The Power of Garbage

På verdensplan smider vi mad ud til at kunne brødføde alle mennesker der sulter. Tre gange.

Det gør lidt ondt at vide, ikke?

Det gør i hvert fald ondt, når jeg kender mennesker, der ikke altid går mætte i seng.  

Vi har fået skruet priserne på fødevarer op på et helt unødvendigt plan, på et falsk grundlag. Et falsk grundlag, fordi vi har øget efterspørgslen på mad, for at smide hver fjerde indkøbsvogn direkte i skraldespanden. Den urealistiske høje efterspørgsel har gjort det endnu sværere for verdens sultende at finde de fornødne penge til fødevarer.

Jeg har glædet mig til at høre Selina Juuls tale fra TEDxCopenhagen 2012. Hør den her og bliv inspireret!

Det er skræmmende let at ændre lidt på det forhold.

Her i Irland har jeg oplevet flere initiativer som jeg så gerne ville se udbredt. Jeg ved de findes, men lad dem nu sprede sig!

En nedsat-hylde i Dunnes

En ’denne-vare-er-udløbet-på-datoen-men-stadig-frisk-til-nedsat-pris’-hylde. En hylde i supermarkedet, hvor man kan købe frisk frugt, kød, grøntsager, brød og lignende, til meget billigere penge. Disse hylder bliver brugt i høj grad. Et fænomen, som vist kun findes i Rema1000 i Danmark. Det må da i høj grad være i supermarkedernes interesse at kunne flytte nogen af de ellers så udskældte skraldere inden for supermarkedernes vægge og rent faktisk gøre deres spildprocent mindre.

Daggammelt brød. Vi besøgte et te-hus, hvor der bliver solgt daggammelt brød, til en lavere pris. Igen et tiltag, hvor lækkert brød forbliver på hylderne i længere tid, i stedet for at havne i skraldespanden. Dette bidrager også til at mindske spildprocenten. Noget ganske mange bagere måske kunne have interesse i? Jeg har for nyligt fundet tre store ’affalds’-poser med rundstykker hos én bager. Jeg ville hellere have købt dem til nedsat pris dagen efter.

Bullede emballager. Kan du huske hvornår du sidst har set en bullet konservesdåse i et dansk supermarked? Nej, vel. Hvorfor i alverden skulle de dog havne i skraldespanden? Måske fordi danske supermarkeder har erfaring med at disse ikke-strømlinede varer ikke bliver solgt. Her har vi igen noget at lære fra irske supermarkeder. Men for at få supermarkederne til at sælge disse ’skæve’ varer, kræver det at vi som forbrugere beviser at vi har viljen til at købe dem.

Tomme hylder. Vi må altså vænne os til at vi ikke kan forvente bugnende hylder 5 minutter før lukketid. Det kan ikke være rigtigt at vi skal forlange den luksus at have samme udvalg alle tidspunkter i løbet af dagen, når vi ved at det betyder at mange varer må kasseres ti minutter efter luk. For et par uger siden var vi på English Market i Cork, hvor vi udså os lækre sandwiches til busturen hjem til Limerick. Kl. 10 var der et imponerende udvalg. Der var ganske få sandwiches og salater tilbage, da vi kom tilbage umiddelbart inden markedet lukkede. Først var det ret overraskende, da vi normalt er vant til et andet billede i Danmark. Det fik os dog ikke til at finde andre steder, hvilket blev belønnet med ekspedientens tilbud om dobbelt-op på vores køb af sandwich og salat, da hun jo vidste at varerne skulle kasseres. Behøver jeg at sige at det gjorde mig glad?

At spare penge er noget vi alle kan forstå. Så er det bare nu at vi skal forstå at vi smider penge i skraldespanden hver eneste dag. 

We'll always have Paris

Udsigten fra Sacre Ceur

Mit første besøg i byernes by, skulle vise sig at blive til en pladask forelskelse fra første sekund. Mine forventninger var dog blevet trukket godt og grundigt ned på forhånd, da mange i min omgangskreds tilsyneladende synes at byen er slemt overvurderet. Jeg er helt og aldeles uenig. For det første er den smuk. Alle bygningerne har den samme farvenuance, som gør hele byen meget harmonisk. Ikke mindst når du står ved Sacre Ceur og har panorama-udsigten over hele byen.

Macarons fra Pierre Hermé

Dog er det er ingen hemmelighed at vores største motivation for at rejse til Frankrig, var at gå på opdagelse i det franske køkken. Her var forventningerne dog vildt store, og de skulle så sandelig blive indfriet. Jeg havde egentligt ikke det store kendskab til fransk gastronomi, men vi fik hurtigt sporet os ind på franske vine og oste, crossainter, creme brülee og macarons. Vores eneste krav var at vi på ingen måde måtte gå på kompromis med kvalitet. Umiddelbart virker det også ret svært at gå på kompromis med noget i det franske køkken, da selv bistromad tilberedes af gode, enkle og lokale råvarer.

Chocorons fra Aoki

Og der blev da i hvert fald ikke gået på kompromis med noget, når vi besøgte den ene topkonditor efter den anden, for derefter at spise franske oste og sippe fransk vin ved Seinen i sommersolen. De fire dage skulle kun handle om livsnydelse på allerhøjeste plan. Vores yndlingssteder var meget inspireret af en af mine yndlingsbloggere, Anne au Chocolat, som også elsker Paris’ søde sager.

Madagaskar-vanille og indisk
mango-is fra Amorino

Jeg kan varmt anbefale at lægge vejen forbi konditorne Pierre Hermé og Ladureé for fantastiske macarons. Aoki for fantastiske chocorons og andre lidt mere spøjse kreationer og ikke mindst Berthillon for saltkaramelisen. Det er kvalitet, som jeg aldrig har fået desserter og kager før.

Toppen af Eiffeltårnet

Isle Saint-Louis, som er en lille ø, der ligger bag Notre Damé, er fantastisk hyggelig og et slaraffenland af lækker is, brød, vin, ost, desserter og jeg kunne fortsætte. Der må man unde sig selv at spise blomsterformet is fra Amorino!

Frokost ved Seinen

Indimellem al spiseriet, var vi ude at opleve alle de mest kendte seværdigheder i Paris: slentre rundt i Louvre, aften ved Sacre Ceur, Notre Damé, en smuk aften i Eiffeltårnet og en formiddag hos Jim Morrison og Oscar Wilde på kirkegården Père-Lachaise.

Bog af Tor Nørretranders:
Vild verden

For at runde af med det franske køkken, har det en stolthed, som det danske køkken stadig kan lære meget af. Danske restauranter skal ikke nødvendigvis servere franske retter. Heldigvis er der en særdeles positiv tendens i øjeblikket, med det store fokus på nordisk mad, som i sær Claus Meyer og René Redzepi står for. Mange tænker måske på dårlige arbejdsforhold og madsnobberi, når disse kokke omtales. Men for mig at se har de revolutioneret det danske køkken, som kan gavne ikke blot turisme i Danmark, men også i høj grad også vores miljø, kvaliteten af maden og folkesundhed. Miljøet, fordi fokus ligger på lokale råvarer i sæson, der ikke skal transporteres fra den anden side af kloden. Kvaliteten, fordi der bliver fokuseret på sæsonråvarer; altså råvarer der har allermest saft og kraft. Folkesundhed, fordi vi får kendskab til planter og urter i vores natur, som ellers langsomt er på vej ud af de danske køkkener. Og hvorfor er det så lige at det gavner folkesundheden? Jo, det er fordi vores kost er blevet alt for ensidig og vitaminfattig. Ifølge Tor Nørretranders (bog: Vild Verden) består vores kost-horisont i dag af under 70 planter, ud af over 2000 tilgængelige. Så lav pesto af skvalderkål, lav juice af havtorn og put nu de brændenælder i suppen. Det smager fantastisk og er pisse sundt. Og de er lige uden for døren og helt gratis. What’s not to like?

Hvorfor husker vi så dårligt?

I sidste uge var jeg ude at skralde. Ja, jeg stak hoved og hænder ned i de store ’affalds’-containere uden for de store supermarkeder på Frederiksberg. Jeg kunne fylde rygsæk og cykelkurv med et tag-selv-bord af helt friske eksotiske frugter og grøntsager, brød og kød, som ville sikre mig en meget varieret kost i hvert fald i en uge. Mange andre skraldere fik på samme dag en lige så stor fangst af både dansk producerede varer, men i høj grad også varer som vi har fået transporteret fra den anden side af kloden. Fødevarer, der er produceret i områder med fødevareknaphed. En fødevareknaphed, der har fået fødevarepriserne til at eksplodere på det seneste år.

I sidste uge kunne jeg læse i Berlingske at Red Barnet endnu en gang har slået alarm, fordi næsten 20 millioner Vestafrikanere i Sahel-bæltet lever i en decideret sultkatastrofe, fordi høsten igen har slået fejl på grund af tørke. Hver evig eneste dag kommer der 30.000 nye medlemmer af den sultende klub. Det vidste jeg egentligt godt. Mange organisationer har nemlig siden december forsøgt at råbe Vesten op. Hvis nogen skulle være i tvivl er det et halvt år siden.

Jeg selv var i det vestafrikanske land Gambia for anden gang på et år i januar måned. På blot et år er priserne på de mest basale fødevarer steget med over 150 %, hvilket har medført at gambianere der for 12 måneder siden var smilende, forholdsvist mætte og levede fuldt ud efter mottoet: ”no stress”, ikke længere kan efterleve det motto. Flere af mine venner sammenligner deres liv med ghettoer og endda krigszoner, som Tripoli og Benghazi, fordi livet nu er blevet alles kamp mod alle.

Der ringer nogle klokker, gør der ikke? Det burde der i hvert fald gøre. Det er nemlig ikke mere end et år siden at vi havde nøjagtig samme forhold på Afrikas Horn, hvor vi hurtigt blev mættet af den daglige dosis af Afrikas elendighed. Men efter nok så mange måneder med billeder af sultende børn i aviser og på nettet, hvor nødhjælpsorganisationer havde råbt for døve øren,  gik alvoren alligevel op for nogle; der blev startet indsamlinger, FN og nationale regeringer fik fingeren ud. Alt for sent. Dengang sagde vi alle at nu måtte vi lære at se advarslerne i tide, men vi har samtidig en underlig tendens til at huske det vi gerne vil huske. Hvor mange billeder skal vi mon se denne gang, før vi ser handling? De første billeder er allerede taget.

Ifølge ’Kampen om maden vi ikke vil have’ fra Information d. 4. juni 2012, smider danskerne 500.000 tons mad ud om året. 500.000 tons MAD. Altså ’affald’, som kan spises. I England har man vurderet at mellem 20 og 40 % af al frugt og grønt smides ud allerede inden det har nået køledisken. Dertil kommer de 70 kg. årligt, hver eneste forbruger smider ud efter at have været forbi supermarkedet. Det er vel rimeligt at antage at en ikke uvæsenlig del af den frugt og grønt ikke er dyrket i England. Hvis ikke i verdens u-lande, så i Sydeuropa hvor krisen raser endnu mere end i Nordeuropa og USA. Hvad var pointen lige med at transportere al den mad væk fra afrikanerne, sydamerikanerne, asiaterne og sydeuropæerne? Jeg kan simpelthen ikke forsvare de frie markedskræfter, når vestafrikanere, thailændere og colombianere kan producere mad, som jeg kan fiske op af skraldespanden, mens de selv dør af sult. Det frie marked har ganske enkelt spillet fallit.

En af de største floskler i denne finanskrise har været: ”vi skal øge forbruget”. Men Vestens overforbrug og æstetiske madindkøb er jo netop skyldig i forhold  til de eksploderende priser, der rammer verdens fattigste så hårdt. Vi må ganske enkelt sætte nogle restriktioner på transporten af fødevarer, for det vi ser i øjeblikket er simpelthen spild af knappe ressourcer, tid, penge og ikke mindst liv. Lige nu sidder verdens spidser og snakker om bæredygtighed i Rio. Hvad er mere bæredygtigt end at bruge de fødevarer og andre ressourcer, der nu en gang er produceret, fremfor at bruge endnu flere ressourcer på at destruere selv samme fødevarer?

Kære liberalister. Fortæl mig lige, hvad det er jeg skal sige til mine venner i Gambia, der på ugentlig basis fortæller mig at livet fandme er hårdt. Hårdt, på den der måde, hvor folk omkring dem, bliver syge og har livet i en efterhånden tyndere og tyndere tråd. Vil I ikke nok? For jeg er ærligt talt løbet tør for ord. 

Når virkeligheden rammer

Forventningerne var store, til det så længe ventede gensyn med Gambia. Glædelige gensyn og sol i ti dage virkede som en stensikker succes. Det var langt hen af vejen virkeligt dejligt at besøge landet igen, men samtidigt virkeligt hårdt.

Alt dette er skrevet i den dybeste kærlighed til et dejligt folkefærd. Der ligger bare en trykkende bekymring for deres fremtid, en fremtid gambianerne ikke længere selv kan være herre over i en globaliseret verden. Virkeligheden har nemlig ramt. Og den har ramt meget hårdt.

På blot et år, står forandringerne voldsomt tydeligt frem. Oliepriserne efter krigen i Libyen, Euro- og dollarkrisen, og Vestens overforbrug generelt har fået priserne på basisvarer til at stige voldsomt i lande, som Gambia. For 12 måneder siden kostede en skål ’lokal’ mad til 1-2 personer  i et gadekøkken 10 dalasis (2 kr.), nu koster den 25 dalasis – altså en prisstigning på 150%. Samtidig bliver turisterne væk, grundet krisen i Vesten, og de turister, der prioriterer ferien, lægger færre penge end tidligere. Det kan jeg da også mærke på mig selv, jeg har ikke brugt en eneste dalasis på et craftmarked, hvor vi ellers sidste år brugte oceaner af penge på billigt tøj og smykker. Jeg skal jo også passe på mine penge, men det er en ond spiral, der i sidste ende kommer til at koste liv – ikke i Europa, men i Afrika. Det er en naturlig konsekvens af krisen, men det rammer meget hårdt at se mennesker man holder af, skal kæmpe hårdere end nogensinde for at brødføde sig selv og sin familie.

”Are you stressed?”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange dagligt, vi blev spurgt om dette, da vi var der sidste år. Man kunne næppe sætte sig i et halvt minut uden et smil på læberne, før man straks blev sat i krydsforhør, for at løse mysteriet om det manglende humør. I år, gik der er en uge (en uge!), før jeg fik samme spørgsmål. Flere venner, der tidligere var meget opmærksomme på hvordan vi har det, virker langt mere fraværende og kan ikke på samme måde "se bag facaden". 

Vi besøgte den skole, hvor vi sidste år, var frivillige. Her var der udover lærerflugt, også manglende overskud. Lærerinderne sidder opgivende hen, og hvis man spørger ind til deres liv, bliver man mødt med ”vi klarer os” – ikke mere end det. Og det er det generelle billede. Det sidste års tid, når jeg har skypet med venner, er det den udmelding der kommer igen og igen. Jeg havde ikke tænkt meget over det, men efter det sidste besøg, er det gået op for mig hvor kritisk situationen er. Tidligere er man altid blevet mødt med ”vi har det godt/vi har det fint”. Der er altså en kæmpe, kæmpe forskel!

For et år siden havde vi ikke skrupler med at prutte om prisen på for eksempel taxaen. I år kan det tælles på tre fingre, hvor vi er gået fra en taxa der har forlangt en urimelig pris. Vi har også uden at tøve betalt alle drikkevarer og fester for vores venner. Tidligere har vi ofte taget diskussionen, fordi vi ville ikke have at de skulle finde vores selskab attraktivt på grund af vores pengepunge, som på ingen måde besidder store summer. Men samvittigheden kunne på intet tidspunkt klare den diskussion denne gang, man ville bare gøre hvad som helst for at give vores venner et tiltrængt ægte smil på læberne.

En stor del af gambianernes mentalitet er ”sharing”, overalt bliver man tilbudt a tire (grøn te) og hvis nogen køber mad, bliver alle omkring inviteret. For et år siden blev vi flere gange inviteret på frokost hjemme hos vores venners familier. Der blev et par gange om ugen holdt barbeques på stranden med mad og dans. Man var stolt af det man havde, på trods af det ikke er meget. Nu er der bare ikke det mindste overskud til den slags. Man bliver bare nødt til at passe på sig selv. Der bliver ikke længere kaldt til fællesspisning og ikke en eneste gang var der fest, som vi kendte det, på stranden. Der sidder færre og færre rundt om madskålen, hvor man tager til sig selv på en måde, der skræmmer mig. Det skræmmer mig, fordi jeg ved at det er tegn på en dyb krise. En god ven, som er flyttet langt fra kysten, betegner situationen i Gambia, som en ghetto, hvor alle kæmper for sig selv, noget der er meget ulig det billede jeg har af gambianerne. En anden ven, som for nogle år tilbage sad en måned på en af de berygtede både til Europa og har mistet venner på samme rejse, sammenligner landet med en krigszone, som Tripoli eller Benghasi. Der er ingen våben inde i billedet, men situationen er meget desperat og egen overlevelse kan koste andre dyrt. Jeg kan blot håbe inderligt på at miljøet ikke får indflydelse af våben. Men jeg kan godt være bekymret, da reggaemusikken over de sidste fem år, har ændret sig meget i Vestafrika. Nu sidder de unge arbejdsløse fyre og ser bandekonflikten mellem Gully og Gaza på Jamaica på de skrattende tv’er i stedet for at danse til Bob Marley.

Jeg har mange gange haft snakken om livet i Europa med drengene, hvor jeg igen og igen har forsøgt at overbevise dem om at livet i Vesten ikke altid er nemmere, det byder blot på andre udfordringer. Men NU, virker det voldsomt forkælet med den holdning, når man kan se at de blot bliver tyndere og tyndere, træner mindre og mindre og ryger sig skæv oftere og oftere, for at glemme virkeligheden. De skændes om de mindste ting,  som virker meget fjernt. 

Problemet er ikke uddannelse. Der er masser af uddannelse, men hvad skal man med en uddannelse i et land, der ingen arbejdspladser har og ingen eksportmuligheder foruden peanuts? En anden af mine gode venner, som for et år siden også lagde strandlivet fra sig, fordi han mente det var et for hårdt miljø, fik først i går et arbejde efter flere års søgen. Han er virkelig en god fyr, men han sagde til os sidste år: ”Jeg må være ærlig over jer, jeg bliver nødt til at sælge lidt hash en gang i mellem for at kunne bidrage til familiens husholdning.” Herhjemme ville jeg ikke tage helt så let på den udmelding, men i den situation måtte jeg bare nikke forstående. Og det er uden tvivl en af de største udfordringer for lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden er så stor, når flere gram hash er billigere end et måltid mad. Jeg har flere gange set nogle venner, spring adskillige måltid over i løbet af dagen til fordel for et tocifret antal joints. Det gør altså ondt at se. Men man kan ikke bebrejde nogen for at tage den ”lette” udvej i et samfund, der ikke giver muligheder for noget som helst. Unge kan arbejde, uden at have nogen form for garanti for at der falder løn en gang om måneden. Mange må endda tage sig til takke med at arbejde gratis, for muligvis engang at kunne bruge det på et CV og få et ’rigtigt’ job, til trods for at chefen skovler penge ind fra turister.

