The Gambia - The smiling coast of Africa

Det følgende er skrevet både undervejs på rejsen og som refleksioner efter hjemkomsten. Derfor roder indlægget lidt i tid. Noget af det vi har diskuteret allermest i slutningen af rejsen og efter hjemkomsten er vores forhold til gambianerne. Vores gambianske ’mor’ Awa lagde fra starten ikke skjul på at man ikke kan stole på gambianere. Som hun sagde; lyver de om alt mellem himmel og jord. Og som dansker er det sgu en meget svær kamel at sluge. Herhjemme er vi vant til at afskære uærlige personer fra vores liv, hvis de misbruger vores tillid. Og vi har da brændt vores naller en gang eller to. Men… lad mig fortælle en lille anekdote. En morgen er Ditte og jeg taget tidligt af sted til stranden for at drikke en kop kaffe inden vi skulle handle ind på markedet i Serrekunda. Vi falder i snak med ejeren af vores stam-bar Domino’s, en englænder, som har været i Gambia on/off de sidste 16 år. Som han smukt formulerer det er hans forhold til Gambia og gambianere et love/hate-forhold. Nogle morgener står man op uden at have den fjerneste lyst til at skulle ud og møde gambianerne. Andre morgener vågner man jublende og er klar til dagen med gambianerne. I gennem de seneste 16 år har han efterhånden fundet frem til én gambianer han kan stole på. Som europæer er det dælendytme ikke mange. Som han siger; må man ikke forvente noget af den tillid man giver dem. Gør man det, bliver man såre simpelt skuffet. Men når man ved dét, kan man have en ganske fantastisk tid, med nogle ganske fantastiske mennesker. Nogle gange når man skal fortælle om vores ophold i Gambia lyder det ganske forfærdeligt med de gambianere. Det er det ikke. Kulturen er bare så anderledes fra hvad vi er vant til. Der har været små (og store) kultursammenstød, og de kan være ganske hårde. Men hold op, hvor har vi lært meget af de kulturmøder.

Mange, mange tanker presser sig på efter de første tre-fire uger i Gambias varme. Vi bor hos Lams og Awa og de to dejlige unger Satidjan og Ramatoulei i Brusubi omkring tyve kilometer fra hovedstaden Banjul. Ligesom 95 % af gambianerne er familien muslimsk. Der findes en lille minoritet af kristne – hovedsageligt katolikker. Noget ret enestående ved Gambia er at kristne og muslimer fejrer hinandens højtider sammen. Ugen inden vi ankom fejrede gambianerne i fællesskab den muslimske højtid Tobaski, hvor der blandt andet slagtes geder og til jul skal vi i kirke. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på at mange andre lande og kulturer kunne lære noget af Gambia med hensyn til fred mellem religionerne. Endnu har jeg ikke gennemskuet helt hvad der gør at muslimer og kristne kan leve side om side her, mens de andre steder i verden slår hinanden ihjel. En afgørende faktor kan være at de allerede i nursery, primary og secondary school lærer om de forskellige religioner. På den skole vi er tilknyttet i Kotu bliver der både bedt kristen og muslimsk morgenbøn – der er plads til begge religioner, selvom skolens headmistress er katolik. Men dog flyver det stadig omkring med kommentarer om hinandens religion og de muslimske gambianere har måske ret i deres utilfredshed over at den katolske jule- og nytårsferie varer tre uger, mens der under det muslimske nytår kun holdes én fridag.

I mange afrikanske lande fylder religionen meget i hverdagen ofte fordi det kan være et fast holdepunkt når der måske ikke altid er så meget tryghed omkring mad på bordet og andre basale ting. Gambia er ingen undtagelse. Men egentligt synes jeg gambianerne er meget moderne i deres måde at forholde sig til religion. Generelt er der respekt for mig som ateist og at diskutere religion er slet ikke udelukket, hvilket er fedt! I går og i dag har vi fejret det muslimske nytår, hvor vi i aftes tilberedte couscous og tog på besøg hos familie og venner for at bede om tilgivelse for de ting man har gjort i løbet af året. I morges iklædte vi os det store afrikanske skrud, det vil sige store, farvestrålende kjoler og tørklæde, så vores hår var tildækket. Vi var nemlig blevet inviteret med i moske på den første dag i det nye år. Det var en stor oplevelse, for jeg har en teori om at vi som ikke-muslimer ikke havde fået samme invitation alle steder. Igen viste det sig at være meget frit, selvom vi følte os lidt tildækkede med tørklæderne. Amning under gudstjeneste var i hvert fald mere velset end jeg umiddelbart havde forventet.

Islam får tit skyld for at undertrykke kvinder, men egentligt tror jeg det er meget kulturelt bestemt i stedet. Vi har haft en fed diskussion med en af vores gambianske venner over noget atire (sukker med grøn te), hvor han forklarede at der indtil for nylig har været tradition for at pigerne kun skal lære at blive gode husmødre for deres kommende mand og derfor er det ikke velset for kvinder at gå ud, specielt ikke i nattelivet. Derfor er natklubberne fyldt med mænd - så mange mænd at europæere ofte forveksler dem med bøsse-barer. Men nu er situationen sådan at præsidenten giver mange piger gratis skolegang, for at få flere piger gennem uddannelsessystemet. For eksempel er der kun otte drenge ud af 26 i vores 4. klasse. Hvilket er med til at flere og flere piger får arbejde uden for hjemmet, som betyder at det bliver mere og mere acceptabelt at se kvinder gå ud. Man kan lidt sammenligne denne udvikling, med den der fik kvinderne på arbejdsmarkedet i tresserne hjemme i Danmark. Udviklingen sker stadig i det små, men den er der og det er vigtigt for kvindernes videre færd. Når vi nu har boet privat og har haft vores gang en del uden for turistbilledet, er vi kommet lidt mere ind bag kulturen. I en af de første uger mødte vi en skandinavisk turist, der synes det var fedt at selvom Gambia er et hovedsagligt muslimsk land, så var det ikke noget man sådan decideret mærkede. Det syn delte jeg i starten, men efterhånden som vi kom længere og længere i forløbet viste det sig en smule anderledes. Dog må jeg sige at Gambia er forholdsvis ”light” med hensyn til fundamental islam. Man skal jo passe på med at blande religion og kultur sammen, men det kan altså være svært. Der er hos mange gambianere en meget klar holdning til kvinders opførsel. Kvinder må ikke slagte dyr, de træner ikke og ryger ikke, bare for at nævne nogle få ting.

Ikke hvid, ikke sort, bare Mona

Jeg fik inspiration til overskriften fra Jakob Ejersbos Afrika-triologi, som jeg er ved at læse i øjeblikket. Den handler nemlig om det at være hvid i Afrika. ’Toubab’ (hvid mand) kunne være mit nye mellemnavn, da vi overalt bliver kaldt det. I starten er det da meget hyggeligt, men jo længere vi kommer hen, jo mere går det op for os at det er fordi der er en forestilling om at vi som hvide er pengemaskiner, der kommer for at dele ud af vores penge. Ja, hvis bare de vidste hvor mange røde tal der er på min bankkonto. Men det er ikke svært at forstå hvor de har forestillingen fra, fordi der er rigtigt mange turister, der kommer herned og forsøger at råde bod på lidt dårlig samvittighed over deres velstand derhjemme. Jo, jeg har da også taget ekstra med i kufferten, blandt andet fodboldudstyr, fordi jeg ved det kan gøre en forskel for et par børn eller unge, men det er ikke hovedformålet med rejsen. Jeg er her lige så meget for at lære noget om livet. Og nej, jeg lærer bestemt ikke noget af at tage herned for at kigge på fattigdom og på den måde få det bedre med mit eget liv. Selvfølgelig lærer man at sætte pris på de ting der betyder noget for én, men det er i virkeligheden måske mere fordi jeg er væk hjemmefra i lang tid. Men gambianernes mottoer som ”nice to be nice” og ”no stress”, ligger rigtigt langt fra min travle hverdag. Her tages der tid til at bekymre sig om hinanden. Selvom det kan drive mig til vanvid at man ikke kan sætte sig ned på en stol og være stille i fem minutter uden syv mennesker omkring sig har været henne for at spørge om man er okay eller hvorfor man er stresset. Men en ven fortalte os at det bare er et udtryk for omsorg. Bare dét at lave grøn te kan være noget af en prøvelse for vores tålmodighed, for det kunne sagtens være lavet i løbet af ganske kort tid, men gambianerne vælger simpelthen at gøre det til en laaang proces for at tage sig ordentlig tid med det selskab man nu en gang er i. Det er da ret fascinerende og er en af de ting jeg godt kunne tænke mig at tage til mig. Der er simpelthen ingen grund til at have så travlt at vi ikke længere selv kan følge med og har tid til omsorg.

Tilbage til det at være hvid i Afrika. Det kan til tider føles som en positiv diskrimination og med det mener jeg ikke en positiv diskrimination. Jo, det er da fedt at kunne komme gratis ind på en natklub, men når ens gambianske venner ikke må komme ind på en restaurant uden følgeskab af en toubab synes jeg det bliver en anelse klamt. I går da vi var til koncert på Independence Stadium i Bakau med engelske Busy Signal fik vi lige da vi havde trådt ud af taxaen følgeskab af nogle gambianere, der ville sikre sig at vi kom sikkert ind på stadion. Hensigterne var ikke kun gode, da det viste sig at vi skulle foran i alle køer – fordi vi er hvide. I mens måtte andre gambianere slås med politiet for at komme ind. Lad mig nu bare stå i kø med alle de andre! Det virker som om vi bliver ophøjet til noget helt urealistisk og vi får en status som noget vi slet ikke er. Nogle gange har man indtrykket af at man ville være et helt andet menneske, hvis man havde en del mere pigment i sin hud. Lige som Ejersbo har lavet et citat om at være hvid i Afrika, fandt Ditte også på et lille guldkorn under vores ophold i Gambia: ”Nogle gange ville det være rart hvis man kunne få lov til at være et menneske uden at være en pung.” Amen! Der er hele tiden en forventning om at vi er lig med penge. En af de sidste dage købte Ditte og jeg lokal mad bag et af hotellerne (ris, sovs og kød), hvor damen nægtede at give vores byttepenge, svarende til 1 kr., tilbage. Selvom diskussionen foregik på mandinka med en af vores venner, var vi aldrig i tvivl om grundlaget for diskussionen. Man føler sig jo temmelig åndssvag, når man slår i bordet for det der svarer til 1 kr., men det ender bare med at det bliver en principsag for os. Gambianernes billede af hvide blev allermest tydeliggjort på vores tur gennem Sydsenegal til Guinea-Bissau, hvor en ung pige sagde til Lisa: ”You are toubab, you have to give me money”.

Det virker nogle gange som om det er livet om at gøre at komme til Europa, fordi så er alle problemer løst. Men livet i Europa er ikke perfekt, men man kan måske ikke klandre nogen for at ville bytte fattigdom ud med luksusproblemer som Vestens overforbrug, som måske i virkeligheden er næsten et lige så stort problem.

Der er mange tanker omkring sådan et ophold i Gambia, så I kan godt forvente endnu et indlæg, hvor jeg blandt andet vil skrive om alle de fede ting der følger med det at være det samme sted længe af gangen.

Den store hjemkomst

Efter at have været hjemme i kolde Danmark i tre uger er det igen tid til eftertanke. For man lader ikke bare et halvt års rejsen stå som et uafsluttet kapitel. Der er sket meget, både fysisk og mentalt. Og det er forandringer, der lige skal tages med i den videre færd; det tager tid! Alle der kender mig, ved jeg godt kan li’ Danmark. Faktisk er jeg aldrig i tvivl om at Danmark er min base, det er mit hjem. Men når man har rejst i så lang tid som jeg har, kræver det også en overraskende stor portion tilvænning til sit eget land. Tingene gøres helt anderledes, stemningen er anderledes, humoren er anderledes og ikke mindst stressniveauet er anderledes. At jeg så blev ramt af en omgang kyssesyge en uge efter hjemkomst, gjorde ikke overskuddet til at løfte dynen af sig større. En vinterdepression er et stort ord, men ikke desto meget mindre er det virkelig noget man bør tage dybt seriøst efter et halvt år under en strålende sol.

Dertil skal lægges at vi på de to måneder har lært mange, mange dejlige mennesker at kende, som der lige pludselig skal tages afsked med. Ingen af os er i tvivl om at vi skal besøge Gambia igen, men der blev grædt mange tårer, fordi vi jo udmærket godt ved at vi ikke bare liiige kan tage på weekendtur til det lille vestafrikanske land. En meget stærk fordel ved et ophold det samme sted i længere tid i forhold til backpackerrejsen er at der stiftes mange stærkere bekendtskaber og man kommer ind bag turistbilledet. Jeg håber og tror da at vi blev lidt mere end bare almindelige charterturister, fordi vi netop havde tiden med os. Vi var med til at fejre højtiderne og nåede også til det punkt, hvor det blev hverdag på rejsen. På den her rejse har jeg i hvert fald brugt mere krudt på at lære mennesket og kulturen bag facaden, end på de store naturoplevelser og seværdigheder. Og netop dét gør jo at det kræver en noget større indsats at nå til den erkendelse at Gambia og Danmark er to vidt forskellige verdener, som bliver meget svære at kombinere - hvor end man gerne ville!

De tre uger herhjemme har været præget utroligt meget af rejseminder og gensyn. To ting som er fantastiske! Når man tænker tilbage på et halvt år, hvor man har delt måltider, ideer, tanker, strand, meninger om religion, politik, livet og fodboldklubber, sovesal, trek, taxature, vandflaske og ganske meget andet med mennesker fra hele verden, kan man ikke være andet end privilegeret. OG når der samtidig venter et privilegeret liv herhjemme. Som min gode gambianske ven Karl Gustaff ville have sagt det: ”waaaaauw.”

Nu skal det næste halve år bruges på at nyde Danmark. Og tiden skal såmænd nok gå den rigtige vej mod et højskoleophold til august. Livsstilsændringerne skal fortsættes, så den halvmaraton kan finde sted inden for overskuelig fremtid, nu hvor kyssesygen har sat stopper for den lige foreløbig. Der skal bankes en ordentligt portion kredit ind på en blødende bankkonto og så skal fritiden nydes med musical, valgkamp, asylarbejde, at skrive, træning, litteratur, ture rundt i Danmark, fodbold, film, fotografi, festival og musik. Og ved I hvad? Det er sgu ik’ så’en at kimse af. Sabbatår, længe leve, Bertel H.!

