Den store hjemkomst

Efter at have været hjemme i kolde Danmark i tre uger er det igen tid til eftertanke. For man lader ikke bare et halvt års rejsen stå som et uafsluttet kapitel. Der er sket meget, både fysisk og mentalt. Og det er forandringer, der lige skal tages med i den videre færd; det tager tid! Alle der kender mig, ved jeg godt kan li’ Danmark. Faktisk er jeg aldrig i tvivl om at Danmark er min base, det er mit hjem. Men når man har rejst i så lang tid som jeg har, kræver det også en overraskende stor portion tilvænning til sit eget land. Tingene gøres helt anderledes, stemningen er anderledes, humoren er anderledes og ikke mindst stressniveauet er anderledes. At jeg så blev ramt af en omgang kyssesyge en uge efter hjemkomst, gjorde ikke overskuddet til at løfte dynen af sig større. En vinterdepression er et stort ord, men ikke desto meget mindre er det virkelig noget man bør tage dybt seriøst efter et halvt år under en strålende sol.

Dertil skal lægges at vi på de to måneder har lært mange, mange dejlige mennesker at kende, som der lige pludselig skal tages afsked med. Ingen af os er i tvivl om at vi skal besøge Gambia igen, men der blev grædt mange tårer, fordi vi jo udmærket godt ved at vi ikke bare liiige kan tage på weekendtur til det lille vestafrikanske land. En meget stærk fordel ved et ophold det samme sted i længere tid i forhold til backpackerrejsen er at der stiftes mange stærkere bekendtskaber og man kommer ind bag turistbilledet. Jeg håber og tror da at vi blev lidt mere end bare almindelige charterturister, fordi vi netop havde tiden med os. Vi var med til at fejre højtiderne og nåede også til det punkt, hvor det blev hverdag på rejsen. På den her rejse har jeg i hvert fald brugt mere krudt på at lære mennesket og kulturen bag facaden, end på de store naturoplevelser og seværdigheder. Og netop dét gør jo at det kræver en noget større indsats at nå til den erkendelse at Gambia og Danmark er to vidt forskellige verdener, som bliver meget svære at kombinere - hvor end man gerne ville!

De tre uger herhjemme har været præget utroligt meget af rejseminder og gensyn. To ting som er fantastiske! Når man tænker tilbage på et halvt år, hvor man har delt måltider, ideer, tanker, strand, meninger om religion, politik, livet og fodboldklubber, sovesal, trek, taxature, vandflaske og ganske meget andet med mennesker fra hele verden, kan man ikke være andet end privilegeret. OG når der samtidig venter et privilegeret liv herhjemme. Som min gode gambianske ven Karl Gustaff ville have sagt det: ”waaaaauw.”

Nu skal det næste halve år bruges på at nyde Danmark. Og tiden skal såmænd nok gå den rigtige vej mod et højskoleophold til august. Livsstilsændringerne skal fortsættes, så den halvmaraton kan finde sted inden for overskuelig fremtid, nu hvor kyssesygen har sat stopper for den lige foreløbig. Der skal bankes en ordentligt portion kredit ind på en blødende bankkonto og så skal fritiden nydes med musical, valgkamp, asylarbejde, at skrive, træning, litteratur, ture rundt i Danmark, fodbold, film, fotografi, festival og musik. Og ved I hvad? Det er sgu ik’ så’en at kimse af. Sabbatår, længe leve, Bertel H.!