Gambia holdt i oktober præsidentvalg, hvor Yahya Jammeh blev genvalgt og sidder nu på 17. år, og kan se frem til endnu en femårig periode. Valget er blevet kritiseret af blandt andre the Economic Community Of West African States (ECOWAS), for at være unfair. Det er meget svært at danne sig en holdning til præsident Jammeh, da det er ulovligt at snakke om ham offentligt. Enkelte gange er det lykkedes mig at få nogle kommentarer, og de svinger meget. Skoleleder Anti-Anna er glad, da præsidenten sikrer alle gambianske piger skolegang. Andre er glade, da han har gjort meget for at udbygge vejnettet, hvor der for blot fem år siden kun var 16 km. asfalteret vej, nu er der mange gode veje af afrikansk standard. Der er sat gadelys op på hovedvejen i kystområdet. Noget der ikke virker af meget, men det har kollosal betydning for antallet af turister, som er landets hovedindtægtskilde. En ven ønskede sig ‘et gambiansk forår’, der mener at både gambianerne og ikke mindst præsidentens største problem er grådighed – “Hvad er rigdom, hvis andre ingenting har? Jeg bebrejder kun afrikanerne selv, for Afrikas situation. Vi havde alle muligheder for forandring ved valget i oktober.” Men når mange bliver sendt væk fra de på ingen måde anonyme valgurner, der afslører dit valg, med ord som “you are a bad citizen”, forstår jeg godt at der ikke sker forandring. Spørgsmålet er også hvor meget en ny præsident i virkeligheden kan gøre; der er ingen arbejdspladser.

Jeg kunne sikkert skrive fra nu og til på lørdag, da jeg er virkelig bekymret. Men for at slutte af, var det rigtigt dejligt at gense så mange dejlige mennesker. Jeg har danset og spillet kort og haft mange gode og dejlige snakke, som lærer mig meget om livet. De første 3-4 dage, havde jeg mest af alt lyst til at stikke halen mellem benene og løbe hjem til Danmark. Til Danmark, hvor krisen også raser, men på et helt helt andet niveau. Men jeg blev og jeg har uddybet mange venskaber. På trods af desperationen har jeg ikke følt mig utryg på et eneste tidspunkt; jeg kan stadig danse på natklubber hele natten, overnatte som eneste pige i et telt på stranden med drengene, tage en taxa alene hjem og gå alene rundt i landsbyerne, uden at jeg skal frygte for noget som helst. Det jeg frygter allermest er det næste besøg, for hvordan ser det mon ud om et års tid? Jeg kan kun gisne og bede for at tingene ikke bliver værre. Man ved jo godt at der ser sådan ud mange steder i verden, Gambia er desværre ikke det eneste sted, men det er noget af mundfuld at indse. En gang i mellem må virkeligheden bare ramme, hvor hårdt det end er. 

Et højskoleliv slutter og et københavnerliv begynder

Nu er slutningen på livet i skoven i Humlebæk lidt på afstand, og dermed er frygten for at ødelægge en ny computer med tårer også tilpas lille til at jeg tør kaste mig ud i at skrive om den sidste tid på højskolen.

Den halvanden måned efter rejsen til Thailand og Burma bød på mange store oplevelser og ikke mindst udfordringer. Ikke blot blev vi bedre og bedre venner, men den store udfordring stod d. 17. december, hvor afskeden stod uundgåelig tilbage. Hvor føltes det urimeligt at alt det gode, der blev opbygget på fire måneder, skulle stoppe. Men heldigvis tænker jeg tilbage på et døgn, hvor der blev drukket dejlige mængder vin, danset, grædt og grint på en helt surrealistisk måde.

