Fra Rangoon til Mandalay

”Oh’ den vej til Mandalay!” – i bedste Four Jacks-stil, stod vi op på den forkerte side af morgengry for at sætte kursen nordpå til Mandalay. Da vi kom til banegården var humøret højt og ikke engang en beskeden forsinkelse på et par timer eller tre, kunne sætte skår i glæden over den kommende togtur – i hvert fald ikke når undertegnede sov væsentligt bedre på et tæppe og op ad Frejas skulder på gulvet i ventehallen end tilbage på hotellet, hvor hunde og det jeg troede var et lille jordskælv holdt mig vågen i de fleste af de få timer jeg kunne sove i. For nervøse mødre og andre, må jeg vist hellere sige at ’jordskælvet’ viste sig at være et forbikørende tog.

Da vi havde fået vores yderst ’magelige’ pladser tildelt i toget, kom den næste gode nyhed ind gennem vinduet: ”Togturen varer sytten timer på grund af regntiden.” Okay så, vi skal nok vinde over de her træsæder, men da vi havde sovet den første lur, sunget et par sange, leget et par lege, var begyndt at svede, havde spist den første del af madpakken, forberedt nogle spørgsmål til Aung San Suu Kyi og Generation Wave og fået ondt i ballerne og hævede fødder, var der gået lige i underkanten af to timer. Jovist, det skulle blive noget af en tur fra Rangoon til Mandalay!

Heldigvis blev vi undervejs underholdt af verdens sødeste dreng, som ikke snakkede engelsk overhovedet, men ikke så meget desto mindre fandt vi da ud af at også leg er universielt. Efter overlevelse af heden i toget midt på dagen, tog nogle af os på et mindre eventyr gennem toget. For at beskrive det bedst, må det være som i gamle film, hvor man hopper fra vogn til vogn. Det føltes som om at vognene rykker fra hinanden i det øjeblik man hopper over og synet af skinnerne under sig, indbyder ikke ligefrem til tryghed. Da vi nåede enden af toget, var der en åben dør ud til den passerede del af togturen. Jeg er ikke sikker på at nogen former for sikkerhedstilsyn i Danmark havde været ellevilde over dette tog, men det var nu lidt sjovt i mellem de ømme numser og varme ostemadder og smeltet chokolade.

Undervejs passerede vi uendelige rismarker og fik et godt indblik i forholdene i Burmas rurale områder. Det er bare fattigt på nærmest alle måder. Ja, lige bortset fra de enorme guldbelagte pagoder, som imponerende mange gange dukkede op midt i oversvømmede landsbyer og midt i mellem faldefærdige lerhytter. Den kontrast virker altså bare helt i gennem absurd.

Da det blev aften og mørkt, var der naturligvis ikke den fornøjelse at kigge ud af vinduet længere. Så der blev forsøgt med lidt læsning i det sporadiske toglys, da min pandelampe selvfølgelig var løbet tør for batteri. Dog kom trætheden snigende, men jeg turde ikke sætte forhåbningerne for højt om at min trætte øjenlåg ville vinde over sovende kropsdele, men tvivlen kom mig til gode. Da først jeg fik placeret mit hoved på et tæppe ud af vinduet, faldt jeg efter tretten timer i søvn og denne gang for good. Tre en halv time senere vågnede jeg og nu var vi jo kun en halv time fra mål. Troede vi! For vi fortsatte og flere gange holdt vi stille i det som føltes som evigheder. Men efter endnu en god lur, nåede vi frem! Jeg vil gerne rette en kæmpe stor tak til Nanna Jo for at have holdt mig ud på så tæt hold i så lang tid. Med en lugt, der var værre end jeg nogensinde har haft på Roskilde og et vældigt svingende humør og tålmodighed, skylder jeg hende vist en bajer. Ikke mindst fordi hun lagde sig ned på gulvet, så jeg de sidste timer lå ned med fødderne ud af vinduet.

Når man nu kører så mange timer i tog er der tid til mange tanker, og det blev også til andre tanker end frustration over heden og savnet til højskolen og dem der hjemme. Selvom det er en næsten uværdig sammenligning, vil jeg alligevel forsøge mig: Man kan nærmest håbe på at togturen bliver et symbol på Burmas fremtid. På trods af forsinkelser og forhindringer paa skinnerne, at vognene ikke rigtigt hænger sammen og det at det føles som om tiden står fuldstændigt stille, når man trods megen modstand alligevel målet. I hvert fald håber jeg at dem fra Generation Wave overvinder deres forhindring på søndag og er et skridt nærmere deres mål. Det gør stadig ondt i maven at vente på resultatet.

Mingalaba Burma

Efter en lang rejse, slap vi alle i gennem visumkontrollen, så nu er 10 dages rejse i Burma begyndt. Vi lagde ud med en bytur i det centrale Rangoon, hvor vi hurtigt blev opmærksomme på den voldsomme kontrast mellem storslåede guldbelagte pagoder og de prægtige gamle engelske kolonibygninger og størstedelen af burmesernes fattigdom. Det virker nærmest absurd at nybyggede store moderne bygninger ligger side om side med huse af blikplader og faldefærdige bygninger.


Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed at vores rejse i Burma har ændret sig lidt i forhold til de første planer, da mange af de mennesker vi havde planlagt at mødes med ville blive udsat for stor fare ved at mødes. Vi foretog derfor en prioritering, at vi ville ind i Burma, men at det skulle foregå mest som en almindelig turistrejse og derefter havde størstedelen af møderne i Thailand. Heldigvis var der nogen der har sagt ja tak til et møde med en flok danske højskoleelever. Det allerstørste var på forhånd næste uges møde med førstedamen fra oppositionspartiet NLD, Aung San Suu Kyi. Det er jo et fantastisk møde, der venter os der, selvom det helt sikkert ikke er gået op for nogen af os at det skal ske lige om lidt.

