktioner heller ikke anvendes internt i unionen. Økonomen nævner en anden vigtig faktor, nemlig at de andre lande i unionen er længere fremme i demokratiseringen og har bedre økonomiske forhold end Myanmar. Både han og Wai Moe mener, at regeringen har indset, at Myanmar vil halte for langt efter de andre nabolande, hvis der ikke foretages forbedringer i forhold til den omfattende fattigdom i landet. Det er en stor trussel for at opretholde styrets magt. De mener, at vi vil se gentagende fange-løsladelser de næste par måneder, fordi den indonesiske premierminister vil undersøge forholdene i landet med henblik på overdragelsen af formandsskabet.

“Sanktionerne har ikke virket”

Den holdning bliver man mødt med af mange burmesere i landet. De mener, at sanktionerne påvirker befolkningen negativt økonomisk set, fordi regeringen stadig kan opretholde sit høje militærbudget ved handelen med nabolandet Kina. Befolkningen derimod mister sit eksportpotentiale. Hos forskellige organisationer i det burmesiske eksilmiljø i Thailand, såsom SWAN, KNU og AAPP (Assistance Association for Political Prisoners), altså både politiske og humanitære organisationer, er holdningen ganske anderledes: sanktionerne skal forstærkes for at svække styret. Eksilmiljøet mener, at den nylige udsætning af vandværksprojektet på Irrawaddy-floden, hvor styret har brudt et samarbejde med Kina, kan medføre at styret ønsker lempelser af sanktionerne. Og derfor må Vesten ikke miste momentum ved at lempe sanktionerne for tidligt.

Det interessante er, hvordan burmeserne mener, Vesten skal handle med sanktionerne i det, der tyder på, er en overgangstid for landet. Daw Aung San Suu Kyi er ikke mere konkret omkring sanktionerne end: “Vent”. Alligevel stiller hun dét krav, at alle politiske fanger skal løslades. Wai Moe er enig i kravet omkring løsladelserne, hvortil han tilføjer våbenhvile mellem militæret og de etniske grupper samt dialog mellem regeringen,  Daw Aung San Suu Kyi og de etniske grupper. Hans holdning deles af både SWAN, KNU og AAPP. Indtil nu har regeringen brugt en 'divide and rule'-politik (regeringen inviterer de etniske grupper til dialog enkeltvis, for at de etniske grupper ikke skal stå samlet, red.) i dialogen med de etniske grupper, hvor de etniske grupper har afslået invitationer fra regeringen, fordi de ikke kan opnå én samlet forhandling. Wai Moe pointerer, at Vesten skal have tæt kontakt til Daw Aung San Suu Kyi og de etniske grupper, før de foretager noget i forhold til sanktionerne, da der er brug for en kritisk vurdering af regeringens handlinger.

”Times they are a-changeing”

Eller er de? Efter løsladelsen af politiske fanger har det internationale samfund haft travlt med at rose den burmesiske regering for tegn på en mere demokratisk politik – i mellemtiden arresteres der stadig politiske aktivister,der rapporteres fortsat om overgreb mod civilbefolkningen i nord og i grænseområderne raserer regeringshæren Tatmadaw. Med proformavalget i 2010 har vesten måske  ladet sig forføre af den ”demokratisk valgte” præsident, Thein Sein.  

Af Freja Kirkebæk-Johansson

Forandring. Det er et ord, der ofte er blevet brugt, når talen i nyhedsmedierne i de sidste ugers tid er faldet på Burma. Landet i øst, der i de sidste mange årtier har været diktatorisk styret af militæret, ser nu ud til at være på vej ned af en mere demokratisk sti. En række begivenheder har i den seneste tid givet håb til både burmesere og det internationale samfund, et håb, der kulminerede i denne måned; først da det Kinafinansierede dæmningsprojekt i det nordlige Burmas Kachin State blev udsat og senere, da 6359 fanger blev løsladt fra fængsler rundt omkring i landet. Den danske ambassade har indtil videre kategoriseret 206 af de løsladte som værende politiske fanger. Det kunne alt i alt se ud som om forandringens vinde endelig er kommet til Kiplings land og nu blæser med en hidtil uset styrke. Sidst der var tegn på forandring i Burma var i 2007 under den såkaldte Saffran Revolution, hvor burmesiske munke gik på gaden i protest over stigende priser på fødevarer og benzin. I de hektiske dage med daglige demonstrationer vejrede mange – både burmeserne og det internationale samfund – morgenluft, men opstanden blev slået ned ganske hurtigt og siden har der ikke været tegn på, at noget lignende skulle ske. I 2010 blev der så holdt valg hvor SPDC (regeringspartiet, red.) ”vandt” og derefter kunne kalde sig en ”demokratisk” valgt regering – demokratisk i citationstegn, da det var mere end rigeligt valgfusk, der ledte til, at Thein Sein fik tildelt præsidentposten.

Tomme ord fra Thein Sein

I det hele taget er Burma et land, der langt fra er demokratisk. Godt nok har landet et parlament, men her er 25 % af pladserne reserveret til militæret – en ordning, der er komplet utænkelig i et land som Danmark. Alligevel taler alle om forandring i disse dage, men spørgsmålet er, hvorvidt vi kan stole på, at de er andet end blot tomme ord og luftkasteller.  Et tegn på, at forandringen i Burma kunne være reel og blivende denne gang, er ungdomsorganisationen Generation Wave. Generation Wave er en politisk organisation, der gennem forskellige kunstneriske aktioner kritiserer den burmesiske regering. Organisationen blev dannet i 2007 og på deres fire års fødselsdag, den 9. oktober i år, holdt de en reception for omkring 300 gæster hvor de stod frem offentligt og sagde hvem de var – og ingen blev arresteret. En sådan handling havde været utænkelig for bare et par måneder siden, men nu er tiden forandret.

Politiske fanger

Men er tiderne forandret? Eller er det hele blot ønsketænkning? I situationer som denne er det ualmindelig let at lade sig forføre af de gode nyheder. Der er en tendens til alt for hurtigt at konkludere forandringen som værende radikal og blivende, mens realiteten er en ganske anden. For selvom det er en anden side af regeringen, vi nu ser, så bør man også huske på, at forandringerne i sig selv er bagateller. Selvom der er blevet løsladt politiske fanger, så sidder der stadig mange fængslet og mange bliver stadig arresteret af politiske årsager. Så sent som i sidste uge blev der arresteret folk fra en politisk organisation (af sikkerhedsårsager nævnes hverken organisationens eller de arresteredes navne). Hvis de forskellige lister over politiske fanger i Burma taler sandt, så er det kun omkring en tiendedel, der har fået amnesti – og det måske kun indtil de foretager sig noget politisk igen. Det er næsten utænkeligt, at de hardcore aktivister, der har siddet i fængsel under brutale og umenneskelige forhold i mange år, vil sætte deres aktivisme på standby bare fordi, regeringen nu har løsladt dem. De er muligvis bag tremmer igen i morgen, om en uge eller måske er de der allerede. Den egentlige diskussion burde vel også være, hvad de overhovedet sidder inde for. Det er let nok at glæde sig over løsladelsen af et par hundrede politiske fanger, men man bør også huske på, at størstedelen stadig er fængslet og det under kummerlige forhold – og ikke mindst, at ingen af dem sidder der som følge af en reel kriminel handling, men på grund af småting såsom en kritisk vittighed om SPDC eller en mail med politisk ”skadeligt” indhold. Kan vi stole på Thein Sein når han annoncerer forandringer i Burma. Er det virkelig nu det sker, eller er det hele blot et spil for galleriet? Selvom Thein Sein er klar på reformer og på at lede landet mod et reelt demokrati, hvor valgfusk hører fortiden til, og hvor Daw Aung San Suu Kyi kan få lov til at stille op med NLD (National League of Democracy), så er han kun præsident. Det er blot en titel uden magt, hvis ikke han har sit bagland i orden, og i hans bagland sidder der en hel armé af gamle generaler, som kunne tænkes ikke at være helt så reformvillige som Thein Sein. Man kunne frygte, at militæret ville vælte Thein Sein i fald han bliver for kæk og reformvillig.  Daw Aung San Suu Kyi indrømmer selv, at mange er bekymrede for netop dét faktum: ”Hvad alle spørger mig om er, hvor meget præsidenten alene kan opnå”.

Fremtiden

Al forandring er centreret omkring storbyerne pointerer en talskvinde fra SWAN (Shan Women Action Network), en organisation, der kæmper for kvinders rettigheder i Burma. Ude i landområderne er situationen stadig den samme: her kæmper de etniske hære og her raserer Tatmadaw – regeringshæren. En hær der stadigvæk jævner landsbyer med jorden og bruger voldtægt som et systematisk våben i kampen mod de etniske oprørere og civile.  Det hele kan være ret svært at finde ud af. Som Francis Wade, der er journalist på eksilmediet Democratic Voice of Burma (DVB) siger, så er der store modsætninger. ”Man kan ikke benægte, at noget er ved at ske[…] Men hvis man roser for meget glemmer man at det blot er en retorisk forandring”.  