Det kan være ret svært at beskrive, hvad der gør en højskole til en fantastisk ting. Min veninde skrev i sin status-opdatering, efter endt højskoleophold: ” Ville ønske, jeg kunne give et klogt og fyldestgørende svar på hvorfor man skal tage på højskole, men jeg må sige, at jeg er begrænset af mit sprog. Et svar ville blive meget klichefyldt og gøre brug af en masse ord, som når det kommer til stykket ikke er meget værd, fordi vi alle tillægger dem forskellige meninger. visse ting kan ikke beskrives, men skal bare opleves”, hvilket næsten kommer min pointe nærmest. Man kan forsøge og forsøge, men man finder aldrig helt ud af det før man selv har gennemlevet et så intenst ophold. Det er alle de ’små’ ting; en helt uventet dyb snak over en øl i natkassen, en fire-timer lang diskussion om prostitution i pejsestuen, en eftermiddags-rødvinsbrandert,  et vinterbad i Sundet eller godnatsnakken inden sengetid med rumboen.

Et højskoleophold er ikke kun dybe fulde-snakke, men også tid til at fordybe sig i sine interesser. Og ikke mindst også at finde nogen, der brænder for det samme som dig. At møde nogle mennesker der VIL det samme som dig. Det kan være at bruge timer i mørkekammeret, i redigeringslokalet eller sidde timer og skrive mails til kunstnere eller politikere, fordi der skal stables en festival eller en kampagne på benene. Noget af det der står størst for mig, er Vinterlyd-festivallen i starten af december, hvor en gruppe på ti elever siden august har knoklet for at få lavet et fedt koncept, der kan overtale kunstnere til at spille gratis og få stykket en festival sammen, der kunne give overskud til lægeklinikken for udokumenterede immigranter på Vesterbro. Det fede koncept var der, de fede kunstnere var der, de glade gæster var der, men overskuddet var der desværre ikke. Men jeg har heldigvis ikke mistet modet, det giver det vildeste kick at have været en af dem der står bag en fantastisk fest. Det skal bare ikke være sidste gang! Se eventen her. 

-       

Et andet stort projekt var den afsluttende kampagne på mit hovedfag ’Verden Brænder’. Vi satte det mål at få alle asylansøgere ud af centrene efter seks måneder – nøjagtig som Regeringen lovede inden valget. Der var mange udfordringer undervejs, først og fremmest at finde gejsten, da jeg tidligere har arbejdet meget med asylområdet og i sær fordi vi lige havde været i Burma, hvor mødet med de mange politiske fanger, der ikke kan leve et normalt liv i deres eget land på grund af et diktatorisk styre. Jeg brændte simpelthen så meget for at arbejde med politiske rettigheder, også herhjemme. Fordi jeg mener at vi er på vej ned af en trist bakke, hvor vi hele tiden mere eller mindre bevidst eller ubevidst giver køb på vores politiske rettigheder. Det er en nedadgående kurs, vi snart skal sætte en stopper for – hellere i dag end i morgen! Men det fælles projekt blev at holde regeringen op på deres løfte. Dagen efter projektet blev opstartet, blev medierne fyldt med nyheden om at regeringen ville nedsætte et embedsmandsudvalg, der skulle undersøge mulighederne – svaret ville komme i starten af foråret. Der stod vi så med store projektpile og uendelige planer for hvordan vi skulle nå i mål. Der blev indkaldt til krisemøde, hvor der kom ro på gemytterne. Der er nemlig stadig vild uenighed om hvorvidt tilbuddet om at bo og arbejde uden for centrene skal gælde eksplicit alle, eller kun dem der samarbejder om egen hjemsendelse. Så vi fortsatte kampagnen med det mål at det skulle gælde alle – uden undtagelse. Der blev lavet en succesfuld flashmob på hovedbanegården, skrevet pressemeddelser og mobiliseret medunderskrivere på det brev der skulle sendes til Justitsministeren med alle de mange billeder, der blev taget som en slags underskriftsindsamling. Det hele mundede ud i en regn- og stormfuld demonstration foran Christiansborg.