I dag har vi brugt nogle timer på togstationen for at ordne billetter til vores lange togtur til Mandalay i morgen. Det bliver 15 timer på hårde træsæder, men heldigvis skal vi igennem smuk natur, forhåbentligt falde i snak med burmesere og ikke mindst leve højskolelivet med sang, snak og snacks. Juhu! Derefter tog vi et bumletog der kørte igennem Rangoon, for at komme op til det fængsel, Insein Prison, hvor op mod 2000 politiske fanger sidder inde. Faengslet er bygget op efter et panoptic princip, hvor hele faengslet er bygget rundt om et taan, hvorfra der bliver holdt oeje med de indsatte. Man mener dermed at fangerne vil regulere sig selv, fordi de bliver overvaaget. Lidt samme tankegang som fra George Orwells "1984". Laeg da ogsaa lige maerke til navnet! De fleste sidder der efter Safran-revolutionen i 2007. Det skulle dog ikke lykkes os at se meget andet end en rød murstensindhegning, og enkelte blikke ind bag fængselsmuren.

Efter en varm tur til fængslet, tog vi tilbage til det centrale Rangoon for at finde den café, hvor vores første politiske møde skulle finde sted. Indtil videre har det været svært at forestille sig hvordan en Verden Brænder-rejse foregår, men vores første møde fik i allerhøjeste grad sat gang i den! Vi skulle mødes med en gruppe unge fra Generation Wave, som igennem forskelligt kampagnearbejde (blandt andet musik, graffiti, sms-beskeder fra taletidskort) forsøger at oplyse burmeserne om landets styre. Det er et meget problemfyldt arbejde, fordi man på ingen måde kan udtrykke politisk kritik offentligt, man kan ikke sende e-mails med politisk indhold og man må ikke mødes i forsamlinger større end fem personer uden at have en overhængende risiko for mange, mange års fængsel og tortur. Det skulle vise sig at vores møde med gruppen er på det allermest afgørende tidspunkt i gruppens firårige levetid. På søndag fejrer de nemlig deres jubilæum ved at invitere alle til ”The Happy Birthday”. Det vil altså sige at de vil offentliggøre sig selv og dermed fremlægge deres kritik offentligt. De har inviteret politikere, blandt andre Aung San Suu Kyi og journalister, så burmeserne kan blive oplyst omkring gruppens formål. De håber at almindelige burmesere vil komme til mødet, som bliver afholdt i et kloster, men regner med at frygten er for stor, også hos nogle politiske aktive. Det skal altså om få dage vise sig om det bliver en ”happy” birthday og dermed et kæmpe skridt i den rigtige retning eller endnu et bevis på styrets diktatur. Det der taler for en succes på søndag er at der i de sidste par måneder har været en større åbenhed fra styrets side, hvor NLD har haft mulighed for at tale kritisk offentligt uden at blive arresteret. Derfor udfordrer Generation Wave styrets åbenhed, for er de nu også så gennemsigtige som de påstår de er. Det der taler i mod den nærmest utopiske succes på søndag er at frygten for styrets brutalitet er så stor, det er i øjeblikket rigtigt svært at tro på at styret for alvor mener at der skal finde mere dialog sted i Burma. Uanset udfaldet på søndag er det en fuldstændigt fantastisk beundringsværdig kamp disse unge mennesker foretager sig. Tænk at tage den beslutning, at man virkelig brænder så meget for et friere Burma at man vil risikere at bruge resten af sit liv bag tremmerne i fængslet her i Rangoon. Ikke desto mindre virker de bare så super afklarede og målsatte, at man ville ønske man kunne gøre alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem bare lidt i den rigtige retning. Vi sad alle med klumper i maven, tårer i øjenkrogene eller rystende kroppe. Nu er rejsen for alvor begyndt og jeg tror ikke nogen af os får et helt roligt øjeblik før vi kender udfaldet af søndagens happening.

Vi har lavet et filmet interview med to af gruppens medlemmer i dag og har bedt dem om at lave en lille dagbog på deres mobiler i løbet af lørdag og søndag. Derudover har vi aftalt et møde med dem her i Rangoon på mandag, når vi kommer tilbage fra Mandalay. Og lige nu håber vi intet andet end at det møde kan realiseres, for så betyder det at søndagen har været en succes for Burmas fremtid. Og det gør ondt i maven at vente. Om ikke andet har vi nogle film optagelser, som på en eller anden måde må kunne bruges i medierne for at hjælpe Generation Wave.

Selvom vækkeuret ringer kl. 03.30 i morgen tidlig, hvor vi skal fejre Helenes fødselsdag, inden afgang til toget og det nu er omkring midnat, har det bare været så vild en dag at tankerne flyver rundt og det måtte bare skrives ned inden jeg kan falde til ro. Som en af dem fra Generation Wave sagde under mødet: ”there is so much fear, but still so much hope.” Selvom jeg ikke er religiøs, beder jeg virkelig for at håbet vinder over frygten på søndag!

Hele verden i en herregård!

Egentligt har jeg ikke tid til at skrive 'dagbog' – jeg går nemlig på højskole. Hvis man ikke lige har en festival at planlægge, lidt rejseforberedelse, et billede at redigere eller en tekst at læse, sker der så meget andet man ikke vil gå glip af. En højskoleelevs største trussel for immunforsvaret er nemlig det såkaldte 'glip-syndrom'. Hvem vil gå glip af et spil bordfodbold en sen nattetime, flødebollekrig, en af de der snakke om alting og ingenting over et glas kaffe eller en kop øl, fest hos kokken i køkkenet, gallapremiere på The Room eller en tur i Sundet?

Det er ingen hemmelighed at det er meget intens at gå på højskole. Man er alle døgnets timer omringet af sine venner og på den måde gennemskuer man hurtigt hinandens gode og mindre gode sider. På samme måde deler man hinandens glæder og sorger på en helt anden måde end jeg ellers har været vant til i skolen. Det er meget svært at skjule sine følelser, både tristhed og glæde, fordi vi tilbringer al vores tid sammen. Samtidig virker det meget stærkt, når en på skolen bliver far hjemme i Ghana eller nogen mister eller savner. Man kan med andre ord ikke undgå at vise sine følelser, hvilket er så vigtigt i forhold til venskaber. Vi deler hverdag og fest, og fest er der heldigvis nok af!

At vi alle på den eller anden måde har noget til fælles er ret unikt – det kan være musik, politik, rejser, fodbold, dårlig humor, mad, film, kunst, bevarelse af den jyske dialekt og filosofi. Men næsten vigtigst af alt lærer vi af ren og skær interesse. I gymnasiet var det let at tage en sove-længe-dag, hvis jeg havde brug for at indhente nogle forsømte nattetimer. Selvom mit energiniveau her til tider, heller ikke kan reddes af et overordentligt indtag af kaffe og lysten til at overhøre vækkeuret ofte frister, er der simpelthen ikke nogen fag jeg har lyst til at gå glip af. Alle lærerne har rejst over hele verden og er specialiseret i alle de fag, jeg synes er pisse interessant. Det gør det altså bare meget mere dynamisk at gå i skole! Noget af det jeg er helt vildt glad for er det interkulturelle miljø, ikke kun fordi man får kontakter i hele verden, hvilket jo altid er fedt, men også fordi verden bliver mere nærværende, fordi man skal forholde til nogle forhold ude i verden, herhjemme på Krogerup. Garba, vores lærer, sagde på et tidspunkt: ”Det er meget typisk dansk, at man skal tage ud i verden for at møde andre kulturer.” Man skal jo ikke nødvendigvis rejse til den anden side af kloden for at mærke verden. Den anden dag havde vi på Verden Brænder-holdet et møde med nogle eksil-burmesere i Danmark, som var medstiftere af Aung San Suu Kuys oppositionsparti NLD. På den måde kan man sagtens få indsigt i forholdene i Burma uden rent faktisk at være der. Den mulighed må man altså ikke undervurdere. Vi er jo fra hele verden, så på den måde kommer verden til os og den mulighed er for god til at lade stå hen. Nogle gange forholder man sig ganske anderledes til velkendte konflikter, når man over en god vandpibe diskuterer retsagen mod den kurdiske tv-kanal ROJ TV, hvis man rent faktisk diskuterer emnet med en der er med i retssagen. En ganske anden vinkel end den de danske medier fremstiller. Man får bare et helt andet indtryk af hvordan det er at være ung i Ungarn, Californien, Kenya, Georgien, Nepal eller Brasilien, når vi bor sammen i fire måneder. Og lidt efter lidt, finder vi også ud af at det at være ung er et universelt fænomen, alle har noget til fælles i form af forelskelse, savn, kærlighed til chokolade, musik eller irriterende brødre.

Nu vil jeg drikke en godnat-bajer med en plørefuld, syngende marokkaner – nej, det regnede jeg ikke med da jeg stod op i morges, men det er vel netop det smukke ved det uforudsigelige højskoleliv. I går morges regnede jeg heller ikke med at lærerne ville inspirere til spontanitet, ved at aflyse alle timerne, for at tage os med til jazz og fotosafari i det svenske for derefter at servere en udsøgt tre-retters middag med vin ad libitum. Nu tager vi snart ud i den store verden og det bliver helt sikkert heller ikke forudsigeligt! 

Vi lånte en sofa på Malta

Ja, helt bogstaveligt og det var en fantastisk sofa… hov, oplevelse! Det var to veninder og jeg der udnyttede Ryanairs returbilletter for 300 kr. og blev medlem af http://www.couchsurfing.com/, hvor vi efter et par forgæves forsøg fandt vores vært Ruben, der kunne have tre danske piger boende i hans lejlighed i Sliema. Couchsurfing giver alle rejsende mulighed for at finde gratis midlertidig husly på deres rejser, hvilket i sig selv er en pissefed mulighed for folk der rejser meget, da overnatning tit er en stor udgift på rejsen. Men der er også mange andre fordele ved dette fantastiske koncept! For mig handler det rigtigt meget om at møde nye mennesker, når jeg rejser. Her er CS virkelig en god mulighed, for det første fordi man møder folk i deres eget hjem og dermed har en rig mulighed for at komme ind bag kulturen. For os var det en perfekt måde at få det meste ud af vores relativt korte ferie på, fordi vi i løbet af kort tid mødte nogle mennesker der kunne fortælle os hvad der rør sig på Malta. Vi skulle altså ikke bruge halvanden dag ud af de tre en halv dag, vi havde på den lille ø i Middelhavet, på at finde ud af hvor vi skulle tage hen. Med andre ord oplevede vi overraskende meget i løbet af ganske kort tid. Vores vært var portugiser, som havde boet på Malta i tre måneder og var jobsøgende. Han hostede på samme tid en hollandsk /afghansk pige, som vi tilbragte en masse tid og snak med lige fra starten. Hun var flyttet fra Holland og havde bosat sig på Malta og havde planer om at bo der i to år. Det var rigtigt dejligt og også vigtigt for vores gode første oplevelse med couchsurfing, at der lige fra starten var klare linjer fra vores vært Ruben. I de 5 dage vi var på Malta havde han en del jobsamtaler, hvorfor han ikke havde så meget tid til at vise os rundt. Fair nok! Så er der jo lige som ingenting at misforstå og det er altså vigtigt at sikre sig at forventningerne stemmer nogenlunde overens. Den sidste aften tilbragte vi alligevel sammen med både ham og Shakila, hvor vi lavede rejer og hakkebøffer, fik os sommerens første portion(er) jordbær med mælk og sukker og en masse dejlig snak.

Nu var der heldigvis mange jordbær og vi fik en af aftenerne jordbær på en helt ny måde. For at prøve at gøre en lang historie kort. Det starter den første aften, hvor Shakila viser os hvor vi skal spise lækker, lækker, lækker tyrkisk mad og hvor vi derefter drikker en hurtig øl på en snusket bar lige ved lejligheden i Sliema. Vi falder i snak med en sudanesisk mand, hvor i sær Christina og jeg er lidt tilbageholdende og forsøger at holde lidt afstand. Vi har jo nogle oplevelser i bagagen fra Afrika, hvor vi har oplevet at motiverne ikke altid er udelukkende small talk over en øl. Han ender med at invitere os til hans bofælles fødselsdag dagen efter, og Christina og jeg er meget afvisende qua vores oplevelser, men heeldigvis får Isabella trumfet igennem at vi skal tage i mod invitationen. For det viser sig nemlig at blive en rigtig dejlig aften med nogle særdeles venlige mennesker. Niasi fra Sudan, bor sammen med en thailandsk kvinde, som har en masse thailandsk og maltesisk familie. Det var noget der fik mine fordomme til at ringe højt, men det viste sig bare at de gerne ville give os en god oplevelse og lade os smage (host… grovæde) en masse lækkerier; kylling, fisk, salat, meget stærk agurk, jordbær med chili og citron og en kanon lækker gulerodskage. Som Ruben sagde dagen efter, er invitationen på Malta, jo en hel anden kontekst end en invitation i Afrika, hvilket han jo har meget ret i. Jeg er i hvert fald meget glad for en venindes stædighed lige i den her sag ;-)

En af dagene tog vi på en tur til øen Gozo, hvor vi hoppede på en sightseeingbus i håbet om at finde en lækker strand og nyde lidt af Middelhavet, men det skulle vise sig at Malta og Gozo ikke har en overflod af lækre sandstrande. Heldigvis inkluderede turen i speedbådstur til øen Comino og The Blue Lagoon, hvor der var det smukkeste azurblå (og iskolde) Middelhav og meget, meget smukke klippeformationer. Stadig ingen sandstrand at opstøve, men at ligge på nogle klipper er lige til at klare i disse omgivelser. Wauw! I øvrigt kan det anbefales at gøre brug af sightseeingbusserne, hvis man ikke har ret lang tid på sin destination. Man får set meget i løbet af kort tid og kan vælge det ud, man møder og har lyst til at gå i dybden med. Selvom vi kun havde én halv dag på øen Gozo fik vi alligevel et godt indblik i de små landsbyer og de mange katolske kirker. Man er i hvert fald ikke i tvivl om at ca. 95 % af malteserne er katolikker, når man kører rundt i bussen. Størstedelen af husene synes mere religiøst pyntet end mange kirker herhjemme! Så sent som i dag læste jeg i en avis at Malta er det eneste land i Europa, hvor skilsmisse stadig er forbudt. Forbuddet bliver dog sendt til folkeafstemning d. 28. maj, men katolske kræfter kæmper fortsat mod de sekulære kræfter om at forbuddet ikke skal ophæves. Malta er faktisk det eneste kristne land i verden, sammen med Filippinerne, hvor det stadig ikke er lovligt at blive skilt.

For lige at afrunde og at vende tilbage til den største oplevelse på turen til Malta, nemlig Couchsurfing, kan jeg lige uddybe konceptet lidt. Konceptet bygger jo på tillid. Man står udenfor en fremmed persons dør, banker på og håber på at der bliver lukket op for en. Værten lukker et andet menneske ind i sit hjem og bliver nødt til at stole på personen er tilliden værdig. Det kan kun lade sig gøre ved at man laver referencer om de personer på http://www.couchsurfing.com/ , som man har mødt i virkeligheden. Der skal altså en omgang temmelig seriøs manipulering af profiler til, for at man kan udgive sig for at være en anden end man i virkeligheden af. Selvfølgelig skal man aldrig vide sig for sikker med hensyn til hvad folk udgiver sig for at være, men en omgang sund fornuft er jo som bekendt det allervigtigste at pakke i sin kuffert eller rygsæk. Og nogle gange må man jo lade tvivlen komme folk til gode for at få de gode oplevelser. Couchsurfing var i hvert fald en god oplevelse!

Mange oplevelser små giver stort minde

I morgen er det præcist to måneder siden vi kom hjem fra Gambia. To måneder?! Ja, hvor blev de af? Så til lyden af Hans Zimmer, Christian Juncker og James Blakes musik, vil jeg nu fortælle lidt om alle de fede oplevelser vi havde på de to måneder på den vestafrikanske kyst. På mange måder er det meget lærerigt at befinde sig det samme sted i længere tid. Og de mange bekendtskaber man får, gør bare oplevelserne endnu rigere. Bekendtskaberne har da også i høj grad været grundlaget for mange af oplevelserne.

Jul og nytår

For første gang i mit liv skulle jeg holde jul et andet sted end på Hingelbjerg Nørregård med familie, juletræ, kalkun, klejner og sirupskage. Nu skulle jeg pludselig holde jul med tre veninder i 35 graders varme, først på stranden og sidenhen på restaurant (Vestlige kokke kan godt pakke sammen, når der skal serveres pebbersteaks! Sherrilans Steakhouse i Senegambia serverede en fantastisk julemiddag). Aftenen sluttede vi af med drinks på vores stam-bar African Queen og dans på Wow. Det gav nu helt sig selv med hjemve omkring juleaften. Julestemningen var helt væk i den tropiske varme, så vi gik slet ikke med følelsen af at det var jul. Havde vi gjort det, var hjemveen i hvert fald for mit vedkommende helt klart indtruffet. Men vi havde en rigtig hyggelig og afslappet aften. Min lillebror var jo også kommet på juleferie, så lidt godt var der da hjemmefra 

Nytårsaften blev en smule anderledes og væsentligt fuldere. Vi startede med at tage med vores tre gutter Ous, Karl og C-boy til det hektiske marked i Serrekunda for at købe ind til hvad der skulle blive den mest velsmagende nytårsmiddag, jeg kan huske. Skulle jeg nogensinde ansætte en kok, måtte det nødvendigvis blive Karls tante. Det er kogekunst at kunne lave så smagfuld og lækker mad af forholdsvis få ingredienser. (Jeg må lige indskyde at vi kørte forbi en gambianer i AaB-trøje i Serrekunda. Da vi endelig fik holdt i bilen løb jeg og Karl efter manden, men han var som sunket i jorden. Ham ville jeg ellers godt have snakket med!) Men nu var fødevarer jo ikke det eneste indkøbte. Rødvin og vodka lagde bunden hjemme hos Karl i Brusubi og Mona og lillebror havde svært ved at stå på benene, da de skulle springe ind i det nye år (fra et bildæk). Forsøget var dog i god nok tid, da det viste sig at klokken slog tolv, da jeg befandt mig på bagsædet af en taxa på vej til Senegambia med hele slænget. Sådan har jeg nu aldrig bevæget mig fra et år til et andet. Men vi kom til Senegambia, fik set det sporadiske fyrværkeri og danset. Festen endte da jeg faldte i søvn på en restaurant. Happy New Year!

Lige et par musiskalske smagsprøver på musikken vi festede til. Ingen fredag/lørdag uden Mavado! som i øvrigt spillede på Vega i KBH, søndag d. 13. februar. Ja, hvis bare man vidste det inden man fandt ud af det midt på Strøget et par timer før koncerten. Nu aflyste han to koncerter i Gambia, mens vi var der, så ku' det da ha' været perfekt med en koncert herhjemme :o)

Alt det der, der giver minder



Ramatoulie og Mona

 Egentligt er det svært at finde ud af hvad man skal fortælle om, for hvilke oplevelser er nævneværdige og hvilke kan jeg blot gemme som et personligt minde. Tit var det lige så meget nogle små oplevelser, der blev store. For eksempel et tæt forhold til en fire-årig gambiansk pige, der falder i søvn i ens arme. Helt uden at vi kan udveksle andet end sporadiske mandinka-gloser og for hendes vedkommende engelske.

Mere jordnært, lad os starte med da vi var til katolsk messe. Når man tænker katolicisme tænker man ikke umiddelbart øl og kød i stride strømme. Det er det i Gambia. Det er da mere jordnært end man umiddelbart forbinder med katolicismen. Vi skulle mødes ved skolen med viceinspektøren, kl. 9.00 en lørdag morgen. Vi havde været noget bekymrede for om vores påklædninger var anstændige nok til sådan en messe. Lad mig understrege at vi intet havde at frygte. Da vi mødtes med Mr. Demba kørte vi til en bilvask og skulle så slå ventetiden ihjel. Og det gøres da bedst med øl! Så kl. 9.30 åbnes den første julbrew og det skulle ikke blive den sidste. Og ja, vi var på vej til katolsk messe! Vi kørte så sydpå til fiskerlandsbyen Tanjii og ender ude midt i den gambianske bush, hvor en irsk biskop har bygget en stor katolsk kirke. I dagens anledning var messen flyttet udendørs, hvilket ikke just hjalp på vores svedproduktion, husk da på at vi jo var iklædt ”anstændigt” tøj i 35 grader. Ikke behageligt for en skandinav i Afrika! Det viste sig da i øvrigt at vi formentligt var dem i forsamlingen der havde mest tøj på. Når messen blev for tung at høre på forsvandt man stille og roligt om bagved, hvor der blev solgt flere julbrew og tilberedt Safra (svinekød med løg, marineret i citron og sennep), namenamnam!. Katolikkerne var ikke sene til at understrege at det var godt vi var kommet til deres forsamling for at få noget ordentligt kød og alkohol, når vi nu boede hos en muslimsk familie. Det var da også det eneste møde med ’pork’ på de to måneder. Forbløffelserne denne dag var ikke få og nogle fordomme blev alvorligt sendt til genovervejelse.

Det er vist ingen hemmelighed at det var Ous, Karl og C, vi hængte mest ud med. Hvilket blandt andet resulterede i utallige festlige aftener med gin & tonics og julbrews på African Queen. Men det blev også til andet godt, nemlig py-party med LOST hos Ous, roadtrip til Paradise Beach i Sydgambia og en eftermiddag, hvor jeg tog alene til fodbold med gutterne i Brikama. Da vi overnattede hos Ous havde vi købt en ordentligt sending Safra (lammekød, vel at mærke) og lidt drikkevarer og endte med at falde i søvn i seng, stole og på gulvet. Så finder man ud af hvem der snorker og savler i søvne ;-) og hvem der får seng til at brase sammen (haha, Christina!) En dag lejede vi en van med plads til syv personer og skiftedes til at køre sydpå til en strand sydpå. Umiddelbart var bilen med automatgear og det kræver lidt tilvænning for alle (haha, Christina!). Det blev da til et møde under træet med de uniformerede mænd, som alle heldigvis kom helskindede ud af, dog efter lidt dalasis under bordet. Så er der også lidt at fortælle børnebørnene.

En af de oplevelser der måske står allerklarest på nethinden er den eftermiddag, hvor jeg tog til bold i Brikama med drengene. Nu er mine tre, ellers dejlige, veninder ikke de mest fodboldinteresserede i min omgangskreds, så trods forsøg på overtalelse lykkedes det ikke at hive dem med på stadion – de ville hellere lege med hundehvalpe. Men når alt kommer til alt var det nu en ganske god oplevelse at være helt på egen hånd uden på noget tidspunkt at føle sig utryk, selvom man kører langt væk med tre unge gambianske fyre. Ja, det var ikke noget min mormor skulle vide før jeg tog af sted! Det var dejligt at have drengene sådan helt uformelt et par timer. Det er jo det fodbold kan :-) Og når entré koster tre kroner, skal der ikke meget overtalelse til for at få mig med. Gid Aalborg Stadion kørte med de priser. Den eftermiddag er nok det bedste eksempel jeg har på African time; vi skal nok nå det hele. Klokken halv tre siger drengene at kampen starter kl. 15. Okay, Brikama ligger 25 km. væk, så lad os da komme af sted. Men så skal vi lige tanke, hente en trøje hos Ous, hente mit internationale kørekort, hente hundehvalpene hos Karl og aflevere dem hos pigerne og ja klokken bliver hurtigt kvart i fire. Og jeg tænker, nå jamen så misser vi jo bare første halvleg, sådan er det jo hernede. Men så er starttidspunktet pludselig kl. 16. Men vi kommer ikke rigtigt af sted. Og klokken bliver halv fem. Og jeg tænker, hvad nytter det her? Vi kan lige så godt droppe det. Nej, nej, kampen starter klokken fem. Endelig får jeg lov til at sætte mig bag rattet og kursen sættes mod Brikama. Klokken ti over fem træder vi ind på stadion og dommeren fløjter kampen i gang i samme øjeblik. Som jeg siger, vi skal nok nå det hele.

Skolen

Skulle de ikke undervise dernede i Aaafrika? Jo, men som I nok har bemærket har skolen ikke fyldt alverden når vi sådan har reflekteret over vores ophold. Det er skam ikke fordi det ikke har været nævneværdigt, men selve skolen kom til at fylde mindre og mindre, fordi vi ikke rigtigt følte at vi havde så meget at byde ind med. Det var en skole med dygtigt uddannede lærer, som allerede lærte eleverne engelsk i treårsalderen, hvilket betød at mange i Lisa og min fjerde klasse snakkede engelsk på samme niveau som os. Vi forsøgte os med Bom-leg i matematik, hvilket var rigtigt populært blandt ungerne. Men tit endte det med at vi selv sad på skolebænken, fordi lærerne var så dygtige. Dem har vi lært af lige så meget som vi har lært af den sporadiske undervisning vi selv stod for. Det er tit et utaknemmeligt job at være lærer, har man et svagt øjeblik, skal man kæmpe hårdt for at genvinde respekten. En dag da jeg stod med fjerdeklassen alene, var der så meget larm og jeg blev mere og mere modløs. Abdouahab på 10 år sagde: ”Du bliver nødt til at slå dem, ellers tier de ikke.” Selvom headmisstress Anti-Anna ikke billiger at lærerne slår børnene er det ret udbredt og det gør det nærmest umuligt at vinde ro og koncentration. Ærgerligt er det. For uro blandt eleverne falder jo egentligt bare tilbage på at læreren ikke har forberedt en spændende undervisning. Magtesløsheden dukkede tit op, hvilket betød at dagene egentligt bare blev kortere og kortere i skolen. Varmen, larmen og metalstole på et klinkegulv, gør efter ganske kort tid dit hoved sprængfarligt. Og ti-årige skoleelever tillader ikke en kort lunte, den skal de nok få antændt. Men de unger er sgu dejlige, selvom man må forholde sig til altid at få sandheden fra børn om så det er om hvem der er tykkest eller smukkest. Benhårdt og kontant, og man kan ikke gøre andet end at trække på smilebåndet.

Man får mange uforglemmelige oplevelser ud af at være det samme sted i en længere periode. Ikke bare det med at man ikke skal bekymre sig om overnatning og måltid hver eneste dag, som ellers kan fylde meget på en backpackerrejse. Man får bekendtskaber, der forhåbentligt stikker lidt dybere fordi man har tiden med sig og man kommer ind bag kulturen og lever med i hverdagen. Det når charterturister, der kalder Ditte og mig for aber fordi vi spiste ris med fingrene eller kalder vores venners mad for lort, fordi det har en mærkværdig farve, ikke. Men det er jo bare ærgerligt for dem, de ved nemlig ikke hvilken smagsoplevelse de gik glip af! Der er vitterligt nogle mennesker der flytter sig fysisk – uden at rejse. En rejsekliché siger:”Life is like a book, those who do not travel only read one page.” Men ikke desto meget mindre er det meget sigende for netop det at rejse. Jeg rejser i hvert fald ikke for at opleve hvad jeg kan opleve hjemme i Danmark. For at få de store oplevelser må man være åben for at man andre steder i verden gør tingene anderledes. For igen at referere til morgenkaffen med den engelske ejer af strandbaren Dominos, så fortalte han en om en rejse til Egypten, hvor han havde besøgt pyramiderne. Alle turisterne havde fokus på pyramider, men da han drejede sig 180 grader opdagede han den smukkeste udsigt mod Cairo. Som han sagde: ”The real experience is behind the lense of the camera.” Amen!

The Gambia - The smiling coast of Africa

Det følgende er skrevet både undervejs på rejsen og som refleksioner efter hjemkomsten. Derfor roder indlægget lidt i tid. Noget af det vi har diskuteret allermest i slutningen af rejsen og efter hjemkomsten er vores forhold til gambianerne. Vores gambianske ’mor’ Awa lagde fra starten ikke skjul på at man ikke kan stole på gambianere. Som hun sagde; lyver de om alt mellem himmel og jord. Og som dansker er det sgu en meget svær kamel at sluge. Herhjemme er vi vant til at afskære uærlige personer fra vores liv, hvis de misbruger vores tillid. Og vi har da brændt vores naller en gang eller to. Men… lad mig fortælle en lille anekdote. En morgen er Ditte og jeg taget tidligt af sted til stranden for at drikke en kop kaffe inden vi skulle handle ind på markedet i Serrekunda. Vi falder i snak med ejeren af vores stam-bar Domino’s, en englænder, som har været i Gambia on/off de sidste 16 år. Som han smukt formulerer det er hans forhold til Gambia og gambianere et love/hate-forhold. Nogle morgener står man op uden at have den fjerneste lyst til at skulle ud og møde gambianerne. Andre morgener vågner man jublende og er klar til dagen med gambianerne. I gennem de seneste 16 år har han efterhånden fundet frem til én gambianer han kan stole på. Som europæer er det dælendytme ikke mange. Som han siger; må man ikke forvente noget af den tillid man giver dem. Gør man det, bliver man såre simpelt skuffet. Men når man ved dét, kan man have en ganske fantastisk tid, med nogle ganske fantastiske mennesker. Nogle gange når man skal fortælle om vores ophold i Gambia lyder det ganske forfærdeligt med de gambianere. Det er det ikke. Kulturen er bare så anderledes fra hvad vi er vant til. Der har været små (og store) kultursammenstød, og de kan være ganske hårde. Men hold op, hvor har vi lært meget af de kulturmøder.

