Nu går den ikke længere. Jeg har været hjemme i knap to uger, hvor tiden er gået hurtigt med familiebesøg, venner, første sæson af Lost og otte afsnit af Borgen.Tiden er i sær gået hurtigt med at nyde at have vante omgivelser. Heldigvis har der også været tid og overskud til at reflektere over alle de mange oplevelser vi har haft de sidste ni uger på vores backpackerrejse til hovedsageligt Peru, Bolivia og Colombia. Det med reflektionen er heldigvis noget vi har været rigtigt gode til at gøre undervejs. Egentligt har vi tænkt og snakket meget om de udfordringer, glæder og afsavn vi har mødt. Måske virker ni uger ikke som alverden for mange, men vores rejselængde har (heldigvis) været en udfordring for os. Formentligt lyder det som verdens største og dummeste kliché, men vi har været glade for at vi har noget at savne. Vi er glade for at vi har noget at komme hjem til og som kan være hårdt at undvære. Vi har mødt (for mange) backpackere, der får alt i verden ville forlænge deres rejse - også selvom de i forvejen havde rejst både halve og hele år. Og det var ikke blot fordi at det er fedt at rejse, men også fordi de decideret ikke ville hjem til deres dagligdag. Og så er vi da i hvert fald blevet enige om at man måske bør overveje hvilket liv det er man har derhjemme og om det i det hele taget er det værd.
Backpacking har været en helt ny måde at rejse på for os begge. På de ni uger har vi overnattet 25-30 forskellige steder, hvilket naturligvis betyder at vi har rykket en del rundt. Det giver utroligt mange fede oplevelser: man ser en masse og man møder mange, mange mennesker. Men det er også hårdt. Man skal forholde sig til mange nye steder og mennesker og man lærer hurtigt at slappe af i de nye omgivelser. Men man må også lære at der ikke kan ske noget hele tiden, når man rejser så længe. Det kan godt være lidt svært at vænne sig til, når man er vant til at rejse ret intenst i en kortere periode, hvor man ikke når at komme til det punkt, hvor det eneste man har lyst til er at ligge ved poolen. Man finder nogle måder at koble af på. Vores måde har været at læse bøger. Jeg har læst ti bøger på de ni uger og det føles bestemt ikke som om jeg har 'spildt' al min tid på at læse. En bog har bare været vores måde at sige 'nu holder vi lige kæft og lukker helt af'. For det fylder meget at man hele tiden skal forholde sig til hvor man skal sove den næste nat, hvad man skal have at spise og hvad man nu skal opleve.På den måde har det været helt perfekt at rejse med Rikke. Vi har haft nogenlunde de samme behov for afslapning og afkobling. Det er virkelig noget man bør overveje mere end syv gange, hvem det er man tager med på en backpackerrejse. For nogle fungerer det måske at rejse med nogen man slet ikke kender, men jeg er på ingen måde i tvivl om at Rikke har været den rigtige på den her rejse. Vi har kunnet været 'alene' med hinanden og været enige om det meste. For mig har det været altafgørende at have en jeg har følt mig 100% tryg ved, når man møder mange nye mennesker. Hvilket har været helt vildt fedt, men jeg har i hvert fald til tider savnet at være i selskab venner, som kender mig og omvendt. Men som jeg sagde tidligere er det fedt at opleve at savne. Det er et privilegium. Vi har jo oplevet så mange fantastiske ting samtidig med.
Jeg vidste heller ikke at australierne går med skoleuniform eller at modviljen overfor Geert Wilders ikke er så stor som jeg regnede med hos den almindelige hollænder. Til gengæld er hollændere uden for Amsterdam ikke pjattet med byens renomme.
Udover denne blog kommer der en blog om Colombia som land og vores inkatrek til Machu Picchu. Men jeg vil slutte af med et dagbogsindlæg (det eneste) fra rejsen. Det er fra vores tur til minen i Potosí. En øjenåbende oplevelse!
Minearbejderne drak 96% sprit, røg hundrede smøger om dagen og tyggede deres tænder og munde grønne/sorte af cocablade (12 kg. om dagen for at opnå kokaineffekten). Vi spyttede ret hurtigt vores rundt regnet seks cocablade ud - Vi kan godt nøjes med teen!
Minearbejderne var tydeligt stolte af deres arbejde, selvom de må leve i konstant støv, som selv efter få år vil føre til miners disease (opkast af blod). Efter 10-15 år vil langt, langt de fleste af minearbejderne være døde af deres fysiske skader af arbejdet. Vores guide var stoppet med arbejdet efter tre og påstod at hans helbred ikke havde taget skade, mens hans overbevisningsevne led et alvorligt knæk, da han spyttede blod inde i minen.
Synet af de minearbejdere der ikke befandt sig inde i minen var trist. Det virkede som en konkurrence om at få drukket mest af den stærke sprit i literflaskerne. Selv de hårdeste gutter på Daisy ville komme i alvorlige vanskeligheder i konkurrence med de bolivianske minearbejdere.
De sætter deres liv på spil for en ussel løn (1600-2000 bolivianos = 200 euro, for de heldige).
Bolivia er et af verdens fattigste lande, men i modsætning til de mange afrikanske lande, er landet rigt på råstoffer. Blandt andet ejer landet over halvdelen af verdens lithium reserver, men på grund af korruption og international udbytning har råstofferne ikke kunne vende udviklingen i landet. Ligesom minearbejderne ikke er uddannet til at udnytte sølvressourcerne, kan bolivianerne ikke udnytte deres store mængder af lithium. Men Vesten har vel heller ikke voldsom stor interesse i at dele ud af deres viden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar