I sidste uge var jeg ude at skralde. Ja, jeg stak
hoved og hænder ned i de store ’affalds’-containere uden for de store supermarkeder
på Frederiksberg. Jeg kunne fylde rygsæk og cykelkurv med et tag-selv-bord af
helt friske eksotiske frugter og grøntsager, brød og kød, som ville sikre mig
en meget varieret kost i hvert fald i en uge. Mange andre skraldere fik på
samme dag en lige så stor fangst af både dansk producerede varer, men i høj
grad også varer som vi har fået transporteret fra den anden side af kloden.
Fødevarer, der er produceret i områder med fødevareknaphed. En fødevareknaphed,
der har fået fødevarepriserne til at eksplodere på det seneste år.
I sidste uge kunne jeg læse i Berlingske at Red Barnet
endnu en gang har slået alarm, fordi
næsten 20 millioner Vestafrikanere i Sahel-bæltet lever i en decideret
sultkatastrofe, fordi høsten igen har slået fejl på grund af tørke. Hver evig
eneste dag kommer der 30.000 nye medlemmer af den sultende klub. Det vidste jeg
egentligt godt. Mange organisationer har nemlig siden december forsøgt at råbe
Vesten op. Hvis nogen skulle være i tvivl er det et halvt år siden.
Jeg selv var i det vestafrikanske land Gambia for
anden gang på et år i januar måned. På blot et år er priserne på de mest basale
fødevarer steget med over 150 %, hvilket har medført at gambianere der for 12
måneder siden var smilende, forholdsvist mætte og levede fuldt ud efter
mottoet: ”no stress”, ikke længere kan efterleve det motto. Flere af mine
venner sammenligner deres liv med ghettoer og endda krigszoner, som Tripoli og
Benghazi, fordi livet nu er blevet alles kamp mod alle.
Der ringer nogle klokker, gør der ikke? Det burde der
i hvert fald gøre. Det er nemlig ikke mere end et år siden at vi havde nøjagtig
samme forhold på Afrikas Horn, hvor vi hurtigt blev mættet af den daglige dosis
af Afrikas elendighed. Men efter nok så mange måneder med billeder af sultende
børn i aviser og på nettet, hvor nødhjælpsorganisationer havde råbt for døve øren, gik alvoren alligevel op for nogle; der blev
startet indsamlinger, FN og nationale regeringer fik fingeren ud. Alt for sent.
Dengang sagde vi alle at nu måtte vi lære at se advarslerne i tide, men vi har
samtidig en underlig tendens til at huske det vi gerne vil huske. Hvor mange
billeder skal vi mon se denne gang, før vi ser handling? De første billeder er
allerede taget.
Ifølge ’Kampen om maden vi ikke vil have’ fra
Information d. 4. juni 2012, smider danskerne 500.000 tons mad ud om året. 500.000
tons MAD. Altså ’affald’, som kan
spises. I England har man vurderet at mellem 20 og 40 % af al frugt og grønt
smides ud allerede inden det har nået køledisken. Dertil kommer de 70 kg.
årligt, hver eneste forbruger smider ud efter at have været forbi supermarkedet.
Det er vel rimeligt at antage at en ikke uvæsenlig del af den frugt og grønt
ikke er dyrket i England. Hvis ikke i verdens u-lande, så i Sydeuropa hvor
krisen raser endnu mere end i Nordeuropa og USA. Hvad var pointen lige med at
transportere al den mad væk fra
afrikanerne, sydamerikanerne, asiaterne og sydeuropæerne? Jeg kan simpelthen
ikke forsvare de frie markedskræfter, når vestafrikanere, thailændere og colombianere kan producere mad, som
jeg kan fiske op af skraldespanden, mens de selv dør af sult. Det frie marked
har ganske enkelt spillet fallit.
En af de største floskler i denne finanskrise har
været: ”vi skal øge forbruget”. Men Vestens overforbrug og æstetiske madindkøb
er jo netop skyldig i forhold til de
eksploderende priser, der rammer verdens fattigste så hårdt. Vi må ganske
enkelt sætte nogle restriktioner på transporten af fødevarer, for det vi ser i
øjeblikket er simpelthen spild af knappe ressourcer, tid, penge og ikke mindst
liv. Lige nu sidder verdens spidser og snakker om bæredygtighed i Rio. Hvad er
mere bæredygtigt end at bruge de fødevarer og andre ressourcer, der nu en gang
er produceret, fremfor at bruge endnu flere ressourcer på at destruere selv
samme fødevarer?
Kære liberalister. Fortæl mig lige, hvad det er jeg
skal sige til mine venner i Gambia, der på ugentlig basis fortæller mig at
livet fandme er hårdt. Hårdt, på den der måde, hvor folk omkring dem, bliver
syge og har livet i en efterhånden tyndere og tyndere tråd. Vil I ikke nok? For
jeg er ærligt talt løbet tør for ord.