Machu Picchu og Colombia - to store højdepunkter

"Thank you for believing in Colombia."
Sådan blev vi mødt af en colombianer i fiskerbyen Taganga på den caribbiske kyst i Colombia. Colombia har meget andet at prale med end at være narkoen og Shakiras hjemland - deres gæstfrihed er absolut et af de store højdepunkter. En af de første dage i Bogota sad vi på en café og fik en let aftensmad, hvor en ung colombianer kom hen bare for at velkomme os i hans land. Mange gav udtryk for at de var både lede og kede af at Colombia verden over bliver betragtet som verdens farligste land. Men skulle man også tro mere på Udenrigsministeriets rejsevejledning end Lonely Planet og rejsebureauer, er Colombia nok heller ikke det første land man ville rejse til. HELDIGVIS gjorde vi det. For udover en hjertelig gæstfrihed er landet et de smukkeste jeg har besøgt og i modsætning af Peru og Bolivia, hvor naturen var tørt og vissent, er Colombia grøn, grøn, grøn! Utroligt som farven grøn kan være en mangelvare. Vi har haft store og uforglemmelige oplevelser både i Peru, Bolivia og Chile, men som lande har de ikke været de største højdepunkter, hvorimod Colombia fremstod som et stort højdepunkt som helhed. Både på grund af befolkningen, men også den hyggelige stemning over alt. De virkede bare glade for at vi var der, men de er også meget livsglade. Selv dem der stod i deres små boder, virkede bare glade for at lave det de laver. Det kunne man måske lære lidt af, når man kan brokke sig over at have gode jobs herhjemme!! Vi har besøgt mange smukke steder og landbyen Salento i kafferegionen er et sted jeg meget, meget gerne vil besøge igen. Der var hyggeligt, fredeligt og smukt. Men også Valle de Cocora, hvor der findes op til tres meter høje palmer, er et af de smukkeste steder jeg har været på gåtur. For at komme dertil kørte vi i jeeps fra Salento. På hjemturen stod Rikke og jeg bagpå på trinnet op til ladet. Jeg troede ellers jeg havde prøvet mange mærkelige transportformer i Afrika, men denne tur var dog det vildeste. En anden sjov oplevelse var vores tur til mudder-vulkanen ved Cartagena. Det er en lille vulkun, hvor man kan gå op i den og bade i mudder. Den er over tyve meter dyb, men alligevel sank man ikke i. Ret besynderlig oplevelse, og man tvivler lidt på at den ikke er menneskeskabt. Men den skulle nu være god nok. Vi besøgte også Tayrona nationalpark ved den caribbiske kyst. Altså caribbiske strande bliver aldrig kedelige, så enkelt kan det siges. Det var da også derfor vi overnattede i en hængekøje ved Playa Blanca. Til trods for at vores eneste selskab denne nat var mus, flagermus og gigantiske krabber, var det en skøn oplevelse at kunne vælte ud af hængekøjen klokken halv syv om morgen, gå tyve skridt ned i det dejlige varme vand og op på stranden til lidt frisklavet frugtsalat til morgenmad. Livet er sgu ikke det værste man har! Der er så mange steder jeg gerne vil se i Colombia, så det er absolut endnu et land jeg skal besøge igen.

Finca del Eduardo - Kaffefarm i Salento

Valle de Cocora

Mud Vulcano

Playa Blanca

Vi havde læst i Lonely Planet at militærposterne rundt om i Colombia kunne være en skræmmende oplevelse. Det viste sig dog at mændene i uniform var aldeles ufarlige og meget nysgerrige efter hvad vi lavede i Colombia. Vagter ved havet kom flere gange hen for at få en sludder for en sladder. Men at nogle af disse mænd nogen gange må føle sig lidt dumme, opdagede vi da vi ved en militærpost måtte sidde overfor militærmandens lille digitalkamera og til stor morskab for de øvrige colombianere i bussen udtale vores skandinaviske mærkeligt-klingende navne. Ja, hvad i alverden de kunne bruge de optagelser til, må forblive et mysterium. Farligt, var det i hvert fald ikke. I Arica i Chile fandt vi en pung på busstationen, hvor jeg afleverede den hos en vagt. Her var billedet ikke så fredeligt som i Colombia, da det viste sig at vagten havde tømt pungen for penge, da kvinden kom tilbage for at hente den (jeg havde set der lå sedler i den). Men vi fik den formentligt bedste findeløn, da kvinden gav os hendes adresse, hvis vi skulle komme til Chile igen - så behøvede vi i hvert fald ikke at tænke på hverken et sted at sove eller mad. Dejligt!

"Vamos, Mona!"
Ja, hvis blot jeg bare havde tal på hvor mange gange vores søde guide Maria har sagt 'vamos, Mona!' under vores fire dages trek til inkariget Machu Picchu. Trekket havde i forvejen givet anledning til megen nervøsitet og mavepine, for kunne vi nu klare de 47 km. i det hårde terræn i Andesbjergene. At vi så kom i gruppe med super-trekkerne fra Norge og Finland mindskede i hvert fald ikke min nervøsitet. Men de viste sig at være ganske tålmodige og ganske, ganske søde mennesker :o)

Og det blev en udfordring. Når man bevæger sig rundt i over 3.000 meters højde føles det i hvert fald ikke som om man får nok ilt. I forvejen havde vi rejst i 5 uger i Andesbjergene, hvorfor vi vidste hvordan vores krop reagerer på lidt ilt. Så mit motto for de fire dage blev: 'stille og roligt, jeg skal bare gennemføre!' Det var nu ikke på noget tidspunkt sådan at jeg bare havde lyst til at sætte mig ned og lade en hest hente mig. De andre i gruppen var dejligt tålmodige, så jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville gennemføre. Og jeg gennemførte endda indenfor normeret tid! Undervejs besteg vi Dead Womans Pass (4215 m.o.h - udgangspunktet var 2900 m.o.v.) og to andre pas. Gudskelov havde vi betalt en porter for at bære vores rygsæk, ellers er jeg overbevist om vi stadig havde vandret rundt i Andesbjergene. I øvrigt er de portere verdens sejeste mennesker! At tro på sig selv kan måske ikke flytte bjerge, men om så ikke andet bestige bjerge!

Den sidste morgen vågnede vi klokken halv fire, og på dette tidspunkt kunne Machu Picchu være Machu Picchu. Jeg havde sovet dårligt de tre nætter på trekket og mine ben var ubeskriveligt ømme, på grund af de stejle nedstigninger på trappetrin. En seng, en dyne og søvn ville være langt at foretrække. Men gudskelov, havde jeg ikke mulighed for det. For at gå igennem solporten og se Machu Picchu i solopgangen i Andesbjergene er den perfekte belønning for fire dages vandring og ømme lårbasser. Det var det hele værd, men vi kunne hurtigt blive enige om at Wayna Pichu måtte vente til en eventuel reunion om fem år. Aldrig har fysisk træthed føltes så skøn og stoltheden var heller ikke lille! Meeen, da vi efter et par timer eller fire i tog og bus ankommer til vores hotel er det VIRKELIG godt med et bad, et måltid og en seng med en dejlig dyne. Det er ubeskriveligt!

Lige en historisk opsummering: Machu Picchu blev forladt kort efter at Spanierne i 1532 invaderede Peru. Herved blev dette fantastiske bygningsvaerk "glemt". I 1911 blev det genopdaget af den amerikanske eventyrer Hiram Bingham. Man følger Inkastien hele vejen til selve inkariget og på hvert højdedrag eller efter hvert sving, dukkede en udsigt op der blot var flottere end den foregående. Inkaernes bygningsværker var alle anbragt i flotte omgivelser og de fungerede engang som centre for kommunikation og ceremonier.

Backpacking - en helt ny udfordrende måde at rejse på

Nu går den ikke længere. Jeg har været hjemme i knap to uger, hvor tiden er gået hurtigt med familiebesøg, venner, første sæson af Lost og otte afsnit af Borgen.Tiden er i sær gået hurtigt med at nyde at have vante omgivelser. Heldigvis har der også været tid og overskud til at reflektere over alle de mange oplevelser vi har haft de sidste ni uger på vores backpackerrejse til hovedsageligt Peru, Bolivia og Colombia. Det med reflektionen er heldigvis noget vi har været rigtigt gode til at gøre undervejs. Egentligt har vi tænkt og snakket meget om de udfordringer, glæder og afsavn vi har mødt. Måske virker ni uger ikke som alverden for mange, men vores rejselængde har (heldigvis) været en udfordring for os. Formentligt lyder det som verdens største og dummeste kliché, men vi har været glade for at vi har noget at savne. Vi er glade for at vi har noget at komme hjem til og som kan være hårdt at undvære. Vi har mødt (for mange) backpackere, der får alt i verden ville forlænge deres rejse - også selvom de i forvejen havde rejst både halve og hele år. Og det var ikke blot fordi at det er fedt at rejse, men også fordi de decideret ikke ville hjem til deres dagligdag. Og så er vi da i hvert fald blevet enige om at man måske bør overveje hvilket liv det er man har derhjemme og om det i det hele taget er det værd.

Backpacking har været en helt ny måde at rejse på for os begge. På de ni uger har vi overnattet 25-30 forskellige steder, hvilket naturligvis betyder at vi har rykket en del rundt. Det giver utroligt mange fede oplevelser: man ser en masse og man møder mange, mange mennesker. Men det er også hårdt. Man skal forholde sig til mange nye steder og mennesker og man lærer hurtigt at slappe af i de nye omgivelser. Men man må også lære at der ikke kan ske noget hele tiden, når man rejser så længe. Det kan godt være lidt svært at vænne sig til, når man er vant til at rejse ret intenst i en kortere periode, hvor man ikke når at komme til det punkt, hvor det eneste man har lyst til er at ligge ved poolen. Man finder nogle måder at koble af på. Vores måde har været at læse bøger. Jeg har læst ti bøger på de ni uger og det føles bestemt ikke som om jeg har 'spildt' al min tid på at læse. En bog har bare været vores måde at sige 'nu holder vi lige kæft og lukker helt af'. For det fylder meget at man hele tiden skal forholde sig til hvor man skal sove den næste nat, hvad man skal have at spise og hvad man nu skal opleve.På den måde har det været helt perfekt at rejse med Rikke. Vi har haft nogenlunde de samme behov for afslapning og afkobling. Det er virkelig noget man bør overveje mere end syv gange, hvem det er man tager med på en backpackerrejse. For nogle fungerer det måske at rejse med nogen man slet ikke kender, men jeg er på ingen måde i tvivl om at Rikke har været den rigtige på den her rejse. Vi har kunnet været 'alene' med hinanden og været enige om det meste. For mig har det været altafgørende at have en jeg har følt mig 100% tryg ved, når man møder mange nye mennesker. Hvilket har været helt vildt fedt, men jeg har i hvert fald til tider savnet at være i selskab venner, som kender mig og omvendt. Men som jeg sagde tidligere er det fedt at opleve at savne. Det er et privilegium. Vi har jo oplevet så mange fantastiske ting samtidig med.

 

Vi har jo mødt mennesker fra hele verden, lige fra Paraguay over USA til Korea og Australien. Vi har i hvert fald ikke kun lært noget om de lokale befolkninger og kulturer. Jeg vidste ikke at alle israelere skal to og tre år i den israelske hær for at aftjene værnepligt, hvorefter de fleste har optjent penge til at rejse laaangt væk fra Israel. De israelere vi mødte var umiddelbart ikke dem der havde sat allermest pris på deres tid i hæren...
Jeg vidste heller ikke at australierne går med skoleuniform eller at modviljen overfor Geert Wilders ikke er så stor som jeg regnede med hos den almindelige hollænder. Til gengæld er hollændere uden for Amsterdam ikke pjattet med byens renomme.

Udover denne blog kommer der en blog om Colombia som land og vores inkatrek til Machu Picchu. Men jeg vil slutte af med et dagbogsindlæg (det eneste) fra rejsen. Det er fra vores tur til minen i Potosí. En øjenåbende oplevelse!

Afsted på en øjenåbende tur til minen her i verdens højestbeliggende by Potosí. Sammenlignet med Malawi Lake var dette miljø noget det mest triste jeg har oplevet. Klaustrofobien fik efter få hundrede meter derinde taget i mig og de tre hollændere i gruppen - Rikke fortsatte. At se lys for enden af tunnelen giver ligepludselig meget mening, når man har befundet sig i en mine. Det gav også et helt nyt perspektiv på chilenerne der var fanget i minen.
Minearbejderne drak 96% sprit, røg hundrede smøger om dagen og tyggede deres tænder og munde grønne/sorte af cocablade (12 kg. om dagen for at opnå kokaineffekten). Vi spyttede ret hurtigt vores rundt regnet seks cocablade ud - Vi kan godt nøjes med teen!
Minearbejderne var tydeligt stolte af deres arbejde, selvom de må leve i konstant støv, som selv efter få år vil føre til miners disease (opkast af blod). Efter 10-15 år vil langt, langt de fleste af minearbejderne være døde af deres fysiske skader af arbejdet. Vores guide var stoppet med arbejdet efter tre og påstod at hans helbred ikke havde taget skade, mens hans overbevisningsevne led et alvorligt knæk, da han spyttede blod inde i minen.
Synet af de minearbejdere der ikke befandt sig inde i minen var trist. Det virkede som en konkurrence om at få drukket mest af den stærke sprit i literflaskerne. Selv de hårdeste gutter på Daisy ville komme i alvorlige vanskeligheder i konkurrence med de bolivianske minearbejdere.
De sætter deres liv på spil for en ussel løn (1600-2000 bolivianos = 200 euro, for de heldige).

Bolivia er et af verdens fattigste lande, men i modsætning til de mange afrikanske lande, er landet rigt på råstoffer. Blandt andet ejer landet over halvdelen af verdens lithium reserver, men på grund af korruption og international udbytning har råstofferne ikke kunne vende udviklingen i landet. Ligesom minearbejderne ikke er uddannet til at udnytte sølvressourcerne, kan bolivianerne ikke udnytte deres store mængder af lithium. Men Vesten har vel heller ikke voldsom stor interesse i at dele ud af deres viden...