At Thein Sein er til at stole på, mener NLD’s leder Daw Aung San Suu Kyi ikke, man kan betvivle. Ifølge hende er regeringen seriøse med hensyn til forandring i Burma: ”Jeg tror virkelig på, at præsidenten vil skabe positiv forandring […] Vi er alle meget glade for dæmningsprojektet (der blev udskudt, red.) for det viser, at han lytter til folkets stemme”.  Denne pludselige åbenhed og duft af muligt demokrati kan godt virke lidt suspekt for nogen. Man kunne sammenligne det med Kinas ”Lad hundrede blomster blomstre”-kampagne fra 1957, hvor man opfordrede intelligentsiaen til at kritisere den kommunistiske politik hvorefter mange af dem, der havde ytret sig kritisk, blev arresteret. Der er altid den mulighed, at det burmesiske styre er i gang med deres egen udgave af kampagnen. Det kunne også være en forførelse af vesten – når nu der ses forandringer i Burma kunne det tænkes at vestlige lande ville løsne lidt op i forhold til Burma. Derudover har Burma også et forestående formandskab i ASEAN (the Association of Southeast Asian Nations) i 2014, hvor en mere demokratisk indstilling vil øge chancerne for at få den tildelt.

Der er flere mulige scenarier som denne forandring kunne munde ud i. Worst case scenario ville være, at de reformuvillige militærfolk ville afsætte Thein Sein i fald han bliver for radikal og for demokratisk. Det er selvfølgelig også muligt at forandringen denne gang er kommet for at blive og ikke vil blive standset ligesom det skete i 2007 under Safran Revolutionen. Dengang troede de fleste, at nu var det nu, men denne opstand blev slået ned af militæret næsten lige så hurtigt som den opstod. Det scenarie som de fleste håber – og tror – på, er i øjeblikket at forandringen kommer til at ske, om end langsomt. Det er en lang proces at få demokratiseret et land, og i Burma er der en hel del etniske grupper, som skal tilgodeses inden Burma kan samles i en eventuel demokratisk, føderal stat. Derudover er der en lang tradition for diktatur i landet og en mentalitet omkring dette, som der skal gøres op med. En burmesisk professor påpegede at topgeneralerne ”har været der siden 1962. Dette dyr har skiftet ham fra tid til anden, men det er stadig det samme dyr”. Lige meget hvor megen positiv forandring vi kommer til at se fra Thein Seins regering er det vigtigt at huske på, at det blot er ordene, der er nye. Mundene, de kommer fra er de samme som før. Det er nye ord med forandring som fællesnævner, men som afdelingschefen for DVB i Thailand pointerer: ”Det er tom snak”. Men så er det vores job at holde dem op på det”. 

Verden Brænder... Jeg brænder for Burma!

Tiden flyver – i sær når man går på højskole. Snart en måned har vi været hjemme. En måned, der er gået med gensyn, gensyn og gensyn. Under vores rejse i Burma og Thailand havde vi 20 møder, men glæden over møderne herhjemme var stor. Den frygtede akavethed ved at komme hjem og gense de mennesker, man kun har kendt i halvanden måned inden afrejse, blev hurtigt skudt til ingenting. Det var jo bare som det plejer, og endda bedre, fordi vi alle havde haft fede oplevelser, mens vi havde været væk.

Men for at vende tilbage til slutningen på vores rejse, som gevaldigt mangler at blive rundet af. Efter Bangkok tog vi til Mae Sot, hvor vi jo boede hos tidligere politiske fanger i Mae Sot. Det er stadig en af de oplevelser, som står klarest i erindringen. Den er den oplevelse, som er gået længst ind under huden, fordi vi blev tvunget til at forholde os til de personlige beretninger, som man slet ikke troede eksisterede.

Udover homestay, havde vi også et tredje møde med Generation Wave i deres Safe-house i den thailandske grænseby. Her var positiviteten over for forandringerne ganske anderledes end man for eksempel så det i Rangoon. Det er ikke så mærkeligt endda, når man tænker over hvor store forandringer i Burma, der kræves for at de kan krydse den forjættede grænse fire kilometer væk, for at hjemme HJEM. Vi fik også en dybere gennemgang af organisationens arbejde og fik de sidste optagelser til den film, vi skal i gang med snart.

Det femte møde vi havde i Mae Sot var i Karen National Unions afdeling i Mae Sot. KNU er en politisk organisation i Karen Staten, der kæmper for et føderalt Burma, som de ikke mener den nuværende konstitution åbner for, hvorfor de mindre etniske grupper rent faktisk kan tabe på demokrati. Derfor kæmper de for mindretalsgarantier i konsitutionen. Regeringen har brugt en ’divide and rule’-politik i dialogen med de etniske grupper i landet, for at sikre at grupperne ikke står for stærkt i forhandlingerne. Derfor har blandt andre KNU afvist at forhandle med regeringen. Selvom de etniske grupper langt fra er enige om alting, foretrækker de fleste en fælles dialog.