Læs artikel på Modkraft

Se interviewet med Freja

Vi er blevet lidt ældre end efterskolealderen, og jeg tror virkelig det gør en forskel for mange at tage på højskole. Jeg har i hvert fald fundet ud af at jeg ikke er det eneste menneske i denne verden, der tænker meget over tingene. Det kan godt være vi møder mange mennesker, som umiddelbart virker til at være helt vildt overskudsagtige og lever et helt ukompliceret liv. Sådan er det nok bare sjældent i virkeligheden. Det kan godt være der skal et par Vestfyens til, før der åbnes for den pose, men ikke desto mindre er en højskole virkelig et sted, der indbyder til åbningen.

Og der bliver i den grad også åbnet døre til hele verden. Jeg har mødt mennesker fra over 16 forskellige lande. Og ikke mindst har jeg fundet ud af at ikke alle pakistanere er terrorister og at ikke alle fra Somalia er pirater. Det er ret fantastisk at have mødt så mange mennesker fra hele verden. Det har været et spændende møde mellem øst og vest, og nord og syd. Nu glæder jeg mig bare til de forhåbentligt forestående møder i USA, Georgien, Pakistan, Ghana og så videre. Afskeden var ekstra hård med alle dem der bor så langt væk, men glæden til alle rejserne vejer ganske tungt op.

Sidst i november, var jeg en forlænget weekend i Istanbul, som på mange måder er en vildt spændende by. Man er ikke et øjeblik i tvivl om at den by ligger lige på grænsen mellem øst og vest. Vi boede i den gamle historiske bydel, hvor store bygninger som Aya Sophia, Den Blå Moske og Topkapi-paladset ligger. Udover Profeten Muhammeds skæg og andre ting, er der virkelig meget spændende historie at gå i dybden med, desværre er der aldrig tid nok. En anden ting jeg var ret stor fan af er de mange tehuse, hvor man kan bruge timer og timer med sød æblete, butterdejskager, vandpibe og backgammon. Der er en helt specielt atmosfære i de store tilrøgede lokaler, hvor rejsende, forelskede, studerende, venner og familie mødes og diskuterer stort og småt. Tiden stod stille, helt som på højskole. Mest kendetegnende for byen er blandingen af det traditionelle og det moderne; Ældre cigarrygende tyrkiske mænd med smartphones i bazaren og smukke tørklædeklædte unge tyrkiske kvinder med makeup og høje hæle. Man ser det orientalske over alt, og dog er man ikke i tvivl om at de fleste tyrkere har blikket solidt rettet mod Europa. Det bliver i hvert fald meget spændende at følge Tyrkiet de næste år, frem mod et eventuelt medlemskab af EU. For mig er der ingen tvivl, EU kan kun tabe på at udelukke Tyrkiet. Både økonomisk, men så sandeligt også kulturelt.

Nu sidder jeg så her i København, efter fjorten dage hjemme i Nordjylland, som bød på mange hjertelige gensyn. Det kan være svært at komme tilbage til det ’gamle’ liv, når man har været på højskole, men heldigvis blev det til fjorten dage med mange dejlige stunder hos veninderne, på Daisy, i Aalborg, over et par flasker rødvin, på de gamle arbejdspladser eller omkring julefrokostbordet med familien. Man skal ikke kimse af Nordjylland. Det kan dog være noget af et projekt at overbevise nordjyder om at man ikke bliver skudt af at bo på Nørrebro eller at københavnere generelt ikke er et afskyeligt folkefærd. Nu har jeg i hvert fald været her i fire dage. Selvom regnen og blæsten ikke har holdt mange, ellers tiltrængte pauser, smiler København til mig hele tiden. Forhåbentligt smiler Gambia også til mig på tirsdag, når ti dages solterapi starter i The Smiling Coast of Africa.