Malawi i hjertet

Selvom jeg for fjerde gang befandt mig på kontinentet Afrika, skulle udvekslingen til Malawi vise sig at blive et højdepunkt. Antallet af gode, hjertelige og ikke mindst hjerteskærende oplevelser er uoverskueligt.
Jeg har hver gang jeg er vendt hjem fra Afrika haft svært ved at formulere oplevelserne for venner og familie, fordi Afrika skal opleves. Derfor var det fantastisk at have nogle rigtig gode veninder med, så de i det mindste ville kunne forstå hvad jeg har fablet om de sidste tre-et-halvt år. De har heldigvis oplevet lidt det samme efter hjemkomsten: Afrika er svært at forklare!

Men lad mig prøve. Efter 30 timers rejse, ventetid i lufthavne og buskørsel sydpå fra Lilongwe til Zomba i Malawi ankom vi til Namingaze farm trainingscenter, hvor vi skulle tilbringe 10-11 døgn. Snart kom vi snak med deltagerne fra Malawi, Botswana og Portugal, og snart blev strømafbrydelser, ris, bananer og Nshima (majsgrød) dagligdag. Men dagligdagen bestod også af mange, mange oplevelser. Vi diskuterede African Youth Charter, MGD og skolesystemer. Vi havde besøg af den malawianske ungdomsminister, hvor vi straks fornemmede det noget mere formelle malawianske politiske system. Vi legede, dansede og sang. Vi lærte gloser på portugisisk, setswana og chichewa. Vi lavede jordbærgrød og leverpostejmadder til de andre og indtog selv lækkerier fra de andre lande - nogle mere lækre end andre. Vi oplevede en MP'er, der pænt måtte holde den formelle grimasse, selvom han bestemt ikke brød sig om hverken sild, rejer eller leverpostej! Alt i mens 40 deltagere var ved at gå til af sult i al formaliteten.

Det bedste eksempel jeg har på vores interkulturelle aktiviteter må være billedet til venstre fra vores lille bjergbestigning ved Zomba. Müller, Joe og Mavis har lært lidt dansk internetkultur :-) Eller kluddermåtter i Malawi til venstre.

Disse billeder er taget i landsbyen uden for træningscenteret i Zomba. Vi havde medbragt nogle gaver i form af blyanter, tuscher, sæbebobler, balloner og slik. Her blev vi mødt en utrolig gæstfrihed. Vi fik lov til at gå en i landsbyens moske, hvis vi bare var barfodede. Moskeen fungerede også som en islamisk primary og secondary school. Den ældre herre i midten kunne formulere sig fint på engelsk og ville gladeligt fortælle om sit liv og landsbyen.

Overalt mødte vi smil, gåpåmod og varme. Eller ikke helt overalt. Vi overnattede to nætter på et hotel ved Lake Malawi. Det var et område hvor rige indere ejede de store fede hoteller, og der var et dårligt syn på hvide turister. I må selv forestille jer, hvad der kan ligge til grund for dette dårlige syn. Vi var fire danske piger der ville købe vand i landsbyen ved siden af hotellet. Og på denne tur havde vi ikke en malawiansk tolk med. Og det var faktisk ganske ubehageligt. Normalt ville man blive mødt af nysgerrighed og gæstfrihed, men fordi landsbyen lå mellem to store hoteller var der en del fordomme vi skulle have brudt ned. Da vi senere på eftermiddagen havde Francis fra Malawi med gennem landsbyen blev vi mødt fundamentalt anderledes, fordi vi nu kunne forklare hvorfor vi var her: ikke for at udnytte et i forvejen meget plaget område. Ligeså ubehageligt, som det var første gang gennem landsbyen lige så fedt var det at opleve at synet på os hurtigt blev ændret.

Området omkring Malawi Lake og Mangochet var et ekstremt plaget område. Fordi det var omkring søen, er Malaria særligt udbredt. 70% af befolkningen er ramt af HIV/AIDS, i gennemsnit bliver der brugt 2 kondomer pr. ÅR pr. mand, udbredt prostitution, mændene tager til Sydafrika for at få arbejde, mens kvinderne skal blive i Malawi for at passe de 7,5 børn uden stor mulighed for noget forsørgningsgrundlag. Og så var der også en del problemer med de rige turister. Her kunne man virkelig mærke at vi befandt os i verdens fattigste land. Men overraskende nok mødte man ikke selvmedlidenhed, i en grad man ellers kunne forvente. Selv en mor der var blevet efterladt af manden til fordel for Sydafrika, der ikke kunne forsørge sine 6 børn, klynkede ikke - man får det bedste ud af det man har!

Det samme kan man sige om vores ventetid. Begrebet African Time er noget alle skal vænne sig til. "Vi når det nok", så man kan lige så godt lade være med at pive over at være stået monster-tidligt op, for bare at sidde og vente på en buschauffør i flere timer. DANS! For satan da.

http://www.youtube.com/watch?v=p67JA8VSSC4

Fortæl en historie uden ord.

Vi fik en opgave. Vi skulle fortælle en historie om livet ved Lake Malawi - uden ord. Men her må jeg ty til at udtrykke mig anderledes. Der var nogle skæbner, jeg aldrig vil glemme.
Til venstre ser vi Paul med en lille dreng med malaria. Hans hud brændte. Hans mor var som så mange andre også blevet efterladt af sin mand, og havde ingen indtægter. Hun sad på sit tæppe og lavede relish, med sin lille dreng pakket ind i tæpper ved sin side. Hun havde ikke de 500 kwatcha (15 kr.) til at rejse de 45 km. til det nærmeste hospital for at få helbredt sin søn for malaria. Hun sad bogstaveligt talt og ventede på hans død. Paul og jeg stak hende hver 500 kwatcha, selvom det i virkeligheden er at udskyde hendes problemer. Men den skæbne var ganske enkelt for svær at bære. Vi kunne ikke lade stå til.

I samme landsby reagerede jeg på et andet menneske jeg ikke anede jeg kunne. Jeg var skræmt. Det var mit allerførste møde med en albino, uden for Da Vinci Code. Men selvom jeg i den grad blev skræmt, blev jeg på en mærkelig måde lykkelig. Da Paul fortalte at albinoer lever fredeligt i Malawi, blev jeg glad. At denne pige ikke blev brugt som medicin pga uvidenhed og overtro i andre afrikanske lande. Det var dejligt at se hun bare levede som alle de andre malawianske børn i landsbyen. Med de samme bekymringer og med de samme glæder.

En ung optimistisk fyr, der er ved at bygge sit eget hus.

Dette var headmasteren i landsbyen. Han fortalte at han havde 5 koner i Malawi og Zambia. 26 børn og 200-300 oldebørn. Han var holdt op med at tælle. Selvom han havde været syg i et år, havde vi alle en mærkelig fornemmelse af et en enkelt egenskab ikke var gået tabt. I Malawi får de 7,5 barn i gennemsnit. I Danmark er det 1,8. Det kan være mærkeligt at man får så mange børn, hvis de ikke kan forsørges. Men samtidig er det jo angsten for at miste dem og at der ikke ville være børn til at forsørge dem selv, når de bliver gamle, der spiller ind. Men chancen for at børnedødeligheden ville falde, hvis man fik færre børn, ville være stor. Fordi man rent faktisk ville kunne tage sig af de børn man får.









_____________________

Jeg fyldte 20, mens vi var på vej fra søen tilbage til træningscenteret. Det var en mindeværdig fødselsdag med morgenssang, balloner og fødselsdagskort. Resten af dagen tilbragte jeg på ladet af en FN 4x4 med 130 km/t. Bonussen var selfmade dreadlocks og frisk luft for et par dage på forskud. Undervejs var vi på en safari, hvor vi så to flodheste og mange elefanter. Vildt oplevelse at befinde sig i mellem 20-30 vilde  elefanter på sin fødselsdag. Sidste år fyldte jeg år på Brøndby Stadion med en 2-0 sejr - hvad bliver det næste år?
Hver eneste dag fik nationalparken rapporter om elefanter der havde angrebet landbyer og mennesker uden for parken. Da en af vores buschauffører blev utålmodig omringet af elefanter, hvor han dyttede og begyndte at overhale frygtede os på ladet af 4x4'eren nu også for vores liv. Men helskindede kom vi da ud. Og endnu en oplevelse rigere.
Om aftenen fik vi et festmåltid bestående af .... ris og bananer! Mmmh. Midt i maden gik strømmen igen igen og jeg forberedte mig på stearinlys og lommelygter igen. Hvorfor ikke? Vi var jo vant til det. Men det viste sig at være portugiserne der startede fødselsdagssang med stearinlys og det hele. Helt vildt hyggeligt, i hvert fald en fødselsdag jeg sent vil glemme!

_____________________


Husk på at man skal se virkeligheden, før man kan ændre den. Man skal indse hvad problemet i virkeligheden består af. Og det indser man ikke før man står midt i den.
Jeg har selv tænkt over at det virker mærkeligt at rejse til Afrika for at se på fattigdom. Jo, fattigdommen ser man og man må forholde sig til hele tiden. Men Afrika har bare så meget andet at byde på. Så når man er kommet sig over de første indtryk, begynder man at se på de styrker der ellers findes. Man ville ikke kunne leve i et afrikansk land ret lang tid før man ville blive vanvittig, hvis man udelukkende så det fattige i landet. Jeg har set både optimisme, gode værdier, gæstfrihed, virkeligheden og så meget andet. Intet tages for givet og alt sættes der pris på. Og derfor elsker jeg Afrika!

http://www.youtube.com/watch?v=pRpeEdMmmQ0 - hør den! Inden jeg var i Malawi irriterede den mig grænseløst. Nu forbinder jeg den med noget særdeles positivt. Selvom den blev blæst ud af en forbandet vuvuzela lidt for ofte :-)

PS. se flere billeder på Facebook. Det tager evigheder herinde :-)
Next: SOUTH AMERICA!

Følg med her på min tur rundt i verden :-)

Der vil både komme billeder og historier fra Malawi, Amsterdam, Sydamerika og Gambia.