Mange, mange tanker presser sig på efter de første tre-fire uger i Gambias varme. Vi bor hos Lams og Awa og de to dejlige unger Satidjan og Ramatoulei i Brusubi omkring tyve kilometer fra hovedstaden Banjul. Ligesom 95 % af gambianerne er familien muslimsk. Der findes en lille minoritet af kristne – hovedsageligt katolikker. Noget ret enestående ved Gambia er at kristne og muslimer fejrer hinandens højtider sammen. Ugen inden vi ankom fejrede gambianerne i fællesskab den muslimske højtid Tobaski, hvor der blandt andet slagtes geder og til jul skal vi i kirke. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på at mange andre lande og kulturer kunne lære noget af Gambia med hensyn til fred mellem religionerne. Endnu har jeg ikke gennemskuet helt hvad der gør at muslimer og kristne kan leve side om side her, mens de andre steder i verden slår hinanden ihjel. En afgørende faktor kan være at de allerede i nursery, primary og secondary school lærer om de forskellige religioner. På den skole vi er tilknyttet i Kotu bliver der både bedt kristen og muslimsk morgenbøn – der er plads til begge religioner, selvom skolens headmistress er katolik. Men dog flyver det stadig omkring med kommentarer om hinandens religion og de muslimske gambianere har måske ret i deres utilfredshed over at den katolske jule- og nytårsferie varer tre uger, mens der under det muslimske nytår kun holdes én fridag.

I mange afrikanske lande fylder religionen meget i hverdagen ofte fordi det kan være et fast holdepunkt når der måske ikke altid er så meget tryghed omkring mad på bordet og andre basale ting. Gambia er ingen undtagelse. Men egentligt synes jeg gambianerne er meget moderne i deres måde at forholde sig til religion. Generelt er der respekt for mig som ateist og at diskutere religion er slet ikke udelukket, hvilket er fedt! I går og i dag har vi fejret det muslimske nytår, hvor vi i aftes tilberedte couscous og tog på besøg hos familie og venner for at bede om tilgivelse for de ting man har gjort i løbet af året. I morges iklædte vi os det store afrikanske skrud, det vil sige store, farvestrålende kjoler og tørklæde, så vores hår var tildækket. Vi var nemlig blevet inviteret med i moske på den første dag i det nye år. Det var en stor oplevelse, for jeg har en teori om at vi som ikke-muslimer ikke havde fået samme invitation alle steder. Igen viste det sig at være meget frit, selvom vi følte os lidt tildækkede med tørklæderne. Amning under gudstjeneste var i hvert fald mere velset end jeg umiddelbart havde forventet.

Islam får tit skyld for at undertrykke kvinder, men egentligt tror jeg det er meget kulturelt bestemt i stedet. Vi har haft en fed diskussion med en af vores gambianske venner over noget atire (sukker med grøn te), hvor han forklarede at der indtil for nylig har været tradition for at pigerne kun skal lære at blive gode husmødre for deres kommende mand og derfor er det ikke velset for kvinder at gå ud, specielt ikke i nattelivet. Derfor er natklubberne fyldt med mænd - så mange mænd at europæere ofte forveksler dem med bøsse-barer. Men nu er situationen sådan at præsidenten giver mange piger gratis skolegang, for at få flere piger gennem uddannelsessystemet. For eksempel er der kun otte drenge ud af 26 i vores 4. klasse. Hvilket er med til at flere og flere piger får arbejde uden for hjemmet, som betyder at det bliver mere og mere acceptabelt at se kvinder gå ud. Man kan lidt sammenligne denne udvikling, med den der fik kvinderne på arbejdsmarkedet i tresserne hjemme i Danmark. Udviklingen sker stadig i det små, men den er der og det er vigtigt for kvindernes videre færd. Når vi nu har boet privat og har haft vores gang en del uden for turistbilledet, er vi kommet lidt mere ind bag kulturen. I en af de første uger mødte vi en skandinavisk turist, der synes det var fedt at selvom Gambia er et hovedsagligt muslimsk land, så var det ikke noget man sådan decideret mærkede. Det syn delte jeg i starten, men efterhånden som vi kom længere og længere i forløbet viste det sig en smule anderledes. Dog må jeg sige at Gambia er forholdsvis ”light” med hensyn til fundamental islam. Man skal jo passe på med at blande religion og kultur sammen, men det kan altså være svært. Der er hos mange gambianere en meget klar holdning til kvinders opførsel. Kvinder må ikke slagte dyr, de træner ikke og ryger ikke, bare for at nævne nogle få ting.

Ikke hvid, ikke sort, bare Mona

Jeg fik inspiration til overskriften fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi, som jeg er ved at læse i øjeblikket. Den handler nemlig om det at være hvid i Afrika. ’Toubab’ (hvid mand) kunne være mit nye mellemnavn, da vi overalt bliver kaldt det. I starten er det da meget hyggeligt, men jo længere vi kommer hen, jo mere går det op for os at det er fordi der er en forestilling om at vi som hvide er pengemaskiner, der kommer for at dele ud af vores penge. Ja, hvis bare de vidste hvor mange røde tal der er på min bankkonto. Men det er ikke svært at forstå hvor de har forestillingen fra, fordi der er rigtigt mange turister, der kommer herned og forsøger at råde bod på lidt dårlig samvittighed over deres velstand derhjemme. Jo, jeg har da også taget ekstra med i kufferten, blandt andet fodboldudstyr, fordi jeg ved det kan gøre en forskel for et par børn eller unge, men det er ikke hovedformålet med rejsen. Jeg er her lige så meget for at lære noget om livet. Og nej, jeg lærer bestemt ikke noget af at tage herned for at kigge på fattigdom og på den måde få det bedre med mit eget liv. Selvfølgelig lærer man at sætte pris på de ting der betyder noget for én, men det er i virkeligheden måske mere fordi jeg er væk hjemmefra i lang tid. Men gambianernes mottoer som ”nice to be nice” og ”no stress”, ligger rigtigt langt fra min travle hverdag. Her tages der tid til at bekymre sig om hinanden. Selvom det kan drive mig til vanvid at man ikke kan sætte sig ned på en stol og være stille i fem minutter uden syv mennesker omkring sig har været henne for at spørge om man er okay eller hvorfor man er stresset. Men en ven fortalte os at det bare er et udtryk for omsorg. Bare dét at lave grøn te kan være noget af en prøvelse for vores tålmodighed, for det kunne sagtens være lavet i løbet af ganske kort tid, men gambianerne vælger simpelthen at gøre det til en laaang proces for at tage sig ordentlig tid med det selskab man nu en gang er i. Det er da ret fascinerende og er en af de ting jeg godt kunne tænke mig at tage til mig. Der er simpelthen ingen grund til at have så travlt at vi ikke længere selv kan følge med og har tid til omsorg.

Tilbage til det at være hvid i Afrika. Det kan til tider føles som en positiv diskrimination og med det mener jeg ikke en positiv diskrimination. Jo, det er da fedt at kunne komme gratis ind på en natklub, men når ens gambianske venner ikke må komme ind på en restaurant uden følgeskab af en toubab synes jeg det bliver en anelse klamt. I går da vi var til koncert på Independence Stadium i Bakau med engelske Busy Signal fik vi lige da vi havde trådt ud af taxaen følgeskab af nogle gambianere, der ville sikre sig at vi kom sikkert ind på stadion. Hensigterne var ikke kun gode, da det viste sig at vi skulle foran i alle køer – fordi vi er hvide. I mens måtte andre gambianere slås med politiet for at komme ind. Lad mig nu bare stå i kø med alle de andre! Det virker som om vi bliver ophøjet til noget helt urealistisk og vi får en status som noget vi slet ikke er. Nogle gange har man indtrykket af at man ville være et helt andet menneske, hvis man havde en del mere pigment i sin hud. Lige som Ejersbo har lavet et citat om at være hvid i Afrika, fandt Ditte også på et lille guldkorn under vores ophold i Gambia: ”Nogle gange ville det være rart hvis man kunne få lov til at være et menneske uden at være en pung.” Amen! Der er hele tiden en forventning om at vi er lig med penge. En af de sidste dage købte Ditte og jeg lokal mad bag et af hotellerne (ris, sovs og kød), hvor damen nægtede at give vores byttepenge, svarende til 1 kr., tilbage. Selvom diskussionen foregik på mandinka med en af vores venner, var vi aldrig i tvivl om grundlaget for diskussionen. Man føler sig jo temmelig åndssvag, når man slår i bordet for det der svarer til 1 kr., men det ender bare med at det bliver en principsag for os. Gambianernes billede af hvide blev allermest tydeliggjort på vores tur gennem Sydsenegal til Guinea-Bissau, hvor en ung pige sagde til Lisa: ”You are toubab, you have to give me money”.

Det virker nogle gange som om det er livet om at gøre at komme til Europa, fordi så er alle problemer løst. Men livet i Europa er ikke perfekt, men man kan måske ikke klandre nogen for at ville bytte fattigdom ud med luksusproblemer som Vestens overforbrug, som måske i virkeligheden er næsten et lige så stort problem.

Der er mange tanker omkring sådan et ophold i Gambia, så I kan godt forvente endnu et indlæg, hvor jeg blandt andet vil skrive om alle de fede ting der følger med det at være det samme sted længe af gangen.

Den store hjemkomst

Efter at have været hjemme i kolde Danmark i tre uger er det igen tid til eftertanke. For man lader ikke bare et halvt års rejsen stå som et uafsluttet kapitel. Der er sket meget, både fysisk og mentalt. Og det er forandringer, der lige skal tages med i den videre færd; det tager tid! Alle der kender mig, ved jeg godt kan li’ Danmark. Faktisk er jeg aldrig i tvivl om at Danmark er min base, det er mit hjem. Men når man har rejst i så lang tid som jeg har, kræver det også en overraskende stor portion tilvænning til sit eget land. Tingene gøres helt anderledes, stemningen er anderledes, humoren er anderledes og ikke mindst stressniveauet er anderledes. At jeg så blev ramt af en omgang kyssesyge en uge efter hjemkomst, gjorde ikke overskuddet til at løfte dynen af sig større. En vinterdepression er et stort ord, men ikke desto meget mindre er det virkelig noget man bør tage dybt seriøst efter et halvt år under en strålende sol.

Dertil skal lægges at vi på de to måneder har lært mange, mange dejlige mennesker at kende, som der lige pludselig skal tages afsked med. Ingen af os er i tvivl om at vi skal besøge Gambia igen, men der blev grædt mange tårer, fordi vi jo udmærket godt ved at vi ikke bare liiige kan tage på weekendtur til det lille vestafrikanske land. En meget stærk fordel ved et ophold det samme sted i længere tid i forhold til backpackerrejsen er at der stiftes mange stærkere bekendtskaber og man kommer ind bag turistbilledet. Jeg håber og tror da at vi blev lidt mere end bare almindelige charterturister, fordi vi netop havde tiden med os. Vi var med til at fejre højtiderne og nåede også til det punkt, hvor det blev hverdag på rejsen. På den her rejse har jeg i hvert fald brugt mere krudt på at lære mennesket og kulturen bag facaden, end på de store naturoplevelser og seværdigheder. Og netop dét gør jo at det kræver en noget større indsats at nå til den erkendelse at Gambia og Danmark er to vidt forskellige verdener, som bliver meget svære at kombinere - hvor end man gerne ville!

De tre uger herhjemme har været præget utroligt meget af rejseminder og gensyn. To ting som er fantastiske! Når man tænker tilbage på et halvt år, hvor man har delt måltider, ideer, tanker, strand, meninger om religion, politik, livet og fodboldklubber, sovesal, trek, taxature, vandflaske og ganske meget andet med mennesker fra hele verden, kan man ikke være andet end privilegeret. OG når der samtidig venter et privilegeret liv herhjemme. Som min gode gambianske ven Karl Gustaff ville have sagt det: ”waaaaauw.”

Nu skal det næste halve år bruges på at nyde Danmark. Og tiden skal såmænd nok gå den rigtige vej mod et højskoleophold til august. Livsstilsændringerne skal fortsættes, så den halvmaraton kan finde sted inden for overskuelig fremtid, nu hvor kyssesygen har sat stopper for den lige foreløbig. Der skal bankes en ordentligt portion kredit ind på en blødende bankkonto og så skal fritiden nydes med musical, valgkamp, asylarbejde, at skrive, træning, litteratur, ture rundt i Danmark, fodbold, film, fotografi, festival og musik. Og ved I hvad? Det er sgu ik’ så’en at kimse af. Sabbatår, længe leve, Bertel H.!