På den sidste aften i Mae Sot fik vi smagt lidt af den thailandske humle. Den ene af dem ’Chang’ har ry for at give ’changovers’, hvilket jeg bestemt fik at mærke på busturen mellem Mae Sot og Chiang Mai, som primært bestod af bjergkørsel. Halleluja, jeg var mør da vi nåede det nye hostel, hvor der heldigvis var en dejlig pool, der dog senere skulle vise sig at være lettere usund.

Chiang Mai skulle byde på nye møder. Første aften med en dansk nødhjælpsarbejder, der arbejder med minerydning, men har en bred viden om Burma og de etniske konflikter.  Det var spændende at høre om de udfordringer, de møder fra den burmesiske regering, hvorfor hans organisation heller ikke befinder sig officielt i landet.

Dagen efter havde vi en lækker dag på en økologisk farm uden for byen, med mediekonsulenten Jeff, som skulle vejlede os med henblik på vores artikler og kronikker. Han anerkendt i hele verden for sit økologiske arbejde med bæredygtighed. Det var bare en helt i gennem dejlig dag på et lækkert sted med lækkert vejr og lækker mad og lækker blomsterdrik.

Vi brugte de sidste dage på at skrive artikler om et selvvalgt emne i Burma, som vi så nu arbejder på at få bragt herhjemme. Jeg har skrevet en baggrundsartikel om forandringerne i Burma og om burmeserne tror på dem. Og ikke mindst hvad burmeserne mener Vesten skal gøre med de økonomiske sanktioner mod det burmesiske styre. Under artikelskrivningen havde vi møder med en økonomiprofessor på Payab University, som gav et grundigt indblik i ASEAN (det ’Asiatiske EU’), Burmas økonomi og budgetter og deres motiver for forandring. Hans forelæsning betød meget for min forståelse af landet, det gav i hvert fald et fedt overblik. Det var også her at det gik op for mig at det ikke er sidste gang jeg rejser til Burma. Det land har så mange konflikter og udfordringer, som bliver spændende at følge, fordi andre lande vil kunne drage mange erfaringer fra udviklingen i Burma. Jeg vil i hvert fald følge udviklingen på tæt hånd i de kommende by-elections, Daw Aung San Suu Kyis nye rolle som politiker og styrets reformer, som skal analyseres og vurderes grundigt, før der foretages noget som helst. 

Vi havde et møde på Democratic Voice of Burma, som er et eksilmedie, der via satellit fra Norge udsender seks timers radio dagligt, arbejder for at bringe nyhederne gennem censuren til den burmesiske befolkningen. De har store udfordringer, da flere af deres journalister blev fængslet efter offentliggørelsen af ’Burma VJ’, som er en ’reportage fra et lukket land’ af Anders Østergaard fra 2008. Læs mere på: www.freeburmavj.org.

Til min egen artikel havde jeg brug for et ekstra interview, som blev stablet på benene i løbet af tyve minutter. Jeg måtte hastigt op af den ellers så lækre pool for at mødes på en café med eksiljournalisten Wai Moe på Irrawaddy. Det var lidt grænseoverskridende at skulle foretage et interview, ganz allein. Oven i købet fandt jeg ud af at han nærmest har heltestatus inde i Burma for sit journalistiske arbejde. Pludselig var der ikke noget sikkerhedsnet, og man var selv ansvarlig for at alle udtalelserne kom i hus. Men det var fedt! I det hele taget har det journalistiske arbejde i Burma været super fedt, og jeg går nu igen med tanker om at kombinere statskundskab med en journalistisk overbygning. Dejligt at blive bekræftet i at det er det felt, jeg gerne vil arbejde indenfor.

Så gik turen hjem til Humlebæk, og vi klarede både oversvømmelser og to nætter uden at sove i en seng. Et lille pitstop i Århus bød på jetlag, venner, veninder og familie. Det er ik’ så ringe endda! Nu går tiden med højskoleliv, festivalplanlægning, asylkampagnearbejde, film- og fotoredigering og Middle East-timer. Og lige nu prøver jeg som bekendt at få min artikel ’klogere end Gaddafi’ bragt i et dansk medie, for at sætte fokus på Vestens muligheder over for Burma. Burmeserne råber nemlig på hjælp fra Vesten. De råber højt for at Vesten ikke skal blive lullet i søvn af styrets forandringer, som ikke uden grund bliver kritiseret for at være et spil for galleriet. Det kunne i hvert fald være fedt at se en diktator for en krigsforbryderdomstol for en gang skyld. Vi har bare én gang for meget set en diktator i et slagterhus!