Jeg har hver gang jeg er vendt hjem fra Afrika haft svært ved at formulere oplevelserne for venner og familie, fordi Afrika skal opleves. Derfor var det fantastisk at have nogle rigtig gode veninder med, så de i det mindste ville kunne forstå hvad jeg har fablet om de sidste tre-et-halvt år. De har heldigvis oplevet lidt det samme efter hjemkomsten: Afrika er svært at forklare!
Men lad mig prøve. Efter 30 timers rejse, ventetid i lufthavne og buskørsel sydpå fra Lilongwe til Zomba i Malawi ankom vi til Namingaze farm trainingscenter, hvor vi skulle tilbringe 10-11 døgn. Snart kom vi snak med deltagerne fra Malawi, Botswana og Portugal, og snart blev strømafbrydelser, ris, bananer og Nshima (majsgrød) dagligdag. Men dagligdagen bestod også af mange, mange oplevelser. Vi diskuterede African Youth Charter, MGD og skolesystemer. Vi havde besøg af den malawianske ungdomsminister, hvor vi straks fornemmede det noget mere formelle malawianske politiske system. Vi legede, dansede og sang. Vi lærte gloser på portugisisk, setswana og chichewa. Vi lavede jordbærgrød og leverpostejmadder til de andre og indtog selv lækkerier fra de andre lande - nogle mere lækre end andre. Vi oplevede en MP'er, der pænt måtte holde den formelle grimasse, selvom han bestemt ikke brød sig om hverken sild, rejer eller leverpostej! Alt i mens 40 deltagere var ved at gå til af sult i al formaliteten.
Det bedste eksempel jeg har på vores interkulturelle aktiviteter må være billedet til venstre fra vores lille bjergbestigning ved Zomba. Müller, Joe og Mavis har lært lidt dansk internetkultur :-) Eller kluddermåtter i Malawi til venstre.
Disse billeder er taget i landsbyen uden for træningscenteret i Zomba. Vi havde medbragt nogle gaver i form af blyanter, tuscher, sæbebobler, balloner og slik. Her blev vi mødt en utrolig gæstfrihed. Vi fik lov til at gå en i landsbyens moske, hvis vi bare var barfodede. Moskeen fungerede også som en islamisk primary og secondary school. Den ældre herre i midten kunne formulere sig fint på engelsk og ville gladeligt fortælle om sit liv og landsbyen.
Overalt mødte vi smil, gåpåmod og varme. Eller ikke helt overalt. Vi overnattede to nætter på et hotel ved Lake Malawi. Det var et område hvor rige indere ejede de store fede hoteller, og der var et dårligt syn på hvide turister. I må selv forestille jer, hvad der kan ligge til grund for dette dårlige syn. Vi var fire danske piger der ville købe vand i landsbyen ved siden af hotellet. Og på denne tur havde vi ikke en malawiansk tolk med. Og det var faktisk ganske ubehageligt. Normalt ville man blive mødt af nysgerrighed og gæstfrihed, men fordi landsbyen lå mellem to store hoteller var der en del fordomme vi skulle have brudt ned. Da vi senere på eftermiddagen havde Francis fra Malawi med gennem landsbyen blev vi mødt fundamentalt anderledes, fordi vi nu kunne forklare hvorfor vi var her: ikke for at udnytte et i forvejen meget plaget område. Ligeså ubehageligt, som det var første gang gennem landsbyen lige så fedt var det at opleve at synet på os hurtigt blev ændret.
Området omkring Malawi Lake og Mangochet var et ekstremt plaget område. Fordi det var omkring søen, er Malaria særligt udbredt. 70% af befolkningen er ramt af HIV/AIDS, i gennemsnit bliver der brugt 2 kondomer pr. ÅR pr. mand, udbredt prostitution, mændene tager til Sydafrika for at få arbejde, mens kvinderne skal blive i Malawi for at passe de 7,5 børn uden stor mulighed for noget forsørgningsgrundlag. Og så var der også en del problemer med de rige turister. Her kunne man virkelig mærke at vi befandt os i verdens fattigste land. Men overraskende nok mødte man ikke selvmedlidenhed, i en grad man ellers kunne forvente. Selv en mor der var blevet efterladt af manden til fordel for Sydafrika, der ikke kunne forsørge sine 6 børn, klynkede ikke - man får det bedste ud af det man har!
Det samme kan man sige om vores ventetid. Begrebet African Time er noget alle skal vænne sig til. "Vi når det nok", så man kan lige så godt lade være med at pive over at være stået monster-tidligt op, for bare at sidde og vente på en buschauffør i flere timer. DANS! For satan da.
Fortæl en historie uden ord. 
Til venstre ser vi Paul med en lille dreng med malaria. Hans hud brændte. Hans mor var som så mange andre også blevet efterladt af sin mand, og havde ingen indtægter. Hun sad på sit tæppe og lavede relish, med sin lille dreng pakket ind i tæpper ved sin side. Hun havde ikke de 500 kwatcha (15 kr.) til at rejse de 45 km. til det nærmeste hospital for at få helbredt sin søn for malaria. Hun sad bogstaveligt talt og ventede på hans død. Paul og jeg stak hende hver 500 kwatcha, selvom det i virkeligheden er at udskyde hendes problemer. Men den skæbne var ganske enkelt for svær at bære. Vi kunne ikke lade stå til.
En ung optimistisk fyr, der er ved at bygge sit eget hus.
_____________________
Jeg fyldte 20, mens vi var på vej fra søen tilbage til træningscenteret. Det var en mindeværdig fødselsdag med morgenssang, balloner og fødselsdagskort. Resten af dagen tilbragte jeg på ladet af en FN 4x4 med 130 km/t. Bonussen var selfmade dreadlocks og frisk luft for et par dage på forskud. Undervejs var vi på en safari, hvor vi så to flodheste og mange elefanter. Vildt oplevelse at befinde sig i mellem 20-30 vilde elefanter på sin fødselsdag. Sidste år fyldte jeg år på Brøndby Stadion med en 2-0 sejr - hvad bliver det næste år?
Hver eneste dag fik nationalparken rapporter om elefanter der havde angrebet landbyer og mennesker uden for parken. Da en af vores buschauffører blev utålmodig omringet af elefanter, hvor han dyttede og begyndte at overhale frygtede os på ladet af 4x4'eren nu også for vores liv. Men helskindede kom vi da ud. Og endnu en oplevelse rigere.
Om aftenen fik vi et festmåltid bestående af .... ris og bananer! Mmmh. Midt i maden gik strømmen igen igen og jeg forberedte mig på stearinlys og lommelygter igen. Hvorfor ikke? Vi var jo vant til det. Men det viste sig at være portugiserne der startede fødselsdagssang med stearinlys og det hele. Helt vildt hyggeligt, i hvert fald en fødselsdag jeg sent vil glemme!
_____________________
Husk på at man skal se virkeligheden, før man kan ændre den. Man skal indse hvad problemet i virkeligheden består af. Og det indser man ikke før man står midt i den.
Jeg har selv tænkt over at det virker mærkeligt at rejse til Afrika for at se på fattigdom. Jo, fattigdommen ser man og man må forholde sig til hele tiden. Men Afrika har bare så meget andet at byde på. Så når man er kommet sig over de første indtryk, begynder man at se på de styrker der ellers findes. Man ville ikke kunne leve i et afrikansk land ret lang tid før man ville blive vanvittig, hvis man udelukkende så det fattige i landet. Jeg har set både optimisme, gode værdier, gæstfrihed, virkeligheden og så meget andet. Intet tages for givet og alt sættes der pris på. Og derfor elsker jeg Afrika!
http://www.youtube.com/watch?v=pRpeEdMmmQ0 - hør den! Inden jeg var i Malawi irriterede den mig grænseløst. Nu forbinder jeg den med noget særdeles positivt. Selvom den blev blæst ud af en forbandet vuvuzela lidt for ofte :-)
PS. se flere billeder på Facebook. Det tager evigheder herinde :-)
Next: SOUTH AMERICA!
