Sådan blev vi mødt af en colombianer i fiskerbyen Taganga på den caribbiske kyst i Colombia. Colombia har meget andet at prale med end at være narkoen og Shakiras hjemland - deres gæstfrihed er absolut et af de store højdepunkter. En af de første dage i Bogota sad vi på en café og fik en let aftensmad, hvor en ung colombianer kom hen bare for at velkomme os i hans land. Mange gav udtryk for at de var både lede og kede af at Colombia verden over bliver betragtet som verdens farligste land. Men skulle man også tro mere på Udenrigsministeriets rejsevejledning end Lonely Planet og rejsebureauer, er Colombia nok heller ikke det første land man ville rejse til. HELDIGVIS gjorde vi det. For udover en hjertelig gæstfrihed er landet et de smukkeste jeg har besøgt og i modsætning af Peru og Bolivia, hvor naturen var tørt og vissent, er Colombia grøn, grøn, grøn! Utroligt som farven grøn kan være en mangelvare. Vi har haft store og uforglemmelige oplevelser både i Peru, Bolivia og Chile, men som lande har de ikke været de største højdepunkter, hvorimod Colombia fremstod som et stort højdepunkt som helhed. Både på grund af befolkningen, men også den hyggelige stemning over alt. De virkede bare glade for at vi var der, men de er også meget livsglade. Selv dem der stod i deres små boder, virkede bare glade for at lave det de laver. Det kunne man måske lære lidt af, når man kan brokke sig over at have gode jobs herhjemme!! Vi har besøgt mange smukke steder og landbyen Salento i kafferegionen er et sted jeg meget, meget gerne vil besøge igen. Der var hyggeligt, fredeligt og smukt. Men også Valle de Cocora, hvor der findes op til tres meter høje palmer, er et af de smukkeste steder jeg har været på gåtur. For at komme dertil kørte vi i jeeps fra Salento. På hjemturen stod Rikke og jeg bagpå på trinnet op til ladet. Jeg troede ellers jeg havde prøvet mange mærkelige transportformer i Afrika, men denne tur var dog det vildeste. En anden sjov oplevelse var vores tur til mudder-vulkanen ved Cartagena. Det er en lille vulkun, hvor man kan gå op i den og bade i mudder. Den er over tyve meter dyb, men alligevel sank man ikke i. Ret besynderlig oplevelse, og man tvivler lidt på at den ikke er menneskeskabt. Men den skulle nu være god nok. Vi besøgte også Tayrona nationalpark ved den caribbiske kyst. Altså caribbiske strande bliver aldrig kedelige, så enkelt kan det siges. Det var da også derfor vi overnattede i en hængekøje ved Playa Blanca. Til trods for at vores eneste selskab denne nat var mus, flagermus og gigantiske krabber, var det en skøn oplevelse at kunne vælte ud af hængekøjen klokken halv syv om morgen, gå tyve skridt ned i det dejlige varme vand og op på stranden til lidt frisklavet frugtsalat til morgenmad. Livet er sgu ikke det værste man har! Der er så mange steder jeg gerne vil se i Colombia, så det er absolut endnu et land jeg skal besøge igen.
 |
| Finca del Eduardo - Kaffefarm i Salento |
 |
| Valle de Cocora |
 |
| Mud Vulcano |
 |
| Playa Blanca |
Vi havde læst i Lonely Planet at militærposterne rundt om i Colombia kunne være en skræmmende oplevelse. Det viste sig dog at mændene i uniform var aldeles ufarlige og meget nysgerrige efter hvad vi lavede i Colombia. Vagter ved havet kom flere gange hen for at få en sludder for en sladder. Men at nogle af disse mænd nogen gange må føle sig lidt dumme, opdagede vi da vi ved en militærpost måtte sidde overfor militærmandens lille digitalkamera og til stor morskab for de øvrige colombianere i bussen udtale vores skandinaviske mærkeligt-klingende navne. Ja, hvad i alverden de kunne bruge de optagelser til, må forblive et mysterium. Farligt, var det i hvert fald ikke. I Arica i Chile fandt vi en pung på busstationen, hvor jeg afleverede den hos en vagt. Her var billedet ikke så fredeligt som i Colombia, da det viste sig at vagten havde tømt pungen for penge, da kvinden kom tilbage for at hente den (jeg havde set der lå sedler i den). Men vi fik den formentligt bedste findeløn, da kvinden gav os hendes adresse, hvis vi skulle komme til Chile igen - så behøvede vi i hvert fald ikke at tænke på hverken et sted at sove eller mad. Dejligt!
"Vamos, Mona!"
Ja, hvis blot jeg bare havde tal på hvor mange gange vores søde guide Maria har sagt 'vamos, Mona!' under vores fire dages trek til inkariget Machu Picchu. Trekket havde i forvejen givet anledning til megen nervøsitet og mavepine, for kunne vi nu klare de 47 km. i det hårde terræn i Andesbjergene. At vi så kom i gruppe med super-trekkerne fra Norge og Finland mindskede i hvert fald ikke min nervøsitet. Men de viste sig at være ganske tålmodige og ganske, ganske søde mennesker :o)
Og det blev en udfordring. Når man bevæger sig rundt i over 3.000 meters højde føles det i hvert fald ikke som om man får nok ilt. I forvejen havde vi rejst i 5 uger i Andesbjergene, hvorfor vi vidste hvordan vores krop reagerer på lidt ilt. Så mit motto for de fire dage blev: 'stille og roligt, jeg skal bare gennemføre!' Det var nu ikke på noget tidspunkt sådan at jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og lade en hest hente mig. De andre i gruppen var dejligt tålmodige, så jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville gennemføre. Og jeg gennemførte endda indenfor normeret tid! Undervejs besteg vi Dead Womans Pass (4215 m.o.h - udgangspunktet var 2900 m.o.v.) og to andre pas. Gudskelov havde vi betalt en porter for at bære vores rygsæk, ellers er jeg overbevist om vi stadig havde vandret rundt i Andesbjergene. I øvrigt er de portere verdens sejeste mennesker! At tro på sig selv kan måske ikke flytte bjerge, men om så ikke andet bestige bjerge!
Den sidste morgen vågnede vi klokken halv fire, og på dette tidspunkt kunne Machu Picchu være Machu Picchu. Jeg havde sovet dårligt de tre nætter på trekket og mine ben var ubeskriveligt ømme, på grund af de stejle nedstigninger på trappetrin. En seng, en dyne og søvn ville være langt at foretrække. Men gudskelov, havde jeg ikke mulighed for det. For at gå igennem solporten og se Machu Picchu i solopgangen i Andesbjergene er den perfekte belønning for fire dages vandring og ømme lårbasser. Det var det hele værd, men vi kunne hurtigt blive enige om at Wayna Pichu måtte vente til en eventuel reunion om fem år. Aldrig har fysisk træthed føltes så skøn og stoltheden var heller ikke lille! Meeen, da vi efter et par timer eller fire i tog og bus ankommer til vores hotel er det VIRKELIG godt med et bad, et måltid og en seng med en dejlig dyne. Det er ubeskriveligt!
Lige en historisk opsummering: Machu Picchu blev forladt kort efter at Spanierne i 1532 invaderede Peru. Herved blev dette fantastiske bygningsvaerk "glemt". I 1911 blev det genopdaget af den amerikanske eventyrer Hiram Bingham. Man følger Inkastien hele vejen til selve inkariget og på hvert højdedrag eller efter hvert sving, dukkede en udsigt op der blot var flottere end den foregående. Inkaernes bygningsværker var alle anbragt i flotte omgivelser og de fungerede engang som centre for kommunikation og ceremonier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar