I morgen er det præcist to måneder siden vi kom hjem fra Gambia. To måneder?! Ja, hvor blev de af? Så til lyden af Hans Zimmer, Christian Juncker og James Blakes musik, vil jeg nu fortælle lidt om alle de fede oplevelser vi havde på de to måneder på den vestafrikanske kyst. På mange måder er det meget lærerigt at befinde sig det samme sted i længere tid. Og de mange bekendtskaber man får, gør bare oplevelserne endnu rigere. Bekendtskaberne har da også i høj grad været grundlaget for mange af oplevelserne.
Jul og nytår
For første gang i mit liv skulle jeg holde jul et andet sted end på Hingelbjerg Nørregård med familie, juletræ, kalkun, klejner og sirupskage. Nu skulle jeg pludselig holde jul med tre veninder i 35 graders varme, først på stranden og sidenhen på restaurant (Vestlige kokke kan godt pakke sammen, når der skal serveres pebbersteaks! Sherrilans Steakhouse i Senegambia serverede en fantastisk julemiddag). Aftenen sluttede vi af med drinks på vores stam-bar African Queen og dans på Wow. Det gav nu helt sig selv med hjemve omkring juleaften. Julestemningen var helt væk i den tropiske varme, så vi gik slet ikke med følelsen af at det var jul. Havde vi gjort det, var hjemveen i hvert fald for mit vedkommende helt klart indtruffet. Men vi havde en rigtig hyggelig og afslappet aften. Min lillebror var jo også kommet på juleferie, så lidt godt var der da hjemmefra
Nytårsaften blev en smule anderledes og væsentligt fuldere. Vi startede med at tage med vores tre gutter Ous, Karl og C-boy til det hektiske marked i Serrekunda for at købe ind til hvad der skulle blive den mest velsmagende nytårsmiddag, jeg kan huske. Skulle jeg nogensinde ansætte en kok, måtte det nødvendigvis blive Karls tante. Det er kogekunst at kunne lave så smagfuld og lækker mad af forholdsvis få ingredienser. (Jeg må lige indskyde at vi kørte forbi en gambianer i AaB-trøje i Serrekunda. Da vi endelig fik holdt i bilen løb jeg og Karl efter manden, men han var som sunket i jorden. Ham ville jeg ellers godt have snakket med!) Men nu var fødevarer jo ikke det eneste indkøbte. Rødvin og vodka lagde bunden hjemme hos Karl i Brusubi og Mona og lillebror havde svært ved at stå på benene, da de skulle springe ind i det nye år (fra et bildæk). Forsøget var dog i god nok tid, da det viste sig at klokken slog tolv, da jeg befandt mig på bagsædet af en taxa på vej til Senegambia med hele slænget. Sådan har jeg nu aldrig bevæget mig fra et år til et andet. Men vi kom til Senegambia, fik set det sporadiske fyrværkeri og danset. Festen endte da jeg faldte i søvn på en restaurant. Happy New Year!Lige et par musiskalske smagsprøver på musikken vi festede til. Ingen fredag/lørdag uden Mavado! som i øvrigt spillede på Vega i KBH, søndag d. 13. februar. Ja, hvis bare man vidste det inden man fandt ud af det midt på Strøget et par timer før koncerten. Nu aflyste han to koncerter i Gambia, mens vi var der, så ku' det da ha' været perfekt med en koncert herhjemme :o)
Alt det der, der giver minder
Egentligt er det svært at finde ud af hvad man skal fortælle om, for hvilke oplevelser er nævneværdige og hvilke kan jeg blot gemme som et personligt minde. Tit var det lige så meget nogle små oplevelser, der blev store. For eksempel et tæt forhold til en fire-årig gambiansk pige, der falder i søvn i ens arme. Helt uden at vi kan udveksle andet end sporadiske mandinka-gloser og for hendes vedkommende engelske.
 |
| Ramatoulie og Mona |
Mere jordnært, lad os starte med da vi var til katolsk messe. Når man tænker katolicisme tænker man ikke umiddelbart øl og kød i stride strømme. Det er det i Gambia. Det er da mere jordnært end man umiddelbart forbinder med katolicismen. Vi skulle mødes ved skolen med viceinspektøren, kl. 9.00 en lørdag morgen. Vi havde været noget bekymrede for om vores påklædninger var anstændige nok til sådan en messe. Lad mig understrege at vi intet havde at frygte. Da vi mødtes med Mr. Demba kørte vi til en bilvask og skulle så slå ventetiden ihjel. Og det gøres da bedst med øl! Så kl. 9.30 åbnes den første julbrew og det skulle ikke blive den sidste. Og ja, vi var på vej til katolsk messe! Vi kørte så sydpå til fiskerlandsbyen Tanjii og ender ude midt i den gambianske bush, hvor en irsk biskop har bygget en stor katolsk kirke. I dagens anledning var messen flyttet udendørs, hvilket ikke just hjalp på vores svedproduktion, husk da på at vi jo var iklædt ”anstændigt” tøj i 35 grader. Ikke behageligt for en skandinav i Afrika! Det viste sig da i øvrigt at vi formentligt var dem i forsamlingen der havde mest tøj på. Når messen blev for tung at høre på forsvandt man stille og roligt om bagved, hvor der blev solgt flere julbrew og tilberedt Safra (svinekød med løg, marineret i citron og sennep), namenamnam!. Katolikkerne var ikke sene til at understrege at det var godt vi var kommet til deres forsamling for at få noget ordentligt kød og alkohol, når vi nu boede hos en muslimsk familie. Det var da også det eneste møde med ’pork’ på de to måneder. Forbløffelserne denne dag var ikke få og nogle fordomme blev alvorligt sendt til genovervejelse.
Det er vist ingen hemmelighed at det var Ous, Karl og C, vi hængte mest ud med. Hvilket blandt andet resulterede i utallige festlige aftener med gin & tonics og julbrews på African Queen. Men det blev også til andet godt, nemlig py-party med LOST hos Ous, roadtrip til Paradise Beach i Sydgambia og en eftermiddag, hvor jeg tog alene til fodbold med gutterne i Brikama. Da vi overnattede hos Ous havde vi købt en ordentligt sending Safra (lammekød, vel at mærke) og lidt drikkevarer og endte med at falde i søvn i seng, stole og på gulvet. Så finder man ud af hvem der snorker og savler i søvne ;-) og hvem der får seng til at brase sammen (haha, Christina!) En dag lejede vi en van med plads til syv personer og skiftedes til at køre sydpå til en strand sydpå. Umiddelbart var bilen med automatgear og det kræver lidt tilvænning for alle (haha, Christina!). Det blev da til et møde under træet med de uniformerede mænd, som alle heldigvis kom helskindede ud af, dog efter lidt dalasis under bordet. Så er der også lidt at fortælle børnebørnene.
En af de oplevelser der måske står allerklarest på nethinden er den eftermiddag, hvor jeg tog til bold i Brikama med drengene. Nu er mine tre, ellers dejlige, veninder ikke de mest fodboldinteresserede i min omgangskreds, så trods forsøg på overtalelse lykkedes det ikke at hive dem med på stadion – de ville hellere lege med hundehvalpe. Men når alt kommer til alt var det nu en ganske god oplevelse at være helt på egen hånd uden på noget tidspunkt at føle sig utryk, selvom man kører langt væk med tre unge gambianske fyre. Ja, det var ikke noget min mormor skulle vide før jeg tog af sted! Det var dejligt at have drengene sådan helt uformelt et par timer. Det er jo det fodbold kan :-) Og når entré koster tre kroner, skal der ikke meget overtalelse til for at få mig med. Gid Aalborg Stadion kørte med de priser. Den eftermiddag er nok det bedste eksempel jeg har på African time; vi skal nok nå det hele. Klokken halv tre siger drengene at kampen starter kl. 15. Okay, Brikama ligger 25 km. væk, så lad os da komme af sted. Men så skal vi lige tanke, hente en trøje hos Ous, hente mit internationale kørekort, hente hundehvalpene hos Karl og aflevere dem hos pigerne og ja klokken bliver hurtigt kvart i fire. Og jeg tænker, nå jamen så misser vi jo bare første halvleg, sådan er det jo hernede. Men så er starttidspunktet pludselig kl. 16. Men vi kommer ikke rigtigt af sted. Og klokken bliver halv fem. Og jeg tænker, hvad nytter det her? Vi kan lige så godt droppe det. Nej, nej, kampen starter klokken fem. Endelig får jeg lov til at sætte mig bag rattet og kursen sættes mod Brikama. Klokken ti over fem træder vi ind på stadion og dommeren fløjter kampen i gang i samme øjeblik. Som jeg siger, vi skal nok nå det hele.
Skolen
Skulle de ikke undervise dernede i Aaafrika? Jo, men som I nok har bemærket har skolen ikke fyldt alverden når vi sådan har reflekteret over vores ophold. Det er skam ikke fordi det ikke har været nævneværdigt, men selve skolen kom til at fylde mindre og mindre, fordi vi ikke rigtigt følte at vi havde så meget at byde ind med. Det var en skole med dygtigt uddannede lærer, som allerede lærte eleverne engelsk i treårsalderen, hvilket betød at mange i Lisa og min fjerde klasse snakkede engelsk på samme niveau som os. Vi forsøgte os med Bom-leg i matematik, hvilket var rigtigt populært blandt ungerne. Men tit endte det med at vi selv sad på skolebænken, fordi lærerne var så dygtige. Dem har vi lært af lige så meget som vi har lært af den sporadiske undervisning vi selv stod for. Det er tit et utaknemmeligt job at være lærer, har man et svagt øjeblik, skal man kæmpe hårdt for at genvinde respekten. En dag da jeg stod med fjerdeklassen alene, var der så meget larm og jeg blev mere og mere modløs. Abdouahab på 10 år sagde: ”Du bliver nødt til at slå dem, ellers tier de ikke.” Selvom headmisstress Anti-Anna ikke billiger at lærerne slår børnene er det ret udbredt og det gør det nærmest umuligt at vinde ro og koncentration. Ærgerligt er det. For uro blandt eleverne falder jo egentligt bare tilbage på at læreren ikke har forberedt en spændende undervisning. Magtesløsheden dukkede tit op, hvilket betød at dagene egentligt bare blev kortere og kortere i skolen. Varmen, larmen og metalstole på et klinkegulv, gør efter ganske kort tid dit hoved sprængfarligt. Og ti-årige skoleelever tillader ikke en kort lunte, den skal de nok få antændt. Men de unger er sgu dejlige, selvom man må forholde sig til altid at få sandheden fra børn om så det er om hvem der er tykkest eller smukkest. Benhårdt og kontant, og man kan ikke gøre andet end at trække på smilebåndet.
Man får mange uforglemmelige oplevelser ud af at være det samme sted i en længere periode. Ikke bare det med at man ikke skal bekymre sig om overnatning og måltid hver eneste dag, som ellers kan fylde meget på en backpackerrejse. Man får bekendtskaber, der forhåbentligt stikker lidt dybere fordi man har tiden med sig og man kommer ind bag kulturen og lever med i hverdagen. Det når charterturister, der kalder Ditte og mig for aber fordi vi spiste ris med fingrene eller kalder vores venners mad for lort, fordi det har en mærkværdig farve, ikke. Men det er jo bare ærgerligt for dem, de ved nemlig ikke hvilken smagsoplevelse de gik glip af! Der er vitterligt nogle mennesker der flytter sig fysisk – uden at rejse. En rejsekliché siger:”Life is like a book, those who do not travel only read one page.” Men ikke desto meget mindre er det meget sigende for netop det at rejse. Jeg rejser i hvert fald ikke for at opleve hvad jeg kan opleve hjemme i Danmark. For at få de store oplevelser må man være åben for at man andre steder i verden gør tingene anderledes. For igen at referere til morgenkaffen med den engelske ejer af strandbaren Dominos, så fortalte han en om en rejse til Egypten, hvor han havde besøgt pyramiderne. Alle turisterne havde fokus på pyramider, men da han drejede sig 180 grader opdagede han den smukkeste udsigt mod Cairo. Som han sagde: ”The real experience is behind the lense of the camera.” Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar